Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Præjudicielle spørgsmål – formaliteten – nødvendigheden af at forsyne Domstolen med tilstrækkelige faktiske og retlige oplysninger

(Art. 234 EF; Domstolens statut, art. 20)

2. Tilnærmelse af lovgivningerne – informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester – direktiv 98/34

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34, art. 1, nr. 3 og 11, og art. 8, stk. 1)

Sammendrag

1. Forelæggelsesbeslutningernes oplysninger tjener ikke blot til at sætte Domstolen i stand til at give hensigtsmæssige svar, men også til at give medlemsstaternes regeringer samt andre interesserede parter mulighed for at afgive indlæg i henhold til artikel 20 i statutten for Domstolen. Domstolen skal drage omsorg for, at denne mulighed sikres, henset til, at det i henhold til ovennævnte bestemmelse kun er forelæggelsesbeslutningerne, der meddeles de pågældende parter. Det er således nødvendigt, at den forelæggende nationale ret i det mindste angiver begrundelsen for udvælgelsen af de fællesskabsbestemmelser, som den ønsker fortolket, og angiver den forbindelse, som efter rettens opfattelse består mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, der finder anvendelse i sagen.

(jf. præmis 21)

2. Direktiv 98/34 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester, som ændret ved direktiv 98/48, skal fortolkes således, at nationale bestemmelser, som efter gennemførelsen af direktiv 83/189 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter har indført pligten til at påføre cd’er, der indeholder billedkunstværker, et bestemt kendemærke med henblik på deres markedsføring i den pågældende medlemsstat, udgør en teknisk forskrift, som ikke kan påberåbes over for en borger, hvis ikke den er blevet meddelt Kommissionen.

Henset til at påførelsen af et sådant kendemærke, som tilsigter at oplyse forbrugerne og de nationale myndigheder om, at gengivelserne er lovlige, skal ske på selve mediet, der indeholder åndsværket, hvilket dermed vil sige på selve produktet, og således henhører under forskrifter for den omhandlede vare vedrørende mærkning eller etikettering, udgør et sådant mærke nemlig en teknisk specifikation som omhandlet i artikel 1, nr. 3, i direktiv 98/34, der forudsætter, at den nationale foranstaltning nødvendigvis vedrører produktet eller dets emballering som sådan. Eftersom specifikationen retligt set skal overholdes, for at compact discs kan markedsføres, udgør denne specifikation følgelig en teknisk forskrift som omhandlet i direktivets artikel 1, nr. 11, første afsnit.

Udvidelsen af forpligtelsen til at påføre et bestemt kendemærke til nye medier sådan som compact discs bør anses for at være en ændring, der er foretaget i udkastet til teknisk forskrift som omhandlet i direktivets artikel 8, stk. 1, tredje afsnit, og burde følgelig være meddelt Kommissionen, i det omfang pligten til at påføre dette mærke er blevet udvidet til de omhandlede produkter efter gennemførelsen af direktiv 83/189, hvilket er et spørgsmål, som det tilkommer den nationale ret at bedømme. Herefter kan den omstændighed, at en sådan teknisk forskrift er uanvendelig, af borgerne påberåbes for en national ret, og det påhviler denne at afslå anvendelsen heraf.

(jf. præmis 35-37, 40-42, 44 og 45 samt domskonkl.)