1. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser
(Art. 234 EF)
2. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser
(Art. 234 EF)
3. Den Europæiske Union – politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager – protokol om integration af Schengen-reglerne – konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen – princippet ne bis in idem
(Konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen, art. 54)
4. Den Europæiske Union – politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager – protokol om integration af Schengen-reglerne – konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen – princippet ne bis in idem
(Konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen, art. 54)
1. Inden for rammerne af det samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, som er indført ved artikel 234 EF, tilkommer det udelukkende den nationale ret, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af fællesskabsretten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse herom.
Domstolen kan kun afslå at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, når det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af fællesskabsretten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en saglig korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål.
(jf. præmis 33 og 34)
2. Skønt Domstolen i henhold til artikel 234 EF ikke har kompetence til at anvende en fællesskabsregel på et bestemt tilfælde og dermed til at bedømme en national bestemmelse efter denne regel, kan den dog, som led i det ved denne artikel indførte judicielle samarbejde, på grundlag af oplysningerne i sagens akter forsyne en national domstol med de fællesskabsretlige fortolkningselementer, som kan være hensigtsmæssige for den ved vurderingen af denne bestemmelses virkninger.
(jf. præmis 37)
3. Artikel 54 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen skal fortolkes således, at det relevante kriterium med henblik på anvendelsen af den nævnte artikel er, at de faktiske handlinger, når disse forstås som en foreliggende helhed af handlinger, der er indbyrdes uløseligt forbundne, er identiske, uanset deres retlige subsumption eller den retlige interesse, der søges beskyttet.
Hvad angår forbrydelser vedrørende narkotika kræves det på den ene side ikke, at de pågældende mængder narkotika i de pågældende to kontraherende stater eller de personer, som det påstås har deltaget i handlingerne i de to stater, er identiske. Det er således ikke udelukket, at en situation, hvori der ikke foreligger en sådan identitet, kan anses for at bestå af en helhed af handlinger, som efter deres natur er uløseligt forbundne. På den anden side skal strafbare handlinger, som består i udførsel og indførsel af de samme euforiserende stoffer, og som retsforfølges i forskellige stater, der har tiltrådt denne konvention, som udgangspunkt anses for at være »samme strafbare handlinger« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i nævnte artikel 54, idet den endelige vurdering heraf tilkommer de kompetente nationale instanser.
(jf. præmis 48-51 og 53 samt domskonkl. 1)
4. Princippet ne bis in idem i artikel 54 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen (gennemførelseskonventionen), der har til formål at undgå, at en person, der udøver sin ret til fri bevægelighed, som følge heraf retsforfølges for de samme forhold på flere kontraherende staters område, finder anvendelse på en afgørelse fra en kontraherende stats retslige myndigheder, hvorved en tiltalt frifindes endeligt på grund af manglende beviser.
Hovedsætningen i den ene sætning, der udgør gennemførelseskonventionens artikel 54, indeholder ingen henvisning til indholdet af den dom, der er blevet endelig. Det er kun i bisætningen, at artikel 54 omhandler tilfældet med en domfældelse, idet det bestemmes, at i så tilfælde er forbuddet mod strafforfølgning underlagt en særlig betingelse. Hvis den hovedregel, der fremgår af hovedsætningen, kun fandt anvendelse på domme, hvorved der sker domfældelse, ville det være overflødigt at nævne, at særreglen finder anvendelse i tilfælde af domfældelse.
Desuden ville det, hvis nævnte artikel 54 ikke anvendtes på en endelig afgørelse om frifindelse på grund af manglende beviser, medføre en fare for udøvelsen af retten til fri bevægelighed.
Endelig ville iværksættelsen af en straffesag i en anden kontraherende stat for de samme forhold i tilfælde af en endelig frifindelse på grund af manglende beviser skade retssikkerhedsprincippet og princippet om den berettigede forventning. Den tiltalte måtte frygte nye strafforfølgninger i en anden kontraherende stat, selv om der er afsagt dom om de samme strafbare handlinger.
(jf. præmis 56-59 og 61 samt domskonkl. 2)