FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
J. MAZÁK
fremsat den 18. januar 2007 (1)
Sag C-328/05 P
SGL Carbon AG
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Appel – konkurrence – specialgrafit – ne bis in idem«
I – Indledning
1. Med denne appel anmoder den tyske virksomhed SGL Carbon AG (herefter »SGL«) Domstolen om at ophæve dommen afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 15. juni 2005 i de forenede sager T-71/03, T-74/03, T-87/03 og T-91/03, Tokai m.fl. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (2) (herefter »den appellerede dom«), for så vidt som SGL ikke fik medhold i sin påstand om annullation i sag T-97/03 af Kommissionens beslutning K(2002) 5083 endelig udg. af 17. december 2002 (herefter »den anfægtede beslutning«) om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81.
2. Ved den appellerede dom nedsatte Retten bl.a. den bøde, der var pålagt SGL med hensyn til overtrædelsen inden for sektoren for isostatisk grafit, og frifandt i øvrigt Kommissionen.
3. Denne appel er for så vidt angår baggrund og de påstande, der er fremsat, nært forbundet med appellen i sag C-308/04 P vedrørende de bøder, som Kommissionen har pålagt for deltagelse i en række aftaler og samordnet praksis inden for grafitelektrodesektoren. Denne sag blev afgjort med Domstolens dom af 29. juni 2006 (3).
II – Retsforskrifter
A – Forordning nr. 17
4. Artikel 15 i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel [81] og [82] (4) (herefter »forordning nr. 17«), har følgende ordlyd:
»1. Ved beslutning kan Kommissionen pålægge virksomheder og sammenslutninger af virksomheder bøder på 100 til 5 000 regningsenheder, såfremt de forsætligt eller uagtsomt:
[…]
b) i et svar på en begæring i henhold til artikel 11, stk. 3 eller stk. 5, […] giver en oplysning, der er urigtig […]
[…]
2. Ved beslutning kan Kommissionen pålægge virksomheder og sammenslutninger af virksomheder bøder på mindst 1 000 og højst 1 000 000 regningsenheder, idet sidstnævnte beløb dog kan forhøjes til 10% af omsætningen i det sidste regnskabsår i hver af de virksomheder, som har medvirket ved overtrædelsen, såfremt de forsætligt eller uagtsomt:
a) overtræder bestemmelserne i traktatens artikel [81], stk. 1, eller artikel [82], eller […]
[…]
Ved fastsættelsen af bødens størrelse skal der tages hensyn til både overtrædelsens grovhed og dens varighed.
[…]«
B – Retningslinjerne
5. Kommissionens meddelelse med titlen »Retningslinjer for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten« (5) (herefter »retningslinjerne«) bestemmer i indledningen:
»Formålet med [...] principper[ne], der fastlægges i [...] retningslinjer[ne], er at sikre gennemsigtighed og objektivitet i forbindelse med Kommissionens beslutninger, både i forhold til virksomhederne og i forhold til Domstolen, og samtidig fastholde den skønsbeføjelse, som de pågældende retsforskrifter giver Kommissionen til at fastsætte bøder på indtil 10% af virksomhedernes samlede omsætning. Denne beføjelse bør imidlertid udøves som led i en sammenhængende og ikke-diskriminerende politik, der er tilpasset de mål, der forfølges ved bekæmpelsen af overtrædelser af konkurrencereglerne.
Den nye metode til beregning af en bødes størrelse vil fremover følge følgende model, der bygger på fastsættelsen af et grundbeløb, som kan forhøjes i tilfælde af skærpende omstændigheder og nedsættes i tilfælde af formildende omstændigheder.«
C – Samarbejdsmeddelelsen
6. I Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (6) (herefter »samarbejdsmeddelelsen«) har Kommissionen fastsat betingelserne for, hvornår virksomheder, der samarbejder med Kommissionen i forbindelse med dennes undersøgelser af en kartelsag, kan fritages for bøder eller få nedsat den bøde, de ellers ville være blevet pålagt.
7. Afsnit A, punkt 5, i den nævnte meddelelse lyder:
»En virksomheds samarbejdsvillighed er blot ét af de elementer, som Kommissionen tager hensyn til ved fastsættelsen af bødestørrelsen. […]«
8. Afsnit C i samarbejdsmeddelelsen med overskriften »Betydelig bødenedsættelse« lyder således:
»En virksomhed, der opfylder betingelserne i afsnit B, litra b)-e), og som afslører et hemmeligt kartel, efter at Kommissionen ved beslutning har gennemført en kontrolundersøgelse hos de i kartellet deltagende virksomheder, som imidlertid ikke har givet tilstrækkeligt grundlag for at indlede proceduren med henblik på vedtagelse af en beslutning, indrømmes en bødenedsættelse på mellem 50% og 75%.«
9. Betingelserne i afsnit B, som afsnit C henviser til, gælder, når en virksomhed:
»a) gør Kommissionen opmærksom på et hemmeligt kartel, før Kommissionen ved beslutning har gennemført en kontrolundersøgelse hos de virksomheder, der deltager i kartellet, og på et tidspunkt, hvor Kommissionen ikke allerede er i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at kunne bevise det pågældende kartels eksistens
b) er den første til at forelægge afgørende elementer med henblik på at bevise kartellets eksistens
c) har bragt sin deltagelse i den uretmæssige aktivitet til ophør senest på det tidspunkt, hvor den indberetter den til Kommissionen
d) forsyner Kommissionen med alle relevante oplysninger samt al dokumentation og alt bevismateriale, som den råder over med hensyn til kartellet, og som opretholder et permanent og fuldstændigt samarbejde under hele undersøgelsen
e) ikke har tvunget en anden virksomhed til at deltage i kartellet, og […] ikke har været initiativtager til eller spillet en afgørende rolle i den ulovlige aktivitet«.
10. I afsnit D, stk. 1, bestemmes, at »[h]vis en virksomhed samarbejder, uden at alle betingelserne i afsnit B eller C er opfyldt, indrømmes den en nedsættelse på mellem 10% og 50% af den bøde, som den ville være blevet pålagt, hvis den ikke havde samarbejdet«, og i samme afsnits stk. 2 bestemmes, at »[d]ette kan navnlig være tilfældet, hvis:
– en virksomhed, inden udsendelsen af en klagepunktsmeddelelse, forsyner Kommissionen med oplysninger, dokumenter eller andet bevismateriale, som bidrager til at fastslå overtrædelsens eksistens
– en virksomhed, efter at have modtaget klagepunktsmeddelelsen, meddeler Kommissionen, at den ikke bestrider de faktiske omstændigheder, som Kommissionen bygger sine indvendinger på«.
D – Den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder
11. Artikel 4 i protokol nr. 7 til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der blev undertegnet i Rom den 4. november 1950, bestemmer følgende:
»Ret til ikke at blive retsforfulgt eller straffet to gange
Under én og samme stats jurisdiktion skal ingen i en straffesag på ny kunne stilles for en domstol eller dømmes for en lovovertrædelse, for hvilken han allerede er blevet endeligt frikendt eller domfældt i overensstemmelse med denne stats lovgivning og strafferetspleje.
Bestemmelserne i foregående stykke forhindrer ikke genoptagelse af sagen i overensstemmelse med vedkommende stats lovgivning og strafferetspleje, såfremt der foreligger bevis for nye eller nyopdagede kendsgerninger, eller såfremt der i den tidligere rettergang er begået en grundlæggende fejl, som kunne påvirke sagens udfald.
Der kan ikke ske fravigelse fra denne artikel i medfør af artikel 15 i konventionen.«
III – Faktiske omstændigheder og baggrunden for vedtagelsen af den anfægtede beslutning
12. I den appellerede dom har Retten redegjort for sagens faktiske omstændigheder på følgende måde:
»1 Ved beslutning K(2002) 5083 endelig udg. […] fandt Kommissionen, at forskellige virksomheder havde deltaget i en række aftaler og samordnet praksis i henhold til artikel 81, stk. 1 EF og artikel 53, stk. 1, i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (herefter »EØS-aftalen«) inden for sektoren for specialgrafit i perioden fra juli 1993 til februar 1998.
2 I denne beslutning omfatter »specialgrafit« en gruppe granitprodukter, især isostatisk grafit, ekstruderet grafit og formet grafit til forskellige anvendelser. Det omfatter ikke grafitelektroder til stålfremstilling.
3 Isostatisk grafits mekaniske karakteristika ligger langt over ekstruderet grafits og formet grafits, og prisen på de enkelte kategorier af grafit afhænger af dets mekaniske karakteristika. Isostatisk grafit anvendes bl.a. ved fremstilling af metalstøbeforme til automobil- og elektronikindustrien ved hjælp af EDM. Det anvendes også til fremstilling af farver til kontinuerlig støbning af ikke-jernholdige metaller såsom kobber og kobberlegeringer.
4 Produktionsomkostningsdifferentialet mellem isostatisk grafit og ekstruderet eller formet grafit er mindst 20%. Generelt er ekstruderet grafit billigst og vælges derfor, hvis det opfylder brugerens krav. Ekstruderede produkter anvendes i en lang række industrielle applikationer, hovedsageligt inden for jern-, stål- og aluminiumsindustrien, den kemiske industri og metallurgi.
5 Formet grafit anvendes generelt kun i applikationer i stor skala, fordi det typisk er dårligere end ekstruderet grafit.
[…]
7 Beslutningen vedrører to separate karteller, det ene vedrørende markedet for isostatisk specialgrafit, det andet vedrørende ekstruderet specialgrafit. Der var ingen beviser for overtrædelse i forbindelse med formet grafit. Disse karteller omfattede meget specifikke produkter, nemlig grafit i form af standardblokke og udskårne blokke, men ikke forarbejdede produkter, fremstillet til kunden efter ordre.
8 Størstedelen af producenterne af specialgrafit i den vestlige verden er multinationale virksomheder. […]
9 På tidspunktet for vedtagelse af beslutningen var de største producenter af isostatisk specialgrafit i Fællesskabet/EØS den tyske virksomhed SGL Carbon AG og den franske virksomhed Le Carbone-Lorraine SA (herefter »LCL«). Den japanske virksomhed Toyo Tanso Co. Ltd (herefter »TT«) var den tredjestørste efterfulgt af andre japanske virksomheder, især Tokai Carbon Co. Ltd (herefter »Tokai«), Ibiden Co. Ltd (herefter »Ibiden«), Nippon Steel Chemical Co. Ltd (herefter »NSC«) og NSCC Techno Carbon Co. Ltd (herefter »NSCC«) og den amerikanske virksomhed UCAR International Inc. (herefter »UCAR«), der senere blev GrafTech International Ltd.
[…]
11 De vigtigste aktører på markedet for ekstruderet grafit var UCAR (40%) og SGL (30%). På det europæiske marked tegnede de sig for to tredjedele af salget. De japanske producenter tegnede sig for omkring 10% af verdensmarkedet og 5% af fællesskabsmarkedet. Andelen af salget af ekstruderede produkter i form af blokke eller udskårne blokke (uforarbejdede produkter) var på 20-30% for UCAR’s vedkommende og 40-50% for SGL’s vedkommende.
12 I juni 1997 indledte Kommissionen en undersøgelse af markedet for grafitelektroder. Undersøgelsen førte til beslutningen af 18. juli 2001 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81 og EØS-aftalens artikel 53 – sag COMP/E-1/36.490 – Grafitelektroder (EFT 2000 L 100, s. 1). I løbet af undersøgelsen kontaktede UCAR i 1999 Kommissionen med henblik på fremsendelse af en anmodning på grundlag af [samarbejdsmeddelelsen]. Anmodningen vedrørte de påståede konkurrencebegrænsende aktiviteter på markederne for isostatisk og ekstruderet grafit.
13 På grundlag af de dokumenter, som UCAR fremsendte, sendte Kommissionen begæring om oplysninger i henhold til artikel 11 i [forordning nr. 17] til SGL, Intech, Ibidem, Tokai og TT, hvori den anmodede om detaljerede oplysninger om kontakter med konkurrenterne. Disse virksomheder kontaktede Kommissionen og gav tilsagn om at samarbejde i forbindelse med Kommissionens undersøgelser.
14 I USA blev der anlagt straffesag i marts 2000 og i februar 2001 mod et datterselskab af LCL og et datterselskab af TT for deltagelse i et ulovligt kartel på markedet for specialgrafit. Virksomhederne erklærede sig skyldige og accepterede at betale bøder. I oktober 2001 erklærede Ibiden sig ligeledes skyldig og betalte en bøde.
15 Den 17. maj 2002 sendte Kommissionen en meddelelse af klagepunkter til beslutningens adressater. I deres svar indrømmede alle virksomhederne med undtagelse af Intech EDM BV og Intech EDM AG overtrædelsen. Ingen af dem bestred i væsentlig grad de faktiske omstændigheder.
16 På grund af de ensartede metoder, som kartelmedlemmerne anvendte, den omstændighed, at de to overtrædelser vedrørte ensartede produkter, og at SGL og UCAR var involveret i begge sager, fandt Kommissionen det relevant at behandle overtrædelserne på de to produktmarkeder i en enkelt procedure.
17 Den administrative procedure blev afsluttet den 17. december 2002 med vedtagelsen af beslutningen, der for det første fandt, at ansøgerne TT, UCAR, LCL, Ibiden, NSC og NSCC havde fastsat vejledende priser (målpriser) på verdensplan for uforarbejdet isostatisk grafit, og for det andet, at SGL og UCAR havde begået en lignende overtrædelse, ligeledes på verdensplan, på markedet for uforarbejdet ekstruderet grafit.
18 Med hensyn til overtrædelsen på markedet for isostatisk grafit fremgår det af beslutningen, at priserne blev fastsat og fordelt på grundlag af anvendelse, geografisk område (Europa eller USA) og handelsniveau (distributører/maskinforretninger og store slutbrugere med forarbejdningskapacitet). Målet med kartellet var at harmonisere handelsvilkårene og udveksle forsendelsespapirer for at sikre en detaljeret overvågning af salget og påvise afvigelser fra kartellets instrukser. Ved nogle lejligheder blev der udvekslet information om fordeling af store kunder.
19 Det fremgår af beslutningen, at der blev gennemført hemmelige aftaler om markedet for isostatisk grafit på regelmæssige multilaterale møder på fire niveauer:
– »møder på toplederniveau«, hvori deltog virksomhedernes øverste ledelse, og hvor de vigtigste principper for samarbejdet blev fastlagt
– »internationale arbejdsmøder« vedrørende klassificering af grafitblokke i forskellige kategorier og fastsættelse af minimumspriser for hver kategori
– »regionale« (europæiske) møder
– »lokale« (nationale) møder vedrørende det italienske, det tyske, det franske, det britiske og det spanske marked.
[…]
21 Med hensyn til markedet for ekstruderet grafit fremgår det klart af beslutningen, at de to vigtigste aktører på det europæiske marked for sådanne produkter, SGL og UCAR, indrømmede at have deltaget i en række bilaterale møder om markedet i perioden fra 1993 til slutningen af 1996. UCAR og SGL blev enige om at hæve priserne på ekstruderet grafit på fællesskabsmarkedet/EØS-markedet. De drøftede regelmæssigt priserne og klassificeringen af produkter for at undgå priskonkurrence. De nye priser blev faktisk skiftevis meddelt af den ene af parterne.
22 Kommissionen pålagde på grundlag af de påviste faktiske omstændigheder og den retlige vurdering i beslutningen de pågældende virksomheder bøder beregnet i henhold til den metode, der er fastsat i retningslinjerne for metoden til fastsættelse af bøder pålagt i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, EKSF-traktatens artikel 65, stk. 5, […] og samarbejdsmeddelelsen.
23 I henhold til artikel 1, stk. 1, i beslutningens konklusion har følgende virksomheder overtrådt EF-traktatens artikel 81, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, ved i de angivne perioder at have deltaget i en række aftaler og samordnet praksis på fællesskabsmarkedet og EØS-markedet for isostatisk specialgrafit:
[…]
b) SGL fra juli 1993 til februar 1998
[…]
24 I henhold til samme bestemmelses stk. 2 har følgende virksomheder overtrådt EF-traktatens artikel 81, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, ved i de angivne perioder at have deltaget i en række aftaler og samordnet praksis på fællesskabsmarkedet og EØS-markedet for ekstruderet specialgrafit:
– SGL fra februar 1993 til november 1996
[…]
25 I konklusionens artikel 3 pålægges følgende bøder:
[…]
b) SGL:
– isostatisk specialgrafit: 18 940 000 EUR
– ekstruderet specialgrafit: 8 810 000 EUR
[…]
26 I artikel 3 bestemmes endvidere, at bøderne skal betales inden for tre måneder fra datoen for meddelelse af beslutningen med morarenter på 6,75%.
27 Beslutningen blev tilsendt sagsøgerne med en følgeskrivelse den 20. december 2002. Det fremgik af følgeskrivelsen, at Kommissionen efter udløbet af den betalingsfrist, der var fastsat i beslutningen, ville tage skridt til at inddrage de pågældende beløb. Hvis der blev anlagt sag ved Retten i Første Instans, ville Kommissionen imidlertid ikke tage skridt til at håndhæve dommen forudsat, at der blev betalt en rente på 4,75% og stillet en bankgaranti.«
IV – Retsforhandlingerne ved Retten i Første Instans og den appellerede dom
13. SLG og andre virksomheder, som den anfægtede beslutning var rettet til, anlagde annullationssøgsmål til prøvelse af den anfægtede beslutning ved Retten i Første Instans.
14. Retten har i den appellerede dom bl.a. udtalt og bestemt:
»I sag T-91/03, SGL Carbon mod Kommissionen [bestemmer Retten]:
– Den bøde, der er pålagt sagsøgeren ved artikel 3 i beslutning COMP/E-2/37.667, fastsættes til 9 641 970 EUR for den overtrædelse, der er begået inden for sektoren for isostatisk grafit.
– I øvrigt frifindes Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.
– Sagsøgeren bærer to tredjedele af sine egne omkostninger og betaler to tredjedele af Kommissionens omkostninger, idet sidstnævnte bærer en tredjedel af sine egne omkostninger og betaler en tredjedel af sagsøgerens omkostninger.«
V – Påstande nedlagt ved Domstolen
15. SGL har nedlagt følgende påstande:
– Den af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første instans afsagte dom af 15. juni 2005 i de forenede sager T-71/03, T-74/03, T-87/03 og T-91/03 ophæves delvist, for så vidt som Kommissionen herved frifindes i sag T-91/03, der var anlagt til prøvelse af Kommissionens beslutning K(2002) 5083 endelig udg. af 17. december 2002 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81.
– Subsidiært nedsættes den bøde, der er pålagt appellanten i artikel 3 i beslutningen af 17. december 2002, samt de i den appellerede doms konklusion fastsatte proces- og morarenter.
– Indstævnte tilpligtes at betale alle sagens omkostninger.
16. Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Appellen forkastes.
– Appellanten tilpligtes at betale sagens omkostninger.
VI – Appellen
17. SGL har til støtte for appellen anført seks anbringender med påstand om fejlagtig anvendelse af processuelle regler og tilsidesættelse af fællesskabsretten.
18. Med sit første anbringende har SGL gjort gældende, at Retten tilsidesatte princippet ne bis in idem ved ikke at tage tidligere bøder pålagt i USA i betragtning. Det andet anbringende vedrører forhøjelsen af bødens grundbeløb med 35% som følge af SGL’s rolle som eneste anfører. Det tredje anbringende vedrører Rettens manglende hensyntagen til SGL’s indsigelse om, at virksomhedens ret til kontradiktion blev tilsidesat uopretteligt på grund af de utilstrækkelige sprogkundskaber, som medlemmerne af Kommissionens undersøgelsesgruppe var i besiddelse af. Med det fjerde anbringende har SGL gjort gældende, at selskabets samarbejdsbidrag blev undervurderet. Med det femte anbringende har SGL gjort gældende, at Retten ikke tog hensyn til SGL’s evne til at betale bøden, og at de pålagte bøder var uforholdsmæssigt høje. Med det sjette anbringende har SGL gjort gældende, at Rettens rentefastsættelse var fejlagtig.
A – Det første anbringende om den påståede tilsidesættelse af princippet ne bis in idem
Vigtigste argumenter
19. Med de argumenter, som SGL har fremsat i sit første anbringende, påstår selskabet hovedsageligt, at Retten begik en retlig fejl ved ikke i den appellerede doms præmis 112-116 at tage hensyn til de tidligere bøder, som var blevet pålagt SGL i USA i 1999. Disse bøder burde, om end kun af hensyn til almindelig retfærdighed, have ført til en nedsættelse af den pålagte bøde. Dette følger af en korrekt forståelse af det grundlæggende princip ne bis in idem, der i modsætning til Rettens konklusioner også finder anvendelse i forbindelse med sanktioner, der pålægges af tredjelande.
20. Hvad angår dette princips indhold og anvendelsesområde har SGL navnlig henvist til artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, artikel 4 i protokol nr. 7 til den europæiske menneskerettighedskonvention, medlemsstaternes nationale retsorden og en række domme afsagt af Domstolen og Retten i Første Instans. Det kan ikke, som Retten fejlagtigt gjorde det i den appellerede doms præmis 112, udledes af dommen i Boehringer-sagen (7), at reglen om, at straffe ikke kan kumuleres, ikke finder anvendelse på en sag som den foreliggende, hvor de faktiske omstændigheder, som de to overtrædelser er baseret på, er identiske. Territorialprincippet, som Retten henviste til i den appellerede doms præmis 113, er ikke i strid med dette synspunkt. Retten fastslog endvidere i den appellerede doms præmis 116, at Fællesskabets myndigheder og de amerikanske myndigheder ikke beskyttede de samme interesser, hvilken konstatering er forkert.
21. Derudover har SGL navnlig fremført, at Retten begik en fejl, da den i den appellerede doms præmis 114 fastslog, at der ikke var grund til at undersøge SGL’s påstand om, at de bøder, der blev pålagt virksomheden i USA for dens deltagelse i kartellet om grafitelektroder også vedrørte specialgrafit eller til at afhøre det af SGL udpegede vidne. Under alle omstændigheder har SGL bevist, at der var tale om sammenfald.
22. I retsmødet anførte SGL endvidere vedrørende Domstolens dom i sagen SGL Carbon (8), at selv om Domstolen forkastede det synspunkt, at der under alle omstændigheder skulle tages hensyn til en tidligere sanktion pålagt en virksomhed i et tredjeland, indebærer dette ikke, at Kommissionen ikke har skønsbeføjelse til at tage hensyn til denne omstændighed. For at sikre, at sanktionen er forholdsmæssig, kan Kommissionen faktisk blive tvunget til at anvende sin skønsbeføjelse på området på en måde, der tager hensyn til tidligere sanktioner som dem, der her er tale om.
23. Kommissionen har fremført detaljerede argumenter for at tilbagevise SGL’s argumenter og har fastholdt, at Retten korrekt vurderede, at princippet ne bis in idem ikke fandt anvendelse i denne sag.
Stillingtagen
24. Jeg skal indledningsvis bemærke, at princippet ne bis in idem forhindrer, at den samme person kan straffes mere end en gang for den samme ulovlige handling for at beskytte den samme retlige interesse. Ifølge fast retspraksis udgør dette princip, der i øvrigt er knæsat ved artikel 4 i protokol nr. 7 til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, et grundlæggende princip i fællesskabsretten, hvis overholdelse sikres af Fællesskabets retsinstanser (9). Jeg skal derfor understrege, at anvendelsen af dette princip afhænger af, at tre betingelser er opfyldt, nemlig at de faktiske omstændigheder er identiske, at lovovertræderen er den samme person, og at den retsbeskyttede interesse er den samme. I henhold til dette princip kan den samme person således ikke straffes mere end en gang for samme ulovlige adfærd for at beskytte det samme retsgode (10).
25. Hvad angår dernæst mere specifikt det anbringende, der her er tale om, bemærkes, at Domstolen allerede har truffet afgørelse i SGL Carbon-dommen (11) og Showa Denko-dommen (12) og hovedsageligt nåede frem til det samme synspunkt i Archer Daniels-dommen (13), nemlig at Kommissionen ikke er forpligtet til at tage hensyn til den retsforfølgelse og de sanktioner i forbindelse med overtrædelse af konkurrencereglerne, som en virksomhed har været genstand for i tredjelande.
26. I denne forbindelse forkastede Domstolen tilsvarende krav i SGL Carbon-dommen baseret hovedsageligt på de samme argumenter som dem, SGL har fremsat i denne sag.
27. Hvad angår anvendelsesområdet for princippet non bis in idem i situationer, hvor myndigheder fra tredjelande har grebet ind i henhold til deres sanktionsbeføjelse på området for de konkurrenceretlige bestemmelser i den pågældende stat, henviste Domstolen i sin begrundelse først og fremmest til den internationale sammenhæng for et sådant kartel, som særligt er karakteriseret ved tredjelandes retsordeners anvendelse på hvert deres område, og bemærkede, at den myndighedsudøvelse, som de myndigheder i disse stater, der er kompetente på området for beskyttelse af den frie konkurrence, udøver inden for rammerne af deres nationale kompetence, skal overholde statens egne krav (14).
28. Domstolen bemærkede endvidere, at de forhold, der danner grundlag for andre staters retsorden på konkurrenceområdet, ikke alene vedrører specifikke mål og formål, men ligeledes fører til vedtagelsen af særlige materielle bestemmelser og har meget forskellige retlige konsekvenser på det administrative, strafferetlige eller civilretlige område, når staternes myndigheder har fastslået tilstedeværelsen af en overtrædelse af de bestemmelser, der finder anvendelse på konkurrenceområdet.
29. Domstolen sondrede helt klart mellem denne situation – der er karakteriseret ved forskellige nationale kompetencer og en lang række retsordener, der forfølger deres egne mål og formål – og en situation, der er karakteriseret ved, at en virksomhed på konkurrenceområdet alene behandles efter fællesskabsretten og en eller flere medlemsstaters retsordener, dvs. når et kartel alene falder ind under anvendelsesområdet for Det Europæiske Fællesskabs retsorden (15).
30. Domstolen understregede særegenheden af det retlige gode, der beskyttes på fællesskabsplan, som bevirker, at de vurderinger, som Kommissionen foretager i henhold til dens beføjelser på området, kan være væsentligt forskellige fra dem, som tredjelandenes myndigheder foretager.
31. Domstolen konkluderede således, navnlig under hensyntagen til forskellen mellem det retlige gode, der beskyttes af Fællesskabets retsordener, og det gode, der beskyttes i et tredjeland, navnlig i USA, at Retten med rette havde fastslået, at princippet non bis in idem ikke fandt anvendelse.
32. SGL’s tilsvarende anbringende i denne sag, hvor virksomheden har nedlagt påstand om, at princippet ne bis in idem er blevet tilsidesat, må derfor forkastes af samme årsag.
33. Med hensyn til SGL’s henvisning til andre principper, såsom princippet om almindelig retfærdighed, skal jeg tilføje, at Domstolen i SGL Carbon-dommen fastslog, at der ikke findes andre retsprincipper, heller ikke folkeretlige principper, som kan forpligte Kommissionen til at tage hensyn til den retsforfølgelse og de sanktioner, som den pågældende virksomhed har været genstand for i tredjelande (16).
34. Med hensyn til det argument, som SGL fremsatte i retsmødet, om, at SGL Carbon-dommen skal læses således, at den indrømmer Kommissionen en skønsbeføjelse med hensyn til, om den vil tage hensyn til en sanktion, som et tredjeland tidligere har pålagt, og at Kommissionen i sidste ende kan blive tvunget til at foretage et sådant skøn, skal jeg alene anføre, at en sådan fremgangsmåde ligner et forsøg på at forvride Domstolens klare fortolkning i modsat retning i denne dom og derfor ikke kan tages til følge (17).
35. Det følger heraf, at Retten ikke begik nogen retlig fejl og ikke overtrådte princippet ne bis in idem, da den i den appellerede doms præmis 112-116 fandt, at Kommissionen ikke, da den pålagde SGL en sanktion, var forpligtet til at tage hensyn til de sanktioner, der tidligere var pålagt SGL i USA.
36. Hvad angår endvidere navnlig Rettens henvisning til Boehringer-dommen i den appellerede doms præmis 112 (18) behandlede Domstolen ikke i den pågældende sag spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen skal fradrage en sanktion pålagt af en tredjestats myndigheder, fordi det ikke var blevet godtgjort, at de forhold, der var foreholdt sagsøgeren af henholdsvis Kommissionen og de amerikanske myndigheder, var identiske (19).
37. Domstolen fastslog imidlertid i den pågældende sag, at princippet ne bis in idem kræver, at der er identitet mellem de forhold, der foreholdes virksomheden, og at disse forhold ikke adskiller sig væsentligt hverken hvad angår deres genstand eller hvad angår deres geografiske beliggenhed (20).
38. Da Retten i den appellerede doms præmis 112 i forbindelse med introduktionen af dens vurdering af dette princip fastslog, at »når de forhold, som to overtrædelser er baseret på, skyldes den samme række af aftaler, men ikke desto mindre er forskellige hvad angår såvel genstand som geografisk dækning, finder princippet ne bis in idem ikke anvendelse«, anvendte den blot Domstolens praksis korrekt.
39. Hvad endelig angår Rettens påståede manglende hensyntagen i den appellerede doms præmis 114 til SGL’s påstand om, at de sanktioner, som virksomheden havde været genstand for i USA for dens deltagelse i kartellet for grafitelektroder, også vedrørte specialgrafit, og afvisning af at afhøre det af SGL udpegede vidne, skal det bemærkes, at eftersom Retten som tidligere anført med rette kunne fastslå, at princippet ne bis in idem ikke finder anvendelse i forbindelse med sanktioner pålagt i tredjelande, fordi den retsbeskyttede interesse ikke er den samme, var det med rette, at den fandt, at der ikke var nogen grund til at fortsætte undersøgelsen af, om der var tale om sammenfald i forbindelse med de faktiske omstændigheder, dvs. den samme adfærd. Dette argument kan derfor heller ikke tages til følge.
40. Henset til det anførte bør det første anbringende forkastes som ubegrundet.
B – Det andet anbringende om forhøjelsen af bøden på 35% som følge af SGL’s påståede rolle som eneste anfører
Vigtigste argumenter
41. Med det andet anbringende har SGL anfægtet Rettens vurderinger i den appellerede doms præmis 138-155 og præmis 316-331, hvori den fandt, at SGL var den egentlige anfører af kartellet, og at den deraf følgende forhøjelse af bødegrundbeløbet for SGL skulle nedsættes fra 50 til 35%.
42. Anbringendet har to dele.
43. For det første har SGL hovedsageligt anført, at Retten ikke har givet nogen begrundelse for at hæve bødebeløbet med 35%, da de ubestridte faktiske omstændigheder og Rettens egne kontradiktoriske konstateringer ikke giver grundlag herfor. SGL har herved henvist til de argumenter, virksomheden fremsatte for Retten, og som er gengivet i den appellerede doms præmis 303-310.
44. For det andet har SGL hovedsageligt anført, at Retten fejlagtigt antog, at klagepunktsmeddelelsen var tilstrækkelig for så vidt angår tildelingen af rollen som eneste anfører til at opfylde dens ret til kontradiktion. Retten tog ikke hensyn til den omstændighed, at det ikke fremgik klart af Kommissionens klagepunkter, at den ville anse SGL for at være den eneste anfører. Retten fastslog således i den appellerede doms præmis 150 med urette, at SGL kunne tilrettelægge et passende forsvar på grundlag af de oplysninger, der var indeholdt i klagepunktsmeddelelsen.
45. Kommissionen har bestridt alle de argumenter, som SGL har fremsat, og har gjort gældende, at anbringendet må afvises.
Stillingtagen
46. Hvad angår anbringendets første del skal jeg først og fremmest understrege, at en appel kun kan støttes på anbringender om overtrædelse af retsregler, og at enhver bedømmelse af de faktiske omstændigheder er udelukket. Retten har alene kompetence til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder, når bortses fra tilfælde, hvor den faktiske urigtighed af Rettens konstateringer fremgår af de aktstykker, den har fået forelagt, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Domstolen har således ikke nogen prøvelsesret eller som hovedregel nogen kompetence til at undersøge de beviser, som Retten har accepteret til støtte for disse faktiske omstændigheder. Når disse beviser er blevet forskriftsmæssigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsætninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisførelse er blevet overholdt, er det alene Retten, der har kompetence til at vurdere, hvilken bevisværdi der skal tillægges de oplysninger, den har fået forelagt (21).
47. Endvidere kan en appel, der i realiteten blot er en anmodning om genbehandling af det søgsmål, der allerede var indbragt for Retten, ikke antages til realitetsbehandling ved Domstolen. Det fremgår af artikel 225 EF og artikel 58, stk. 1, i statutten for Domstolen og af artikel 112, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement, at et appelskrift derimod præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som SGL påstår ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter appellen. Dette krav er ikke opfyldt, når appelskriftet – endog uden at indeholde en argumentation, der har til formål præcist at angive den retlige fejl, den appellerede dom angiveligt er behæftet med – blot gentager eller ordret gengiver de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremført for Retten (22).
48. Med første del af det andet anbringende har SGL bestridt Rettens afgørelse i den appellerede doms præmis 316 ff. om, at SGL var den eneste anfører. SGL har imidlertid ikke fremlagt nogen beviser for, hvorledes Retten skulle have begået en retlig fejl i denne henseende. SGL’s argumenter er derfor reelt rettet mod Rettens afgørelse og dens vurdering af de faktiske omstændigheder i denne henseende. Da SGL endvidere henviser til og gentager de argumenter, virksomheden allerede havde fremsat for Retten, er denne del af anbringendet i realiteten en anmodning om en genbehandling af det søgsmål, der allerede var anlagt ved Retten.
49. Som Kommissionen med rette har påpeget, må det derfor fastslås, at første del af det andet anbringende må afvises.
50. Da SGL har gjort gældende, at grundlaget for den appellerede dom er selvmodsigende, er dette imidlertid et retsspørgsmål, der som sådan kan gøres til genstand for en domstolsprøvelse ved appel (23).
51. Ifølge SGL er Rettens begrundelse i den appellerede dom selvmodsigende, da den i dommens præmis 328 ff. fandt, at de øvrige kartelmedlemmers adfærd, navnlig LCL’s og Tokais, ikke så klart kunne adskilles fra SGL’s adfærd, som Kommissionen påstod, men alligevel fastholdt den i præmis 331 i princippet forhøjelsen og nedsatte den blot til 35%.
52. Jeg er ikke enig i, at der foreligger en selvmodsigelse, eftersom Retten ikke fastslog, at der ikke var forskel mellem grovheden af SGL’s overtrædelse og Tokais og LCL’s overtrædelser, men alene bemærkede, at forskellen ikke var så betydelig, at den berettigede en forhøjelse med 50% af det grundbeløb, der var fastsat for SGL. Retten nedsatte derfor under udøvelsen af sine uindskrænkede skønsbeføjelser i den appellerede doms præmis 331 forhøjelsen fra 50 til 35%. Argumentet er derfor ubegrundet.
53. Første del af det andet anbringende må derfor forkastes.
54. Hvad angår anden del af dette anbringende om den påståede tilsidesættelse af SGL’s ret til kontradiktion har Retten i den appellerede doms præmis 139 korrekt redegjort for reglen om beregning af bøder som fastsat i Domstolens faste praksis, hvoraf følger, at når Kommissionen i meddelelsen af klagepunkter udtrykkeligt anfører, at den vil undersøge, om de berørte virksomheder bør pålægges bøder, og angiver de væsentligste faktiske og retlige faktorer, som kan medføre bødepålæg, herunder den formodede overtrædelses grovhed og varighed samt spørgsmålet om, hvorvidt den er begået »forsætligt eller uagtsomt«, opfylder den sine forpligtelser til at respektere virksomhedernes ret til kontradiktion (24).
55. Retten fastslog, ligeledes med rette, at Kommissionen dermed giver virksomhederne tilstrækkelige oplysninger til at kunne tilrettelægge et forsvar, ikke blot for så vidt angår konstateringen af, at der foreligger en overtrædelse, men også for så vidt angår bødepålægget (25).
56. Retten fastslog med rette, at retten til at blive hørt i denne forbindelse over for Kommissionen var sikret via muligheden for at fremkomme med oplysninger om varigheden, grovheden og forudsigeligheden af overtrædelsens konkurrencebegrænsende karakter, men at Kommissionen derimod ikke var forpligtet til at forklare, hvorledes den ville bruge de faktiske og retlige oplysninger ved fastsættelsen af bødeniveauet (26).
57. Efter min mening fandt Retten under hensyntagen til denne praksis med rette, at den pågældende meddelelse af klagepunkter indeholdt tilstrækkeligt præcise oplysninger om, hvorledes Kommissionen agtede at fastsætte bøden, navnlig med hensyn til overtrædelsens grovhed.
58. Retten bemærker i den appellerede doms præmis 148, at meddelelsen af klagepunkter, selv om en sådan klassificering ikke endeligt blev opretholdt med hensyn til LCL, under alle omstændigheder indeholdt en påstand om, at SGL sammen med LCL spillede rollen som anfører eller initiativtager til kartellet. SGL var således blevet gjort bekendt med, at Kommissionen ville anse virksomheden for anfører, og at dette kunne blive taget i betragtning ved fastsættelsen af bøden.
59. At Kommissionen endeligt betragtede SGL som den eneste anfører af kartellet, ændrede efter min mening ikke SGL’s stilling i en sådan grad, at det i væsentlig grad indskrænkede virksomhedens ret til kontradiktion, idet klagepunktsmeddelelsen efter sin natur er foreløbig og kan ændres af Kommissionen under dens efterfølgende vurdering på grundlag af de oplysninger, som parterne fremlægger, herunder at visse påstande frafaldes, som det var tilfældet med påstanden om, at LCL spillede rollen som anfører.
60. Jeg skal tilføje, som Kommissionen har påpeget, at forhøjelsen af bøden i henhold til retningslinjerne og Kommissionens praksis i denne henseende kan udgøre 50%, uanset om kun en af deltagerne i et kartel eller flere af dem anses for at være anførere.
61. Endvidere bemærker Retten i denne forbindelse i den appellerede doms præmis 149, at intet tydede på, at SGL’s ansvar som anfører af kartellet rent faktisk blev større ved, at virksomheden blev tillagt den del af det fælles lederskab, som Kommissionen oprindeligt havde tilskrevet LCL. Dette udgør faktiske omstændigheder, som Domstolen ikke som sådan kan behandle på ny, da SGL ikke har nedlagt påstand om, at Retten har forvredet beviserne i denne henseende (27).
62. Anden del af det andet anbringende må derfor også forkastes.
C – Det tredje anbringende om påståede retlige fejl med hensyn til klagen over utilstrækkelige sprogkundskaber hos medlemmerne af Kommissionens undersøgelsesgruppe
Vigtigste argumenter
63. Med sit tredje anbringende har SGL navnlig klaget over, at Retten ikke i den appellerede doms præmis 154 tog hensyn til virksomhedens påstand om, at dens ret til kontradiktion blev tilsidesat uopretteligt på grund af utilstrækkelige sprogkundskaber hos medlemmerne af Kommissionens undersøgelsesgruppe trods SGL’s underbyggede dokumentation og tilbud om at fremlægge beviser.
64. Retten fastslog med urette, at denne indsigelse var en ren antagelse, der ikke var underbygget af nogen pålidelige beviser. Dette indebærer en fejlagtig vurdering af de faktiske omstændigheder.
65. Endvidere fratog de pågældende tjenestemænds manglende sprogkundskaber SGL retten til kontradiktion i den administrative procedure. Ved at betragte denne omstændighed som irrelevant tilsidesatte Retten SGL’s ret til kontradiktion.
66. Kommissionen har anført, at Rettens konklusioner i den appellerede doms præmis 154-155 er korrekte og ikke udgør en ukorrekt vurdering af de faktiske omstændigheder eller en tilsidesættelse af retten til kontradiktion. Den mener ikke, at de sprogkundskaber, som de enkelte medlemmer af undersøgelsesgruppen er i besiddelse af, har afgørende betydning, da den administrative procedure blev gennemført af Generaldirektoratet for Konkurrence og afsluttet af Europa-Kommissionen som helhed.
Stillingtagen
67. For så vidt SGL med det tredje anbringende først og fremmest anfægter Rettens vurdering i den appellerede doms præmis 154, hvori forkastes SGL’s påstand om, at Kommissionen havde overdraget SGL’s »tyske sagsmappe« til tjenestemænd, der ikke havde et tilstrækkeligt kendskab til tysk, er denne konstatering baseret på en bedømmelse af de faktiske forhold og en stillingtagen til beviserne, der ikke som sådan kan anfægtes under en appelsag (28). Dette indebærer derfor, at det tredje anbringende må afvises i denne henseende.
68. Hvad angår endvidere argumentet om, at SGL havde tilbudt at fremlægge yderligere beviser til at underbygge denne påstand, skal jeg bemærke, at det tilkommer Retten at bedømme relevansen af et sådant tilbud for tvistens konkrete faktiske omstændigheder og behovet for at undersøge yderligere beviser (29).
69. For så vidt SGL dernæst har gjort gældende, at Retten tilsidesatte SGL’s ret til kontradiktion ved behandlingen af den omstændighed, at de pågældende tjenestemænd ikke var i besiddelse af de nødvendige sprogkundskaber (i dette tilfælde tysk), skal jeg for det første bemærke, som tidligere nævnt, at Retten allerede havde afvist denne påstands indflydelse på de faktiske omstændigheder, hvorfor spørgsmålet om, hvorvidt denne omstændighed udgjorde en tilsidesættelse af retten til kontradiktion, i realiteten ikke blev behandlet ved Retten.
70. For det andet skal jeg dog anføre, at de sprogkundskaber, som et bestemt medlem af Kommissionens undersøgelsesgruppe er i besiddelse af – eller ikke i besiddelse af – ikke i sig selv kan være afgørende. Kommissionen er som helhed ansvarlig for gennemførelsen af sagsbehandlingen på konkurrenceområdet og har også kollektivt ansvaret for de endelige afgørelser ved afslutningen af denne sagsbehandling.
71. Hvis SGL rent faktisk, som Retten med rette påpegede i den appellerede doms præmis 154, havde kunnet bevise, at de tal, som Kommissionen havde brugt i den anfægtede beslutning, var unøjagtige, ville beslutningen være behæftet med en væsentlig fejl og ville i overensstemmelse hermed kunne annulleres med denne begrundelse, uanset om denne fejl kunne tilskrives et bestemt gruppemedlems utilstrækkelige sprogkundskaber eller ethvert andet forhold i Kommissionens interne administration, der kunne have foranlediget den til at begå fejlen.
72. Det følger heraf, at det tredje anbringende må forkastes.
D – Det fjerde anbringende om, at SGL’s samarbejde blev undervurderet med hensyn til nedsættelsen af bøden i henhold til samarbejdsmeddelelsen
Vigtigste argumenter
73. Med sit fjerde anbringende har SGL anfægtet Rettens konstateringer i den appellerede doms præmis 367-375, hvorved den forkastede SGL’s argumenter om en påstået tilsidesættelse af samarbejdsmeddelelsen, og følgelig samtidig den utilstrækkelige nedsættelse af den bøde, som Retten idømte.
74. SGL har navnlig anført, at dens samarbejdsbidrag blev undervurderet. For det første fandt Retten med urette i den appellerede doms præmis 367, at SGL ikke var berettiget til en større nedsættelse, fordi virksomheden med urette var blevet anset for anfører. For det andet har SGL fremført, at virksomheden var offer for forskelsbehandling, da dens samarbejde mindst var lige så vigtigt som de øvrige deltageres, især UCAR’s.
75. SGL har anfægtet Rettens konklusioner i den appellerede doms præmis 368, 370 og 373 og har herved bl.a. fastholdt, at samarbejdets værdi ikke afhænger af, om Kommissionen rent faktisk tager hensyn til bidraget.
76. Ifølge Kommissionen er Rettens konklusioner i de pågældende præmisser korrekte, hvorfor SGL’s påstande dels ikke kan antages til realitetsbehandling, dels bør forkastes i deres helhed.
77. Kommissionen har navnlig henvist til Kommissionens skønsbeføjelser med hensyn til nedsættelse af bøden og især med hensyn til vurdering af kvaliteten og nytten af de forskellige kartelmedlemmers samarbejde. Som det endvidere med rette blev påpeget i den appellerede dom, ville Retten have påtaget sig Kommissionens beføjelser, hvis den havde truffet afgørelse om, at Kommissionen burde have fastslået, at en bestemt virksomhed havde overtrådt reglerne i en bestemt periode.
Stillingtagen
78. For det første skal jeg understrege, at Kommissionen i henhold til fast retspraksis har vide skønsbeføjelser med hensyn til fastsættelse af bødebeløbet, herunder nedsættelse af bøden i henhold til samarbejdsmeddelelsen (30). Mens det tilkommer Domstolen at undersøge, om Retten har vurderet Kommissionens udøvelse af sine skønsbeføjelser korrekt, tilkommer det ikke Domstolen, når den træffer afgørelse vedrørende retlige spørgsmål under en appelsag, af billighedsgrunde at omgøre det skøn, som Retten har udøvet under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret vedrørende fastsættelsen af bødebeløb (31).
79. Hvad angår vurderingen af den nedsættelse, der blev indrømmet SGL, baserede Retten efter min mening med rette sin bedømmelse i denne henseende på den antagelse, at kun en virksomhed i henhold til samarbejdsmeddelelsens klare formulering, der henviser til en virksomhed, som er den »første« virksomhed, der fremfører »afgørende« bevis for, at der »findes« et kartel, men ikke andre virksomheder, der (efterfølgende) fremlægger bevis for bestemte perioder i kartellets eksistens, kan gøre sig fortjent til en meget betragtelig nedsættelse i henhold til samarbejdsmeddelelsens afsnit B.
80. Retten kunne derfor med rette træffe den afgørelse, at Kommissionen var berettiget til at finde, at UCAR alene var den første virksomhed med hensyn til samarbejdsmeddelelsens afsnit B og C.
81. Retten fastslog derfor med rette i den appellerede doms præmis 367, at SGL ikke opfyldte betingelserne i hverken afsnit B(b) eller B(e) i samarbejdsmeddelelsen på grund af virksomhedens rolle som anfører. Denne bedømmelse var baseret på en vurdering af de faktiske omstændigheder, der som tidligere anført (32) ikke kan bestrides inden for rammerne af denne appel.
82. Hvad angår dernæst SGL’s klagepunkt om den appellerede doms præmis 368 var det ikke med urette, at Retten fastslog, at Kommissionen ikke var forpligtet til at belønne samarbejdet ved at nedsætte bøden, da det pågældende bevismateriale ikke var nødvendigt for, at Kommissionen kunne finde frem til eller straffe en overtrædelse af Fællesskabets konkurrenceret. I denne forbindelse fremgår det af Domstolens faste praksis, at et sådant bidrag kun kan berettige en nedsættelse af bøden som følge af samarbejde, hvis det rent faktisk sætter Kommissionen i stand til at stoppe overtrædelsen og rent faktisk fremmer Kommissionens arbejde (33), hvilket ikke kan være tilfældet, hvis Kommissionen ikke engang har taget hensyn til det pågældende bidrag.
83. I denne forbindelse påpegede Retten med rette i den appellerede doms præmis 369 og 370, at Kommissionen ikke som følge af de skønsbeføjelser, den har i denne henseende, kan være forpligtet til at finde frem til og sanktionere al konkurrencebegrænsende adfærd, ligesom Fællesskabets retsinstanser heller ikke – selv om det kun er med det formål at nedbringe bøden – kan finde, at Kommissionen i lyset af de beviser, den rådede over, burde have fundet, at en bestemt virksomhed i en bestemt periode havde tilsidesat konkurrenceretten. SGL kan derfor ikke kræve, at virksomhedens bidrag burde have været belønnet med en væsentlig nedsættelse af bøden med den begrundelse, at Kommissionen på grundlag af dette bidrag var forpligtet til at finde frem til eller straffe en bestemt tilsidesættelse.
84. Hvad angår endelig SGL’s klagepunkt om, at virksomhedens samarbejde blev undervurderet sammenlignet med de øvrige kartelmedlemmers, skal jeg først bemærke, at Retten i den appellerede doms præmis 371 med rette påpegede, at Kommissionen har vide skønsbeføjelser i forbindelse med bedømmelsen af kvaliteten og nytten af det samarbejde, som de forskellige kartelmedlemmer yder. For det andet har SGL ikke påvist, hvorledes Retten skulle have undladt at kritisere Kommissionens åbenlyse misbrug af denne skønsbeføjelse.
85. Hvad angår endvidere SGL’s påstand om, at virksomheden har været offer for forskelsbehandling i forhold til UCAR, skal jeg understrege, at selv om Kommissionen ved fastsættelsen af bødestørrelsen og indrømmelse af en nedsættelse i princippet er bundet af princippet om ligebehandling (34) under hensyntagen til dens vide skønsbeføjelser, førte UCAR’s bidrag som tidligere nævnt med rette til, at denne virksomhed blev betragtet som en »første« virksomhed i henhold til samarbejdsmeddelelsens afsnit B. Alene af den grund har betydningen af UCAR’s bidrag og den nedsættelse, der blev indrømmet virksomheden, ikke nogen sammenhæng med det bidrag, som SGL ydede, og den nedsættelse, der blev indrømmet denne virksomhed. SGL kan derfor ikke påstå, at virksomheden er blevet forskelsbehandlet under henvisning til forskellen mellem den nedsættelse, der blev indrømmet denne virksomhed, og den nedsættelse, der blev indrømmet UCAR.
86. Det følger heraf, at Rettens konstateringer med hensyn til nedsættelsen af den bøde, som SGL blev idømt, ikke udgør en fejlagtig retsanvendelse. Det fjerde anbringende bør derfor forkastes.
E – Det femte anbringende om, at Retten ikke tog hensyn til SGL’s evne til at betale bøden og om, at de pålagte bøder var uforholdsmæssigt høje
Vigtigste argumenter
87. Med det femte anbringende har SGL gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 333 med urette fastslog, at Kommissionen, da den fastsatte bødebeløbet, ikke var forpligtet til at tage hensyn til SGL’s vanskelige økonomiske situation og manglende midler til at betale bøden.
88. SGL har hovedsageligt fremført to argumenter til støtte for denne påstand. For det første har SGL anført, at den pålagte bøde – selv om den blev nedsat – i sig selv er uforholdsmæssigt høj, hvilket gælder så meget desto mere, som den pågældende virksomheds evne til at betale bøden ikke blev taget i betragtning, da beslutningen blev truffet. For det andet har SGL anført, at Kommissionen og Domstolen er retligt forpligtede til at tage hensyn til SGL’s evne til at betale. Retten har ved ikke at tage hensyn til, om den pålagte bøde truer den pågældende virksomheds økonomiske levedygtighed, fejlfortolket ordlyden i retningslinjernes punkt 5, litra b).
89. Kommissionen har gjort gældende, at disse argumenter må afvises eller under alle omstændigheder er ubegrundede.
Stillingtagen
90. For så vidt SGL i sin appel for det første har fremsat en række argumenter, hvorved virksomheden anfægter den pålagte bødes proportionalitet, må det femte anbringende afvises, da dets egentlige formål er, at der generelt skal foretages en ny vurdering af bøderne, hvilket Domstolen ikke har kompetence til i forbindelse med en appel (35).
91. Hvad angår for det andet påstanden om, at Retten ikke tog hensyn til SGL’s evne til at betale, skal jeg bemærke, at Kommissionen efter fast retspraksis, som den appellerede doms præmis 333 fuldt ud afspejler, ikke ved bødeudmålingen er forpligtet til at tage hensyn til, at en virksomhed befinder sig i en dårlig økonomisk situation, da anerkendelsen af en sådan forpligtelse ville medføre en uberettiget konkurrencemæssig fordel for virksomheder, der er mindre tilpasset til markedsvilkårene (36).
92. Med hensyn dernæst til retningslinjernes punkt 5, litra b), hvorefter en virksomheds reelle betalingsevne skal tages i betragtning, traf Domstolen allerede i SGL Carbon-dommen afgørelse om, at denne bestemmelse ikke på nogen måde kan ændre ovennævnte retspraksis. Som Domstolen påpegede i denne sag, kan betalingsevnen kun være relevant i »en given social kontekst«, som består i de konsekvenser, som bødebetalingen vil kunne få bl.a. i form af øget arbejdsløshed eller en forringelse på markederne opad eller nedad i forhold til den pågældende virksomhed (37).
93. I lyset heraf er jeg enig med Retten i, at den omstændighed, at en foranstaltning truffet af en fællesskabsmyndighed resulterer i en bestemt virksomheds insolvens eller likvidation, ikke som sådan er udelukket i fællesskabslovgivningen. Endvidere har SGL ikke fremlagt beviser for, at der foreligger »en given social kontekst« i den tidligere nævnte betydning.
94. Under disse omstændigheder begik Retten ikke en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 333 forkastede påstanden om, at Kommissionen ikke havde taget hensyn til SGL’s betalingsevne.
95. Det femte anbringende bør derfor forkastes.
F – Det sjette anbringende om en ukorrekt fastsættelse af rentesatsen
Vigtigste argumenter
96. Det sjette anbringende vedrører den appellerede doms præmis 408-415, hvori Retten forkastede de påstande, hvorved SGL påstod de i den anfægtede beslutnings artikel 3, stk. 3 (6,75%), og Kommissionens skrivelse af 20. december 2002 (2%) fastsatte rentesatser annulleret.
97. SGL har fastholdt de argumenter, som virksomheden fremførte for Retten, om, at de fastsatte rentesatser var for høje, og at den relevante bestemmelse i den anfægtede beslutning burde annulleres. Den særligt høje rentesats, der i sidste ende skal betales, udgør en ekstra bøde, som der ikke findes noget retsgrundlag for.
98. Kommissionen har gjort gældende, at de af SGL fremsatte argumenter – da de vedrører faktiske omstændigheder og er en gentagelse af argumenter, der allerede er blevet fremsat for Retten – må afvises eller under alle omstændigheder er ubegrundede.
Stillingtagen
99. Jeg skal for det første bemærke, at Retten som svar på den påståede ulovlige rentesats på 6,75% fastsat i den anfægtede beslutning i den appellerede doms præmis 411 med rette henviste til fast retspraksis, hvorefter de beføjelser, Kommissionen råder over i medfør af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, omfatter adgangen til at fastsætte den rentesats, der skal anvendes, og til at give detaljerede anvisninger på, hvorledes beslutningen skal opfyldes (38).
100. Den fastslog også med rette, at Kommissionen kunne tage udgangspunkt i et højere niveau end den sats, der på markedet tilbydes en gennemsnitslåner, når dette er nødvendigt for at forhindre forhalingsmanøvrer ved betalingen af bøden (39).
101. SGL har ikke under denne appel godtgjort, hvorledes Retten i den appellerede doms præmis 412 med urette fastslog, at Kommissionen ikke overskred sine skønsbeføjelser som tidligere beskrevet i forbindelse med fastsættelsen af rentesatsen. SGL har alene hovedsageligt gentaget de argumenter, som Retten allerede har behandlet, om, at satsen var for høj, hvilket i praksis svarer til en anmodning om genbehandling (40). Af disse grunde må anbringendet afvises i denne henseende.
102. Hvad angår for det andet den påståede ulovlighed af rentesatsen på 2% af de foreløbige betalinger, som virksomhederne har foretaget i forbindelse med deres bøder, betragtede Retten efter min mening med rette dette anbringende, der ikke var blevet rejst i den stævning, der blev indgivet til Retten, som et nyt anbringende som omhandlet i Rettens procesreglements artikel 48, stk. 2. Den kunne derfor i den appellerede doms præmis 413 med rette afvise dette anbringende. SGL kan derfor ikke fremført dette anbringende i appellen.
103. Det sjette anbringende må derfor forkastes.
104. Det følger heraf, at Rettens dom skal stadfæstes i det hele.
VII – Sagens omkostninger
105. I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, som ifølge artikel 118 finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at SGL Carbon tilpligtes at betale sagens omkostninger, og virksomheden har tabt sagen, bør det pålægges virksomheden at betale appelsagens omkostninger.
VIII – Forslag til afgørelse
106. Sammenfattende foreslår jeg, at Domstolen træffer følgende afgørelse:
»1) Appellen forkastes.
2) SGL Carbon tilpligtes at betale sagens omkostninger.«
1 – Originalsprog: engelsk.
2 – Sml. II, s. 10.
3 – Sag C-308/04 P, SGL Carbon mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser. Denne appel har i denne henseende delvis forbindelse med appellen i sag C-289/04 P, Showa Denko mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser.
4 – EFT 1959-1962, s. 81.
5 – EFT 1998 C 9, s. 3.
6 – EFT 1996 C 207, s. 4.
7 – Domstolens dom af 14.12.1973, sag 7/72, Boehringer Mannheim mod Kommissionen, Sml. s. 1281.
8 – Nævnt ovenfor i fodnote 3.
9– Jf. bl.a. Domstolens dom af 5.5.1966, forenede sager 18/65 og 35/65, Gutmann mod Kommissionen for Det Europæiske Atomenergifællesskab, Sml. 1965-1968, s. 175, org.ref.: Rec. s. 103, præmis 119, og af 15.10.2002, forenede sager C-238/99 P, C-244/99 P, C-235/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P og C-254/99 P, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8375, præmis 59.
10– Jf. bl.a. Domstolens dom af 7.1.2004, forenede sager C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 123, præmis 338.
11 – Nævnt ovenfor i fodnote 3.
12 – Nævnt ovenfor i fodnote 3.
13 – Domstolens dom af 18.5.2006, sag C-397/03 P, Archer Daniels Midland mod Kommissionen, Sml. I, s. 4429.
14 – Præmis 28 og 29.
15 – Præmis 30.
16 – Præmis 33-37.
17 – Jf. i denne retning SGL Carbon-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 3, præmis 36, og Showa Denko-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 3, præmis 60.
18 – Nævnt ovenfor i fodnote 7.
19 – Jf. Archer Daniels-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 13, præmis 48 og 49.
20 – Jf. SGL Carbon-dommen, præmis 27.
21 – Jf. bl.a. Domstolens kendelse af 17.9.1996, sag C-19/95 P, San Marco Impex Italiana mod Kommissionen, Sml. I, s. 4435, præmis 40, Domstolens dom af 2.3.1994, sag C-53/92 P, Hilti mod Kommissionen, Sml. I, s. 667, præmis 42, og af 28.6.2005, forenede sager C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5425, præmis 177.
22 – Jf. i denne retning bl.a. Domstolens dom af 28.5.1998, sag C-7/95 P, John Deere mod Kommissionen, Sml. I, s. 3111, præmis 20, og af 7.7.2005, sag C-208/03 P, Le Pen mod Parlamentet, Sml. I, s. 6051, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis.
23 – Jf. navnlig Domstolens dom af 1.10.1991, sag C-283/90 P, Vidrányi mod Kommissionen, Sml. I, s. 4339, præmis 29, af 20.11.1997, sag C-188/96 P, Kommissionen mod V, Sml. I, s. 6561, præmis 24, af 17.12.1998, sag C-185/95 P, Baustahlgewebe mod Kommissionen, Sml. I, s. 8417, præmis 25 og af 7.5.1998, sag C-401/96 P, Somaco mod Kommissionen, Sml. I, s. 2587, præmis 53.
24 – Jf. i denne retning bl.a. dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 21, præmis 428, Domstolens dom af 9.11.1983, sag 322/81, Michelin mod Kommissionen, Sml. s. 3461, præmis 19 og 20, og Showa Denko-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 3, præmis 69.
25 – Jf. navnlig dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 21, præmis 428, og Domstolens dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1825, præmis 21.
26 – Jf. i denne retning bl.a. dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 21, præmis 434-439; jf. også Rettens praksis i denne henseende, navnlig dom af 20.3.2002, sag T-23/99, LR af 1998 mod Kommissionen, Sml. II, s. 1705, præmis 200.
27 – Jf. punkt 46 ovenfor.
28 – Jf. punkt 46 og Domstolens praksis nævnt ovenfor i fodnote 21.
29 – Jf. i denne retning bl.a. dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 21, præmis 68, og dommen i sagen Baustahlgewebe mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 23, præmis 70.
30 – Jf. dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 21, præmis 293 og 394.
31 – Jf. SGL Carbon-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 3, præmis 48, og dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 21, præmis 245.
32 – Jf. punkt 46 og 48 ovenfor.
33 – Jf. i denne retning Domstolens dom af 16.11.2000, sag C-297/98 P, SCA Holding mod Kommissionen, Sml. I, s. 10101, præmis 36 og 37, og dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 21, præmis 399.
34 – Jf. dommen i sagen Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 9, præmis 617.
35 – Jf. bl.a. dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 21, præmis 245 og 246, og Domstolens dom af 29.4.2004, sag C-359/01 P, British Sugar mod Kommissionen, Sml. I, s. 4933, præmis 48 og 49.
36 – Jf. Domstolens dom af 8.11.1983, forenede sager 96/82-102/82, 104/82, 105/82, 108/82 og 110/82, IAZ m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3369, præmis 54 og 55, og dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 21, præmis 327.
37 – SGL Carbon-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 3, præmis 106.
38 – Jf. SGL Carbon-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 3, præmis 113.
39 – Jf. i denne retning dommens præmis 114 og 115.
40 – Se punkt 47 ovenfor.