1. Fællesskabsret – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47)
2. Fællesskabsret – direkte virkning – individuelle rettigheder – beskyttelse ved de nationale retsinstanser
(Art. 10 EF)
3. Fællesskabsret – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse
4. Fællesskabsret – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse
1. Princippet om effektiv retsbeskyttelse i henhold til fast retspraksis er et almindeligt fællesskabsretligt princip, der udspringer af medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner, som er fastslået i artikel 6 og 13 i den europæiske menneskerettighedskonvention, og som endvidere er blevet bekræftet ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
(jf. præmis 37)
2. Det tilkommer medlemsstaternes domstole, i medfør af det i traktatens artikel 10 EF angivne princip om samarbejde, at sikre retsbeskyttelsen af borgernes rettigheder i henhold til fællesskabsretten. Da der ikke findes fællesskabsretlige bestemmelser på området, tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente domstole og fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som fællesskabsretten medfører for borgerne.
Selv om EF-traktaten således har indført et antal muligheder for direkte søgsmål, som private i påkommende tilfælde kan rejse for Domstolen, har det ikke været meningen at skabe andre søgsmålsmuligheder ved de nationale domstole med henblik på gennemførelsen af fællesskabsretten end dem, som findes i national ret. Det ville kun forholde sig anderledes, hvis det fulgte af den omhandlede nationale retsordens opbygning, at der ikke forelå et retsmiddel, der gav mulighed for under en verserende sag at sikre, at borgernes rettigheder i henhold til fællesskabsretten overholdes. Skønt det i princippet således skal bestemmes efter national ret, hvilke borgere der har søgsmålskompetence og retlig interesse, kræver fællesskabsretten ikke desto mindre, at den nationale lovgivning ikke gør indgreb i retten til en effektiv domstolsbeskyttelse. Det påhviler således medlemsstaterne at fastsætte et retsmiddel- og proceduresystem, som sikrer overholdelse af denne rettighed.
I denne henseende må processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som fællesskabsretten medfører for borgerne, ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden (effektivitetsprincippet). Hvert enkelt tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om en national processuel bestemmelses effektivitet, skal bedømmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, herunder dens forløb og dens særlige kendetegn, for de forskellige nationale retsinstanser. Endvidere tilkommer det de nationale retsinstanser at fortolke de processuelle regler, der finder anvendelse på de søgsmål, som er forelagt dem, således at de i videst muligt omfang anvendes på en måde, der bidrager til opfyldelsen af formålet, som er at sikre en effektiv retsbeskyttelse af borgernes rettigheder i henhold til fællesskabsretten.
(jf. præmis 38-44 og 54)
3. Princippet om effektiv retsbeskyttelse af borgernes rettigheder i henhold til fællesskabsretten skal fortolkes således, at det ikke indebærer krav om, at der i medlemsstatens retsorden skal være mulighed for at anlægge et selvstændigt søgsmål med det formål principalt at undersøge foreneligheden mellem de nationale bestemmelser og fællesskabsretten, når andre effektive retsmidler, der ikke er mindre gunstige end dem, som gælder for tilsvarende nationale søgsmål, giver mulighed for under en verserende sag at vurdere en sådan forenelighed, hvilket det tilkommer den nationale domstol at efterprøve.
En effektiv retsbeskyttelse er ikke sikret, hvis borgeren er tvunget til at udsætte sig for administrative procedurer eller straffesager og for de heraf følgende sanktioner, som det eneste retsmiddel til at anfægte foreneligheden mellem de omhandlede nationale regler og fællesskabsretten.
(jf. præmis 61, 64 og 65 samt domskonkl. 1)
4. Princippet om effektiv retsbeskyttelse af borgernes rettigheder i henhold til fællesskabsretten skal fortolkes således, at det indebærer krav om, at der i en medlemsstats retsorden kan anordnes foreløbige foranstaltninger, indtil den kompetente domstol har truffet afgørelse om foreneligheden mellem de nationale bestemmelser og fællesskabsretten, når anordningen heraf er nødvendig for at sikre den fulde virkning af den retsafgørelse, der skal træffes, for så vidt angår eksistensen af sådanne rettigheder.
Når det er usikkert, om et søgsmål, der har til formål at sikre, at borgernes rettigheder i henhold til fællesskabsretten overholdes, kan antages til realitetsbehandling efter national ret anvendt i overensstemmelse med de fællesskabsretlige krav, kræves det imidlertid i medfør af princippet om effektiv retsbeskyttelse, at den nationale ret på dette tidspunkt kan anordne de nødvendige foreløbige foranstaltninger for at sikre, at disse rettigheder overholdes. Princippet om effektiv retsbeskyttelse af borgernes rettigheder i henhold til fællesskabsretten indebærer imidlertid ikke krav om, at der i en medlemsstats retsorden skal være mulighed for, at de foreløbige foranstaltninger anordnes af den kompetente nationale domstol i forbindelse med en begæring, der ifølge denne medlemsstats ret ikke kan antages til realitetsbehandling, såfremt fællesskabsretten ikke er til hinder for denne afvisning.
I tilfælde af tvivl om foreneligheden mellem nationale bestemmelser og fællesskabsretten er en eventuel anordning af foreløbige foranstaltninger med henblik på at udsætte anvendelsen af de nævnte bestemmelser, indtil den kompetente domstol har truffet afgørelse om foreneligheden mellem disse og fællesskabsretten, reguleret af kriterier fastsat i den nationale ret, som finder anvendelse ved nævnte domstol, såfremt disse kriterier ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret og ikke i praksis gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve den midlertidige retsbeskyttelse af sådanne rettigheder.
I mangel af fællesskabsregler på området tilkommer det således hver medlemsstat i sin interne retsorden at regulere betingelserne for at anordne foreløbige foranstaltninger, der har til formål at sikre beskyttelsen af borgernes rettigheder i henhold til fællesskabsretten.
(jf. præmis 72, 73, 77, 80 og 83 samt domskonkl. 2 og 3)