FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
CHRISTINE STIX-HACKL
fremsat den 11. maj 20061(1)
Sag C-193/05
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
mod
Storhertugdømmet Luxembourg
»Traktatbrudssøgsmål – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/5/EF af 16. februar 1998 om lettelse af adgangen til varig udøvelse af advokaterhvervet i en anden medlemsstat end den, hvor beskikkelsen er opnået – kontrol af sprogkundskaber – forbud mod at udøve domiciliatvirksomhed for selskaber – forpligtelse til hvert år på ny at fremlægge bevis for registrering i hjemlandet«
I – Indledende bemærkninger
1. Den foreliggende traktatbrudssag vedrører – i lighed med den parallelle præjudicielle sag (2) – adgangen til advokaterhvervet i Storhertugdømmet Luxembourg. Det drejer sig nærmere bestemt om foreneligheden mellem kravene i den luxembourgske lovgivning og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/5/EF af 16. februar 1998 om lettelse af adgangen til varig udøvelse af advokaterhvervet i en anden medlemsstat end den, hvor beskikkelsen er opnået (3) (herefter »direktiv 98/5«).
II – Relevante retsregler
A – Fællesskabsretten
2. Ifølge artikel 1, stk. 1, i direktiv 98/5 har dette direktiv til formål at lette adgangen til varig udøvelse af advokaterhvervet som selvstændig eller som lønmodtager i en anden medlemsstat end den, hvor beskikkelsen er opnået.
3. I henhold til direktivets artikel 2, første afsnit, har enhver advokat i en hvilken som helst anden medlemsstat ret til varigt at udøve de i artikel 5 nævnte former for advokatvirksomhed under hjemlandets advokattitel.
4. Artikel 3, stk. 1, 2 og 4, i direktiv 98/5, som fastsætter bestemmelserne om registrering hos den kompetente myndighed, bestemmer:
»1. En advokat, der ønsker at udøve virksomhed i en anden medlemsstat end den, hvor han har fået sin beskikkelse, skal lade sig registrere hos denne medlemsstats kompetente myndighed.
2. Værtslandets kompetente myndighed registrerer advokaten efter fremlæggelse af bevis for vedkommendes registrering hos hjemlandets kompetente myndighed. Værtslandets kompetente myndighed kan kræve, at det af hjemlandets kompetente myndighed udstedte bevis højst er tre måneder gammelt ved fremlæggelsen. Værtslandets kompetente myndighed giver hjemlandets kompetente myndighed underretning om denne registrering.
[…]
4. Når værtslandets kompetente myndighed offentliggør navnene på de advokater, der er registreret hos den, skal den også offentliggøre navnene på de advokater, der er registreret på grundlag af dette direktiv.«
5. Artikel 5 i direktiv 98/5, som vedrører virksomhedsområdet for advokater, lyder således:
»1. Med forbehold af bestemmelserne i stk. 2 og 3 kan en advokat, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, udøve den samme form for advokatvirksomhed som advokater, der udøver virksomhed under værtslandets relevante advokattitel, og kan navnlig rådgive om hjemlandets retssystem, EF-ret, international ret og værtslandets retssystem. Under alle omstændigheder skal han overholde de procedureregler, som gælder med hensyn til de nationale domstole.
2. Medlemsstater, der på deres område tillader en bestemt kategori advokater at oprette dokumenter, der giver bemyndigelse til at behandle dødsboer, eller som vedrører stiftelse eller overdragelse af rettigheder over fast ejendom, hvilket i andre medlemsstater er forbeholdt andre professioner end advokater, kan fra denne form for virksomhed udelukke advokater, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, når denne er opnået i en af sidstnævnte medlemsstater.
3. Hvad angår udøvelse af virksomhed i forbindelse med repræsentation og forsvar af en klient for retten kan værtslandet, i det omfang denne form for virksomhed i henhold til værtslandets retsregler er forbeholdt advokater, der udøver virksomhed under denne medlemsstats advokattitel, pålægge advokater, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, enten at handle sammen med en advokat, der har møderet for den ret, der skal behandle sagen, og som i givet fald ville være ansvarlig over for denne ret, eller sammen med en »avoué«, der har møderet for den pågældende ret.
For at sikre, at retsvæsenet fungerer tilfredsstillende, kan medlemsstaterne imidlertid udarbejde særbestemmelser for adgang til de øverste retsinstanser, f.eks. anvendelse af specialiserede advokater.«
6. Artikel 7, stk. 2, i direktiv 98/5 lyder:
»Før en disciplinærsag indledes over for en advokat, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, skal værtslandets kompetente myndighed hurtigst muligt give hjemlandets kompetente myndighed underretning herom med fremlæggelse af alle relevante oplysninger.
Første afsnit finder tilsvarende anvendelse, når en disciplinærsag indledes af hjemlandets kompetente myndighed, som skal give værtslandets (landenes) kompetente myndighed underretning herom.«
B – Nationale bestemmelser
7. De her relevante bestemmelser om sprogordningen findes i »loi du 24 février 1984 sur le régime des langues« (herefter »1984-loven«) (4).
8. I henhold til artikel 2 i denne lov skal retsakter og deres gennemførelsesbestemmelser affattes på fransk. Andre forskrifter kan også affattes på et andet sprog. Det anvendte sprog skal anses for autentisk.
9. Artikel 3 i 1984-loven bestemmer, at med undtagelse af visse regler for bestemte emneområder kan man anvende fransk, tysk eller luxembourgsk i forvaltnings- og retsplejeanliggender.
10. Bestemmelserne vedrørende gennemførelsen af direktiv 98/5 i Storhertugdømmet Luxembourgs ret er fastsat i lov af 13. november 2002 (herefter »2002-loven«) (5), der ændrer visse bestemmelser i luxembourgsk ret (6).
11. Bestemmelserne vedrørende udøvelse af domiciliatvirksomhed (være »domiciliataire«) findes i artikel 1, stk. 1, i lov af 31. maj 1999 (7), ændret ved artikel 15 i lov af 13. november 2002. Ifølge disse bestemmelser kan kun advokater, der er registreret i fortegnelse I, jf. 1991-lovens artikel 8, stk. 3, udøve domiciliatvirksomhed.
12. Der findes ifølge 1991-lovens artikel 8, stk. 3, ændret ved 2002-lovens artikel 14, fire advokatfortegnelser: fortegnelse I (advokater, der opfylder betingelserne i artikel 5 vedrørende registrering og artikel 6 vedrørende forudsætningerne for registrering og edsaflæggelse, og som har bestået den foreskrevne prøve ved afslutningen af praktikperioden), fortegnelse II (advokater, der opfylder betingelserne i artikel 5 og 6), fortegnelse III og IV (advokater, der udøver advokatvirksomhed under hjemlandets advokattitel).
13. Yderligere nationale bestemmelser findes i bilaget til mit forslag til afgørelse af d.d.i sag C-506/04.
III – Faktiske omstændigheder, den administrative procedure og retsforhandlingerne for Domstolen
14. Kommissionen modtog i 2003 en klage, hvori det blev gjort gældende, at der fandtes hindringer for udøvelse af advokaterhvervet i Storhertugdømmet Luxembourg under hjemlandets advokattitel. Disse hindringer bestod for det første i kravet om sprogkundskaber i henhold til 2002-loven, og for det andet i forbuddet mod at udøve domiciliatvirksomhed og endelig i kravet om hvert år at fremlægge et bevis for registrering i hjemlandet.
15. Kommissionen har med åbningsskrivelse af 17. oktober 2003 iværksat en traktatbrudsprocedure over for Storhertugdømmet Luxembourg i medfør af artikel 266 EF. Da Storhertugdømmet havde besvaret denne åbningsskrivelse den 23. december 2003, fremsendte Kommissionen den 9. juli 2004 en begrundet udtalelse, som Storhertugdømmet besvarede ved skrivelse af 23. september 2004.
16. Den 29. april 2005 har Kommissionen i medfør af artikel 226 EF anlagt sag ved De Europæiske Fællesskabers Domstol mod Storhertugdømmet Luxembourg med følgende påstande:
1) Det fastslås, at Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til navnlig artikel 2, 3 og 5 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/5/EF af 16. februar 1998 om lettelse af adgangen til varig udøvelse af advokaterhvervet i en anden medlemsstat end den, hvor beskikkelsen er opnået, idet Storhertugdømmet Luxembourg fastholder kravene om sprogkundskaber for at kunne etablere sig under hjemlandets advokattitel, og et forbud mod at udøve domiciliatvirksomhed (være domiciliataire) samt en forpligtelse til hvert år på ny at fremlægge bevis for registrering i hjemlandet.
2) Storhertugdømmet Luxembourg tilpligtes at betale sagens omkostninger.
IV – Om det første anbringende: kravet om sprogkundskaber
A – Parternes argumenter
1. Kommissionen
17. Det er ifølge Kommissionen i strid med det generelle formål med direktiv 98/5, der består i at lette adgangen til varig udøvelse af advokaterhvervet i en anden medlemsstat end den, hvor beskikkelsen er opnået, at indføre en sprogprøve som forudsætning for optagelse af en »europæisk advokat« i fortegnelsen over advokater, og at det navnlig tilsidesætter dette direktivs artikel 3, stk. 2, hvorefter værtslandet udelukkende skal registrere advokaten »efter fremlæggelse af bevis for vedkommendes registrering hos hjemlandets kompetente myndighed«.
18. Det fremgår af sagen Luxembourg mod Europa-Parlamentet og Rådet (8), at fællesskabslovgiver ikke ville indføre et system med forudgående kontrol af kendskabet til værtslandets nationale retssystem og således heller ikke en forudgående kontrol af kendskabet til værtslandets officielle sprog, men foretrak en ordning, der indeholder en kombination af flere elementer, nemlig information af forbrugerne, begrænsninger i udstrækningen af eller betingelserne for udøvelsen af visse områder af erhvervet, samtidig overholdelse af de faglige og etiske regler i mere end ét land, en forpligtelse til at tegne forsikring samt en disciplinærordning, hvorom hjemlandet og værtslandets kompetente myndighed samarbejder.
19. I modsætning til den luxembourgske regerings påstand har Kommissionen gjort gældende, at de »europæiske advokater«, der ønsker at udøve deres hverv i værtsmedlemsstaten under hjemlandets advokattitel, ikke kan være underlagt samme krav, navnlig sproglige, som de advokater, der ønsker at udøve deres hverv under den i værtsmedlemsstaten gældende advokattitel.
20. Kommissionen påpeger, at det under henvisning til arten af de sager, som almindeligvis behandles af de advokater, der er omfattet af direktiv 98/5 (jf. navnlig femte betragtning til direktiv 98/5), tydeligt fremstår, at det ikke er ubetinget nødvendigt at have kendskab til værtsmedlemsstatens officielle sprog.
21. Kommissionen er således af den opfattelse, at indførelsen af en sprogprøve som forudsætning for optagelse af den europæiske advokat i fortegnelsen over advokater er i strid med direktivets generelle formål, der er at lette adgangen til varig udøvelse af advokaterhvervet i en anden medlemsstat end den, hvor beskikkelsen er opnået, og at det navnlig tilsidesætter dette direktivs artikel 3, stk. 2, hvorefter værtslandet udelukkende skal registrere advokaten »efter fremlæggelse af bevis for vedkommendes registrering hos hjemlandets kompetente myndighed«.
2. Den luxembourgske regering
22. Ifølge den luxembourgske regering finder kravene om sprogkundskaber anvendelse uden sondring på alle advokater, der ønsker at blive registreret i fortegnelsen over advokater hos et af landets advokatsamfund. En advokat kan således ikke under henvisning til sin udenlandske advokattitel gøre krav på at udtrykke sig over for de luxembourgske myndigheder eller en luxembourgsk retsinstans på et andet sprog end på de officielle sprog, der gælder i Storhertugdømmet Luxembourg.
23. Den luxembourgske regering finder det i denne forbindelse hensigtsmæssigt at henvise til Haim-dommen vedrørende erhvervskategorien tandlæger. I dommen henviste Domstolen til, at patienten skulle kunne forstå tandlægen, og at denne skulle kunne kommunikere med myndigheder og fagets organisationer, hvilket taler for, at advokater, der praktiserer under deres hjemlands titel, bør have visse sprogkundskaber.
24. Eftersom en advokat, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, ligeledes kan give juridisk bistand om luxembourgsk ret, synes det berettiget at kræve, at en sådan advokat er i besiddelse af de nødvendige sproglige kundskaber til at læse og forstå luxembourgske lovtekster.
25. Regeringen påpeger i øvrigt, at politirapporter vedrørende færdselsulykker og den luxembourgske afgiftslovgivning som regel udfærdiges på tysk, hvilket således indebærer, at retspraksis og kommentarer skal læses på tysk.
26. Dertil kommer ifølge regeringen, at en luxembourgsk part, der møder frem personligt for at forsvare sine interesser ved de lavere retsinstanser, hvor det ikke er nødvendigt at lade sig repræsentere af en advokat (avocat à la Cour), som regel vælger at udtrykke sig på luxembourgsk. Et stort antal luxembourgere udtrykker sig endvidere kun på deres modersmål, når de gør brug af en advokat.
27. Regeringen påpeger endvidere, at alle faglige og etiske regler udelukkende udfærdiges på fransk, således som det er fastsat i vedtægterne for advokatsamfundet for Luxembourg (9).
B – Bemærkninger
28. Det skal indledningsvis bemærkes, at de omtvistede regler vedrører en kontrol af sproglige kundskaber, som finder anvendelse på advokater, der har opnået deres advokattitel i en anden medlemsstat, og som ønsker at udøve deres erhverv på varig vis under deres hjemlands advokattitel.
29. Det er i denne henseende fastsat i 2002-lovens artikel 3, stk. 1, at for at kunne udøve deres hverv under deres hjemlands advokattitel, skal »europæiske advokater« være registreret i fortegnelsen over advokater. I henhold til stk. 2 i samme artikel foretages der registrering efter en mundtlig sprogprøve, der har til formål at kontrollere kendskabet til fransk, luxembourgsk og tysk.
1. Ordlyden af direktiv 98/5
30. For at kunne besvare spørgsmålet om, hvorvidt et sådan krav er foreneligt med garantierne i direktiv 98/5, skal direktivets ordlyd undersøges nærmere.
31. Direktiv 98/5 indeholder ingen udtrykkelig bestemmelse om sprogkontrol. Det skal således undersøges, om det i det mindste indirekte kan udledes af dette direktiv, at det er muligt at stille krav om sprogkundskaber, og i givet fald hvilke. Det bestemmes i artikel 2, stk. 1, at enhver advokat i en hvilken som helst anden medlemsstat har ret til varigt at udøve de i artikel 5 nævnte former for advokatvirksomhed under hjemlandets advokattitel. Som en forudsætning herfor nævner artikel 3, stk. 1, i direktiv 98/5 kravet om at lade sig registrere hos den pågældende medlemsstats kompetente myndighed. I henhold til direktivets artikel 3, stk. 2, er det ligeledes en forudsætning for registreringen, at advokaten fremlægger bevis for sin registrering hos hjemlandets kompetente myndighed.
32. Med direktiv 98/5 opnås der en udtømmende harmonisering med hensyn til forudsætningerne for registrering.
33. Fremlæggelsen af et sådant bevis er den eneste udtrykkelige betingelse i direktiv 98/5, som knyttes til registreringen. Det kunne således konkluderes, at fællesskabslovgiver bevidst ikke udtrykkeligt har indført andre betingelser, der kunne komme i betragtning, herunder beståelsen af en sprogprøve. Den ubetingede formulering (10) i artikel 2, stk. 1, understreger i øvrigt denne fortolkning.
34. Det forhold, at der ikke findes nogen udtrykkelig bestemmelse om en sprogprøve, kan imidlertid også føre til en anden fortolkning, eftersom der findes en underforstået mulighed for en sådan kontrol i andre bestemmelser i direktiv 98/5. I henhold til artikel 6, stk. 1, er en advokat, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, også underkastet de faglige og etiske regler i værtslandet. Deraf kan dog ikke umiddelbart konkluderes, at en sprogprøve, der foreskrives i henhold til de faglige regler i værtsmedlemsstaten, automatisk er forenelig med direktiv 98/5. Ellers ville medlemsstaterne i de gældende forskrifter på området frit kunne indføre alle former for hindringer for de »europæiske advokater«, og således modvirke målsætningen med direktiv 98/5. Artikel 6 kan således ikke fortolkes således, at den tillader den omtvistede sprogprøve.
35. Ordlyden af direktiv 98/5 taler således imod en sprogprøve.
2. Formålet med direktiv 98/5
36. Direktiv 98/5 har i henhold til sin artikel 1, stk. 1, til formål at skabe fri bevægelighed for advokaterhvervet i henhold til traktaten.
37. Det første lovgivningsmæssige skridt i denne retning blev taget med Rådets direktiv 77/249/EØF af 22. marts 1977 om lettelser med henblik på den faktiske gennemførelse af advokaters frie udveksling af tjenesteydelser (herefter »direktiv 77/249«) (11). Næste skridt bestod i vedtagelsen af Rådets direktiv 89/48/EØF af 21. december 1988 om indførelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst tre års varighed (12) (herefter »direktiv 89/48«).
38. Direktiv 89/48 er imidlertid blevet betragtet som utilstrækkeligt med hensyn til gennemførelsen af advokaters grundlæggende friheder, fordi det finder anvendelse på en lang række forskellige regulerede erhverv. På grund af de særlige forhold, der gør sig gældende for advokaterhvervet, var det nødvendigt at indføre en række særlige bestemmelser, hvilket også skete i direktiv 98/5. Dette direktiv har til formål at fremme udøvelsen af den frie etableringsret for en bestemt kategori af tilflyttede advokater, nemlig advokater, der ønsker at udøve deres hverv under hjemlandets advokattitel (13).
39. Ifølge femte betragtning til direktiv 98/5 var det nødvendigt at indføre særlige bestemmelser for at imødekomme behovet hos klienter, der på grund af øgede forretningsmellemværender som følge af navnlig det indre marked søger rådgivning i forbindelse med grænseoverskridende transaktioner, der ofte involverer international ret, EF-ret og national ret. Direktiv 98/5 har således i forhold til den generelle ordning for gensidig anerkendelse (direktiv 89/48) til formål at gøre det »lettere« for advokater at blive integreret i advokaterhvervet i værtslandet.
40. Indførelse af en sprogprøve på nationalt plan medfører imidlertid, at adgangen til advokaterhvervet i en anden medlemsstat forhindres på samme vis som inden for rammerne af direktiv 89/48: Artikel 4 i dette direktiv giver således medlemsstaterne mulighed for at indføre en egnethedsprøve for advokaterhvervet. Da kontrollen af sprogkundskaber og kontrollen af den faglige viden kan siges at have tilsvarende virkning, kan det ikke anses for »lettere« for advokater at blive integreret i advokaterhvervet end inden for rammerne af den generelle ordning for gensidig anerkendelse. Det ville således gøre det vanskeligt at nå formålet med direktiv 98/5, som er at gå et skridt videre i retningen af integration i forhold til direktiv 89/48.
41. Endelig skal det understreges, at sprogkundskaber naturligvis har stor betydning for en givtig aktivitet. Dette gør sig i særdeleshed gældende med hensyn til kendskabet til det eller de officielle sprog. Disse sprog er til tider uundværlige i kontakten med klienterne og myndighederne i den pågældende medlemsstat. Når en advokat ikke selv er i besiddelse af de nødvendige sprogkundskaber, er han således nødt til at få assistance fra en advokat, der besidder disse. Ud fra denne synsvinkel har begrænsede eller manglende sprogkundskaber ligeledes en indvirkning på den pågældende »europæiske advokats« egentlige aktivitet, idet de begrænser hans virksomhedsområde.
42. Der skal i denne kontekst endnu engang henvises til, at den problemstilling, som nærværende sag drejer sig om, vedrører advokaters erhvervsudøvelse under hjemlandets advokattitel og ikke de nationale advokaters erhvervsudøvelse, dvs. under værtslandets advokattitel. Denne kategori af »europæiske advokater« kan således – i det mindste af denne grund – ikke underkastes samme krav som de advokater, der ønsker at udøve deres erhverv under værtslandets advokattitel.
3. Tilblivelseshistorien for direktiv 98/5
43. En nærmere gennemgang af lovgivningsforløbet bekræfter ligeledes sprogprøvernes ulovlige karakter. Forløbet har lige fra Kommissionens første forslag, der blev fremlagt den 30. marts 1995 (14), og indtil den endelige udgave af 16. februar 1998 været præget af en lang række ændringer. Ifølge den version af artikel 2, der var gældende i Kommissionens oprindelige udkast, var udøvelsen af advokaterhvervet i en anden medlemsstat under hjemlandets advokattitel begrænset til en periode på fem år.
44. Det er imidlertid påfaldende, at den eneste forudsætning for udøvelsen af erhvervet allerede fra starten var registreringen på grundlag af fremlæggelsen af et bevis fra hjemlandet. Der er således i begrundelsen til artikel 2 i Kommissionens forslag, der førte til direktiv 98/5, endda tale om den »eneste forudsætning« for registreringen. Kun Det Økonomiske og Sociale Udvalg har i sin udtalelse (15) udtrykt sit forbehold med hensyn til den løsning, hvor der er mulighed for at give juridisk rådgivning om værtslandets lovgivning uden en forudgående kontrol af (sproglige) kundskaber. Disse forbehold er imidlertid ikke blevet fastholdt i den efterfølgende lovgivningsprocedure, og de kommer heller ikke til udtryk i Europa-Parlamentets og Rådets bidrag.
45. Forbindelsen mellem registreringen og alene fremlæggelsen af et bevis fra hjemlandet er således ét af de gennemgående træk i hele tilblivelseshistorien for direktiv 98/5, der ellers har været præget af talrige ændringer.
46. Dette tyder på, at samtlige institutioner, der var de væsentligste aktører i lovgivningsprocessen, ikke var af den opfattelse, at medlemsstaterne skulle have mulighed for at indføre sproglige krav.
4. Domstolens praksis vedrørende de grundlæggende friheder
47. De oplysninger, der kan udledes af ordlyden, dens formål og dens tilblivelseshistorie, svarer ligeledes til Domstolens generelle praksis vedrørende de pågældende grundlæggende friheder.
48. Man kunne imidlertid tro, at dommene i sagerne Groener (16) og Haim (17) afviger fra denne generelle linje. Domstolen har i disse sager fastslået, at selv om sprogkravene udgør en hindring for udøvelsen af de friheder, der er fastsat i traktaten, kan de være berettiget på grund af tvingende almene hensyn (18). Blandt disse grunde indgår ligeledes kommunikationen med patienter samt med de administrative myndigheder og faglige organer.
49. I den foreliggende sag kunne tilsvarende grunde komme i betragtning, nemlig dialogen mellem advokat og klient, klientens beskyttelse mod ukvalificeret rådgivning på grund af advokatens manglende sprogkundskaber samt garantien for god justitsforvaltning. Hvis man overfører Domstolens ovennævnte afgørelser til den foreliggende situation, ville dette tale for, at værtslandet gives mulighed for at foretage en sproglig kontrol.
50. Domstolen har i Groener-sagen fastslået, at en irsk lovgivning, der gør ansættelse i en fast heltidsstilling som lærer ved en offentlig uddannelsesinstitution betinget af, at der føres bevis for et tilstrækkeligt kendskab til det irske sprog, var foreneligt med bestemmelserne i forordning (EØF) nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (19).
51. I denne henseende tager Domstolen imidlertid udgangspunkt i artikel 3, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 1612/68, der med hensyn til sprogkundskaber indfører en udtrykkelig undtagelse fra princippet i stk. 1, første afsnit, andet led, i samme artikel, hvorefter de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser eller administrativ praksis i en medlemsstat ikke finder anvendelse, hvis de har til formål eller bevirker, at statsborgere fra de øvrige medlemsstater udelukkes fra den tilbudte beskæftigelse. Direktiv 98/5 indeholder netop ikke en sådan undtagelsesregel eller dispensationsmulighed.
52. Domstolens argumentation bygger desuden på den betragtning, at erhvervet som lærer på grund af den undervisning, der gives, og det privilegerede forhold, som læreren har til eleverne, netop spiller en væsentlig rolle i forbindelse med virkeliggørelsen af den nationale politik for beskyttelsen af den nationale identitet og kultur. Storhertugdømmets sproglige situation er således helt speciel og svarer til situationen i Irland (20). Advokaterhvervet kan dog ikke sammenlignes med lærererhvervet. Førstnævnte har hverken til opgave eller er i stand til at forsvare sproget som et udtryk for den nationale identitet og kultur (21).
53. Det er på grund af de forskelle, der er beskrevet ovenfor, ikke muligt at påberåbe sig Groener-sagen som et argument til fordel for en national sprogkontrol.
54. Domstolen har i Haim-sagen fastslået, at de kompetente myndigheder i en medlemsstat kan gøre en sygeforsikringsanerkendelse af en tandlæge, der er statsborger i en anden medlemsstat, der er etableret i den første medlemsstat og har den fornødne tilladelse dér, betinget af, at vedkommende har de sproglige kundskaber, der er nødvendige for udøvelsen af hans erhvervsmæssige virksomhed i værtsmedlemsstaten.
55. De fællesskabsretlige bestemmelser, der finder anvendelse på Haim-sagen, adskiller sig dog på et væsentligt punkt fra direktiv 98/5.
56. Det bestemmes således i artikel 18, stk. 3, i Rådets direktiv 78/686/EØF af 25. juli 1978 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for tandlæger og om foranstaltninger, der skal lette den faktiske udøvelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser (22) (herefter »direktiv 78/686«), at medlemsstaterne drager omsorg for, at de begunstigede af direktiv 78/686 i deres patienters interesse erhverver de sprogkundskaber, der er nødvendige for udøvelsen af deres erhvervsmæssige virksomhed i den medlemsstat, der er værtsland. Direktiv 98/5 indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse.
57. Direktiv 78/686 fandt ganske vist ikke anvendelse på Haim-sagen, eftersom dr. Haim ikke havde erhvervet sit tandlægediplom i Den Europæiske Union, men i Tyrkiet. Bemærkningerne fra generaladvokat Mischo (23) i sagen viser imidlertid, at Domstolens afgørelse, der tillader sproglige krav, alligevel bygger på den særlige ordning, der er fastsat i artikel 18, stk. 3, i direktiv 78/686. Ifølge de overvejelser, som generaladvokaten gør sig, skal det krav om sproglige kundskaber, som direktivet pålægger EF-statsborgere, der er i besiddelse af et diplom fra en anden medlemsstat, og som således er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 18, stk. 3, i endnu højere grad finde anvendelse på statsborgere fra andre medlemsstater, der er i besiddelse af et diplom fra et tredjeland.
58. Som følge af de forskelle, der er påpeget i forhold til nærværende sag, kan Haim-dommen heller ikke anvendes som argument til fordel for en sprogkontrol inden for rammerne af direktiv 98/5.
5. Domstolens praksis vedrørende direktiv 98/5
59. Domstolens praksis indeholder desuden yderligere bemærkninger, særligt dommen i sagen Luxembourg mod Parlamentet og Rådet (24), der peger i retning af, at en sprogprøve må anses for ulovlig,
60. Domstolen skulle i forbindelse med denne sag udtale sig om et af Storhertugdømmet Luxembourg anlagt annullationssøgsmål mod direktiv 98/5. Storhertugdømmet bestred gyldigheden af direktiv 98/5, bl.a. af den grund, at det fritager advokater, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, fra en forudgående kontrol af deres sprogkundskaber i værtslandet. Dette havde negativ indvirkning på forbrugerbeskyttelsen og hensynet til retsplejen som udtryk for tvingende almene hensyn.
61. Domstolen har imidlertid i sin dom afvist Storhertugdømmets argumentation. Den har således fastslået, at det påhviler fællesskabslovgiver i forbindelse med vedtagelsen af sådanne koordineringsforanstaltninger at tage de almene hensyn, som de enkelte medlemsstater forfølger, i betragtning og vedtage et beskyttelsesniveau for disse hensyn, som forekommer acceptabelt i Fællesskabet (25). Domstolen giver i præmis 34-43 en detaljeret redegørelse for, hvordan der i direktivets artikel 4-7 allerede træffes tilstrækkelige foranstaltninger til at beskytte disse interesser.
62. Domstolen har i samme dom understreget, at en advokat, der udøver virksomhed i en medlemsstat under hjemlandets advokattitel, f.eks. er forpligtet til at udøve virksomheden under denne titel for at informere forbrugeren på sit hjemlands sprog på en sådan måde, at enhver forveksling med værtslandets advokattitel undgås. Denne advokat er desuden underlagt visse begrænsninger i udstrækningen af eller betingelserne for udøvelsen af erhvervet og de faglige og etiske regler i værtslandet. Ved at foretage et sådant valg vedrørende forbrugerbeskyttelsens karakter og niveau og vedrørende garantien for en ordnet retspleje frem for et system med forudgående kontrol af den faglige viden har fællesskabslovgiver ikke overskredet grænserne for sit skøn.
63. Det skal således i det efterfølgende undersøges, om det er muligt at anvende disse argumenter fra Domstolen til at fastslå en sprogprøves uforenelighed med direktiv 98/5. Dette forudsætter, at to betingelser er opfyldt. For det første vedrører Domstolens udtalelser en kontrol af det faglige kendskab til værtslandets lovgivning. De samme udtalelser burde således finde anvendelse på en kontrol af de sproglige kundskaber. For det andet blev dommen afsagt inden for rammerne af et annullationssøgsmål. Også den kendsgerning, at fællesskabslovgiver ikke har overskredet grænserne for sit skøn, burde ligeledes medføre, at medlemsstaterne ikke har mulighed for at indføre et andet beskyttelsessystem.
64. Hvad angår den første betingelse, nemlig sammenligneligheden mellem en kontrol af den faglige viden og en sprogprøve, skal der, således som Domstolen redegør for, henvises til, at fællesskabslovgiver ikke ophæver kravet om kendskab til national ret, men blot fritager den pågældende advokat for forudgående at skulle føre bevis herfor. Domstolen anerkender således muligheden for en gradvis indlæring af den (retlige) viden gennem praksis.
65. Sprogkundskaber forbedres også gradvist gennem det daglige arbejde i værtslandet. Desuden fungerer den beskyttelse, der er indført med hensyn til det faglige kendskab til det retlige område, ligeledes i tilfælde af utilstrækkelige sprogkundskaber: i så fald er det ligeledes med til at beskytte klientens interesser, hvis man overholder de faglige og etiske regler i værtslandet. I lighed med artikel 3.1.3 i adfærdskodeksen, vedtaget af Rådet for Advokaterne i Det Europæiske Fællesskab (CCBE), indeholder de gældende etiske regler en forpligtelse, hvis overtrædelse medfører en disciplinærretlig sanktion til ikke at behandle sager, som den pågældende advokat ved eller burde vide ligger uden for hans kompetence. Dette kan naturligvis overføres til utilstrækkelige sprogkundskaber.
66. Hvis advokatens sprogkundskaber ikke er tilstrækkelige til at vurdere visse faktiske omstændigheder ud fra de gældende retlige bestemmelser på området, skal han ligesom i forbindelse med manglende kendskab på det retlige område afholde sig fra at behandle sagen.
67. Domstolens udtalelser om faglig kompetence kan således overføres til det sproglige krav.
68. Den anden betingelse skal imidlertid også opfyldes. Man kunne umiddelbart argumentere for, at det forhold, at fællesskabslovgiver ikke har overskredet grænserne for sit skøn ved at vælge en beskyttelsesordning uden forudgående kontrol, ikke automatisk medfører et forbud mod en anden ordning, der fraviger herfra. Af Domstolens udtalelser kan det således ikke udledes, at en ordning med forudgående kontrol ikke er omfattet af fællesskabslovgivers skønsmargin.
69. Dette spørgsmål må dog ikke forveksles med spørgsmålet om, hvilken handlefrihed der overlades til medlemsstaterne, efter at fællesskabslovgiver har foretaget sit valg af – lovlig – beskyttelsesordning. Når først fællesskabslovgiver har valgt en bestemt løsning, har medlemsstaterne ikke mulighed for at afvige herfra, medmindre der foreligger en udtrykkelig beføjelse hertil.
70. Den anden betingelse er således også opfyldt. Domstolens bemærkninger i sag C‑168/98, som vedrørte et annullationssøgsmål af direktiv 98/5, er således også af betydning i forbindelse med nærværende sag. Domstolens praksis bekræfter således det resultat, som man når frem til ved at analysere ordlyden i og tilblivelseshistorien bag direktiv 98/5, nemlig at en sprogprøve er uforenelig med direktivet.
6. Virkningerne af direktiv 2005/36
71. Direktiv 98/5 skal muligvis fortolkes i lyset af Europa-Parlamentets og Rådets nye direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (26) (herefter »direktiv 2005/36«). Det bestemmes i artikel 53 i dette direktiv, at de personer, hvis erhvervsmæssige kvalifikationer anerkendes, skal være i besiddelse af de sprogkundskaber, der er nødvendige for at kunne udøve erhvervet i værtslandet.
72. I den foreliggende sag drejer det sig imidlertid om udøvelsen af aktiviteten i værtslandet under hjemlandets advokattitel. Som Domstolen har påpeget i sin dom i sagen Luxembourg mod Parlamentet og Rådet vedrørende forskellig behandling af de to kategorier af advokater (27), er de to omhandlede grupper ikke sammenlignelige (28).
73. Det skal således konkluderes, at der på grund af de forskellige situationer ikke er anledning til med hensyn til det omtvistede spørgsmål om udøvelsen af advokaterhvervet under hjemlandets advokattitel at anvende en argumentation, der vedrører udøvelsen af advokaterhvervet under værtslandets advokattitel. Direktiv 98/5 skal således ikke fortolkes i lyset af direktiv 2005/36. Det må således fortsat konstateres, at en sprogprøve ikke er forenelig med førstnævnte direktiv.
7. Sammenligning med direktiv 77/249
74. Endelig peger en sammenligning med direktiv 77/249 ligeledes i retning af et forbud mod en forudgående sprogprøve. Som det fremgår af Storhertugdømmet Luxembourgs argumentation i sag C-168/98 (29), bestrider Storhertugdømmet ikke, at udenlandske advokater i henhold til direktiv 77/249 skal have mulighed for i værtslandet og under hjemlandets advokattitel at yde juridisk rådgivning om værtslandets ret, uden at have bestået en forudgående sprogprøve.
75. Der findes endvidere gode grunde til at antage, at dette ligeledes gælder med hensyn til direktiv 98/5. Hvad angår de bestemmelser, der er afgørende for den konkrete sag, svarer de to direktiver således i høj grad til hinanden. Den eneste forskel er, at det ene direktiv vedrører den frie udveksling af tjenesteydelser, mens det andet vedrører artikel 43 EF ff.
76. Det kunne imidlertid gøres gældende, at dette netop medfører en betydelig forskel, der således kunne berettige en forskellig behandling. En advokat, der blot er tjenesteyder i en anden medlemsstat, opholder sig kun kortvarigt i denne medlemsstat, hvor han behandler langt færre sager end en advokat, der er etableret i den pågældende medlemsstat. Den risiko, der for klienten er forbundet med ukvalificeret juridisk rådgivning inden for rammerne af direktiv 77/249, kunne således være mere begrænset end inden for rammerne af direktiv 98/5.
77. Ved en nærmere gennemgang må dette dog afvises. Som det tværtimod fremgår af artikel 4, stk. 1, 2 og 4, og af artikel 7, stk. 2, i direktiv 77/249, er den tjenesteydende advokat ikke i samme grad som den etablerede »europæiske advokat« i værtslandet underlagt de faglige og etiske regler i dette land og de hertil knyttede eventuelle disciplinære sanktionsmuligheder. Denne mindre »afskrækkende effekt« kan eventuelt friste den tjenesteydende advokat til at have en mindre forsigtig adfærd som følge af utilstrækkelige sprogkundskaber. Desuden er den advokat, der er etableret i værtslandet, i princippet bedre i stand til at yde en pålidelig rådgivning, fordi han er i meget tættere kontakt med det lokale retssystem og landets sprog (30).
78. Risikoen for klienten og for dårlig justitsforvaltning på grund af den »europæiske advokats« utilstrækkelige sprogkundskaber er således i det mindste ikke større end den risiko, der foreligger, når en advokat blot leverer en tjenesteydelse.
8. Foreløbig konklusion
79. Som følge af ovenstående bemærkninger fremgår det, at myndighederne i værtslandet ikke har beføjelse til at kræve, at en advokat skal bestå en forudgående sprogprøve, hvis han ønsker at udøve sit erhverv i værtslandet under hjemlandets advokattitel, dvs. i en anden medlemsstat end den, hvor erhvervskompetencen er opnået.
80. Selv hvis det antages, at Domstolen vurderer, at en sprogprøve principielt er forenelig med garantierne i direktiv 98/5, er det spørgsmålet, om dette direktiv også tillader de krav om sproglige kundskaber, der er gældende i Storhertugdømmet Luxembourg.
81. Som allerede anført ovenfor, vedrører den pågældende kontrol af sprogkundskaber fransk, tysk og luxembourgsk.
82. I henhold til artikel 3 i lov af 1984 om sprogordningen (31) kan alle tre sprog anvendes i Storhertugdømmet Luxembourg såvel i forhold til forvaltningen som til domstolene. Ud fra proportionalitetsprincippet berettiger dette dog på ingen måde et krav om, at en »europæisk advokat« skal have et forudgående kendskab til alle disse tre sprog.
83. Som det nemlig fremgår af artikel 2 i omtalte lov af 1984, er alle love og gennemførelsesbestemmelser således affattet på fransk. Ifølge oplysninger fra storhertugdømmet er de faglige og etiske regler for advokater ligeledes affattet på fransk. Kun visse dele af den almindelige skattelovgivning, nemlig afgiftsloven (»Abgabenordnung«), som er overtaget fra tysk retsorden, er affattet på tysk.
84. Derfor burde i det mindste kendskabet til luxembourgsk – og i princippet også tysk – ikke være nødvendigt for at sikre en pålidelig juridisk rådgivning, der giver klienten en passende beskyttelse og tillader god justitsforvaltning.
85. Det første anbringende bør således tiltrædes.
V – Om det andet anbringende: forbud mod at udøve domiciliatvirksomhed (være »domiciliataire«)
A – Parternes argumenter
1. Kommissionen
86. I henhold til artikel 5, stk. 1, i direktiv 98/5 har en advokat, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, ret til at udøve de samme erhvervsaktiviteter som en advokat, der udøver virksomhed under værtslandets advokattitel, jf. dog undtagelserne i samme artikels stk. 2 og 3. Medlemsstaterne kan således ikke inden for rammerne af gennemførelsen af direktiv 98/5 fastsætte andre undtagelser. Forbudet mod at udøve domiciliatvirksomhed er derfor i strid med artikel 5, stk. 1, i direktiv 98/5.
87. I modsætning til den luxembourgske regerings argumentation er det Kommissionens opfattelse, at en »europæisk advokat« ikke kan sammenlignes med en luxembourgsk advokatfuldmægtig, der er registreret i advokatfortegnelse II (avocat stagiaire), og som ligeledes er underlagt et forbud mod at udøve domiciliatvirksomhed. Mens denne liste vedrører de advokater, der er optaget som advokatfuldmægtige, og hvis endelige diplom afhænger af resultatet af prøven ved afslutningen af praktikperioden, påpeger Kommissionen, at en »europæisk advokat« er en fuldt kvalificeret advokat.
88. Heller ikke kravet om kendskab til den lokale lovgivning kan berettige en begrænsning af de aktiviteter, der udøves af en advokat, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel. Den luxembourgske regerings mulighed for som begrundelse at gøre hensynet til den offentlige orden gældende, forudsætter, at der foreligger en faktisk og tilstrækkelig alvorlig trussel, der påvirker en grundlæggende samfundsinteresse, hvilket imidlertid ikke er tilfældet, når en vandrende advokat, der er fuldt kvalificeret i en anden medlemsstat, udøver domiciliatvirksomhed.
89. Med henblik på at sikre en effektiv anvendelse af artikel 5, stk. 1, i direktiv 98/5 foreskriver artikel 6, stk. 3, i dette direktiv, at medlemsstaterne har mulighed for at pålægge en advokat, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, enten at tegne en advokatforsikring eller at tilslutte sig en for advokater etableret garantifond.
2. Den luxembourgske regering
90. Ud fra hensynet til den offentlige orden har den luxembourgske lovgiver i lov af 1999 ønsket at reservere domiciliatvirksomhed til advokater, der er vant til den lokale lovgivning og praksis på området, for således at dæmme op for den for det luxembourgske marked skadelige praksis i forbindelse med fiktiv domicilering af virksomheder.
91. Under henvisning til, at den advokat, der foretager domicilering, har til opgave at kontrollere, om virksomheden opfylder de retlige betingelser for adgang til erhvervet og de lokale bestemmelser om regnskabsaflæggelse og indkaldelse til generalforsamling, har den luxembourgske regering gjort gældende, at udøvelsen af domiciliatvirksomhed forudsætter en vis erhvervserfaring i og et solidt kendskab til selskabsretten, hvorfor den luxembourgske lovgiver har valgt ikke at give advokatfuldmægtige, der er registreret i advokatfortegnelse II (»avocats stagiaires«), og »europæiske advokater« adgang til denne aktivitet.
92. Så længe advokater udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, sidestilles de ikke med advokater i værtslandet. I henhold til direktiv 98/5 (jf. fjerde betragtning) har de imidlertid mulighed for at blive integreret i advokaterhvervet i værtslandet efter en passende periode, der gør det muligt at opnå den nødvendige erhvervserfaring i denne medlemsstat og på de betingelser, der er fastsat i direktivets artikel 10. I denne periode kan de »europæiske advokater« i henhold til artikel 5, stk. 4, i lov af 2002 og ligesom advokatfuldmægtige (avocats stagiaires) kun handle i samråd med en advokat (avocat à la Cour), som er retligt ansvarlig for de handlinger og procedurer, som i de gældende love og forskrifter er forbeholdt en sådan advokat.
B – Stillingtagen
93. Det skal for det første konstateres, at den luxembourgske lovgivning, hvorefter det kun er advokater, som er registreret i advokatfortegnelse I, der kan udøve domiciliatvirksomhed, udelukker andre advokater fra at udøve denne aktivitet. Det drejer sig nærmere bestemt om advokater, der er registreret i fortegnelse II-IV.
94. Disse »udelukkede« advokater kan således ikke udøve samme erhvervsaktiviteter som de advokater, der udøver virksomhed under værtslandets relevante advokattitel.
95. De i den foreliggende sag relevante bestemmelser forhindrer således en advokat, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, i at udøve de samme erhvervsaktiviteter, hvilket ellers er en grundlæggende rettighed i henhold til artikel 5, stk. 1, i direktiv 98/5.
96. Artikel 5, stk. 1, i direktiv 98/5 giver ganske vist medlemsstaterne mulighed for at indføre visse undtagelser fra dette grundlæggende princip, men den i denne sag relevante ordning svarer på ingen måde til de situationer, der er fastsat i stk. 2 og 3 i samme artikel.
97. Man kan i denne henseende ikke indvende, at selv visse luxembourgske advokater, nemlig advokatfuldmægtige (avocats stagiaires), der er registreret i advokatfortegnelse II, ikke må udøve domiciliatvirksomhed. Denne kategori af advokater kan således ikke sidestilles med de »europæiske advokater«, fordi sidstnævnte gruppe er i besiddelse af fuldstændige faglige kvalifikationer. Disse to grupper er derfor for forskellige til, at de på dette punkt kan være omfattet af samme retlige bestemmelser.
98. Denne forskellige behandling kan heller ikke begrundes med, at de opgaver, der er forbundet med udøvelsen af domiciliatvirksomhed, forudsætter en vis erhvervserfaring og et særligt indgående kendskab til lovgivningen, navnlig selskabsretten, og lokal praksis. Advokatvirksomhed kræver af årsager, som ikke kun vedrører advokatens ansvar, altid en vis grad af omhu og kendskab til emnet.
99. Desuden udgør selskabsretten et retligt område, der er genstand for en forholdsvis omfattende harmonisering på fællesskabsniveau. Ud fra denne synsvinkel burde der i en »europæisk advokats« hjemland i vidt omfang gælde tilsvarende bestemmelser.
100. Der er alene på grund af de strenge kriterier, som på dette punkt fremgår af Domstolens praksis (32), ingen anledning til at undersøge, hvorvidt den i denne sag omtvistede forpligtelse kan betragtes som en forpligtelse af hensyn til den offentlige orden (»ordre public«). Det er i den foreliggende sag end ikke muligt at fastslå, hvilken grundlæggende samfundsinteresse der kan beskyttes ved de omtvistede regler, og hvordan der kan foreligge en virkelig og aktuel trussel for en sådan interesse.
101. Det andet anbringende bør således også tiltrædes.
VI – Tredje anbringende: forpligtelse til hvert år på ny at fremlægge bevis for registrering i hjemlandet
A – Parternes argumenter
1. Kommissionen
102. Ifølge Kommission har den luxembourgske regering i sin besvarelse på den begrundede udtalelse oplyst at have taget Kommissionens argument, hvorefter kravet om hvert år at skulle fremlægge bevis for registrering for den kompetente myndighed udgør en uberettiget administrativ byrde i forhold til bestemmelserne i direktiv 98/5, til efterretning.
103. Kommissionen har imidlertid påpeget, at dette krav, der af årsager, som er anført i den begrundede udtalelse, er i strid med direktiv 98/5, fortsat er indeholdt i de luxembourgske gennemførelsesbestemmelser til direktivet.
2. Den luxembourgske regering
104. Storhertugdømmet Luxembourgs regering har i denne henseende henvist til sin besvarelse af den begrundede udtalelse, i hvilken den luxembourgske regering tog Kommissionens argument om, at en fastholdelse af dette krav medfører en uberettiget administrativ byrde, til efterretning,
B – Stillingtagen
105. Det skal med hensyn til kravet i artikel 3, stk. 2, i lov af 2002 om hvert år at fremlægge bevis for registrering i hjemlandet først og fremmest konstateres, at den luxembourgske regering ikke synes at bestride, at der foreligger et traktatbrud.
106. Det skal med hensyn til realiteten bemærkes, at kravet i den luxembourgske lovgivning udgør en forpligtelse, der ikke er udtrykkeligt fastlagt i direktiv 98/5. Det kan heller ikke på andre måder udledes af dette direktiv, at et sådan krav er lovligt. Tværtimod er et krav af denne art i strid med direktivets målsætning og de ordninger, det indfører.
107. Direktiv 98/5 forpligter således hjemlandet til at samarbejde med værtslandet. Dette bekræftes navnlig af forpligtelsen i artikel 7, stk. 2, andet led, til at underrette værtslandets (landenes) kompetente myndighed, når en disciplinærsag indledes af hjemlandets kompetente myndighed.
108. Forpligtelsen i den luxembourgske lovgivning udgør, navnlig som følge af, at der er tale om en årlig forpligtelse, en administrativ byrde, der i øvrigt også tilsidesætter proportionalitetsprincippet.
109. Det tredje anbringende bør således også tiltrædes.
VII – Sagens omkostninger
110. I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Storhertugdømmet Luxembourg har tabt sagen, bør det pålægges sidstnævnte at betale sagens omkostninger.
VIII – Forslag til afgørelse
111. På baggrund af ovenstående foreslår jeg Domstolen følgende besvarelse:
»1) Det fastslås, at Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/5/EF af 16. februar 1998 om lettelse af adgangen til varig udøvelse af advokaterhvervet i en anden medlemsstat end den, hvor beskikkelsen er opnået, idet det for at kunne etablere sig under hjemlandets advokattitel fastholder kravet om sprogtest, forbyder udøvelse af domiciliatvirksomhed samt kræver fremlæggelse af bevis for registrering i hjemlandet hvert år.
2) Storhertugdømmet Luxembourg betaler sagens omkostninger.«
1 – Originalsprog: tysk.
2 – Sag C‑506/04, Wilson, mit forslag til afgørelse af d.d. (11.5.2006).
3 – EFT L 77, s. 36.
4– Mémorial A, nr. 16, af 27.2.1984, s. 196.
5–
Mémorial A, nr. 140, af 17.12.2002, s. 3202.
6 – Lov af 13.8.1991 vedrørende advokatvirksomhed (Mémorial A, nr. 58, af 27.8.1991, s. 1110) og lov af 31.5.1999.
7– Mémorial A, nr. 77, af 21.6.1999, s. 1681.
8– Dom af 7.11.2000, sag C‑168/98, Luxemburg mod Parlamentet og Rådet, Sml. I, s. 9131, præmis 33-43.
9– Mémorial A, nr. 53, af 20.4.2005.
10– Jf. i denne henseende også Jacques Pertek »La Communauté peut instituer un système de reconnaissance mutuelle des autorisations nationales d’exercice permettant de pratiquer toutes les activités typiques de l’avocat dans un État d’accueil«, La Semaine juridique – édition générale 2001 II 10637, s. 2258, på s. 2260.
11– EFT L 78, s. 17.
12– EFT L 19, s. 16.
13– Dommen i sagen Luxembourg mod Parlamentet og Rådet, nævnt ovenfor i fodnote 8, præmis 43.
14– EFT C 128, s. 6.
15 – EFT C 256, s. 14.
16 – Dom af 28.11.1989, sag 379/87, Sml. 1989, s. 3967, præmis 17-20.
17 – Dom af 4.7.2000, sag C‑424/97, Sml. I, s. 5123, præmis 52-61.
18– Jf. Dom af 6.6.2000, sag C‑281/98, Angonese, Sml. I, s. 4139, præmis 42-44, og af 2.7.1996, sag C‑473/93, Kommissionen mod Luxemburg, Sml. I, s. 3207, præmis 35.
19– Rådets forordning af 15.10.1968, EFT L 257, s. 2.
20 – Jf. Dommen i sagen Kommissionen mod Luxembourg, nævnt ovenfor i fodnote 18, præmis 35.
21– Jf. Bryan McMahon, Common Market Law Review, 1990, s. 136 og 137.
22– EFT L 233, s. 1.
23– Forslag til afgørelse fra generaladvokat Mischo af 19.5.1999 i Haim-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 17, punkt 89-91.
24– Dommen i sagen Luxembourg mod Parlamentet og Rådet, nævnt ovenfor i fodnote 8, præmis 32-44.
25– Dommen i sagen Luxembourg mod Parlamentet og Rådet, nævnt ovenfor i fodnote 8, præmis 32, og dom af 13.5.1997, sag C-233/94, Tyskland mod Parlamentet og Rådet, Sml. I, s. 2405, præmis 17.
26 – EFT L 255, s. 22.
27– Dommen i sagen Luxembourg mod Parlamentet og Rådet, nævnt ovenfor i fodnote 8, præmis 20-29.
28– Kritisk vedrørende Domstolens fremgangsmåde, men dog enig i konklusionen, Pedro Cabral, Common Market Law Review 2002, s. 140-143.
29– Dommen i sagen Luxembourg mod Parlamentet og Rådet, nævnt ovenfor i fodnote 8, præmis 20-21. Jf. i denne retning også Georges Friden, Cour de justice des Communautés européennes, Annales du droit luxembourgeois 2000, s. 283-284.
30 – Forslag til afgørelse fra generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomer af 24.2.2000 i sagen Luxembourg mod Parlamentet og Rådet, dom nævnt ovenfor i fodnote 8, punkt 43 f.
31 – Mémorial A, nævnt ovenfor i fodnote 4, s. 196 f.
32– Dom af 10.7.1986, sag 79/85, Segers, Sml. s. 2375. af 29.10.1998, sag C-114/97, Kommissionen mod Spanien, Sml. I, s. 6717, og af 9.3.2000, sag C-355/98, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 1221.