1. Appel – anbringender – fejlagtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder – afvisning – Domstolens efterprøvelse af bedømmelsen af beviserne – udelukket, medmindre de er gengivet forkert
(Art. 225 EF; Domstolens statut, art. 51)
2. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse, som består i indgåelsen af en konkurrencebegrænsende aftale
(Art. 81, stk. 1, EF)
3. Konkurrence – karteller – bevis
(Art. 81, stk. 1, EF)
4. Appel – anbringender – utilstrækkelig eller selvmodsigende begrundelse – formaliteten
5. Konkurrence – karteller – bevis
6. Appel – anbringender – anbringende fremført mod en præmis i en dom, der ikke er nødvendig som begrundelse for domskonklusionen – anbringende uden betydning
7. Retspleje – sagsbehandlingstid ved Retten – rimelig frist – kriterier til vurdering heraf
1. I appelsager har Domstolen ikke kompetence til at fastlægge de faktiske omstændigheder og i princippet heller ikke til at bedømme de beviser, som Retten har lagt til grund ved fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder. Når disse beviser er blevet forskriftsmæssigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsætninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisførelse er blevet overholdt, er det alene Retten, der har kompetence til at vurdere, hvilken bevisværdi der skal tillægges de oplysninger, den har fået forelagt. Denne vurdering udgør derfor ikke et retsspørgsmål, som er undergivet Domstolens prøvelsesret, medmindre de beviser, der er fremlagt for Retten, er gengivet forkert.
Domstolens prøvelsesret med hensyn til Rettens faktiske konstateringer omfatter således navnlig spørgsmålet, om det fremgår af sagens akter, at disse konstateringer er indholdsmæssigt urigtige, om beviserne er gengivet forkert, den retlige kvalifikation af beviserne, samt om reglerne om bevisbyrde og bevisførelse er overholdt.
Spørgsmålet, om Retten har anvendt den rette juridiske standard ved bedømmelsen af beviserne, er i denne forbindelse et retsspørgsmål.
Dette er derimod ikke tilfældet, for så vidt angår Rettens bedømmelse, hvorefter beviserne ikke var tvetydige, men tværtimod klare og samstemmende, således at de kunne begrunde en overbevisning om, at overtrædelsen var blevet begået.
Ligeledes kan Rettens bedømmelse, hvorefter erklæringer må betragtes som et klart bevis, i princippet heller ikke anfægtes for Domstolen.
(jf. præmis 38-40, 56, 64, 65, 100 og 101)
2. Når Kommissionen har været i stand til at tilvejebringe dokumentbeviser til støtte for den påståede overtrædelse, og når disse beviser forekommer at være tilstrækkelige til at godtgøre, at der foreligger en konkurrencebegrænsende aftale, er det ikke nødvendigt at undersøge spørgsmålet om, hvorvidt den anklagede virksomhed havde en kommerciel interesse i den nævnte aftale.
Hvad særligt angår konkurrencebegrænsende aftaler, der indgås under møder mellem konkurrerende virksomheder, begås der en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF, når disse møder har til formål at begrænse, hindre eller fordreje konkurrencen og således tilsigter kunstigt at tilrettelægge markedets funktion. I denne situation er det tilstrækkeligt, at Kommissionen beviser, at den pågældende virksomhed har deltaget i møder, hvorunder der blev indgået konkurrencestridige aftaler, for at bevise, at denne virksomhed deltog i kartellet. Når deltagelsen i sådanne møder er blevet bevist, påhviler det virksomheden at fremføre indicier af en sådan beskaffenhed, at den kan påvise, at dens deltagelse i nævnte møder ikke var sket for at begrænse konkurrencen, og herved påvise, at den over for konkurrenterne havde oplyst, at den deltog i møderne med et andet formål end deres.
Begrundelsen for denne regel er, at virksomheden, der har deltaget i det nævnte møde uden offentligt at tage afstand fra det, der blev drøftet, har givet de andre deltagere det indtryk, at den tilsluttede sig mødets resultat og ville rette sig efter det.
(jf. præmis 46-48, 58 og 74)
3. Det er hyppigt forekommende, at de aktiviteter, som en konkurrencebegrænsende praksis og konkurrencebegrænsende aftale indebærer, gennemføres hemmeligt, at møderne afholdes hemmeligt, og at dokumenterne herom begrænses til et minimum. Det følger heraf, at selv i tilfælde, hvor Kommissionen opdager dokumenter, der udtrykkeligt viser en ulovlig kontakt mellem erhvervsdrivende, er disse normalt brudstykkeagtige og spredte, hvorfor det ofte viser sig nødvendigt at rekonstruere visse enkeltheder ved hjælp af følgeslutninger. I de fleste tilfælde må den omstændighed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale, derfor udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet, og i mangel af en anden logisk forklaring kan udgøre beviset for en tilsidesættelse af konkurrencereglerne.
Selv om det følger af princippet om uskyldsformodningen, at en foreliggende tvivl givet skal komme den tiltalte virksomhed til gode, er der således intet til hinder for, at en overtrædelse fastslås, når denne foreligger bevist.
(jf. præmis 51 og 52)
4. Spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for en dom afsagt af Retten er selvmodsigende eller utilstrækkelig, er et retsspørgsmål, der som sådan kan rejses under en appelsag.
(jf. præmis 77)
5. En erklæring, der afgives som repræsentant for et selskab, og hvorved det anerkendes, at selskabet har begået en overtrædelse, giver anledning til betydelige juridiske og økonomiske risici, hvilket gør det yderst usandsynligt, at den afgives, uden at den, der afgiver den, har haft oplysninger til rådighed, der er meddelt af det nævnte selskabs ansatte, som for deres vedkommende har et direkte kendskab til de påtalte omstændigheder. Under disse omstændigheder berører det forhold, at repræsentanten for selskabet ikke selv har direkte kendskab til de faktiske omstændigheder, ikke den bevisværdi, som Retten har kunnet tillægge en sådan erklæring.
(jf. præmis 103)
6. I en appelsag skal klagepunkter rettet mod præmisser, der til overflod er anført i en dom afsagt af Retten, uden videre forkastes, fordi disse ikke kan føre til ophævelse af dommen.
(jf. præmis 106)
7. Det almindelige fællesskabsretlige princip, hvorefter enhver har ret til en retfærdig rettergang, og som er inspireret af artikel 6, stk. 1, i den europæiske menneskerettighedskonvention, og navnlig ret til en rettergang inden en rimelig frist, finder anvendelse under en retssag til prøvelse af en kommissionsbeslutning, hvorved der pålægges en virksomhed bøder for overtrædelse af konkurrenceretten.
Fristens rimelige karakter vurderes på grundlag af omstændighederne i den enkelte sag, herunder sagens betydning for den pågældende, dens kompleksitet samt sagsøgerens og de kompetente myndigheders adfærd.
I den forbindelse er listen over disse kriterier ikke udtømmende, og vurderingen af fristens rimelige karakter kræver ikke en systematisk undersøgelse af sagens omstændigheder med henblik på hvert enkelt af kriterierne, når varigheden af proceduren fremstår som begrundet med hensyn til et enkelt kriterium. Kompleksiteten af en sag, der er karakteriseret ved, at der blev iværksat flere søgsmål på forskellige processprog, der måtte behandles parallelt, og som nødvendiggjorde en grundig oplysning af sagen, kan således tages i betragtning som begrundelse for en frist, der ved første øjekast er for lang.
(jf. præmis 115-117 og 121)