Sag C-495/04
A.C. Smits-Koolhoven
mod
Staatssecretaris van Financiën
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hoge Raad der Nederlanden)
»Direktiv 95/59 – forbrugsbeskatning af forarbejdet tobak – urtecigaretter – udelukkende medicinske formål«
Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 30. marts 2006
Sammendrag af dom
Fiskale bestemmelser – harmonisering af lovgivningerne – forbrugsbeskatning af forarbejdet tobak bortset fra omsætningsafgift
(Rådets direktiv 95/59, art. 7, stk. 2)
Artikel 7, stk. 2, i direktiv 95/59 om forbrugsbeskatning af forarbejdet tobak bortset fra omsætningsafgift skal fortolkes således, at cigaretter uden tobak, som ikke indeholder substanser, der har en medicinsk virkning, men som betegnes og sælges som hjælpemiddel til rygestop, ikke »udelukkende benyttes til medicinske formål« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i denne bestemmelses andet afsnit.
Hensyn til betegnelsen, markedsføringen eller opfattelsen af et produkt er ikke i sig selv tilstrækkelige til, at dette produkt kan henføres til undtagelsen i artikel 7, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 95/59.
(jf. præmis 32 og 35 samt domskonkl.)
DOMSTOLENS DOM (Fjerde Afdeling)
30. marts 2006 (*)
»Direktiv 95/59 – forbrugsbeskatning af forarbejdet tobak – urtecigaretter – udelukkende medicinske formål«
I sag C-495/04,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene) ved afgørelse af 26. november 2004, indgået til Domstolen samme dag, i sagen
A.C. Smits-Koolhoven
mod
Staatssecretaris van Financiën,
har
DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling)
sammensat af K. Lenaerts, som fungerende formand for Fjerde Afdeling, og dommerne M. Ilešič og E. Levits (refererende dommer),
generaladvokat: A. Tizzano
justitssekretær: ekspeditionssekretær, M. Ferreira,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 19. oktober 2005,
efter at der er afgivet indlæg af:
– A.C. Smits-Koolhoven ved advocaten C.H. Bouwmeester og B.S. Mulier
– den nederlandske regering ved H.G. Sevenster og D.J.M. de Grave, som befuldmægtigede
– den franske regering ved G. de Bergues og C. Jurgensen-Mercier, som befuldmægtigede
– den finske regering ved A. Guimaraes-Purokoski, som befuldmægtiget
– Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved K. Gross og A. Weimar, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 7, stk. 2, i Rådets direktiv 95/59/EF af 27. november 1995 om forbrugsbeskatning af forarbejdet tobak bortset fra omsætningsafgift (EFT L 291, s. 40).
2 Denne anmodning er fremsat af Hoge Raad der Nederlanden inden for rammerne af en sag mellem A.C. Smits-Koolhoven og Staatssecretaris van Financiën vedrørende opkrævning af punktafgifter af urtecigaretter.
Retsforskrifter
Fællesskabsforskrifter
3 Forarbejdet tobak er pålagt en forbrugsafgift, som er harmoniseret på fællesskabsplan. I direktiv 95/59 defineres de forskellige kategorier af produkter, der er pålagt en forbrugsafgift, og måderne for beregning heraf.
4 Dette direktivs artikel 4, stk. 1, indeholder følgende definition af begrebet »cigaretter«:
»Som cigaretter betragtes:
a) tobaksruller, der kan ryges, som de er, og som ikke er cigarer eller cigarillos efter artikel 3
b) tobaksruller, der ved en simpel, ikke-industriel behandling skydes ind i cigaretpapirhylstre
c) tobaksruller, der ved en simpel, ikke-industriel behandling omvikles med cigaretpapirblade
[…]«
5 Begrebet »røgtobak« er defineret i direktivets artikel 5.
6 Direktivets artikel 7, stk. 2, bestemmer:
»Produkter, som helt eller delvis består af andre stoffer end tobak, men som opfylder de øvrige kriterier i artikel 4 eller 5, ligestilles med cigaretter og røgtobak.
Uanset første afsnit, betragtes produkter uden indhold af tobak ikke som forarbejdet tobak, hvis de udelukkende benyttes til medicinske formål.«
7 Rådets direktiv 65/65/EØF af 26. januar 1965 om tilnærmelse af lovgivning om medicinske specialiteter (EFT 1965-1966, s. 17), som ændret ved Rådets direktiv 93/39/EØF af 14. juni 1993 om ændring af direktiv 65/65/EØF, 75/318/EØF og 75/319/EØF om lægemidler (EFT L 214, s. 22, herefter »direktiv 65/65«), definerer i artikel 1, nr. 2, begrebet »lægemiddel« som »ethvert stof eller enhver sammensætning af stoffer, der betegnes som middel til helbredelse eller forebyggelse af sygdomme hos mennesker eller dyr« eller som »[e]thvert stof eller enhver sammensætning af stoffer, der er bestemt til at anvendes i eller på menneskers eller dyrs legemer med henblik på at stille en medicinsk diagnose eller at genoprette, forbedre eller påvirke legemsfunktioner hos mennesker eller dyr, anses ligeledes som lægemiddel«.
Nationale bestemmelser
8 I medfør af artikel 1, stk. 1, litra f), i den nederlandske lov om punktafgifter af 31. oktober 1991 (Wet op de accijns, Stb. 1991, nr. 561) opkræves der punktafgift af tobaksvarer.
9 Denne lovs artikel 64, stk. 1, som gennemfører artikel 7, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 95/59 i nederlandsk ret, bestemmer:
»Der indrømmes fritagelse fra punktafgift i overensstemmelse med visse betingelser og under visse begrænsninger, der nærmere fastsættes ved lov, vedrørende fremstilling og indførsel af:
[…]
f) cigaretter og røgtobak, som i det hele består af andre stoffer end tobak, og som udelukkende benyttes til medicinske formål.«
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
10 På tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen drev A.C. Smits-Koolhoven (herefter »sagsøgeren i hovedsagen«) grossisthandel med salg af et produkt kaldet »urtecigaretter« med henblik på videresalg. Der var tale om cigaretter uden tobak, som bestod af urter, bl.a. fra læbeblomstfamilien.
11 Disse cigaretter bestod af substanser uden medicinsk virkning og blev solgt uden recept, men udelukkende på apoteker og via helsekostforretninger. Hver pakke med cigaretter var påført et klistermærke med teksten »urtecigaretter til medicinsk brug«. Urtecigaretpakkerne var desuden ledsaget af en informationsseddel, hvor produktet anbefaledes som hjælpemiddel til rygestop. Denne seddel var godkendt af Keuringsraad Openlijke Aanprijzing Geneesmiddelen/Keuringsraad Aanprijzing Gezondheidsproducten (herefter »KOAG/KAG«), som er en ikke-statslig organisation med ansvar for kontrol af markedsføringen af lægemidler og helseprodukter.
12 Der blev ikke betalt punktafgift af urtecigaretterne. Afgiftsmyndigheden anførte i en skrivelse af 20. juli 1995 til sagsøgeren i hovedsagen, at urtecigaretter ved opkrævning af punktafgift skal anses for cigaretter og dermed tobaksvarer, og at de ikke kan fritages fra en sådan beskatning i medfør af den nederlandske punktafgiftslovs artikel 64, stk. 1, litra f), idet de ikke er bestemt til brug til medicinske formål.
13 Følgelig blev der over for sagsøgeren i hovedsagen fremsat krav om efterbetaling af punktafgift af tobaksvarer for perioden fra den 1. august 1995 til den 15. juni 1999.
14 Da sagsøgerens klage i hovedsagen blev forkastet, anlagde hun sag ved Gerechtshof te Leeuwarden. Ved dom af 5. august 2002 stadfæstede denne ret efterbetalingskravet vedrørende punktafgift af tobaksvarer.
15 Sagsøgeren i hovedsagen fandt, at Gerechtshof te Leeuwarden havde anlagt en for snæver fortolkning af begrebet »medicinske formål« som omhandlet i den nederlandske punktafgiftslovs artikel 64, stk. 1, litra f), og har derfor iværksat kassationsanke til Hoge Raad der Nederlanden, som har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal urtecigaretter som de i sagen omhandlede, der ikke indeholder stoffer med medicinsk virkning, men som efter godkendelse fra [KOAG/KAG] sælges under betegnelsen »urtecigaretter til medicinsk brug« som hjælpemiddel til rygestop, anses for at være omfattet af undtagelsen i henhold til artikel 7, stk. 2, i direktiv 95/59 vedrørende produkter, der udelukkende benyttes til medicinske formål?«
Om det præjudicielle spørgsmål
16 Med sit præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 7, stk. 2, i direktiv 95/59 skal fortolkes således, at cigaretter uden tobak, som ikke indeholder substanser, der har en medicinsk virkning, men som betegnes og sælges som hjælpemiddel til rygestop, »udelukkende benyttes til medicinske formål« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i denne bestemmelses andet afsnit.
17 Det bemærkes indledningsvis, at direktiv 95/59 indgår i en strukturharmoniseringspolitik vedrørende forbrugsafgifterne på forarbejdet tobak, som har til formål at forhindre, at konkurrencen for de forskellige kategorier af forarbejdet tobak, som tilhører den samme gruppe, ikke fordrejes (dom af 19.10.2000, sag C-216/98, Kommissionen mod Grækenland, Sml. I, s. 8921, præmis 18). For at sikre en ensartet anvendelse skal de begreber, der anvendes i direktivet, fortolkes uafhængigt ud fra ordlyden af de omhandlede bestemmelser samt direktivets formål (jf. i denne retning dom af 1.4.2004, sag C-389/02, Deutsche See-Bestattungs-Genossenschaft, Sml. I, s. 3537, præmis 19).
18 I denne forbindelse skal det bemærkes, at artikel 7, stk. 2, første afsnit, i direktiv 95/59 har til formål at opstille en hovedregel, hvorefter produkter, som, selv om de udelukkende eller delvis består af andre substanser end tobak, dog sidestilles med cigaretter og røgtobak, fordi de opfylder de øvrige kriterier for cigaretter og røgtobak, der er fastsat i direktivets artikel 4 og 5. I overensstemmelse med samme direktivs artikel 7, stk. 2, andet afsnit, er det kun produkter, som for det første ikke indeholder tobak, og som for det andet »udelukkende benyttes til medicinske formål«, der falder uden for denne hovedregel. Dette afsnit opstiller således en sondring mellem to typer af produkter, som ikke indeholder tobak, alt efter om de har et sådant formål eller ej, og det er kun førstnævnte, der er omfattet af undtagelsen.
19 Det skal således afgøres, hvilke kriterier der kan lægges til grund for afgrænsningen af de produkter, som udelukkende benyttes til medicinske formål, i forhold til produkter, hvor der ikke er tale om et sådant formål, eller hvor det ikke er det eneste formål.
20 I forelæggelsesafgørelsen udtrykker den forelæggende ret tvivl om, hvorvidt der skal lægges vægt på det ene eller det andet af følgende to kriterier, nemlig cigaretternes sammensætning eller deres betegnelse. Selv om de pågældende cigaretter ikke indeholder substanser, der har en medicinsk virkning – hvilket kunne tale for, at de ikke udelukkende benyttes til medicinske formål – taler deres betegnelse for, at de må anses for at have et sådant formål.
21 Kriteriet om et produkts sammensætning er relevant og følgelig egnet til at fastslå, om der foreligger et medicinsk formål. Et produkt, som indeholder substanser, der – når de antændes og inhaleres – har medicinske virkninger for menneskekroppen, kan nemlig objektivt set på grund af disse virkninger adskilles fra et produkt, der ikke indeholder sådanne substanser.
22 Det skal derfor, for at afgøre om et produkt kan have et medicinsk formål, undersøges, om dette produkt indeholder substanser, der – når de antændes og inhaleres – har medicinske virkninger af helbredende eller præventiv art, som er videnskabeligt anerkendt.
23 Det er ubestridt, at de cigaretter, der er genstand for hovedsagen, ikke indeholder sådanne substanser.
24 Sagsøgeren i hovedsagen har ikke desto mindre gjort gældende, at selv om de ikke indeholder substanser, der har medicinske virkninger, anvendes de i hovedsagen omhandlede urtecigaretter udelukkende til medicinske formål, fordi rygning af disse cigaretter hjælper til tobaksafvænning.
25 Såfremt dette argument lægges til grund, vil det imidlertid indebære, at det anerkendes, at enhver form for cigaret, som ikke indeholder tobak og som derfor kan indtages som substitutionsprodukt, udelukkende benyttes til medicinske formål, hvilket helt klart ville være i strid med formålet og opbygningen af artikel 7, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 95/59, således som beskrevet i denne doms præmis 18. Dette argument kan således ikke tages til følge.
26 Det skal herefter undersøges, om den måde, hvorpå cigaretter betegnes, kan anses for at være relevant med henblik på afgørelsen af, om cigaretterne udelukkende benyttes til medicinske formål, og således afgørelsen af, om betegnelsen kan udgøre et kriterium, der gør det muligt at sondre mellem cigaretter, der har et sådant formål, og cigaretter, der ikke har et sådant formål, eller som ikke udelukkende benyttes til et sådant formål.
27 Sagsøgeren i hovedsagen har i denne forbindelse gjort gældende, at det skal anerkendes, at de i hovedsagen omhandlede cigaretter udelukkende benyttes til medicinske formål, fordi de med tilladelse fra KOAG/KAG markedsføres som havende helbredende eller præventive egenskaber, sælges som et medicinsk produkt og opfattes som et lægemiddel af en sædvanligt oplyst forbruger.
28 Denne argumentation kan ikke tages til følge, fordi sådanne cigaretters medicinske formål ikke kan udledes alene på grundlag af deres betegnelse, deres markedsføring eller den opfattelse, som offentligheden har af dem, uden samtidig at tømme hovedreglen i artikel 7, stk. 2, første afsnit, i direktiv 95/59 for sit indhold. Det ville nemlig være tilstrækkeligt at ændre betegnelsen eller markedsføringen af et produkt, for at det skulle kunne blive omfattet af undtagelsen i bestemmelsens andet afsnit, med den konsekvens, at produkter, som i øvrigt er identiske, ville blive behandlet forskelligt for så vidt angår punktafgifter.
29 Desuden adskiller direktiv 95/59 sig i denne henseende ved sit formål og ved ordlyden af artikel 7, stk. 2, andet afsnit, fra direktiv 65/65, som i sin artikel 1, nr. 2, indeholder to alternative og komplementære definitioner af lægemidler: en definition på grundlag af »betegnelsen« af lægemidlet og en definition på grundlag af dettes »virkemåde« (jf. dom af 30.11.1983, sag 227/82, Van Bennekom, Sml. s. 3883, præmis 22, og af 28.10.1992, sag C-219/91, Ter Voort, Sml. I, s. 5485, præmis 11).
30 For det første begrunder formålet med direktiv 65/65, som i det væsentlige er at sikre forbrugerbeskyttelsen gennem at beskytte den offentlige sundhed, en så bred definition, som giver dette direktiv et vidt anvendelsesområde. Som Domstolen har fastslået i præmis 17 i Van Bennekom-dommen, tilsigter kriteriet varens »betegnelse«, som fremgår af nævnte direktivs artikel 1, nr. 2, første afsnit, ikke blot at lade definitionen omfatte de lægemidler, som har en virkelig terapeutisk eller medicinsk virkning, men også de varer, som ikke er tilstrækkeligt effektive, eller som ikke har den virkning, som forbrugerne med føje kan forvente i betragtning af deres betegnelse, for at beskytte forbrugerne, ikke blot mod skadelige eller giftige lægemidler som sådanne, men også mod forskellige varer, der anvendes i stedet for egnede midler. Formålet med direktiv 95/59, som er gengivet i denne doms præmis 17, er imidlertid et helt andet og begrunder ikke en så omfattende definition.
31 For det andet skal artikel 7, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 95/59 – fordi den indeholder en undtagelse til hovedreglen – fortolkes strengt og kan ikke anvendes på produkter, hvor kun betegnelsen antyder et medicinsk formål, uden at dette understøttes af objektive kriterier, der er forbundet med disse produkters egenskaber.
32 Det følger heraf, at hensyn til betegnelsen, markedsføringen eller opfattelsen af et produkt ikke i sig selv er tilstrækkelige til, at dette produkt kan henføres til undtagelsen i artikel 7, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 95/59.
33 Den omstændighed, at betegnelsen af de cigaretter, der er genstand for hovedsagen, er godkendt af KOAG/KAG, ændrer ikke denne konklusion. Når denne organisation, som inden for rammerne af branchens egen kontrol skal sikre overholdelse af reglerne for god markedsføringsskik for lægemidler og helseprodukter, godkender en bestemt reklameform, indebærer denne godkendelse ikke, at der samtidig er sket en undersøgelse af, om det pågældende produkt eventuelt udelukkende benyttes til medicinske formål, og kan ikke anses for at være afgørende med henblik på vurderingen af, om et produkt har helbredende eller præventive egenskaber.
34 Det følger af det ovenstående, at det ikke kan antages, at cigaretter, som ikke indeholder substanser, der har en medicinsk virkning, har et medicinsk formål.
35 Under hensyn til disse bemærkninger skal det præjudicielle spørgsmål besvares med, at artikel 7, stk. 2, i direktiv 95/59 skal fortolkes således, at cigaretter uden tobak, som ikke indeholder substanser, der har en medicinsk virkning, men som betegnes og sælges som hjælpemiddel til rygestop, ikke »udelukkende benyttes til medicinske formål« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i denne bestemmelses andet afsnit.
Sagens omkostninger
36 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:
Artikel 7, stk. 2, i Rådets direktiv 95/59/EF af 27. november 1995 om forbrugsbeskatning af forarbejdet tobak bortset fra omsætningsafgift skal fortolkes således, at cigaretter uden tobak, som ikke indeholder substanser, der har en medicinsk virkning, men som betegnes og sælges som hjælpemiddel til rygestop, ikke »udelukkende benyttes til medicinske formål« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i denne bestemmelses andet afsnit.
Underskrifter
* Processprog: nederlandsk.