Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – skattelovgivning
(EF-traktaten, art. 52 (efter ændring nu art. 43 EF))
EF-traktatens artikel 52 (efter ændring nu artikel 43 EF) er til hinder for en indkomstskattelovgivning i en medlemsstat, der med hensyn til vurderingen af beskatningsgrundlaget i mangel af dokumentation, fremskaffet af myndighederne, kun foreskriver minimumsbeskatningsgrundlag med hensyn til ikke-hjemmehørende skattepligtige personer.
Indkomst oppebåret i forbindelse med selvstændig virksomhed på den pågældende medlemsstats område, hvad enten det er af en hjemmehørende eller en ikke-hjemmehørende skattepligtig person, henhører under samme indkomstart. Desuden fremviser situationen for en hjemmehørende skattepligtig og for en ikke-hjemmehørende skattepligtig for de pågældende skattemyndigheder i tilfælde, hvor en del af disse skattepligtige personers transaktioner foretages på en anden medlemsstats område, de samme vanskeligheder, således at disse to kategorier af skattepligtige personer befinder sig i en objektivt sammenlignelig situation. Under disse omstændigheder udgør sondringen på grundlag af bopæl en indirekte forskelsbehandling, fordi der er fare for, at den navnlig rammer borgere fra andre medlemsstater, da ikke-hjemmehørende som oftest er statsborgere i andre stater.
(jf. præmis 26, 28, 32 og 38 samt domskonkl.)