Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser – fuldbyrdelse – afgørelse, der tillader fuldbyrdelse – forkyndelse
(Bruxelles-konventionen af 27.9.1968, art. 36)
Artikel 36 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som ændret ved tiltrædelseskonventionerne af 1978, 1982 og 1989, skal fortolkes således, at den kræver en forskriftsmæssig forkyndelse af fuldbyrdelsesafgørelsen under hensyn til de processuelle regler i den kontraherende stat, hvori fuldbyrdelse begæres, samt at den omstændighed – i tilfælde af manglende eller ikke-forskriftsmæssig forkyndelse – at den person, mod hvem fuldbyrdelse begæres, har fået kendskab til denne afgørelse, ikke er tilstrækkelig til, at fristen i nævnte artikel begynder at løbe.
For det første har kravet om forkyndelse af fuldbyrdelsesafgørelsen nemlig dels til formål at beskytte rettighederne hos den part, mod hvem fuldbyrdelse begæres, dels et bevismæssigt formål i forbindelse med en præcis beregning af den i denne bestemmelse fastsatte ufravigelige frist. Denne dobbelte funktion, sammenholdt med formålet om at tilvejebringe en forenkling af formaliteterne vedrørende fuldbyrdelse af retsafgørelser, der er truffet i andre kontraherende stater, forklarer, hvorfor konventionen fastsætter strengere formkrav for fremsendelse af fuldbyrdelsesafgørelsen til den part, mod hvem fuldbyrdelse begæres, end de formkrav, der gælder for fremsendelse af samme afgørelse til sagsøgeren. For det andet risikerer kravet om forkyndelse at blive indholdsløst, såfremt det udelukkende er den part, mod hvem fuldbyrdelse begæres, der får kendskab til fuldbyrdelsesafgørelsen, og dette vil desuden vanskeliggøre den præcise beregning af den i denne bestemmelse fastsatte frist, hvorved en ensartet anvendelse af konventionens bestemmelser umuliggøres.
(jf. præmis 34-38 og domskonkl.)