Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

Fiskale bestemmelser – harmonisering af lovgivningerne – omsætningsafgifter – det fælles merværdiafgiftssystem – fritagelser i henhold til sjette direktiv

[Rådets direktiv 77/388, art. 13, punkt A, stk. 1, litra e)]

Sammendrag

Artikel 13, punkt A, stk. 1, litra e), i sjette direktiv 77/388 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter, som ændret ved direktiv 95/7, skal fortolkes således, at det ikke finder anvendelse på leveringer af tandproteser foretaget af en mellemhandler, der hverken er tandlæge eller tandtekniker, men som har erhvervet sådanne proteser hos en tandtekniker.

Udtrykkene »tandlæger« og »tandteknikere« i nævnte bestemmelse i sjette direktiv er nemlig på ingen måde uklare, og medmindre ordlyden af denne bestemmelse ændres grundlæggende, og betingelsen vedrørende leverandørens egenskaber bortfalder, kan nævnte udtryk helt åbenbart ikke forstås som omfattende mellemhandlere, der netop hverken er tandlæger eller tandteknikere. Eftersom fællesskabslovgiver ikke havde til hensigt at udvide afgiftsfritagelsen i denne bestemmelse til leveringer af tandproteser, der ikke foretages af tandlæger eller tandteknikere, kan hverken de med nævnte fritagelse forfulgte formål eller princippet om afgiftsneutralitet følgelig påtvinge en udvidende fortolkning af sjette direktivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra e), på dette punkt. I betragtning af den præcise ordlyd af betingelserne for fritagelse i nævnte bestemmelse må enhver fortolkning, som udvider denne bestemmelses ordlyd, tværtimod anses for uforenelig med dennes formål, således som dette er blevet opfattet af fællesskabslovgiver.

(jf. præmis 35-37 og 42 samt domskonkl.)