1. Statsstøtte – påtænkte støtteforanstaltninger – forbud mod gennemførelse forud for Kommissionens endelige beslutning – rækkevidde – de nationale retters forpligtelser
(Art. 87, stk. 1, EF, og art. 88, stk. 3, EF)
2. Statsstøtte – tilbagesøgning af en ulovlig støtte
(Art. 88, stk. 2, første afsnit, EF)
1. En støtteforanstaltning i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 87, stk. 1, EF, der iværksættes i strid med de betingelser, der følger af artikel 88, stk. 3, EF, er ulovlig. Det påhviler de nationale domstole at beskytte borgernes rettigheder i tilfælde af, at de nationale myndigheder tilsidesætter forbuddet mod at gennemføre støtten, idet de skal drage alle konsekvenser heraf i henhold til national ret for så vidt angår både gyldigheden af de retsakter, der er udstedt til gennemførelse af de omhandlede støtteforanstaltninger, og tilbagesøgningen af den finansielle støtte, der er tildelt.
Selv om virksomheder, der skal betale en afgift, ikke kan unddrage sig betaling under henvisning til, at den fritagelse, der gælder for andre virksomheder, er statsstøtte, forholder det sig kun således, når det drejer sig om en fritagelse for visse erhvervsdrivende af en afgift, der er almengyldig. Situationen er en helt anden, når det vedrører en afgift, som kun en enkelt af to konkurrerende kategorier af erhvervsdrivende er underlagt. I et sådant tilfælde af asymmetrisk afgiftspligt kan den påståede støtte følge af den omstændighed, at en anden kategori af erhvervsdrivende, som den afgiftsbelagte kategori konkurrerer direkte med, ikke er underlagt afgiften.
I et system, hvor der således findes to direkte konkurrerende distributionsnet for lægemidler, dvs. dels distributionsnettet for distributør-grossister, dels distributionsnettet for lægemiddellaboratorier, der sælger direkte til apotekerne, og hvor den omstændighed, at distributør-grossister ikke er underlagt afgiften på direkte salg af lægemidler, udgør et bevidst formål, endog hovedformålet med afgiften, idet afgiften har til hensigt at afbalancere konkurrencevilkårene mellem de to distributionsnet for lægemidler, da disse ifølge lovgiver er blevet fordrejet som følge af, at kun distributør-grossisterne er underlagt en forpligtelse til offentlig tjeneste, kan det forhold, at et lægemiddellaboratorium er underkastet en sådan afgift, være en iværksættelse af en statsstøtte, og det påhviler derfor i givet fald den nationale ret at drage alle konsekvenser heraf i henhold til national ret for så vidt angår gyldigheden af en sådan retsakt, eftersom den omstændighed, at det direkte salg ikke er underlagt afgiften, medfører en overkompensation for distributør-grossisterne, i det omfang den fordel, som de opnår, overstiger den merudgift, som de må bære for at overholde de forpligtelser til offentlig tjeneste, som de er pålagt.
I et sådant tilfælde, hvor det er selve den omhandlede afgift på det direkte salg, der udgør den pågældende statsstøtte, og ikke en hvilken som helst fritagelse, som kan adskilles fra afgiften, kan det tiltrædes, at et lægemiddellaboratorium, der skal betale et sådant bidrag, kan påberåbe sig, at den omstændighed, at distributør-grossisterne ikke er pålagt denne afgift, udgør statsstøtte, med henblik på at opnå tilbagebetaling af den del af de betalte beløb, der svarer til den økonomiske fordel, som distributør-grossisterne uretmæssigt har opnået. Dette vil i øvrigt ikke medføre, at den nationale ret kan gøre det muligt at udvide antallet af støttemodtagere. Tværtimod udgør en sådan tilbagebetaling en foranstaltning, der er særligt velegnet til at nedbringe antallet af erhvervsdrivende, der krænkes af den foranstaltning, som anses for at udgøre en støtte, og følgelig begrænse foranstaltningens konkurrencebegrænsende virkninger. Det forhold, at en erhvervsdrivende under sådanne omstændigheder tillægges en ret til at påberåbe sig ulovligheden af en afgift for derved at kræve tilbagebetaling af beløb, der er betalt i form af afgiften, er i øvrigt i overensstemmelse med de principper, som er knyttet til Domstolens praksis for skattelignende afgifter.
(jf. præmis 29, 30, 32-41, 46 og 48 samt domskonkl. 1)
2. Da der ikke findes fællesskabsretlige bestemmelser på området, tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente domstole og fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som fællesskabsrettens direkte virkning medfører for borgerne, men disse regler må dog gennem anvendelse af ækvivalensprincippet ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret, og de må heller ikke gennem anvendelse af effektivitetsprincippet i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden.
Fællesskabsretten er i denne forbindelse ikke til hinder for anvendelsen af nationale regler, hvorefter tilbagebetalingen af et obligatorisk bidrag, såsom den afgift på det direkte salg af lægemidler, som franske lægemiddellaboratorier er underlagt, er betinget af, at den, der har fremsat krav om tilbagebetaling, fører bevis for, at den fordel, som distributør-grossisterne opnår ved ikke at være underlagt afgiften, overstiger den merudgift, som de må bære for at overholde de forpligtelser til offentlig tjeneste, som de er pålagt i henhold til national ret, og især, at mindst én af de fire »Altmark-betingelser« ikke er opfyldt.
For at sikre overholdelsen af effektivitetsprincippet er den nationale ret imidlertid forpligtet til at anvende alle de til rådighed stående processuelle midler efter national ret, som bl.a. omfatter muligheden for at anordne den nødvendige bevisoptagelse, herunder at pålægge en part eller en tredjemand at fremlægge et aktstykke eller et dokument, hvis den fastslår, at den omstændighed, at et lægemiddellaboratorium pålægges at bevise, at der foreligger en overkompensation for distributør-grossisterne, og dermed, at afgiften på direkte salg har karakter af statsstøtte, kan gøre det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at føre et sådant bevis, navnlig på grund af den omstændighed, at det vedrører forhold, som et sådant laboratorium ikke har rådighed over.
(jf. præmis 51, 56 og 57 samt domskonkl. 2)