1. Frie kapitalbevægelser – traktatens bestemmelser
(Art. 56, stk. 1, EF, art. 57, stk. 1, EF og art. 58 EF)
2. Frie kapitalbevægelser – restriktioner
(Art. 56, stk. 1, EF)
3. Frie kapitalbevægelser – restriktioner for kapitalbevægelser til eller fra tredjelande (Art. 57, stk. 1, EF)
4. Frie kapitalbevægelser – restriktioner – skattelovgivning – indkomstskat
(Art. 56 EF og 58 EF)
1. For så vidt angår kapitalbevægelser mellem medlemsstater og tredjelande kan artikel 56, stk. 1, EF, sammenholdt med artikel 57 EF og 58 EF, påberåbes ved de nationale retsinstanser og medføre, at nationale retsforskrifter, der strider mod den førstnævnte artikel, ikke må bringes i anvendelse, uanset hvilken kategori af kapitalbevægelser der er tale om. Artikel 56, stk. 1, EF har således direkte virkning, uden at der skal sondres mellem kategorier af kapitalbevægelser, der er omfattet af artikel 57, stk. 1, EF, og sådanne, der ikke er omfattet af denne bestemmelse, og undtagelsen, der er fastsat i den nævnte bestemmelse, er ikke til hinder for, at artikel 56, stk. 1, EF skaber rettigheder for private, som de kan gøre gældende ved domstolene.
(jf. præmis 26 og 27)
2. Begrebet restriktioner for kapitalbevægelser skal fortolkes på samme måde i forholdet mellem medlemsstater og tredjelande som i forholdet mellem medlemsstaterne. Uanset at liberaliseringen af kapitalbevægelser til og fra tredjelande utvivlsomt kan forfølge andre formål end gennemførelsen af det indre marked, såsom at skabe tillid til den fælleseuropæiske valuta på de internationale finansmarkeder og at bevare finanscentre af global betydning i medlemsstaterne, må det nemlig ikke desto mindre fastslås, at medlemsstaterne ved udvidelsen i medfør af artikel 56, stk. 1, EF af princippet om frie kapitalbevægelser til at omfatte kapitalbevægelser mellem tredjelande og medlemsstaterne valgte at fastsætte dette princip i samme artikel og i samme vendinger for kapitalbevægelser, som finder sted inden for Fællesskabet, og kapitalbevægelser, som vedrører relationer til tredjelande. Desuden fremgår det af samtlige bestemmelser, der er indført i traktatens kapitel om kapital og betalinger, at medlemsstaterne for at tage hensyn til, at formålet med og den retlige baggrund for liberaliseringen af kapitalbevægelser er forskellige alt efter, om der er tale om relationer mellem medlemsstaterne og tredjelande eller om frie kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne, har fundet det nødvendigt at vedtage beskyttelsesklausuler og undtagelsesbestemmelser, der specifikt gælder for kapitalbevægelser til eller fra tredjelande.
(jf. præmis 31, 32 og 38)
3. Begrebet restriktion, der eksisterede den 31. december 1993, som omhandlet i artikel 57, stk. 1, EF, forudsætter, at den lovgivning, som den pågældende restriktion indgår i, har udgjort en bestanddel af medlemsstatens retsorden uafbrudt siden denne dato. En national foranstaltning, der er vedtaget efter denne dato, falder i den forbindelse ikke allerede af denne grund automatisk uden for undtagelsesordningen i henhold til den nævnte bestemmelse, idet denne mulighed skal forstås således, at den omfatter bestemmelser, som i det væsentlige er identiske med den tidligere lovgivning, eller som alene lemper eller fjerner en hindring i den tidligere lovgivning for udøvelsen af rettigheder og friheder efter fællesskabsretten. Derimod omfatter den nævnte undtagelsesordning ikke bestemmelser, som hviler på andre principper end den tidligere lovgivning og indfører nye procedurer. Således omfatter ordningen ikke bestemmelser, som, selv om de i det væsentlige er identiske med en lovgivning, som eksisterede den 31. december 1993, har genindført en hindring for de frie kapitalbevægelser, som efter ophævelsen af den tidligere lovgivning ikke længere eksisterede.
(jf. præmis 48 og 49)
4. Artikel 56 EF og 58 EF skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter fritagelse for indkomstskat af udbytte, der udloddes i form af aktier i et datterselskab, kun kan indrømmes, hvis det udloddende selskab har hjemsted i en stat, der er medlem af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), eller i en stat, med hvilken beskatningsstaten har indgået en beskatningsaftale med bestemmelse om informationsudveksling, såfremt fritagelsen er undergivet betingelser, hvis overholdelse kun kan kontrolleres af denne medlemsstats kompetente myndigheder ved indhentelse af oplysninger fra den stat, hvor det udloddende selskab har hjemsted.
Selv om en sådan lovgivning medfører en restriktion for kapitalbevægelserne mellem medlemsstater og tredjelande, idet den bevirker, at skattepligtige, der er hjemmehørende i den pågældende medlemsstat, afholdes fra at investere deres kapital i selskaber med hjemsted uden for EØS, kan den ikke desto mindre begrundes med behovet for at sikre en effektiv skattekontrol, forudsat at lovgivningen overholder proportionalitetsprincippet i den forstand, at den skal være egnet til at nå det tilstræbte mål og ikke må være mere vidtgående end nødvendigt for at nå målet. En medlemsstat kan ganske vist ikke påberåbe sig den omstændighed, at der ikke kan kræves samarbejde fra en anden medlemsstats side med henblik på at udføre undersøgelser eller indhente oplysninger, for at begrunde et afslag på en skattefordel, men dette princip, som vedrører restriktioner for den frie bevægelighed inden for Fællesskabet, kan ikke overføres uindskrænket til kapitalbevægelser mellem medlemsstater og tredjelande, eftersom sådanne bevægelser indgår i en anden retlig sammenhæng end kapitalbevægelser mellem medlemsstater. Når lovgivningen i en medlemsstat gør opnåelsen af en skattefordel afhængig af, at der opfyldes nogle betingelser, hvis overholdelse kun kan kontrolleres ved, at der indhentes oplysninger fra et tredjelands kompetente myndigheder, er det følgelig som udgangspunkt lovligt, at denne medlemsstat nægter at indrømme denne fordel, hvis det, bl. a. på grund af at dette tredjeland ikke er aftalemæssigt forpligtet til at afgive oplysninger, viser sig umuligt at indhente disse oplysninger fra tredjelandet.
(jf. præmis 42, 43, 55, 56, 58, 60, 63 og 67 samt domskonkl.)