Sag C-400/05

B.A.S. Trucks BV

mod

Staatssecretaris van Financiën

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hoge Raad der Nederlanden)

»Fælles toldtarif – kombineret nomenklatur – tarifering – underposition 8704 10 – køretøj, der er konstrueret til brug på byggepladser, bestemt til transport og aflæsning af materialer og også til anvendelse på vejnettet«

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 11. januar 2007 

Sammendrag af dom

Fælles toldtarif – positioner – dumpers, der i underordnet omfang kan anvendes på vejnettet


Den omstændighed, at dumpers, som er konstrueret specielt og hovedsageligt med henblik på anvendelse uden for hård offentlig vej, har karaktergivende egenskaber, som giver dem mulighed for – i et underordnet omfang – at køre på hård offentlig vej, er ikke til hinder for at tarifere dem som dumpers i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i underposition 8704 10 i den kombinerede nomenklatur, som er indeholdt i bilag I til forordning nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif.

For at kunne tariferes i nævnte underposition skal dumpers være specielt konstrueret med henblik på transport og aflæsning af materialer uden for vejnettet, fremgår det hverken af ordlyden af underpositionen eller af de forklarende bemærkninger til den kombinerede nomenklatur og til det harmoniserede system, at nævnte dumpers skal have været konstrueret, således at de udelukkende kan anvendes uden for vejnettet.

(jf. præmis 36, 37 og 41 samt domskonkl.)




DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)

11. januar 2007 (*)

»Fælles toldtarif – kombineret nomenklatur – tarifering – underposition 8704 10 – køretøj, der er konstrueret til brug på byggepladser, bestemt til transport og aflæsning af materialer og også til anvendelse på vejnettet«

I sag C-400/05,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene) ved afgørelse af 11. november 2005, indgået til Domstolen den 16. november 2005, i sagen:

B.A.S. Trucks BV

mod

Staatssecretaris van Financiën,

har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, R. Schintgen, og dommerne A. Borg Barthet (refererende dommer) og E. Levits,

generaladvokat: J. Mazák

justitssekretær: R. Grass,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 16. november 2006,

efter at der er afgivet indlæg af:

–       B.A.S. Trucks BV ved advocaten H. de Bie og M. Ouwehand

–       den nederlandske regering ved H.G. Sevenster og C. ten Dam samt P. van Ginneken, som befuldmægtigede

–       Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J. Hottiaux, som befuldmægtiget, bistået af advocaat F. Tuytschaever,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1       Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af underposition 8704 10 i den kombinerede nomenklatur, som findes i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EFT L 256, s. 1), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2261/98 af 26. oktober 1998 (EFT L 292, s. 1, herefter »KN«).

2       Anmodningen er blevet forelagt i forbindelse med en sag mellem selskabet B.A.S. Trucks BV (herefter »BAS Trucks«) og Inspecteur der Belastingdienst, Douanedistrict Rotterdam, vedrørende tariferingen af to motorkøretøjer, benævnt »Dumptrucks«, i KN-underposition 8704 10 som dumpers, der ikke er konstrueret til landevejskørsel.

 Retsforskrifter

 Folkeretlige bestemmelser

3       Den internationale konvention, der fastlagde det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem (herefter »HS«), undertegnet i Bruxelles den 14. juni 1983, samt ændringsprotokollen hertil af 24. juni 1986 (herefter »HS-konventionen«), blev godkendt på Fællesskabets vegne ved Rådets afgørelse 87/369/EØF af 7. april 1987 (EFT L 198, s. 1).

4       I henhold til nævnte konventions artikel 3, stk. 1, forpligter hver af de kontraherende parter sig til at drage omsorg for, at dens toldnomenklatur og statistiske nomenklatur er i overensstemmelse med HS, at anvende samtlige positioner og underpositioner i dette system, uden tilføjelser eller ændringer, samt de dertil knyttede koder, og at følge nummerordenen i nævnte system. Hver af de kontraherende parter forpligter sig ligeledes til at anvende de almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende HS samt alle bestemmelser til de forskellige afsnit, kapitler og underpositioner og til ikke at ændre rækkevidden heraf.

5       Toldsamarbejdsrådet, nu Verdenstoldorganisationen – som blev oprettet ved den internationale konvention om oprettelse af nævnte råd, der blev undertegnet i Bruxelles den 15. december 1950 – godkender på de i artikel 8 i HS-konventionen fastsatte betingelser de forklarende bemærkninger til HS, som vedtages af det i konventionens artikel 6 omhandlede HS-udvalg.

6       I den forklarende bemærkning til HS-position 8704 hedder det:

»Denne position omfatter bl.a.:

1)      Dumpers, der er robust konstruerede køretøjer med tippelad eller bundudtømning, bestemt til transport af jord fra udgravningsarbejder og forskellige materialer. Disse køretøjer, som kan have fast eller leddelt chassis, er almindeligvis forsynet med terrængående hjul, således at de kan arbejde på løs eller blød grund.[…]

[…]«

7       Den forklarende bemærkning til HS indeholder følgende passager vedrørende underposition 8704 10:

»Dumpers henhørende under denne underposition adskiller sig i almindelighed fra andre køretøjer til godstransport (navnlig lastvogne med tippelad) ved følgende:

–      […]

–      manglende akselaffjedring

–       anordning til bremseforstærkning

–       maksimalhastighed og en begrænset aktionsradius

–       specialdæk til kørsel på løs eller blød grund

–      […]

Nogle dumpers er specielt konstrueret til anvendelse i miner eller tunneler, f.eks. en dumper med bundudtømning. [...]«

 Fællesskabsbestemmelser

8       Den kombinerede nomenklatur, som blev indført ved forordning nr. 2658/87 både med henblik på den fælles toldtarif og statistikken over Fællesskabets udenrigshandel, er baseret på HS, hvis positioner og sekscifrede underpositioner den gentager, idet det syvende og ottende ciffer er underinddelinger, der er specifikke for den kombinerede nomenklatur.

9       Den version af den kombinerede nomenklatur, der fandt anvendelse på tidspunktet for de i hovedsagen omhandlede omstændigheder, findes i bilag I til forordning nr. 2261/98. Anden del af bilaget indeholder et afsnit XVII med overskriften »Transportmidler«. Dette afsnit indeholder navnlig et kapitel 87 med overskriften »Køretøjer (undtagen til jernbaner og sporveje) samt dele og tilbehør dertil«. Under dette kapitel hører bl.a. pos. 8704, som navnlig indeholder følgende underpositioner:

»8704          Automobiler til godsbefordring:

8704 10 –       Dumpers, ikke til landevejskørsel:

– – Med forbrændingsmotor med kompressionstænding, med stempel (diesel- eller semidieselmotor), eller forbrændingsmotor med gnisttænding, med stempel

8704 10 11 – – –  Med forbrændingsmotor med kompressionstænding, med stempel (diesel eller semidieselmotor), med slagvolumen over 2 500 cm3, eller med forbrændingsmotor med gnisttænding, med stempel, med slagvolumen over 2 800 cm3.

[…]

– Andre automobiler til godsbefordring, med forbrændingsmotor med kompressionstænding, med stempel (diesel- eller semidieselmotor):

[…]

8704 23 – – Med totalvægt over 20 tons:

[…]

– – –  I andre tilfælde:

[…]

8704 23 99 – – – –  Brugte«.

10     Alle KN’s afsnit, og inden for afsnittene alle kapitlerne, indledes med et vist antal bestemmelser, nemlig bestemmelser, der er knyttet til afsnit og kapitler.

11     Afsnit XVII indeholder ingen bestemmelser, som skal tages i betragtning i forbindelse med denne sag.

12     Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har dog offentliggjort forklarende bemærkninger til den kombinerede nomenklatur i overensstemmelse med artikel 10, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 2658/87 (EFT 1998 C 287, s. 1). I den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen, bestemmer den forklarende bemærkning til KN vedrørende KN-positionerne 8704 10 11 – 8704 10 90 følgende:

»Disse underpositioner omfatter hovedsagelig køretøjer med tippelad fortil eller bagtil eller med bundudtømning, bestemt til transport af sand, grus, jord, sten etc. i stenbrud og miner, på byggepladser eller ved anlæggelse af veje, lufthavne og havne. […]«

13     De almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende KN, som fremgår af nomenklaturens første del, afsnit I, punkt A, bestemmer bl.a.:

»Tariferingen af varer i den kombinerede nomenklatur sker efter følgende regler:

1. Overskrifter til afsnit, kapitler og underkapitler tjener alene til orientering; tariferingen skal ske med hjemmel i positionsteksterne og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser samt, for så vidt det ikke strider mod de nævnte tekster og bestemmelser, efter nedenstående regler.

[…]

3. Såfremt varer […] kan henføres under to eller flere positioner, afgøres tariferingen efter følgende regler:

a)      Den position, der har den mest specificerede varebeskrivelse, skal foretrækkes for positioner med en mere almindelig varebeskrivelse. [...]

[…]

6. Tariferingen af varer i underpositionerne inden for en position skal ske med hjemmel i underpositionsteksterne og de dertilhørende bestemmelser samt – med de fornødne tillempninger – efter ovennævnte bestemmelser, idet kun underpositioner på samme niveau er sammenlignelige. For denne bestemmelse gælder, at også relevante afsnits- og kapitelbestemmelser finder anvendelse, medmindre andet følger af sammenhængen.«

 Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

14     BAS Trucks importerer bl.a. brugte dumpers til Den Europæiske Union. I løbet af juni måned 1998 indgav selskabet to anmodninger om bindende tariferingsoplysninger, der vedrørte henholdsvis et køretøj af mærket MAN og et køretøj af mærket Scania.

15     Ved bindende tariferingsoplysninger af 30. juli 1998 tariferede de nederlandske toldmyndigheder de omhandlede to køretøjer i KN underposition 8704 23 99.

16     Da BAS Trucks var af den opfattelse, at nævnte køretøjer skal tariferes i KN-underposition 8704 10 11, indgav selskabet en klage over nævnte bindende tariferingsoplysninger, som det ikke fik medhold i. BAS Trucks anlagde sag til prøvelse af denne afgørelse. Afgørelsen blev stadfæstet af Gerechtshof te Amsterdam. BAS Trucks iværksatte herefter anke ved Hoge Raad der Nederlanden med påstand om kassation.

17     Den forelæggende ret beskriver de omtvistede varer således:

»Begge køretøjer er forsynet med førerhus og et tippelad med flad bund og bestemt til transport af sand, sten, grus osv. Den forreste ende af tippeladdet kan løftes op til kanten af førerhuset. Køretøjerne er endvidere forsynet med et stift og forstærket chassis, hvorpå der er ophængt fire akser, hvoraf de to forreste kan styres. Akserne er forsynet med navreduktion for at øge kraften på hjulene i vanskeligt terræn.

Køretøjerne er forsynet med 22 eller 24 tommer hjul med en speciel type dæk (zig-zagprofil) til brug i blødt terræn. De kan uden ladning køre max. 85 km/t. Med en tankvolumen på henholdsvis 300 liter og 400 liter og et brændstofforbrug på 1:1,3 har køretøjerne en aktionsradius på henholdsvis 400 km og 550 km. Køretøjets bremsehestekraft, som er på 4 100 kW, er større end for en almindelig lastbil (1 900-2 400 kW). Køretøjerne har en kompressionstændingsmotor. Scania P113 8x4 har en motorvolumen på 11 028 cm3. MAN 41 372 8x4 har en motorvolumen på 22 967 cm3.

Scania P 113 8x4 har en egenvægt på 14 800 kg og en nyttelast på 21 200 kg. MAN 41 372 8x4 har en egenvægt på 14 420 kg og en nyttelast på 21 580 kg. Forholdet mellem tomvægt og nyttevægt andrager for begge køretøjer ikke mere end 1:1,6.«

18     Den forelæggende ret har fundet, at ordlyden af KN-underposition 8704 10 ikke giver tilstrækkelig støtte for en tarifering af de pågældende køretøjer, der er sikker, og dette heller ikke i lyset af Verdenstoldorganisationens og Det Europæiske Fællesskabs bemærkninger til pos. 8704. Retten er desuden af den opfattelse, at selv om dommen af 16. september 2004 i DFDS-sagen (sag C-396/02, Sml. I, s. 8439) fjerner enhver rimelig tvivl om tariferingen af »dumpers« som omhandlet i KN-underposition 8704 10, præciserer den ikke, hvordan kriteriet »ikke til landevejskørsel«, der ligeledes indgår i teksten i denne underposition, skal fortolkes.

19     Under disse omstændigheder har Hoge Raad der Nederlanden udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er den omstændighed, at dumpers ud fra deres karaktergivende egenskaber er konstrueret til også at blive anvendt på hård offentlig vej, til hinder for tarifering i position 8704 10 i [KN]?«

 Om det præjudicielle spørgsmål

 Indlæg for Domstolen

20     BAS Trucks har anført, at de omtvistede dumpers er konstrueret med henblik på brug uden for vejnettet. Selskabet har fundet, at den omstændighed, at nævnte dumpers kan køre på hård offentlig vej, ikke udelukker, at de er konstrueret med henblik på brug uden for vejnettet. Det har gjort gældende, at hverken bestemmelserne til KN’s kapitel 87 eller KN-underposition 8704 10 fastsætter, at dumpers skal være konstrueret udelukkende med henblik på anden brug end kørsel på offentlig vej. BAS Trucks har tilføjet, at selv om nævnte dumpers kan køre på almindelig vej, er dette ikke økonomisk rentabelt i betragtning af de forøgede omkostninger og deres begrænsede aktionsradius, sammenlignet med almindelige lastbiler.

21     På den baggrund har BAS Trucks foreslået, at Domstolen besvarer det forelagte spørgsmål med, at den omstændighed, at dumpers, der er konstrueret til anvendelse uden for offentlig vej, også – tilfældigvis – er i stand til at køre dér på grund af de karaktergivende egenskaber, de besidder, ikke til hinder for at tarifere dem i KN-underposition 8704 10.

22     Den nederlandske regering har anført, at ordlyden af KN-underposition 8704 10 forudsætter, at et køretøj skal opfylde to kumulative betingelser for at kunne tariferes i denne underposition, nemlig at være en »dumper« og være konstrueret til brug uden for vejnettet. Nævnte regering er af den opfattelse, at den anden betingelse er et selvstændigt krav, som skal være opfyldt uafhængigt af det første, og har anført, at den omstændighed, at nævnte dumpers ikke udelukkende er konstrueret til brug uden for vejnettet, men også til kørsel på offentlig vej, ikke giver mulighed for at tarifere dem i KN-underposition 8704 10. Den nederlandske regering fortolker udtrykket »ikke til landevejskørsel« således, at dumpers skal være konstrueret udelukkende til brug uden for vejnettet for at kunne være omfattet af KN-underposition 8704 10.

23     På dette grundlag har den nederlandske regering opfordret Domstolen til at besvare det forelagte spørgsmål med, at den omstændighed, at dumpers ud fra deres karaktergivende egenskaber også er konstrueret med henblik på anvendelse på hård offentlig vej, er til hinder for at tarifere dem i KN-underposition 8704 10.

24     Kommissionen er af den opfattelse, at det hverken af KN-positionens egen ordlyd eller de forklarende bemærkninger til KN eller HS fremgår, at dumpers skal være konstrueret udelukkende til brug uden for vejnettet. Ifølge denne institution skal de nationale myndigheder i praksis i hvert enkelt tilfælde kontrollere, om dumpers først og fremmest er konstrueret med henblik på at blive brugt uden for vejnettet eller på offentlig hård vej. I det sidstnævnte tilfælde er tarifering heraf i KN-underposition 8704 10 udelukket.

25     På dette grundlag har Kommissionen foreslået, at spørgsmålet skal besvares med, at den omstændighed, at dumpers – ud fra deres karaktergivende egenskaber – er konstrueret til også at blive anvendt på hård offentlig vej, ikke i sig selv er til hinder for at tarifere dem i KN-underposition 8704 10. Den har tilføjet, at det tilkommer den nationale ret ud fra samtlige de karaktergivende egenskaber ved dumpers og under hensyntagen til de forklarende bemærkninger til KN og HS at afgøre, om disse er omfattet af KN-underposition 8704 10 eller ej.

 Domstolens svar

26     Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst om, hvorvidt den omstændighed, at »dumpers«, som omhandlet i KN-underposition 8704 10, er konstrueret på en sådan måde, at de også kan bruges på hård offentlig vej, er til hinder for, at de tariferes i nævnte underposition.

27     Indledningsvis bemærkes, at efter fast retspraksis følger af såvel retssikkerheds- som kontroltekniske hensyn, at det afgørende kriterium ved tarifering af varer normalt vil være disses objektive karakteristika og egenskaber som beskrevet i den enkelte position i den kombinerede nomenklatur og de supplerende bestemmelser til dennes afsnit og kapitler (jf. bl.a. DFDS-dommen, præmis 27, dom af 15.9.2005, sag C-495/03, Intermodal Transports, Sml. I, s. 8151, præmis 47, og af 8.12.2005, sag C-445/04, Possehl Erzkontor, Sml. I, s. 10721, præmis 19).

28     De forklarende bemærkninger, der for så vidt angår den kombinerede nomenklatur er udarbejdet af Kommissionen og for så vidt angår HS af Verdenstoldorganisationen, indeholder vigtige, om end ikke bindende, bidrag til fortolkningen af de forskellige toldpositioners rækkevidde (jf. dom af 28.4.1999, sag C-405/97, Mövenpick Deutschland, Sml. I, s. 2397, præmis 18).

29     Endvidere kan varens bestemmelse udgøre et objektivt kriterium ved tariferingen, såfremt varen og dens bestemmelse hænger uløseligt sammen, og denne sammenhæng kan påvises ud fra varens objektive karakteristika og egenskaber (jf. dom af 1.6.1995, sag C-459/93, Thyssen Haniel Logistic, Sml. I, s. 1381, præmis 13).

30     Som Domstolen har udtalt i præmis 31 i DFDS-dommen, forudsætter ordlyden af KN-underposition 8704 10, at et køretøj opfylder to betingelser for at kunne tariferes i underpositionen, nemlig at det er en dumper, og at det ikke er konstrueret til landevejskørsel.

31     Det må fastslås, at det eneste kriterium, som den nederlandske regering har henvist til med henblik på at afslå at tarifere de omtvistede køretøjer som dumpers som omhandlet i KN-underposition 8704 10, er den omstændighed, at nævnte dumpers ikke udelukkende er konstrueret til kørsel uden for vejnettet, men også til kørsel på hård offentlig vej.

32     Det fremgår af ordlyden af KN-underposition 8704 10, at det er en særlig position for køretøjer konstrueret til en særlig anvendelse, nemlig ladning og aflæsning af diverse materialer uden for vejnettet. De øvrige typer af motorkøretøjer, som er bestemt til godsbefordring, er omfattet af generelle underpositioner, som opstiller en sondring ikke ud fra deres sædvanlige anvendelse, men ud fra bestemte tekniske egenskaber ved nævnte køretøjer. Som generaladvokat Stix-Hackl har understreget i punkt 33 i forslaget til afgørelse i DFDS-sagen, følger heraf, at det særlige formål med dumpers udgør det afgørende kriterium for tarifering i KN-underposition 8704 10.

33     De forklarende bemærkninger til den kombinerede nomenklatur vedrørende KN-positionerne 8704 10 11 – 8704 10 90 beskriver dumpers som køretøjer, der er »bestemt til transport af sand, grus, jord, sten etc. i stenbrud og miner, på byggepladser eller ved anlæggelse af veje, lufthavne og havne«.

34     De forklarende bemærkninger til HS vedrørende underpositionerne 8704 og 8704 10 beskriver dumpers som køretøjer, der »almindeligvis [er] forsynet med terrængående hjul, [og som således] kan arbejde på løs eller blød grund«, hvis maksimalhastighed og aktionsradius er begrænset sammenlignet med køretøjer, der først og fremmest er konstrueret til at blive anvendt til kørsel på hård offentlig vej, og som i almindelighed er udstyret med specialdæk til kørsel på løs eller blød grund.

35     I almindelighed og henset til de karaktergivende egenskaber, der er knyttet til de dumpers, der er omfattet af KN-underposition 8704 10, nemlig bl.a. terrængående hjul, specialdæk til løs eller blød grund og begrænset maksimalhastighed og aktionsradius, fremgår det, at sådanne køretøjer hovedsageligt er bestemt til at transportere materialer i stenbrud, miner eller på byggepladser, dvs. uden for vejnettet. Disse karakteristika adskiller dem fra andre køretøjer, som er bestemt til godsbefordring, idet de til forskel fra sidstnævnte hovedsageligt er bestemt til kørsel på andet end hård offentlig vej.

36     Det fremgår af det foregående, at for at kunne tariferes i KN-underposition 8704 10 skal dumpers have været særligt konstrueret med henblik på at transport og losning af materialer uden for vejnettet.

37     Imidlertid fremgår det hverken af ordlyden af KN-underposition 8704 10 eller af de forklarende bemærkninger til den kombinerede nomenklatur og til HS, at nævnte dumpers skal have været konstrueret, således at de udelukkende kan anvendes uden for vejnettet.

38     I modsætning til hvad den nederlandske regering har anført, ligger det væsentlige karakteristika for dumpers omfattet af KN-underposition 8704 10 ikke i den omstændighed, at disses mulighed for kørsel på vejnettet skal være udelukket, men i at de hovedsageligt er konstrueret med henblik på at kunne køre på mere eller mindre ujævnt terræn. Den omstændighed, at dumpers er konstrueret på en sådan måde, at de ligeledes i et underordnet omfang kan bruges til kørsel på offentlig vej, er således ikke afgørende for deres tarifering i KN.

39     Det følger af det foregående, at den omstændighed, at en dumper er konstrueret således, at den ikke alene kan køre uden for vejnettet, men også på hård offentlig vej, IKKE kan være tilstrækkelig til at udelukke tarifering af nævnte køretøj som dumper, som omhandlet i KN-underposition 8704 10.

40     Det tilkommer de nationale myndigheder i hvert enkelt tilfælde under domstolskontrol at kontrollere, om en dumper særligt er konstrueret og hovedsagelig bestemt til at blive anvendt uden for vejnettet, eller om den derimod hovedsageligt er konstrueret til kørsel på hård offentlig vej. Med henblik herpå skal det ud fra samtlige det omhandlede køretøjs karaktergivende egenskaber afgøres, om det besidder de væsentlige karaktergivende egenskaber, der er opregnet i de forklarende bemærkninger til den kombinerede nomenklatur og HS, eller ej.

41     Følgelig skal det forelagte spørgsmål besvares med, at KN-underposition 8704 10 skal fortolkes således, at den omfatter dumpers i nævnte underpositions forstand, som er konstrueret specielt og hovedsageligt med henblik på anvendelse uden for hård offentlig vej. Den omstændighed, at dumpers har karaktergivende egenskaber, som giver dem mulighed for – i et underordnet omfang – at køre på hård offentlig vej, er ikke til hinder for at tarifere dem som dumpers i denne underpositions forstand.

 Sagens omkostninger

42     Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

Underposition 8704 10 i den kombinerede nomenklatur, som findes i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2261/98 af 26. oktober 1998, skal fortolkes således, at den omfatter dumpers i nævnte underpositions forstand, som er konstrueret specielt og hovedsageligt med henblik på anvendelse uden for hård offentlig vej. Den omstændighed, at dumpers har karaktergivende egenskaber, som giver dem mulighed for – i et underordnet omfang – at køre på hård offentlig vej, er ikke til hinder for at tarifere dem som dumpers i denne underpositions forstand.

Underskrifter


* Processprog: nederlandsk.