Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelsen – betingelser – uopsættelighed – alvorligt og uopretteligt tab – bevisbyrde – alvorligt og uopretteligt tab for sagsøgeren – økonomisk tab – situation, der kan true det sagsøgende selskabs eksistens eller ændre dets markedsposition på uoprettelig vis – kommissionsbeslutning om tilbagesøgning af statsstøtte

(Art. 242 EF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

Sammendrag

Spørgsmålet om, hvorvidt en begæring om foreløbige forholdsregler er uopsættelig, skal vurderes på baggrund af nødvendigheden af, at der træffes en foreløbig afgørelse for at undgå, at den begærende part udsættes for et alvorligt og uopretteligt tab. Den, der indgiver en sådan begæring, skal dokumentere ikke at kunne afvente afgørelsen i hovedsagen uden at blive påført et sådant tab. Tabets truende nærhed skal ikke være godtgjort med absolut vished. Det er tilstrækkeligt, navnlig når tabets indtræden afhænger af, at der foreligger en flerhed af faktorer, at det er forudsigeligt med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed. Sagsøgeren skal ikke desto mindre fortsat føre bevis for de faktiske omstændigheder, der skal begrunde, at der er udsigt til en sådan alvorlig og uoprettelig skade.

Sagsøgeren er, med henblik på at bevise at uopsættelighedsbetingelsen er opfyldt, desuden forpligtet til at godtgøre, at en udsættelse af gennemførelsen eller de øvrige begærede foreløbige forholdsregler er nødvendige for at beskytte sagsøgerens egne interesser. Sagsøgeren kan derimod ikke med henblik på at bevise uopsætteligheden påberåbe sig, at der er sket tilsidesættelse af en interesse, som ikke er personlig, som f.eks. tilsidesættelse af en generel interesse eller af tredjemands interesser, hvad enten der er tale om en borgers eller en medlemsstats interesser. Sådanne interesser kan i givet fald kun tages i betragtning i forbindelse med afvejningen af de foreliggende interesser.

Skønt det er fast retspraksis, at et rent økonomisk tab ikke, bortset fra ganske usædvanlige tilfælde, kan betragtes som uopretteligt eller selv vanskeligt afhjælpeligt, da det kan være genstand for en senere økonomisk erstatning, er det endelig ligeledes fast retspraksis, at en foreløbig forholdsregel er berettiget, hvis sagsøgeren, såfremt der ikke træffes en sådan forholdsregel, vil befinde sig i en situation, der kan true selve sagsøgerens eksistens inden afsigelsen af den dom, der afslutter hovedsagen, eller ændre sagsøgerens markedsposition på uoprettelig vis.

Skade på de personers rettigheder, som anses for modtagere af en statsstøtte, der er uforenelig med fællesmarkedet, er uadskilleligt forbundet med enhver kommissionsbeslutning om tilbagesøgning af en sådan støtte, og kan ikke i sig selv betragtes som værende et alvorligt og uopretteligt tab uafhængigt af en konkret bedømmelse af alvorligheden og uopretteligheden af den specifikke påståede skade i hvert enkelt tilfælde.

(jf. præmis 26-29 og 33)