1. Præjudicielle spørgsmål – forelæggelse for Domstolen – anfægtelse af gyldigheden af en fællesskabsretsakt ved en national ret
(Art. 234, stk. 2, EF)
2. Transport – luftbefordring – forordning nr. 261/2004 – foranstaltninger til bistand, forplejning og indkvartering af passagerer i tilfælde af en flyafgangs lange forsinkelse
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 261/2004, art. 6; Montreal-konventionen fra 1999)
3. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde
(Art. 253 EF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 261/2004, art. 5, 6 og 7)
4. Transport – luftbefordring – forordning nr. 261/2004 – foranstaltninger til bistand, forplejning, indkvartering og kompensation til passagerer i tilfælde af en flyafgangs aflysning eller lange forsinkelse
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 261/2004, art. 5, 6 og 7)
5. Transport – luftbefordring – forordning nr. 261/2004 – foranstaltninger til bistand, forplejning, indkvartering og kompensation til passagerer i tilfælde af en flyafgangs aflysning eller lange forsinkelse
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 261/2004, art. 5, 6 og 7)
1. Den omstændighed, at gyldigheden af en fællesskabsretsakt er blevet anfægtet ved den nationale ret, kan ikke i sig selv begrunde, at der skal forelægges et præjudicielt spørgsmål for Domstolen.
De nationale retter, hvis afgørelser ifølge nationale retsregler kan appelleres, kan behandle spørgsmålet om gyldigheden af en fællesskabsretsakt, og hvis de finder, at anbringenderne vedrørende ugyldigheden, som parterne har påberåbt sig for dem, savner grundlag, kan de også forkaste disse anbringender og fastslå, at retsakten er fuldt gyldig, idet de, når de handler således, ikke rejser tvivl om, at fællesskabsretsakten gyldigt foreligger.
Finder de nationale retter derimod, at et eller flere af anbringenderne vedrørende ugyldigheden af fællesskabsretsakten, som parterne har påberåbt sig for dem, eller i givet fald er rejst ex officio af den nationale ret, er begrundede, er de forpligtet til at udsætte sagen og forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål vedrørende gyldigheden.
(jf. præmis 28-30 og 32 samt domskonkl. 1)
2. De foranstaltninger til bistand, forplejning og indkvartering af passagerer i tilfælde af en flyafgangs lange forsinkelse, som er omhandlet i artikel 6 i forordning nr. 261/2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser, udgør standardiserede og umiddelbare foranstaltninger til afhjælpning af de skader, som de ubehageligheder, der skyldes forsinkelser i luftbefordringen af passagerer, er udtryk for.
Disse foranstaltninger er ikke blandt dem, med hensyn til hvilke Montreal-konventionen om indførelse af visse ensartede regler for international luftbefordring fastsætter betingelser for anvendelsen, og kan således ikke betragtes som uforenelige med denne konvention.
Montreal-konventionen fastsætter de betingelser, hvorunder de berørte passagerer efter en flyafgangs forsinkelse kan anlægge sag for at opnå individuel erstatning, dvs. kompensation, fra de flyselskaber, der er ansvarlige for den af forsinkelsen følgende skade, uden imidlertid at friholde flyselskaberne for andre former for indgriben.
De standardiserede og umiddelbare foranstaltninger, som følger af artikel 6, er ikke til hinder for, at de berørte passagerer – i tilfælde af, at samme forsinkelse i øvrigt har givet anledning til skader, som giver ret til erstatning – kan anlægge erstatningssag efter betingelserne i Montreal-konventionen.
(jf. præmis 44-48)
3. Artikel 5, 6 og 7 i forordning nr. 261/2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser kan ikke anses for ugyldige som følge af en tilsidesættelse af begrundelsespligten.
Da forordning nr. 261/2004 fremhæver det væsentligste i det formål, som institutionerne forfølger, kan der ikke med rette stilles krav om, at den skal indeholde en specifik begrundelse for hver teknisk mulighed. Henset til formålet om passagerernes beskyttelse, som i denne forbindelse kræver standardiserede og effektive godtgørelsesforanstaltninger, der ikke kan give anledning til tvivl på tidspunktet for deres anvendelse – hvilket undskyldningen om usædvanlige omstændigheder klart ville have kunnet gøre – kunne fællesskabslovgiver, uden at tilsætte sin begrundelsespligt, have undladt at redegøre for begrundelsen for, at man fandt, at luftfartsselskaberne ikke skulle kunne gøre en sådan undskyldning gældende for at unddrage sig de forpligtelser til bistand, forplejning og indkvartering, der fremgår af forordningens artikel 5 og 6. Fællesskabslovgiver kunne – uden at den omhandlede akt blev ugyldig – i forordningens artikel 7 fastsætte bestemmelser for og størrelsen af den godtgørelse, der skal ydes i tilfælde af en flyafgangs aflysning, uden at redegøre for, hvorfor denne foranstaltning og dette beløb er valgt.
(jf. præmis 69, 70, 72 og 77)
4. Henset til det vide skøn, som indrømmes fællesskabslovgiver på området for den fælles transportpolitik, vil en foranstaltning på dette område kun kunne kendes ulovlig henset til forpligtelsen til at overholde proportionalitetsprincippet, såfremt den er åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til det mål, som vedkommende institution forfølger.
De foranstaltninger til bistand, forplejning, indkvartering og kompensation til passagerer, som er omhandlet i artikel 5, 6 og 7 i forordning nr. 261/2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser, fremgår ikke at være åbenbart uegnede til at nå de formål, der forfølges af fællesskabslovgiver, og som tilsigter at styrke beskyttelsen af de passagerer, der bliver udsat for en flyafgangs aflysning eller lange forsinkelse. De foranstaltninger, der er fastsat i forordningens artikel 5 og 6, gør det derimod i sig selv muligt umiddelbart at godtgøre visse af de skader, som passagererne måtte lide, og garanterer således et højt beskyttelsesniveau for de berørte. De kriterier, der lægges til grund ved fastsættelsen af passagerernes ret til at nyde disse begunstigelser, nemlig varigheden af forsinkelsen og ventetiden til næste flyafgang, eller den tid, der er forløbet, før de berørte er blevet informeret om en flyafgangs aflysning, forekommer således ikke at være i strid med kravet om proportionalitet. Da de omhandlede standardiserede og umiddelbare foranstaltninger varierer i forhold til størrelsen af passagerernes skade, ses disse foranstaltninger i øvrigt ikke at være åbenbart upassende, alene fordi luftfartsselskaberne ikke kan påberåbe sig undskyldningen om usædvanlige omstændigheder.
Det er endvidere ikke godtgjort, at passagerernes frivillige tegning af en forsikring til dækning af risikoen for flyafganges forsinkelser og aflysning under alle omstændigheder kan godtgøre den skade, de berørte lider på stedet. En sådan foranstaltning kan således ikke betragtes som mere velegnet til at nå det tilsigtede formål end de foranstaltninger, fællesskabslovgiver har valgt.
Da den skade, der skyldes forsinkelsen, er uden forbindelse med prisen på den pågældende flybillet, kan argumentationen om, at foranstaltningerne til godtgørelse af skade burde have været fastsat i forhold til billetprisen, således ikke tages til følge.
Kompensationen efter forordningens artikel 7 – som passagererne har ret til, når de først for sent er blevet informeret om en flyafgangs aflysning – ses ikke at være åbenbart for vidtgående i forhold til det tilsigtede formål, idet luftfartsselskaberne kan fritages for at betale denne kompensation, hvis de kan godtgøre, at aflysningen skyldes usædvanlige omstændigheder, og idet der er fastsat restriktive bestemmelser for gennemførelsen af forpligtelsen. Kompensationens størrelse, som er fastsat afhængig af flyrutens længde, findes ikke at være for stor.
(jf. præmis 80, 82, 84-88 og 91)
5. Artikel 5, 6 og 7 i forordning nr. 261/2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser, som pålægger alle luftfartsselskaber samme forpligtelser, er ikke ugyldige som følge af en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling, selv om der ikke pålægges sådanne forpligtelser på andre transportmidler.
Situationen for de virksomheder, der opererer inden for forskellige transportområder, kan for det første ikke sammenlignes, idet de, henset navnlig til betingelserne for deres tilgængelighed, ikke er substituerbare.
Hvad for det andet angår luftbefordring befinder de passagerer, der bliver udsat for en flyafgangs aflysning eller lange forsinkelser, sig i en situation, som objektivt er forskellig fra den, som passagerer fra andre transportmidler befinder sig i i lignende tilfælde.
Endelig er de skader, som luftfartspassagerer lider i tilfælde af en flyafgangs aflysning eller lange forsinkelse, sammenlignelige, uanset hvilket luftfartsselskab der er tale om, og hænger ikke sammen med luftfartsselskabets prispolitik. Det påhviler således fællesskabslovgiver at behandle alle luftfartsselskaber ens i forhold til forordningens formål om højere beskyttelse af luftfartspassagerer, uden at dette er i strid med lighedsprincippet.
(jf. præmis 96-99)