EF-varemærker – klagesag
(Rådets forordning nr. 40/94, art. 59 og art. 74, stk. 2)
Når appelkammeret forelægges en klage over en afgørelse, hvorved en indsigelse mod registrering af et tegn som EF-varemærke er blevet forkastet, har appelkammeret, forudsat at dets afgørelse begrundes i denne henseende, en skønsmargen med henblik på at afgøre, hvorvidt der med henblik på den afgørelse, som kammeret skal træffe, skal tages hensyn til de faktiske omstændigheder eller beviser, som den part, der har rejst indsigelse, fremlægger for første gang i den skriftlige begrundelse, som parten indgiver til støtte for klagen, således at appelkammeret for det første ikke nødvendigvis skal tage hensyn til sådanne omstændigheder og beviser, og for det andet, at hensyntagen til nævnte omstændigheder og beviser ikke uden videre udelukkes.
For det første fremgår det af ordlyden af artikel 74, stk. 2, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, hvorefter Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) kan se bort fra kendsgerninger og beviser, som ikke er påberåbt eller fremført rettidigt af de pågældende parter, at parternes fremlæggelse af kendsgerninger og beviser som udgangspunkt, og medmindre andet er fastsat, fortsat er mulig efter udløbet af de frister, som en sådan fremlæggelse er underlagt ved anvendelse af bestemmelserne i forordning nr. 40/94, og at det på ingen måde er forbudt for Harmoniseringskontoret at tage hensyn til kendsgerninger og beviser, som således er påberåbt eller fremført for sent. Det fremgår imidlertid også af nævnte ordlyd, at en part, som efter fristens udløb påberåber sig eller fremfører kendsgerninger og beviser, ikke har en ubetinget ret til, at Harmoniseringskontoret tager hensyn til sådanne kendsgerninger eller beviser.
For det andet er ingen omstændighed vedrørende karakteren af den procedure, der forløber ved appelkammeret, eller vedrørende denne instans’ kompetence i princippet til hinder for, at appelkammeret med henblik på at træffe afgørelse i den sag, som er forelagt det, tager hensyn til kendsgerninger eller beviser, som fremlægges for første gang i forbindelse med denne klage.
For det tredje kan artikel 59 i forordning nr. 40/94, der præciserer betingelserne for at indgive en klage for appelkammeret, ikke fortolkes således, at den giver ophavsmanden til en sådan klage en ny frist med henblik på at fremlægge kendsgerninger og beviser til støtte for indsigelsen, hvorfor sådanne kendsgerninger og beviser ikke kan anses for at være fremlagt »rettidigt« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i forordningens artikel 74, stk. 2.
(jf. præmis 41-43, 49, 60-62, 64, 67 og 68)