1. Retligt samarbejde i civile sager – insolvensbehandling – forordning nr. 1346/2000
(Rådets forordning nr. 1346/2000, art. 3, stk. 1)
2. Retligt samarbejde i civile sager – insolvensbehandling – forordning nr. 1346/2000
(Rådets forordning nr. 1346/2000, art. 16, stk. 1)
3. Retligt samarbejde i civile sager – insolvensbehandling – forordning nr. 1346/2000
(Rådets forordning nr. 1346/2000, art. 26)
4. Retligt samarbejde i civile sager – insolvensbehandling – forordning nr. 1346/2000
(Rådets forordning nr. 1346/2000, art. 26)
1. Hvis en skyldner er et datterselskab, og dettes og dets moderselskabs hjemsted er beliggende i to forskellige medlemsstater, kan formodningen i henhold til artikel 3, stk. 1, andet punktum, i forordning nr. 1346/2000 for, at centret for datterselskabets hovedinteresser befinder sig i den medlemsstat, hvor dets vedtægtsmæssige hjemsted er beliggende, kun afkræftes, hvis det på grundlag af omstændigheder, som er objektive og identificerbare for tredjemand, kan fastslås, at der foreligger en faktisk situation, som er forskellig fra den situation, som lokaliseringen til det vedtægtsmæssige hjemsted skal afspejle. Dette vil bl.a. kunne være tilfældet for et selskab, som ikke udøver nogen form for virksomhed i den medlemsstat, hvor dets hjemsted er beliggende. Hvis et selskab udøver sin virksomhed i den medlemsstat, hvor dets hjemsted er beliggende, er den omstændighed, at dets økonomiske beslutninger kontrolleres eller kan kontrolleres af et moderselskab med hjemsted i en anden medlemsstat, derimod ikke tilstrækkelig til at afkræfte den formodning, som er opstillet i forordningen.
(jf. præmis 37 og domskonkl. 1)
2. Artikel 16, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 1346/2000 skal fortolkes således, at en hovedinsolvensbehandling, som er indledt af en ret i en medlemsstat, skal anerkendes af retterne i de øvrige medlemsstater, uden at disse kan efterprøve kompetencen for retten i den stat, hvor insolvensbehandlingen er indledt. Den prioritetsregel, som er fastsat i denne bestemmelse, hvorefter en insolvensbehandling, der indledes af en ret i en medlemsstat, anerkendes i alle medlemsstaterne, så snart den får virkning i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt, bygger nemlig på princippet om gensidig tillid, der har gjort det muligt at indføre en bindende kompetenceordning, og medlemsstaternes modsvarende afståelse fra at anvende nationale regler om anerkendelse og fuldbyrdelse til fordel for en forenklet ordning for anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser, der træffes inden for rammerne af en insolvensbehandling. Hvis en berørt part er af den opfattelse, at centret for skyldnerens hovedinteresser befinder sig i en anden medlemsstat end den, hvor hovedinsolvensbehandlingen er indledt, og ønsker at anfægte den kompetence, som den ret, der har indledt denne behandling, har tillagt sig selv, må denne part anvende de retsmidler, som er fastsat i den nationale lovgivning i den medlemsstat, hvor hovedinsolvensbehandlingen er indledt, på afgørelsen om at indlede insolvensbehandling for retterne i denne medlemsstat.
(jf. præmis 39, 40 og 43 samt domskonkl. 2)
3. Artikel 16, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 1346/2000 skal fortolkes således, at en afgørelse truffet af en ret i en medlemsstat, som har modtaget en begæring støttet på skyldnerens insolvens om indledning af en bobehandling, der er omfattet af forordningens bilag A, udgør en afgørelse om indledning af insolvensbehandling, hvis denne afgørelse medfører, at skyldneren mister rådigheden over sine aktiver, og at der udpeges en kurator, der er omfattet af forordningens bilag C. At skyldneren mister rådigheden over sine aktiver, indebærer, at han mister retten til at forvalte sin formue. Der ville nemlig være tale om en alvorlig forstyrrelse af den mekanisme, hvorefter der kun kan indledes en enkelt hovedinsolvensbehandling, som har virkning i alle de medlemsstater, hvor forordningen finder anvendelse, hvis de retter i disse stater, som samtidig modtog begæringer støttet på en skyldners insolvens, i en længere periode kunne påberåbe sig en konkurrerende kompetence. Det er derfor vigtigt med henblik på at sikre effektiviteten af den ordning, som er indført ved forordningen, at det princip om anerkendelse, som er fastsat i denne bestemmelse, kan anvendes så tidligt som muligt i løbet af insolvensbehandlingen.
(jf. præmis 52 og 54 samt domskonkl. 3)
4. Artikel 26 i forordning nr. 1346/2000 skal fortolkes således, at en medlemsstat kan nægte at anerkende en insolvensbehandling, der er indledt i en anden medlemsstat, hvis afgørelsen om indledning af insolvensbehandling er truffet under åbenbar tilsidesættelse af den grundlæggende ret til kontradiktion, som tilkommer en person, der er berørt af en sådan behandling. Selv om de konkrete bestemmelser til gennemførelse af retten til kontradiktion kan variere alt efter, hvor meget det haster med at få truffet en afgørelse, skal enhver begrænsning af denne ret være behørigt begrundet og ledsaget af processuelle garantier, der sikrer de personer, som er berørt af en sådan behandling, en effektiv adgang til at anfægte de trufne hasteforanstaltninger. Selv om det ganske vist tilkommer retten i den stat, begæringen rettes til, at fastslå, om en åbenbar tilsidesættelse af retten til kontradiktion faktisk har fundet sted ved afviklingen af proceduren for retten i den anden medlemsstat, kan denne ret ikke begrænse sig til at overføre sit eget syn på den mundtlige forhandling og den grundlæggende betydning heraf i dens egen retsorden, men skal på grundlag af samtlige foreliggende omstændigheder bedømme, om de personer, der er berørt af nævnte procedure, i tilstrækkeligt omfang har haft adgang til kontradiktion.
(jf. præmis 66-68 og domskonkl. 4)