Parter

I sag C-441/05,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af cour administrative d’appel de Douai (Frankrig) ved afgørelse af 1. december 2005, indgået til Domstolen den 12. december 2005, i sagen

Roquette Frères

mod

Ministre de l’Agriculture, de l’Alimentation, de la Pêche et de la Ruralité ,

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C.W.A. Timmermans, og dommerne R. Schintgen, P. Kūris, R. Silva de Lapuerta og L. Bay Larsen (refererende dommer),

generaladvokat: J. Kokott

justitssekretær: kontorchef M.-A. Gaudissart,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 7. september 2006,

efter at der er afgivet indlæg af:

– Roquette Frères ved avocat N. Coutrelis

– den franske regering ved G. de Bergues og J.-C. Niollet, som befuldmægtigede

– Rådet for Den Europæiske Union ved A. Gregorio Merino og A. Westerhof Löfflerová, som befuldmægtigede

– Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. Nolin, som befuldmægtiget,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 26. oktober 2006,

afsagt følgende

Dom

Dommens præmisser

1. Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører gyldigheden af:

– artikel 24, stk. 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 1785/81 af 30. juni 1981 om den fælles markedsordning for sukker (EFT L 177, s. 4)

– artikel 27, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 2038/1999 af 13. september 1999 om den fælles markedsordning for sukker (EFT L 252, s. 1)

– artikel 1 i Kommissionens forordning (EF) nr. 2073/2000 af 29. september 2000 om nedsættelse i sukkersektoren for produktionsåret 2000/2001 af garantimængden inden for ordningen med produktionskvoter og de forventede maksimale forsyningsbehov for raffineringsindustrien inden for præferenceimportordningerne (EFT L 246, s. 38)

– artikel 11, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1260/2001 af 19. juni 2001 om den fælles markedsordning for sukker (EFT L 178, s. 1)

– artikel 1 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1745/2002 af 30. september 2002 om nedsættelse i sukkersektoren for produktionsåret 2002/2003 af garantimængden inden for ordningen med produktionskvoter og de forventede maksimale forsyningsbehov for raffineringsindustrien inden for præferenceimportordningerne (EFT L 263, s. 31), og

– artikel 1 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1739/2003 af 30. september 2003 om nedsættelse i sukkersektoren for produktionsåret 2003/2004 af garantimængden i forbindelse med produktionskvoter og de forventede maksimale forsyningsbehov for raffineringsindustrien i forbindelse med præferenceimport (EUT L 249, s. 38)

2. Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem Roquette Frères (herefter »Roquette«), den eneste isoglucoseproducent i Frankrigs kontinentale område, mod Ministre de l’Agriculture, de l’Alimentation, de la Pêche et de la Ruralité (den franske minister for landbrug, fødevarer, fiskeri og landdistrikter, herefter »ministeren«) vedrørende de produktionskvoter for isoglucose, som Roquette var blevet tildelt inden for rammerne af den fælles markedsordning for sukker.

Retsforskrifter

Forordning (EØF) nr. 1111/77, som ændret ved forordning (EØF) nr. 1293/79

3. Artikel 9 i Rådets forordning (EØF) nr. 1111/77 af 17. maj 1977 om indførelse af fælles bestemmelser for isoglucose (EFT L 134, s. 4), som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 1293/79 af 25. juni 1979 (EFT L 162, s. 10), har følgende ordlyd:

»1. Enhver virksomhed, der producerer isoglucose, og som er etableret i Fællesskabet, tildeles en basiskvote for [perioden fra den 1. juli 1979 til den 30. juni 1980].

[…] den enkelte virksomheds basiskvote [er] lig med det dobbelte af virksomhedens produktion, konstateret i henhold til denne forordning i perioden fra den 1. november 1978 til den 30. april 1979.

2. Enhver virksomhed, for hvilken der er fastsat en basiskvote, tildeles ligeledes en maksimumskvote, der er lig med dens basiskvote multipliceret med en koefficient. […]

[…]«

4. I henhold til artikel 9, stk. 4, var basiskvoterne fastsat ved navns nævnelse for hver af de berørte virksomheder. I bilag II til forordning nr. 1111/77, som ændret ved forordning nr. 1293/79, blev basiskvoten for Roquette fastsat til 15 887 tons udtrykt i tørstof.

5. Som følge af en sag anlagt af Roquette blev forordning nr. 1293/79 annulleret af Domstolen på grund af væsentlige formelle mangler (dom af 29.10.1980, sag 138/79, Roquette Frères mod Rådet, Sml. s. 3333).

Forordning (EØF) nr. 387/81 og (EØF) nr. 388/81

6. Som følge af annullationen af forordning nr. 1293/79 vedtog Rådet forordning (EØF) nr. 387/81 af 10. februar 1981 om ændring af forordning nr. 1111/77 (EFT L 44, s. 1), som bl.a. ved en henvisning til bestemmelserne i forordning nr. 1111/77 genindførte en kvoteordning for perioden fra den 1. juli 1979 til den 30. juni 1980 med tilbagevirkende kraft.

7. Rådets forordning (EØF) nr. 388/81 af 10. februar 1981 om ændring af forordning (EØF) nr. 1592/80 om anvendelse af ordningerne med produktionskvoter for sukker og isoglucose i perioden fra den 1. juli 1980 til den 30. juni 1981 (EFT L 44, s. 4) forlængede herefter ordningen med basiskvoter for perioden fra den 1. juli 1980 til den 30. juni 1981.

Forordning nr. 1785/81

8. Forordning nr. 1111/77 blev ophævet og erstattet af forordning nr. 1785/81. I sidstnævnte forordning blev produktionskvoterne for isoglucose ikke længere fastsat ved navns nævnelse for hver enkelt producerende virksomhed, men blev fastsat på regionalt plan.

9. Betragtning 14 til forordningen har følgende ordlyd:

»[…] medlemsstaterne [bør] inden for rammerne af særlige fællesskabsregler og ‑kriterier have hjemmel til ikke blot at tildele de […] fremstillende virksomheder kvoter, men yderligere at foretage senere ændringer af kvoterne for de eksisterende virksomheder ved en nedsættelse af kvoterne med en mængde, der dog ikke for perioden fra den 1. juli 1981 til den 30. juni 1986 må overstige 10% af de oprindelige kvoter i henhold til de pågældende kriterier, og at tildele disse frigjorte kvotemængder til andre virksomheder […]«

10. Forordning nr. 1785/81 fandt oprindeligt anvendelse på produktionsårene 1981/1982 – 1985/1986. Forordningens artikel 24 bestemte:

»1. Medlemsstaterne tildeler på de i dette afsnit fastsatte betingelser en A-kvota og en B-kvota til hver virksomhed, som er etableret på deres område, og som fremstiller […] isoglucose, og som […] i tidsrummet fra den 1. juli 1980 til den 30. juni 1981 har fået tildelt en basiskvota som fastsat, alt efter tilfældet i […] forordning (EØF) nr. 1111/77 […].

[…]

3. Hver […] isoglucoseproducerende virksomheds A-kvota er lig med den basiskvota, virksomheden har fået tildelt for perioden fra den 1. juli 1980 til den 30. juni 1981.

[…]

5. Hver isoglucoseproducerende virksomheds B-kvota er lig med 23,55% af dens A-kvota udregnet i overensstemmelse med stk. 3 […].

[…]«

11. I henhold til artikel 24, stk. 2, fastsattes basismængderne for tildelingen af disse kvoter for Frankrigs kontinentale område til henholdsvis 15 887 tons (A-basismængde) og 4 135 tons (B-basismængde), udtrykt i tons tørstof.

12. Endelig gjorde artikel 25 i forordning nr. 1785/81 det muligt at overføre og nedsætte A- og B-kvoterne under følgende betingelser:

»1. Medlemsstaterne kan foretage overførsler af A- og B-kvoter mellem virksomheder på betingelserne i denne artikel og under hensyntagen til hver af de berørte parters interesser […].

2. Medlemsstaterne kan nedsætte A-kvoten og B-kvoten for hver […] isoglucoseproducerende virksomhed på dennes område med en mængde, som […] ikke overstiger 10% af [henholdsvis A-kvoten og B-kvoten] […].

[…]

3. Medlemsstaterne tildeler de frigjorte A- og B-kvotemængder til en eller flere andre virksomheder, hvad enten disse allerede måtte have fået tildelt en kvota eller ej, og som er beliggende i samme område i henhold til artikel 24, stk. 2, som de virksomheder, hvis kvoter er blevet nedsat med disse mængder.

[…]«

Forordning nr. 2038/1999 og nr. 2073/2000

13. Med forordning nr. 2038/1999 vedtog Rådet en ny fælles markedsordning for sukker, idet forordning nr. 1785/81, som var blevet ophævet, blev kodificeret.

14. Artikel 26, stk. 5, første afsnit, i forordning nr. 2038/1999 præciserede følgende:

»For at opfylde Fællesskabets forpligtelser i henhold til den landbrugsaftale, der er indgået i overensstemmelse med […] artikel 300, stk. 2, [EF], kan garantierne for afsætning af […] isoglucose […], der er produceret inden for kvoterne, nedsættes for et eller flere bestemte produktionsår.«

15. Forordningens artikel 27, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne tildeler på de i dette kapitel fastsatte betingelser en A-kvote og en B-kvote til hver virksomhed, som er etableret på deres område, som fremstiller […] isoglucose, og som:

– […] i produktionsåret 1994/1995 har fået tildelt en A-kvote eller B-kvote

[…]«

16. Basismængderne for tildeling af disse A- og B-kvoter, som fastsat i artikel 27, stk. 3, var identiske med dem, som tidligere var fastsat for produktionsårene 1981/1982 – 1985/1986 i artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 1785/81.

17. Endelig indeholdt artikel 30 i forordning nr. 2038/1999 bestemmelser om overførsel og nedsættelse af A- og B-kvoter under betingelser svarende til dem, der tidligere var gældende efter artikel 25 i forordning nr. 1785/81.

18. Forordning nr. 2073/2000, som er vedtaget med hjemmel i artikel 26, stk. 5, i forordning nr. 2038/1999, tilsigtede at nedsætte de kvoter, som var tildelt efter sidstnævnte forordning for produktionsåret 2000/2001. Forordningens artikel 1, stk. 2 og 3, har følgende ordlyd:

»2. Den i stk. 1 omhandlede forskel [498 800 tons] fordeles mellem produkter og områder som fastsat i bilag I.

Efter nedsættelsen med forskellen er de basismængder, der benyttes ved tildeling af produktionskvoter til de producerende virksomheder for produktionsåret 2000/2001, de mængder, der er angivet i bilag II.

3. For hver producerende virksomhed, der har fået tildelt en produktionskvote for produktionsåret 2000/2001, fastsætter medlemsstaterne […] den forskel, som gælder for den, samt dens ændrede A-kvote og B-kvote som følge af anvendelsen af denne forskel.«

Forordning nr. 1260/2001, nr. 1745/2002 og nr. 1739/2003

19. Forordning nr. 1260/2001 fandt anvendelse for produktionsårene 2001/2002 – 2005/2006.

20. Det fremgår af forordningens artikel 10, stk. 2, og artikel 11, stk. 2, at basismængderne for produktionen af isoglucose for Frankrigs kontinentale område var 15 747 tons (A-basismængde) og 4 098,6 tons (B-basismængde) udtrykt som tons tørstof.

21. Forordningens artikel 11, stk. 3, præciserede følgende:

»A- og B-kvoterne for de virksomheder, der fremstiller […] isoglucose […], er de kvoter, som medlemsstaterne […] har tildelt for produktionsåret 2000/2001 inden anvendelse af artikel 26, stk. 5, i forordning (EF) nr. 2038/1999, uden at dette dog indskrænker anvendelsen af artikel 10, stk. 3-6, og artikel 12.«

22. Artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 1260/2001 tillod i lighed med artikel 26, stk. 5, i forordning nr. 2038/1999 en nedsættelse af garantimængden inden for rammerne af produktionskvoteordningen med h enblik på overholdelse af internationale forpligtelser.

23. Endelig bestemte artikel 12 i forordning nr. 1260/2001 – ligesom artikel 25 i forordning nr. 1785/81 og artikel 30 i forordning nr. 2038/1999 – at medlemsstaterne kunne overføre A- og B-kvoter mellem virksomheder.

24. Med hjemmel i artikel 10 i forordning nr. 1260/2001 vedtog Kommissionen forordning nr. 1745/2002, som tilsigtede at nedsætte garantimængderne inden for rammerne af produktionskvoteordningen for produktionsåret 2002/2003. Forordningens artikel 1, stk. 2 og 3, har følgende ordlyd:

»2. Den i stk. 1 omhandlede nedsættelse [862 475 tons] fordeles mellem produkter og områder som fastsat i bilag I.

Efter nedsættelsen er de basismængder, der benyttes ved tildeling af produktionskvoter til de producerende virksomheder for produktionsåret 2002/2003, de mængder, der er angivet i bilag II.

3. For hver producerende virksomhed, der har fået tildelt en produktionskvote for produktionsåret 2002/2003, fastsætter medlemsstaterne […] den forskel, som gælder for den, samt dens ændrede A-kvote og B-kvote som følge af anvendelsen af denne nedsættelse.«

25. Endelig fandt en ny nedsættelse af produktionskvoten for isoglucose sted med hjemmel i artikel 1 i forordning nr. 1739/2003 for produktionsåret 2003/2004.

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

26. Ved afgørelse af 28. juni 2000 stadfæstede landbrugsministeriets direktør for økonomisk og international politik over for Roquette størrelsen af de årlige produktionskvoter for isoglucose, som selskabet var blevet tildelt i henhold til forordning nr. 1785/81 og nr. 2038/1999 siden produktionsåret 1981/1982, nemlig 15 887 tons for A-isoglucose og 4 135 tons for B-isoglucose.

27. Ved afgørelse af 26. oktober 2000 nedsatte ministeren derefter de kvoter, der var tildelt Roquette, med hjemmel i forordning nr. 2073/2000 til 606,6 tons for A-isoglucose og 157,9 tons for B-isoglucose, idet kvoterne for produktionsåret 2000/2001 således blev fastsat til henholdsvis 15 280,4 tons og 3 977,1 tons.

28. Ved afgørelse af 13. juli 2001 fastsatte ministeren på grundlag af forordning nr. 1260/2001 produktionskvoterne for Roquette for produktionsåret 2001/2002 – 2005/2006 til 15 747,1 tons for A-isoglucose og 4 098,6 tons for B-isoglucose.

29. Ved afgørelse af 23. oktober 2002, som blev truffet med hjemmel i forordning nr. 1745/2002 og nr. 1739/2003, »fjernede« ministeren 1 048,9 tons A-isoglucose og 273 tons B-isoglucose for produktionsåret 2002/2003, idet produktionskvoterne for Roquette således blev fastsat til henholdsvis 14 698,2 tons og 3 825,6 tons. Endvidere »fjernede« ministeren ved afgørelse af 17. oktober 2003 262,1 tons A-isoglucose og 68,2 tons B-isoglucose for produktionsåret 2003/2004, idet kvoterne for dette år således blev fastsat til henholdsvis 15 485 tons og 4 030,4 tons.

30. Roquette anlagde sager ved tribunal administratif de Lille med påstand om annullation af beslutningen af 28. juni 2000 og de fire afgørelser, som er nævnt i det foregående, idet selskabet gjorde gældende, at de seks forordninger, som lå til grund for beslutningerne og afgørelserne, var ulovlige.

31. Efter at have forenet disse fem sager, frifandt retten ministeren ved dom af 11. marts 2004, idet den fastslog, at Roquette burde have anlagt annullationssøgsmål ved Fællesskabets retsinstanser til prøvelse af forordning nr. 1785/81 og de fem efterfølgende forordninger.

32. Påstandene blev således forkastet i det hele, uden at der blev taget stilling til realiteten, idet den pågældende ret henviste til Domstolens afgørelse i dom af 15. februar 2001, Nachi Europe (sag C-239/99, Sml. I, s. 1197), hvorefter en sagsøger ikke kan gøre en indsigelse gældende ved en national ret vedrørende ugyldigheden af en fællesskabsretsakt, som den pågældende ikke direkte har anfægtet ved Fællesskabets retsinstanser inden for den fastsatte søgsmålsfrist.

33. Roquette appellerede denne afgørelse til cour administrative d’appel de Douai.

34. Under disse omstændigheder har cour administrative d’appel de Douai besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Var […] Roquette Frères utvivlsomt berettiget til direkte for [Domstolen] at bestride gyldigheden af artikel 24, stk. 2, i forordning […] nr. 1785/81, artikel 27, stk. 3, i forordning […] nr. 2038/1999, artikel 1 i forordning nr. 2073/2000, artikel 11, stk. 2 i forordning nr. 1260/2001, artikel 1 i forordning nr. 1745/2002 og artikel 1 i forordning nr. 1739/2003?

2) Såfremt […] Roquette Frères måtte være berettiget til direkte at bestride gyldigheden af disse bestemmelser [ved den nationale ret], er artikel 24, stk. 2, i forordning […] nr. 1785/81, artikel 27, stk. 3, i forordning […] nr. 2038/1999, artikel 1 i forordning nr. 2073/2000, artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 1260/2001, artikel 1 i forordning nr. 1745/2002 og artikel 1 i forordning nr. 1739/2003 gyldige, idet de fastsætter maksimale basismængder for produktion af isoglucose for Frankrigs kontinentale område uden at tage hensyn til den isoglucose, som er produceret i denne medlemsstat mellem den 1. november 1978 og den 30. april 1979 som mellemprodukt, der bruges til fremstilling af andre produkter med salg for øje?«

Om de præjudicielle spørgsmål

Om det første spørgsmål

35. Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvorvidt en fysisk eller juridisk person, såsom Roquette, under faktiske og retlige omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, utvivlsomt var berettiget til at anlægge annullationssøgsmål i henhold til artikel 230 EF til prøvelse af de i spørgsmålet omhandlede bestemmelser (herefter »de anfægtede bestemmelser«).

36. Retten forsøger således at forvisse sig om, at Roquette – henset til den retspraksis, som følger af bl.a. Nachi Europe-dommen – kan gøre ugyldigheden af de anfægtede bestemmelser gældende ved retten, selv om selskabet ikke har anlagt annullationssøgsmål ved Fællesskabets retsinstanser til prøvelse af bestemmelserne inden for den i artikel 230 EF fastsatte frist.

37. Den franske regering og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har i denne forbindelse anført, at Roquette utvivlsomt kunne indbringe et annullationssøgsmål til prøvelse af de anfægtede bestemmelser, for så vidt som selskabet var umiddelbart og individuelt berørt heraf, bl.a. på grund af den omstændighed, at selskabet var den eneste franske isoglucoseproducent og derfor modtog hele basismængden tildelt Frankrigs kontinentale område.

38. Roquette og Rådet for Den Europæiske Union har derimod anført, at de anfægtede bestemmelser ikke vedrørte sagsøgeren i hovedsagen umiddelbart og individuelt, og at der under alle omstændigheder er en vis tvivl om, hvorvidt selskabet havde kompetence til at indbringe et annullationssøgsmål til prøvelse af disse bestemmelser. Den retspraksis, der følger af Nachi Europe-dommen, finder derfor ikke anvendelse i nærværende sag, hvorfor sagsøgeren i hovedsagen kunne gøre en eventuel ugyldighed af de anfægtede bestemmelser gældende, og Domstolen skal derfor tage stilling til bestemmelsernes gyldighed.

39. Det bemærkes for det første, at artikel 241 EF opstiller et almindeligt retsprincip, som sikrer, at den, der har fremsat et krav – under en sag anlagt efter national ret i anledning af en afvisning af kravet – kan påberåbe sig, at en fællesskabsretsakt, som danner grundlag for den nationale afgørelse, der er truffet over for ham, er ulovlig. Spørgsmålet om gyldigheden af fællesskabsretsakten kan da forelægges for Domstolen under en præjudiciel sag (Nachi Europe-dommen, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

40. Imidlertid er dette almindelige princip, som skal sikre, at enhver har eller har haft mulighed for at anfægte en fællesskabsretsakt, som danner grundlag for en afgørelse, der er truffet over for ham, på ingen måde til hinder for, at en forordning bliver endelig for en borger, med hensyn til hvilken den må betragtes som en individuel beslutning, når borgeren utvivlsomt kunne have anlagt sag med påstand om annullation af den i henhold til artikel 230 EF, hvilket forhindrer denne borger i for den nationale ret at påberåbe sig, at forordningen er ugyldig (Nachi Europe-dommen, præmis 37).

41. Det skal således undersøges, hvorvidt en sag efter artikel 230, stk. 4, EF anlagt af Roquette til prøvelse af de anfægtede bestemmelser utvivlsomt skulle antages til realitetsbehandling, fordi selskabet er umiddelbart og individuelt berørt af disse bestemmelser (jf. i denne retning dom af 12.12.1996, sag C-241/95, Accrington Beef m.fl., Sml. I, s. 6699, præmis 15).

42. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at de forordninger, som de pågældende bestemmelser fremgår af, bl.a. indfører en ordning med basisproduktionsmængder, som tildeles medlemsstaterne, hvorefter disse skal fordele mængderne mellem de forskellige producerende virksomheder, som er etableret på deres område.

43. I et sådant system, hvor det tilkommer medlemsstaterne at fordele de basisproduktionsmængder, der er tildelt dem, mellem de producerende virksomheder med mulighed for at overføre kvoter blandt virksomhederne, må det fastslås, at hver producents kvote bliver fastsat direkte og endeligt af den medlemsstat, som virksomheden hører under.

44. Det skal endvidere bemærkes, at medlemsstaterne i et sådant system råder over en vis skønsmargin, idet de inden for de betingelser, som er fastsat i Fællesskabets retsforskrifter, kan foretage en ny fordeling af kvoterne mellem de producerende virksomheder med henblik på navnlig at gøre det muligt for nye virksomheder at påbegynde isoglucoseproduktion.

45. En producerende virksomhed kan således i princippet ikke være umiddelbart berørt i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 230, stk. 4, EF, af tildelingen af basisproduktionsmængder til medlemsstaterne, således som dette er sket på fællesskabsplan ved de anfægtede bestemmelser.

46. Den omstændighed, at Roquette var den eneste isoglucoseproducerende virksomhed i Frankrigs kontinentale område, og at den derfor fik tildelt hele den basisproduktionsmængde, som var tildelt Frankrig, ændrer ikke ved denne konklusion, idet intet – i mangel af en national beslutning herom – faktisk sikrer virksomheden et sådant kvoteniveau alene på grundlag af fællesskabsforordninger, idet en del af dets kvoter kunne omfordeles af den pågældende medlemsstat særligt til en eventuel ny isoglucoseproducent.

47. Det følger af de forestående bemærkninger, at en virksomhed som Roquette ikke kan betragtes som umiddelbart og individuelt berørt i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 230, stk. 4, EF, af de anfægtede bestemmelser. Følgelig kan det ikke gøres gældende, at virksomheden utvivlsomt kunne indbringe annullationssøgsmål til prøvelse af disse bestemmelser ved Fællesskabets retsinstanser.

48. Første spørgsmål skal derfor besvares med, at en fysisk eller juridisk person som Roquette under faktiske og retlige omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede ikke utvivlsomt var berettiget til at anlægge annullationssøgsmål i henhold til artikel 230 EF til prøvelse af de anfægtede bestemmelser. En sådan person kan følgelig under en sag anlagt i henhold til national ret gøre ugyldigheden af disse bestemmelser gældende, selv om den ikke har anlagt annullationssøgsmål ved Fællesskabets retsinstanser til prøvelse af bestemmelserne inden for den i artikel 230 EF fastsatte frist.

Om det andet spørgsmål

49. Den forelæggende ret ønsker med dette spørgsmål nærmere bestemt, at Domstolen tager stilling til gyldigheden af de anfægtede bestemmelser, for så vidt som de fastsætter maksimale basismængder for produktion af isoglucose for Frankrigs kontinentale område uden at tage hensyn til den isoglucose, som er produceret i denne medlemsstat mellem den 1. november 1978 og den 30. april 1979 (herefter »referenceperioden«) som mellemprodukt, der bruges til endelig fremstilling af andre produkter med salg for øje.

50. Roquette har i denne forbindelse gjort gældende, at de anfægtede bestemmelser er ugyldige. Selskabet har anført, at den oprindelige fastsættelse af isoglucosekvoter inden for rammerne af forordning nr. 1111/77, som ændret ved forordning nr. 387/81, var ulovlig, henset til den retspraksis, der følger af dom af 13. februar 1992 (sag C-210, Roquette Frères, Sml. I, s. 731), for så vidt som de mængder isoglucose, der blev produceret som mellemprodukt, ikke blev medregnet i produktionen i referenceperioden, som lå til grund for fastsættelsen af de oprindelige kvoter, på grundlag af hvilke de basisproduktionsmængder, som blev tildelt medlemsstaterne, efterfølgende blev fastsat i de anfægtede bestemmelser.

51. Hvad angår oplysningerne vedrørende referenceperioden er Roquette af den opfattelse, at der ikke var nogen angivelse i de dagældende bestemmelser om nødvendigheden af at medtage de mængder isoglucose, der var produceret som mellemprodukt, i de oplysninger, som producenterne skulle fremsende til de kompetente myndigheder. Denne usikkerhed blev forøget af medlemsstaternes adfærd og i sidste ende af Kommissionen, som blot lakonisk krævede, at oplysningerne vedrørende isoglucoseproducenternes produktionskapacitet blev fremsendt til den, uden at give yderligere præciseringer. Roquette har konkluderet, at selskabet ikke kan forholdes ikke at have medregnet de isoglucosemængder, der blev produceret som mellemprodukt, i de oplysninger, der dannede grundlag for fastsættelsen af de oprindelige kvoter.

52. Den franske regering, Rådet og Kommissionen er derimod af den opfattelse, at de anfægtede bestemmelser er gyldige. De har bl.a. anført, at det netop er den manglende sondring i de dagældende bestemmelser mellem isoglucoseproduktionens anvendelse, som tilskyndede Roquette til ikke at foretage en sondring og således fremsende samtlige oplysninger vedrørende isoglucoseproduktionen, herunder oplysninger vedrørende isoglucose produceret som mellemprodukt. Det kan følgelig ikke gøres gældende, at Rådet har anlagt et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med fastsættelsen af basismængderne, som foretaget ved de anfægtede bestemmelser.

53. Indledningsvis bemærkes, at Rådet ved forordning nr. 1111/77, som ændret ved forordning nr. 387/81, tildelte en oprindelig basiskvote til Roquette for perioden fra den 1. juli 1979 til den 30. juni 1980. Som det fremgår af forordningens artikel 9, stk. 1, andet afsnit, skulle denne kvote være lig med det dobbelte af den produktion, der blev konstateret i referenceperioden.

54. Med henblik på fastsættelsen af hver virksomheds produktion i denne periode benyttede Kommissionen sig af oplysninger vedrørende virksomhedernes produktion i hver måned, som medlemsstaterne havde fremsendt i henhold til artikel 1 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1471/77 af 30. juni 1977 om medlemsstaternes meddelelser vedrørende isoglucose (EFT L 162, s. 13). Disse oplysninger havde medlemsstaterne opnået ved hjælp af erklæringer fra de producerende virksomheder selv.

55. På grundlag heraf fastsatte Rådet i en tabel i bilag II til forordning nr. 1111/77, som ændret ved forordning nr. 387/81, en basiskvote for Roquette på 15 887 tons udtrykt i tørstof, svarende til det dobbelte af virksomhedens produktion konstateret i referenceperioden i overensstemmelse med den i denne doms foregående præmis beskrevne fremgangsmåde. Det er herved ubestridt, at Roquette ikke havde bogført isoglucosemængderne som mellemprodukt i de oplysninger vedrørende produktionen, som blev tilsendt de nationale kompetente myndigheder.

56. Det fremgår af de anfægtede bestemmelser, at basismængderne efterfølgende blev fastsat på samme niveau som de basiskvoter, der oprindeligt var tildelt, med forbehold for nedsættelser som følge af Fællesskabernes internationale forpligtelser.

57. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at de oprindelige kvoter for perioden fra den 1. juli 1979 til den 30. juni 1980 i overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1111/77, som ændret ved forordning nr. 387/81, var fastsat på grundlag af den produktion, som var konstateret af de producerende virksomheder i løbet af referenceperioden, idet denne konstatering byggede på oplysninger, som virksomhederne selv havde fremsendt til medlemsstaterne, som efter at have akteret dem og gennemført eventuelle kontroller havde videresendt oplysningerne til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 1 i forordning nr. 1471/77. Da Rådet havde besluttet at henholde sig til disse kvoter, havde det ikke haft nødig på ny at indsamle nævnte oplysninger på tidspunktet for vedtagelsen af de i hovedsagen omhandlede forordninger.

58. Den omstændighed, at Rådet i de anfægtede bestemmelser fortsat har lagt de oprindelige basiskvoter til grund, kan ikke i sig selv føre til, at de anfægtede bestemmelser er ugyldige.

59. Det skal under alle omstændigheder bemærkes, at selv om Roquette for så vidt angår beregningen af basiskvoterne utvivlsomt kunne anfægte forordning nr. 1111/77, som ændret ved forordning nr. 387/81, for Fællesskabets retsinstanser efter artikel 230 EF, kan selskabet ikke inden for rammerne af hovedsagen anfægte denne forordnings gyldighed.

60. I lyset af ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at gennemgangen af dette spørgsmål intet har frembragt, som kan rejse tvivl om gyldigheden af de anfægtede bestemmelser.

Sagens omkostninger

61. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

Afgørelse

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

1) En fysisk eller juridisk person som selskabet Roquette Frères var under faktiske og retlige omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede ikke utvivlsomt berettiget til at anlægge annullationssøgsmål i henhold til artikel 230 EF til prøvelse af:

– artikel 24, stk. 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 1785/81 af 30. juni 1981 om den fælles markedsordning for sukker

– artikel 27, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 2038/1999 af 13. september 1999 om den fælles markedsordning for sukker

– artikel 11, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1260/2001 af 19. juni 2001 om den fælles markedsordning for sukker

En sådan person kan derfor under en sag anlagt i henhold til national ret gøre ugyldigheden af disse bestemmelser gældende, selv om den ikke har anlagt annullationssøgsmål ved Fællesskabets retsinstanser til prøvelse af bestemmelserne inden for den i artikel 230 EF fastsatte frist.

2) Gennemgangen af det andet spørgsmål har intet frembragt, som kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 1785/81, artikel 27, stk. 3, i forordning nr. 2038/1999, artikel 1 i forordning nr. 2073/2000, artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 1260/2001, artikel 1 i forordning nr. 1745/2002 og artikel 1 i forordning nr. 1739/2003.