1. Fri bevægelighed for personer – arbejdstagere – forordning nr. 1612/68 – begrebet »vandrende arbejdstager«
(Rådets forordning nr. 1612/68)
2. Fri bevægelighed for personer – arbejdstagere – ligebehandling – sociale fordele
(Rådets forordning nr. 1612/68, art. 7, stk. 2)
1. En statsborger i en medlemsstat, som har flyttet sin bopæl til en anden medlemsstat, men som har opretholdt sit tjenesteforhold i førstnævnte medlemsstat og siden da udøvet sin erhvervsmæssige beskæftigelse som grænsearbejder, kan påberåbe sig status som »vandrende arbejdstager« som omhandlet i forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet.
(jf. præmis 20 og domskonkl. 1)
2. Artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet er til hinder for, at ægtefællen til en vandrende arbejdstager, der udøver erhvervsmæssig aktivitet i en medlemsstat, som er ikke-erhvervsaktiv og har bopæl i en anden medlemsstat, udelukkes fra at modtage en børnepasningsydelse, fordi denne ægtefælle hverken har bopæl eller sædvanligt ophold i førstnævnte medlemsstat, når tilkendelse af en sådan ydelse – der gælder for familien som helhed, uanset hvilken forælder der gør krav på denne ydelse – til arbejdstagerens ægtefælle er med til at mindske den forpligtelse, der påhviler arbejdstageren til at bidrage til familiens forsørgerbyrder, og derfor udgør en »social fordel« for ham i nævnte bestemmelses forstand.
Et sådant bopælskrav må anses for at medføre indirekte forskelsbehandling, når det efter selve sin karakter er egnet til i højere grad at berøre vandrende arbejdstagere eller deres ægtefæller, der hyppigere har bopæl i en anden medlemsstat, end indenlandske arbejdstagere og dermed risikerer navnlig at stille de vandrende arbejdstagere ringere.
I forbindelse med en national lovgivning, der forfølger familiepolitiske formål, idet der bevilges en børnepasningsydelse til personer, der har fået en faktisk tilknytning til det nationale samfund, og hvorefter et væsentligt bidrag til det nationale arbejdsmarked også udgør et vægtigt holdepunkt for at være integreret i samfundet, kan man ikke nægte den omhandlede børnepasningsydelse til et par, der ikke har bopæl på det nationale område, men hvor en af dem udøver en erhvervsmæssig beskæftigelse i denne medlemsstat på fuld tid.
(jf. præmis 26, 30-33 og 36-38 samt domskonkl. 2)