Parter

I sag C-60/05,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Tribunale amministrativo regionale per la Lombardia (Italien) ved afgørelse af 14. december 2004, indgået til Domstolen den 10. februar 2005, i sagen:

WWF Italia m.fl.

mod

Regione Lombardia,

procesdeltager :

Associazione migratoristi italiani (ANUU),

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C.W.A. Timmermans, og dommerne J. Makarczyk, R. Silva de Lapuerta (refererende dommer), P. Kūris og J. Klučka,

generaladvokat: L.A. Geelhoed

justitssekretær: fuldmægtig K. Sztranc,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 15. december 2005,

efter at der er afgivet skriftlige indlæg af:

– WWF Italia og Lega per l’abolizione della caccia (LAC) ved avvocato C. Linzola

– Regione Lombardia ved avvocati P.D. Vivone og s. Gallonetto

– Associazione migratoristi italiani (ANUU) ved avvocati I. Gorlani og S.A. Pappas

– den italienske regering ved I.M. Braguglia, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato A. Cingolo

– Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. van Beek og D. Recchia, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 16. februar 2006,

afsagt følgende

Dom

Dommens præmisser

1. Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 9 i Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (EFT L 103, s. 1, herefter »direktivet«).

2. Anmodningen er blevet indgivet under en sag anlagt af WWF Italia og tre andre foreninger i regionen Lombardiet vedrørende udtagning til jagtformål for så vidt angår arterne bogfinke ( Fringilla coelebs ) og kvækerfinke ( Fringilla montifringilla ) for jagtsæsonen 2003/2004.

Retsforskrifter

Fællesskabsbestemmelser

3. Direktivet vedrører i henhold til sin artikel 1 bevarelse, forvaltning og regulering af alle de fuglearter, som har deres naturlige ophold i vild tilstand, og fastsætter regler for udnyttelse af de nævnte arter.

4. Med henblik herpå pålægger direktivet medlemsstaterne at indføre en generel beskyttelsesordning, som bl.a. omfatter forbud mod at dræbe, indfange eller forstyrre de i artikel 1 omhandlede fugle, og mod at ødelægge deres reder.

5. Direktivets artikel 9 tillader imidlertid visse fravigelser i følgende affattelse:

»1. Medlemsstaterne kan af nedenstående grunde fravige artikel 5, 6, 7 og 8, såfremt der ikke findes nogen anden tilfredsstillende løsning:

a) – af hensyn til den offentlige sundhed og sikkerhed

– af hensyn til sikkerheden for luftfarten

– for at hindre omfattende skader på afgrøder, besætninger, skove, fiskeri‑ og vandområder

– for at beskytte flora og fauna

b) i forsknings‑ og undervisningsøjemed, for at genoprette og forny bestanden samt for at muliggøre opdræt i forbindelse med de her nævnte formål

c) for på strengt kontrollerede betingelser at tillade selektiv indfangning, besiddelse eller enhver anden fornuftig anvendelse af bestemte fuglearter i mindre mængder.

2. I undtagelsesbestemmelserne skal anføres:

a) – de arter, der er omfattet af undtagelserne

– de tilladte fangst- eller drabsmidler, ‑indretninger eller ‑metoder

– de risikovilkår samt de omstændigheder med hensyn til tid og sted, under hvilke sådanne undtagelsesbestemmelser kan meddeles

– den myndighed, som har bemyndigelse til at erklære, at de fastsatte betingelser er opfyldt, og til at træffe afgørelse om hvilke midler, indretninger eller metoder, der kan bringes i anvendelse inden for hvilke grænser og af hvilke personer

– den kontrol, der skal føres.

[…]«

De nationale bestemmelser

6. Direktivets artikel 9 er gennemført i italiensk ret ved artikel 19a i lov nr. 157 af 11. februar 1992 om beskyttelse af den vildtlevende homoterme fauna og udtagning til jagtformål (legge 11 febbraio 1992, n. 157, Norme per la protezione della fauna selvatica omeoterma e per il prelievo venatorio, supplemento ordinario GURI nr. 46 af 25.2.1992), som ændret ved lov nr. 221 af 3. oktober 2002 (GURI nr. 239 af 11.10.2002, herefter »lov nr. 157/92«), som bestemmer:

»1. Regionerne indrømmer undtagelser som fastsat i […] direktiv[et] […], idet de overholder forskrifterne i artikel 9, principperne og formålene i dette direktivs artikel 1 og 2, samt bestemmelserne i denne lov.

2. Undtagelserne kan kun, i mangel på andre tilfredsstillende løsninger, indrømmes af de grunde, der er omfattet af artikel 9, stk. 1, i direktiv[et] […], og skal angive de arter, der er omfattet heraf, de tilladte udtagningsmidler, ‑indretninger og ‑metoder, risikovilkår samt omstændighederne med hensyn til tid og sted for udtagningen til jagtformål, antallet af dyr, der kan udtages pr. dag og for den samlede periode, den kontrol og de tilsynsformer, som udtagningen er underlagt, samt de herfor ansvarlige organer, jf. dog artikel 27, stk. 2. De personer, som har tilladelse til at foretage udtagning under fravigelse af beskyttelsesordningen, udpeges af regionerne i samråd med områdets jagtforeninger […] og alperegionerne.

3. De i stk. 1 omhandlede undtagelser er gyldige i perioder, der er fastsat efter udtalelse fra Istituto nazionale per la fauna selvatica [det nationale institut for vilde dyr] (INFS) eller fra institutioner, som er anerkendt på regionalt niveau, og må under ingen omstændigheder omfatte arter, hvis antal er i drastisk tilbagegang.

4. På forslag fra ministeren for regionale anliggender i samarbejde med ministeren for miljø og fysisk planlægning, og efter samråd med regeringen, kan ministerpræsidenten, efter at have underrettet den pågældende region, annullere de af denne region vedtagne undtagelser, som er i strid med bestemmelserne i denne lov og i direktiv[et] […]

5. Den 30. juni hvert år sender hver region en rapport over indrømmede undtagelser som omhandlet i denne artikel til ministerpræsidenten og eventuelt til ministeren for regionale anliggender, ministeren for miljø og fysisk planlægning, ministeren for land- og skovbrug, ministeren for fællesskabspolitik samt INFS. Denne rapport sendes også til de vedkommende parlamentsudvalg. Ministeren for miljø og fysisk planlægning tilsender hvert år Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber en rapport som omhandlet i artikel 9, stk. 3, i direktiv[et] […]«

7. Regionen Lombardiet vedtog den regionale lov nr. 18 af 2. august 2002 (herefter den »regionale lov nr. 18/02«) med hjemmel i artikel 19a i lov nr. 157/92. Denne lovs artikel 2, stk. 2, tillader udtagning til jagtformål for så vidt angår arterne bogfinke og kvækerfinke.

8. Samme lovs artikel 4 bestemmer, at formanden for Giunta regionale della Lombardia efter at have hørt INFS træffer foranstaltninger til at begrænse eller suspendere udtagninger til jagtformål, som er godkendt ved denne lov, hvis der skulle vise sig en negativ udvikling i den bestand, som er genstand for udtagning ved undtagelse som omfattet af ovennævnte artikel 2.

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

9. I sagen for den forelæggende ret har sagsøgerne i hovedsagen nedlagt påstand om udsættelse af gennemførelsen og efterfølgende annullation af Giunta regionale della Lombardias beslutning nr. 14250 af 15. september 2003 om udtagning til jagtformål for et vist antal vilde fugle, der tilhører arterne bogfinke og kvækerfinke for jagtsæsonen 2003/2004. Denne beslutning blev vedtaget med hjemmel i artikel 2, stk. 2, i den regionale lov nr. 18/02.

10. I to notater af 14. maj og 24. juni 2003 vurderede INFS, at det maksimale antal, der måtte jages på italiensk område i jagtsæsonen 2003/2004, var 1 500 000 bogfinker og 52 000 kvækerfinker.

11. Visse italienske regioner opdelte herefter antallet af de arter, der måtte jages. På baggrund af de aftaler, der blev indgået, fik regionen Lombardiet tildelt en jagtkvote på 360 000 bogfinker og 32 000 kvækerfinker.

12. Ved den forelæggende ret har sagsøgerne gjort gældende, at tilladelsen til at udtage vildt under fravigelse af den ordning, som blev meddelt af regionen Lombardiet, var ulovlig, idet den var begrundet ud fra følgende betragtninger:

– Denne tilladelse giver mulighed for at anvende enkelte individer af de pågældende arter som levende lokkedyr, uanset at de begge er beskyttede arter.

– Tilladelsen er følgen af en opdeling af den på nationalt niveau af INFS fastsatte maksimale kvota mellem blot fem regioner.

– Den i direktivets artikel 9 krævede kontrol af overholdelsen af den maksimale jagtkvota er ikke blevet vedtaget.

13. Sagsøgerne i hovedsagen har også gjort gældende, at artikel 19a i lov nr. 157/92 er i strid med direktivet i det omfang, den har overladt regionerne beføjelsen til at anvende de i direktivet fastsatte undtagelser uden at fastslå, hvordan det maksimale antal individer af arter, der må udtages på det samlede nationale område, skal fastsættes og overholdes.

14. Sagsøgte i hovedsagen har derimod anført, at det i henhold til artikel 19a i lov nr. 157/92 er overladt til regionerne at fastsætte nærmere regler for udtagning til jagtformål under fravigelse af direktivets beskyttelsesordning efter først at have indhentet en udtalelse – der ikke er bindende – fra INFS eller fra andre organer, der er anerkendt på regionalt plan.

15. Tribunale amministrativo regionale per la Lombardia tvivler på, at artikel 19a i lov nr. 157/92 kan sikre en effektiv anvendelse af direktivets artikel 9, stk. 1, litra c). Den forelæggende ret bemærker nemlig, at det i bestemmelsen er fastsat, at det maksimale antal fugle, der må indfanges, afhænger af en uforbindende udtalelse – om end den skal indhentes – fra INFS eller andre organer, der er anerkendt på regionalt plan, uden at der er fastsat nogen ordning, der er egnet til at fastsætte dette maksimale antal på bindende måde for hele det nationale områdes vedkommende, eller nogen fremgangsmåde, der er egnet til at fordele det antal fugle, der må indfanges i Italien, på de forskellige regioner. Endelig mener denne ret ikke, at kontrollen med, om de regionale beslutninger er i overensstemmelse med nationale og fællesskabsretlige bestemmelser – på grund af den langtrukne procedure herved – opfylder det krav om hurtighed, der er nødvendigt for at undgå ulovlige indfangninger i den korte periode (ca. 40 dage), inden for hvilken undtagelsen gælder.

16. Under disse omstændigheder har Tribunale amministrativo regionale per la Lombardia besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Skal direktiv[et] […] fortolkes således, at medlemsstaterne – uanset den interne kompetencefordeling mellem stat og regioner – skal vedtage gennemførelsesbestemmelser, der omfatter alle de situationer, der i henhold til direktivet anses for at være beskyttelsesværdige, navnlig for så vidt angår garantien for, at udtagning til jagtformål af fugle under fravigelse af den almindelige beskyttelsesordning ikke overstiger de små mængder, der er nævnt i direktivets artikel 9, stk. 1, litra c)?

2) Skal direktiv[et] […] – navnlig for så vidt angår det antal fugle, der må udtages under fravigelse af ordningen – fortolkes således, at de nationale gennemførelsesbestemmelser skal henvise til et parameter, der er fastsat eller kan fastsættes af kvalificerede tekniske organer, på en sådan måde, at udtagning til jagtformål under fravigelse af beskyttelsesordningen sker på grundlag af kriterier, der objektivt fastsætter et kvantitativt niveau herfor, der ikke må overskrides hverken på nationalt eller regionalt plan, idet der tages hensyn til den eventuelle eksistens af forskellige miljømæssige vilkår?

3) Er artikel 19a i lov nr. 157/92 udtryk for en korrekt gennemførelse af artikel 9 i direktiv[et] […], for så vidt som det heri foreskrives, at der skal indhentes en udtalelse fra INFS., der imidlertid ikke er bindende, til brug for fastsættelse af et sådant parameter, uden at der fastsættes nogen fremgangsmåde for drøftelser mellem regionerne, der kan munde ud i, at der for hver art fastsættes et bindende antal fugle, der under fravigelse af beskyttelsesordningen må udtages, hvilket antal på nationalt plan er defineret som en mindre mængde?

4) Er den kontrolprocedure, som skal sikre, at de tilladelser til udtagning til jagtformål, der udstedes af de italienske regioner i medfør af artikel 19a i lov nr. 157/92 under fravigelse af beskyttelsesordningen, er i overensstemmelse med fællesskabsretten, egnet til at sikre den effektive anvendelse af direktiv[et] […], når der forud for denne procedure går en periode med underretning, som gør, at proceduren – som ligeledes skal anvendes forud for vedtagelsen og offentliggørelsen af en beslutning – af tekniske grunde bliver langvarig, og at den kortere periode, hvori der således er givet tilladelse til udtagning til jagtformål, udløber inden afslutningen af denne procedure?«

Formaliteten vedrørende de præjudicielle spørgsmål

17. Regionen Lombardiet og Associazione migratoristi italiani (ANUU) har bestridt, at de præjudicielle spørgsmål kan realitetsbehandles med den begrundelse, at den nationale ret bl.a. har anmodet Domstolen om at tage stilling til relevansen og lovligheden af den interne kompetencefordeling i Den Italienske Republik. Desuden har de anført, at de af denne ret forelagte spørgsmål vedrører nationale bestemmelsers forenelighed med direktivets artikel 9.

18. I denne forbindelse skal det fastslås, at Domstolen inden for rammerne af en præjudiciel sag ganske vist – ifølge fast retspraksis – hverken kan udtale sig om spørgsmål, der henhører under medlemsstaternes nationale ret, eller om nationale bestemmelsers forenelighed med fællesskabsretten, men den kan dog forsyne den nationale ret med fællesskabsretlige fortolkningsbidrag, som gør det muligt for denne ret at afgøre den tvist, der verserer for den (jf. bl.a. dom af 23.11.1989, sag C-150/88, Parfümerie-Fabrik 4711, Sml. I, s. 3891, præmis 12, og af 21.9.2000, sag C-124/99, Borawitz, Sml. I, s. 7293, præmis 17).

19. Forholdet er ganske vist et andet, hvis det er åbenbart, at den fællesskabsretlige bestemmelse, som Domstolen anmodes om at fortolke, ikke kan finde anvendelse (jf. navnlig dom af 18.10.1990, forenede sager C-297/88 og C-197/89, Sml. I, s. 3763, præmis 40). Dette er imidlertid ikke tilfældet.

20. Det følger af ordlyden af de præjudicielle spørgsmål og af forelæggelsesafgørelsens begrundelse, at den nationale ret ønsker en fortolkning af direktivets artikel 9, stk. 1, litra c), med hensyn til betingelserne for, at medlemsstaterne anvender de i denne bestemmelse fastsatte fravigelser. Den nationale ret ønsker navnlig rækkevidden af denne bestemmelse oplyst i forhold til dens anvendelse inden for rammerne af en decentraliseret statsstruktur.

21. Det følger også af forelæggelsesafgørelsen, at denne fortolkning af direktivets artikel 9, stk. 1, litra c), kan forsyne den nationale ret med de nødvendige oplysninger, således at denne ret kan afgøre tvisten i hovedsagen.

22. Under disse omstændigheder bør den præjudicielle sag antages til realitetsbehandling.

Om de præjudicielle spørgsmål

Det første spørgsmål

23. Med dette spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om de nationale bestemmelser til gennemførelse af direktivet skal regulere alle de situationer, som er genstand for den i direktivet fastsatte beskyttelsesordning, navnlig betingelsen i dette direktivs artikel 9, stk. 1, litra c), hvorefter eventuelle udtagninger til jagtformål under fravigelse af beskyttelsesordningen skal begrænses til »mindre mængder« af fugle.

24. I denne forbindelse skal det indledningsvis påpeges, at Domstolen har fastslået, at de kriterier, på grundlag af hvilke medlemsstaterne kan fravige de i direktivet fastsatte forbud, skal gengives på en tilstrækkelig klar og præcis måde i de nationale bestemmelser, eftersom en punktlig gennemførelse har en særlig betydning i spørgsmål, hvor forvaltningen af det fælles eje er betroet medlemsstaterne på deres respektive områder (jf. i denne retning bl.a. dom af 8.7.1987, sag 247/85, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 3029, præmis 9, og af 27.4.1988, sag 252/85, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 2243, præmis 5).

25. Det skal endvidere bemærkes, at medlemsstaternes myndigheder i udøvelsen af deres kompetence til at meddele fravigelser i overensstemmelse med direktivets artikel 9 skal tage hensyn til en række kriterier, som vedrører geografiske, klimatiske, miljømæssige og biologiske forhold og navnlig situationen i forhold til arternes formering og samlede årlige dødelighed af naturlige årsager.

26. Hvad angår disse kriterier har Domstolen i dom af 9. december 2004, Kommissionen mod Spanien (sag C-79/03, Sml. I, s. 11619, præmis 19) og af 15. december 2005, Kommissionen mod Finland (sag C-344/03, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 53) fastslået, at ifølge dokumentet med titlen »Kommissionens anden rapport om gennemførelsen af direktiv 79/409/EØF om beskyttelse af vilde fugle« af 24. november 1993 (KOM(93) 572 endelig udg.) udgør mindre mængder enhver indfangning, der er mindre end 1% af den samlede årlige dødelighed af den berørte bestand (gennemsnitsværdi) for de arter, der ikke må jages, og i størrelsesordenen 1% for de arter, der må jages. Domstolen anførte i den forbindelse, at disse kvantitative kriterier bygger på det arbejde for tilpasning af direktivet til den tekniske og videnskabelige udvikling, som foretages i ORNIS-udvalget, der er oprettet i overensstemmelse med direktivets artikel 16 og sammensat af repræsentanter for medlemsstaterne.

27. Det fremgår også af de nævnte domme – Kommissionen mod Spanien, præmis 41, og Kommissionen mod Finland, præmis 54 – at selv om de ovennævnte procentsatser ikke er retligt bindende, kan de ikke desto mindre, som følge af den videnskabelige autoritet, som ORNIS-udvalgets arbejde har, og da der ikke er fremlagt videnskabeligt bevis herimod, udgøre et referencegrundlag for vurderingen af, om en fravigelse, som er meddelt i henhold til direktivets artikel 9, stk. 1, litra c), er forenelig med denne bestemmelse (jf. analogt, hvad angår relevansen af videnskabelige oplysninger på det ornitologiske område, dom af 19.5.1998, sag C-3/96, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. I, s. 3031, præmis 69 og 70, og af 7.12.2000, sag C-374/98, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 10799, præmis 25).

28. Heraf følger, at medlemsstaterne, uanset den interne kompetencefordeling i henhold til den nationale retsorden, skal vedtage love og administrative bestemmelser, der sikrer, at udtagning til jagtformål af fugle kun foretages under overholdelse af betingelsen om »mindre mængder«, som fastsat i direktivets artikel 9, stk. 1, litra c), og dette på grundlag af strengt videnskabelige oplysninger, uanset den berørte art.

29. Det første spørgsmål skal derfor besvares med, at direktivets artikel 9, stk. 1, litra c), pålægger medlemsstaterne, uanset den interne kompetencefordeling i henhold til den nationale retsorden, i forbindelse med vedtagelsen af foranstaltninger til gennemførelse af denne bestemmelse, at sikre – i alle tilfælde, hvor den heri fastsatte fravigelse anvendes og for alle beskyttede arter – at tilladelser til udtagning til jagtformål ikke overstiger et loft, der er foreneligt med begrænsningen af disse udtagninger til mindre mængder som fastsat i denne bestemmelse, idet dette loft skal være fastsat på grundlag af strengt videnskabelige oplysninger.

Det andet spørgsmål

30. Med dette spørgsmål ønsker den nationale ret nærmere bestemt oplyst den grad af præcision, der skal karakterisere de nationale gennemførelsesbestemmelser hvad angår de tekniske parametre, på grundlag af hvilke et antal svarende til »mindre mængder« fugle kan fastsættes i overensstemmelse med direktivets artikel 9, stk. 1, litra c).

31. Det bemærkes, at det i 11. betragtning til direktivet anføres, at betingelsen om »mindre mængder«, som tilladelser til udtagning under fravigelse af beskyttelsesordningen skal begrænses til, ikke kan fastsættes under henvisning til et absolut kriterium, men skal stå i forhold til størrelsen på den pågældende arts bestand, samt dens årlige formering og dødelighed.

32. I denne forbindelse har Domstolen præciseret, at fravigelser i medfør af direktivets artikel 9 kun kan meddeles, hvis det sikres, at bestanden af de pågældende arter opretholdes på et tilfredsstillende niveau. Er denne betingelse ikke opfyldt, kan udtagningen af fugle under alle omstændigheder ikke betragtes som fornuftig, og dermed som en forsvarlig udnyttelse i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i 11. betragtning til direktivet (jf. i denne retning dom af 16.10.2003, sag C-182/02, Ligue pour la protection des oiseaux m.fl., Sml. I, s. 12105, præmis 17).

33. Under disse omstændigheder og med henblik på kun at give de kompetente myndigheder adgang til at anvende de i direktivets artikel 9 fastsatte fravigelser på en måde, som er forenelig med fællesskabsretten, skal de nationale love og administrative bestemmelser udfærdiges på en sådan måde, at anvendelsen af undtagelsesbestemmelserne heri tilgodeser retssikkerhedsprincippet.

34. Som det fremgår af dom af 7. marts 1996, Associazione italiana per il WWF m.fl. (sag C-118/94, Sml. I, s. 1223, præmis 23, 25 og 26), skal den gældende nationale lovgivning på dette område nemlig klart og nøjagtigt angive fravigelseskriterierne og pålægge de myndigheder, der har ansvaret for deres anvendelse, at tage hensyn hertil. Hvad angår en undtagelsesordning, som skal fortolkes strengt og pålægge den myndighed, som træffer beslutningen, bevisbyrden for, at de krævede betingelser foreligger for hver fravigelse, skal medlemsstaterne sikre, at enhver handling, der påvirker de beskyttede arter, kun tillades ved beslutninger, som indeholder en præcis og tilstrækkelig begrundelse, der henviser til begrundelser, betingelser og krav i direktivets artikel 9, stk. 1 og 2.

35. Det fremgår i øvrigt af forelæggelsesafgørelsen, at der er væsentlige mængdemæssige variationer mellem de forskellige fuglebestande, således at enhver beslutning, som fraviger den ved direktivet påkrævede beskyttelsesordning, skal tage hensyn til situationen for den art, det drejer sig om.

36. Det andet spørgsmål skal derfor besvares med, at de nationale gennemførelsesbestemmelser vedrørende begrebet »mindre mængder«, som nævnt i direktivets artikel 9, stk. 1, litra c), skal gøre det muligt for de myndigheder, der har ansvar for at tillade udtagning af en given fugleart under fravigelse af beskyttelsesordningen, at støtte sig til indikatorer, der er tilstrækkeligt præcise i forhold til de mængdemæssige lofter, som skal overholdes.

Det tredje spørgsmål

37. Med dette spørgsmål ønsker den nationale ret en fortolkning af direktivets artikel 9, stk. 1, litra c), med hensyn til problemet om, hvorledes medlemsstaternes kompetente myndigheder skal sikre, at det maksimale antal fugle af en given art, der kan udtages, under anvendelsen af denne bestemmelse, ikke overskrides på det samlede nationale område. Den forelæggende ret ønsker navnlig oplyst, hvorvidt denne bestemmelse skal fortolkes således, at der deraf følger en forpligtelse til at etablere et samråd mellem de enheder inden for en stat, som har ansvar for at meddele tilladelse til udtagning under fravigelse af beskyttelsesordningen, for at en fordeling af det antal fugle, der kan udtages, kan fastsættes på en bindende måde for alle disse enheder.

38. I denne forbindelse skal det påpeges, at Domstolen har fastslået, at for så vidt angår beskyttelse af vilde fugle skal de kriterier, i henhold til hvilke medlemsstaterne kan gøre undtagelse fra de i direktivet fastlagte forbud, angives i præcise nationale bestemmelser (jf. navnlig dom af 15.3.1990, sag C-339/87, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. I, s. 851, præmis 28).

39. Det følger desuden af dom af 17. januar 1991, Kommissionen mod Italien (sag C-157/89, Sml. I, s. 57, præmis 16 og 17), at en situation, hvor de nationale bestemmelser til gennemførelse af direktivet ikke sikrer, at de myndigheder inden for en stat, som har ansvar for anvendelsen af disse bestemmelser, er forpligtet til at tage hensyn til disse kriterier, er i strid med retssikkerhedsprincippet.

40. Når anvendelsen af direktivets artikel 9, stk. 1, litra c), er delegeret til enheder inden for en stat, skal de gældende love og administrative bestemmelser følgelig sikre, at den samlede udtagning af fugle, der kan tillades af disse enheder, for det samlede nationale område holder sig inden for rammerne af »mindre mængder« som pålagt ved denne bestemmelse.

41. Henset til de foregående betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at medlemsstaterne ved gennemførelsen af direktivets artikel 9, stk. 1, litra c), skal sikre, at den samlede udtagning til jagtformål, der tillades – uanset antallet og arten af de myndigheder, der inden for staten har ansvar for at anvende denne bestemmelse – for hver beskyttet art og for hver af disse myndigheder ikke overstiger det loft, der i overensstemmelse med begrænsningen af disse udtagninger til »mindre mængder« er fastsat for denne art for det samlede nationale område.

Det fjerde spørgsmål

42. Med dette spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om der foreligger et muligt krav om maksimale frister, inden for hvilke administrative beslutninger, som er knyttet til kontrollen med tilladelser til udtagning og overholdelsen af betingelserne herfor, skal vedtages. Mere præcist ønsker denne ret oplyst, om direktivets artikel 9, stk. 1, litra c), skal fortolkes således, at det er til hinder for, at tilladelser til udtagning af fugle under fravigelse af beskyttelsesordningen underlægges en kontrolprocedure, der omfatter en forudgående fase med underretning, og som af tekniske grunde er underlagt frister, hvorunder den korte periode, hvori der er givet tilladelse til udtagning til jagtformål, udløber.

43. I denne forbindelse skal det påpeges, at Domstolen i dommen af 27. april 1988, Kommissionen mod Frankrig, præmis 28, har fastslået, at den nationale gennemførelseslovgivning skal sikre, at udtagningen af fugle til jagtformål sker på en nøje kontrolleret og selektiv måde. Denne indebærer, at en effektiv kontrol finder sted i de perioder, som er omfattet af beslutningerne, der fraviger den i direktivet fastsatte beskyttelsesordning.

44. Heraf følger, at de gældende nationale processuelle forskrifter på området skal sikre, ikke kun at lovligheden af de beslutninger, hvorved der meddeles tilladelse til at fravige den ved direktivet fastsatte beskyttelsesordning, kan efterprøves rettidigt, men også at betingelserne, som ledsager disse beslutninger, overholdes.

45. En kontrolmekanisme, hvorefter en beslutning, der er vedtaget i strid med direktivets artikel 9, og som tillader udtagning til jagtformål under fravigelse af beskyttelsesordningen, først annulleres, eller hvorefter konstateringen af en tilsidesættelse af de betingelser, som ledsager en beslutning, der tillader en sådan udtagning, først foretages efter udløbet af perioden for udtagningen, ville ophæve den effektive virkning af den ved direktivet fastsatte beskyttelsesordning.

46. Som generaladvokaten med rette har bemærket i punkt 62 i forslaget til afgørelse, henhører adgangen til rettidig og tilstrækkelig indgriben i situationer, hvor kompetente myndigheders beslutninger indebærer eller risikerer at indebære et resultat, som er i strid med direktivets beskyttelseskrav, under garantien om overholdelse af det maksimale antal fugle, der må udtages i henhold til den ved direktivets artikel 9, stk. 1, litra c), indførte fravigelsesordning.

47. Det fjerde spørgsmål skal derfor besvares med, at den forpligtelse, der påhviler medlemsstaterne til at sikre, at udtagningen af fugle til jagtformål i overensstemmelse med direktivets artikel 9, stk. 1, litra c), kun sker i »mindre mængder«, kræver, at de fastsatte administrative procedurer er tilrettelagt således, at både de kompetente myndigheders beslutninger, der tillader udtagninger under fravigelse af beskyttelsesordningen, og den måde, hvorpå disse beslutninger anvendes, er underlagt en effektiv rettidigt gennemført kontrol.

Sagens omkostninger

48. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

Afgørelse

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

1) Artikel 9, stk. 1, litra c), i Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle pålægger medlemsstaterne, uanset den interne kompetencefordeling i henhold til den nationale retsorden, i forbindelse med vedtagelsen af foranstaltninger til gennemførelse af denne bestemmelse, at sikre – i alle tilfælde, hvor den heri fastsatte fravigelse anvendes og for alle beskyttede arter – at tilladelser til udtagning til jagtformål ikke overstiger et loft, der er foreneligt med begrænsningen af disse udtagninger til mindre mængder som fastsat i denne bestemmelse, idet dette loft skal være fastsat på grundlag af strengt videnskabelige oplysninger.

2) De nationale gennemførelsesbestemmelser vedrørende begrebet »mindre mængder«, som nævnt i artikel 9, stk. 1, litra c), i direktiv 79/409 skal gøre det muligt for de myndigheder, der har ansvar for at tillade udtagning af en given fugleart under fravigelse af beskyttelsesordningen, at støtte sig til indikatorer, der er tilstrækkeligt præcise i forhold til de mængdemæssige lofter, som skal overholdes.

3) Ved gennemførelsen af artikel 9, stk. 1, litra c), i direktiv 79/409 skal medlemsstaterne sikre, at den samlede udtagning til jagtformål, der tillades – uanset antallet og arten af de myndigheder, der inden for staten har ansvar for at anvende denne bestemmelse – for hver beskyttet art og for hver af disse myndigheder ikke overstiger det loft, der i overensstemmelse med begrænsningen af disse udtagninger til »mindre mængder« er fastsat for denne art for det samlede nationale område.

4) Den forpligtelse, der påhviler medlemsstaterne til at sikre, at udtagningen af fugle til jagtformål i overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, litra c), i direktiv 79/409 kun sker i »mindre mængder«, kræver, at de fastsatte administrative procedurer er tilrettelagt således, at både de kompetente myndigheders beslutninger, der tillader udtagninger under fravigelse af beskyttelsesordningen, og den måde, hvorpå disse beslutninger anvendes, er underlagt en effektiv rettidigt gennemført kontrol.