Sag C-339/04
Nuova società di telecomunicazioni SpA
mod
Ministero delle Comunicazioni
og
ENI SpA
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato)
»Teletjenester – direktiv 97/13/EF – afgifter og gebyrer på individuelle tilladelser«
Sammendrag af dom
1. Tilnærmelse af lovgivningerne – telekommunikationssektoren – ensartede principper for generelle tilladelser og individuelle tilladelser – direktiv 97/13
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/13)
2. Tilnærmelse af lovgivningerne – telekommunikationssektoren – ensartede principper for generelle tilladelser og individuelle tilladelser – direktiv 97/13
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/13, art. 11)
1. Direktiv 97/13 om ensartede principper for generelle tilladelser og individuelle tilladelser for teletjenester finder principielt ikke blot anvendelse på offentlige telenet og offentlige teletjenester, men ligeledes på private telenet, der ikke har været åbnet for offentligheden, og som er forbeholdt en sluttet kreds af brugere, samt de tjenester, der udbydes på disse private net.
(jf. præmis 28)
2. Artikel 11 i direktiv 97/13 om ensartede principper for generelle tilladelser og individuelle tilladelser for teletjenester er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter indehaveren af en individuel tilladelse til at udbyde et offentligt telenet, for hvilket han har betalt et bidrag som det i den nævnte artikel omhandlede, pålægges at betale et supplerende bidrag for privat brug af det nævnte net, der er beregnet efter kriterier, der ikke svarer til dem, der er fastsat i nævnte artikel.
Medlemsstaterne kan nemlig ikke opkræve andre afgifter eller gebyrer i forbindelse med godkendelsesproceduren end dem, der er fastsat i direktiv 97/13.
(jf. præmis 35 og 38 samt domskonkl.)
DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)
18. juli 2006 (*)
»Teletjenester – direktiv 97/13/EF – afgifter og gebyrer på individuelle tilladelser«
I sag C-339/04,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Consiglio di Stato (Italien) ved afgørelse af 24. februar 2004, indgået til Domstolen den 9. august 2004, i sagen:
Nuova società di telecomunicazioni SpA
mod
Ministero delle Comunicazioni
ENI SpA,
har
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, A. Rosas, og dommerne J.-P. Puissochet, S. von Bahr (refererende dommer), U. Lõhmus og A. Ó Caoimh,
generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer
justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 28. september 2005,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Nuova società di telecomunicazioni SpA ved avvocati A. Santa Maria og F.G. Scoca
– den italienske regering ved I.M. Braguglia, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato P. Gentili
– Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved E. Traversa og M. Shotter, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 27. oktober 2005,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/13/EF af 10. april 1997 om ensartede principper for generelle tilladelser og individuelle tilladelser for teletjenester (EFT L 117, s. 15).
2 Anmodningen er blevet fremsat inden for rammerne af en retssag, der føres mellem Nuova società di telecomunicazioni SpA (herefter »NST«) og Ministero delle Comunicazioni (kommunikationsministeriet) om betaling af et gebyr for privat brug af et telenet.
Retsforskrifter
Fællesskabsbestemmelser
3 Direktiv 97/13 opstiller ensartede rammer for tilladelsesordningerne for i betydeligt omfang at lette nye operatørers adgang til markedet.
4 Ifølge direktivets artikel 3, stk. 3, skal medlemsstaterne sikre, at teletjenester og/eller telenet kan udbydes enten uden eller med tilladelse. Direktivet fastsætter to forskellige former for tilladelser, nemlig generelle og individuelle tilladelser.
5 I henhold til artikel 2, stk. 1, litra a), første led, i direktiv 97/13 er den generelle tilladelse, uanset om den er underlagt en »gruppetilladelse« eller en generel lovgivning, ikke betinget af, at den pågældende virksomhed har opnået en udtrykkelig afgørelse truffet af den nationale tilsynsmyndighed.
6 I henhold til direktivets artikel 2, stk. 1, litra a), andet led, udstedes den individuelle tilladelse af en national tilsynsmyndighed, og den tildeler en virksomhed bestemte rettigheder eller underkaster dens aktiviteter bestemte vilkår.
7 I henhold til artikel 7, stk. 1, i direktiv 97/13 kan medlemsstaterne kun udstede individuelle tilladelser i visse bestemte situationer, bl.a. for at give licenshaveren adgang til radiofrekvenser eller nummerressourcer.
8 Direktivets artikel 7, stk. 2, bestemmer ikke desto mindre, at etablering og drift af offentlige telenet og andre net, der omfatter brug af radiofrekvenser, kan gøres betinget af individuelle tilladelser.
9 Hvad angår afgifter og gebyrer for individuelle tilladelser bestemmer artikel 11, stk. 1, i direktiv 97/13, at gebyrerne kun har til formål at dække administrationsomkostningerne i forbindelse med udstedelsen, forvaltningen, kontrollen og håndhævelsen af den gældende ordning for individuelle tilladelser. Det er fastsat i samme bestemmelse, at disse gebyrer skal stå i rimeligt forhold til det ydede arbejde, og der skal på hensigtsmæssig vis offentliggøres tilstrækkeligt detaljerede og let tilgængelige oplysninger herom.
10 I tilfælde af, at der kun er knappe ressourcer, kan medlemsstaterne imidlertid i overensstemmelse med artikel 11, stk. 2, i direktiv 97/13 tillade deres nationale tilsynsmyndigheder at pålægge afgifter henset til nødvendigheden af at sikre, at sådanne ressourcer udnyttes optimalt.
De nationale bestemmelser
11 Før liberaliseringen af telekommunikationsmarkedet kunne selskaber, der udbød offentlige serviceydelser, inden for rammerne af en koncessionsordning benytte sig af telenettet til intern brug i overensstemmelse med post- og telekommunikationsloven, der blev godkendt ved præsidentielt dekret nr. 156 (testo unico delle disposizioni legislative in materia postale di bancoposta e di telecomunicazioni approvato con decreto del Presidente della Repubblica nr. 156) af 29. marts 1973 (GURI nr. 113 af 3.5.1973, herefter »loven«).
12 I forbindelse med liberaliseringen af markederne for telekommunikation åbnede præsidentielt dekret nr. 318 om gennemførelse af fællesskabsdirektiver på telekommunikationsområdet (decreto del Presidente della Repubblica nr. 318, Regolamento per l’attuazione di direttive comunitarie nel settore delle telecomunicazioni) af 19. september 1997 (almindeligt tillæg til GURI nr. 221 af 22.9.1997, herefter »dekret nr. 318/97«) mulighed for, at visse selskaber kan opnå en individuel tilladelse til at udbyde teletjenester til offentligheden.
13 Artikel 6 i dekret nr. 318/97 regulerer proceduren for at opnå generelle og individuelle tilladelser og fastsætter de nærmere regler for opkrævning af bidrag. Det fremgår af bestemmelsen, at det bidrag, der afkræves virksomhederne i forbindelse med proceduren vedrørende individuelle tilladelser – bortset fra når der er tale om udnyttelse af knappe ressourcer – udelukkende har til formål at dække de administrative omkostninger i forbindelse med sagsbehandlingen, kontrollen med drift af tjenesten og med overholdelsen af de betingelser, der er fastsat med hensyn til tilladelserne.
14 Artikel 21, stk. 2-5, i dekret nr. 318/97, der havde udstrakt den nye ordning til at omfatte net til privat brug, blev ophævet ved artikel 20 i lov nr. 448 om offentlige finansforanstaltninger med henblik på stabilisering og udvikling (legge nº 448, Misure di finanza pubblica per la stabilizzazione e lo sviluppo) af 23. december 1998 (almindeligt tillæg til GURI nr. 302 af 29.12.1998, herefter »lov nr. 448/98«). I denne bestemmelse var det imidlertid fastsat, at bestemmelserne i loven om beregning af de økonomiske omkostninger vedrørende private net fortsat skulle finde anvendelse, indtil der blev vedtaget nye lovgivningsmæssige og administrative bestemmelser.
15 I henhold til artikel 4, stk. 6, i lov nr. 249 om oprettelse af en tilsynsmyndighed på telekommunikationsområdet og om forskrifter vedrørende telekommunikations- og radio- og tv-systemer (legge nº 249, Istituzione dell’Autorità per le garanzie nelle telecomunicazioni e norme sui sistemi delle telecomunicazioni e radiotelevisivo) af 31. juli 1997 (almindeligt tillæg til GURI nr. 177 af 31.7.1997) skal selskaber, der udbyder offentlige tjenesteydelser, og som har etableret private net til deres eget brug, stifte et særligt selskab til udøvelse af enhver form for virksomhed på dette område og i medfør af artikel 20 i lov nr. 448/98 betale afgift herfor.
Tvisten i hovedsagen
16 Omstændighederne i hovedsagen, således som de er beskrevet i forelæggelsesafgørelsen, kan sammenfattes på følgende måde.
17 I overensstemmelse med lovens artikel 213 var ENI SpA (herefter »ENI«), før markedet for teletjenester blev liberaliseret, blevet tildelt nogle radiofrekvenser til intern brug.
18 Efter den nævnte liberalisering havde fundet sted, bl.a. som følge af vedtagelsen af direktiv 97/13, oprettede ENI NST og overdrog NST driften af det telenet, der hidtil kun havde været brugt til intern brug.
19 Den 12. juni 1998 fik NST tildelt en individuel tilladelse i medfør af dekret nr. 318/97, hvorved direktiv 97/13 blev gennemført i den nationale retsorden, til ved hjælp af dette net at udbyde teletjenester til offentligheden.
20 Ministero delle Comunicazioni har anmodet NST om at betale to bidrag i relation til det nævnte net, det ene for at udbyde teletjenester til offentligheden, det andet for privat brug af dette net. Det andet bidrag blev opkrævet for 1999 ved en skriftlig meddelelse fra ministeriet af 26. februar 1999, og det svarede til det beløb, som ENI tidligere havde betalt i overensstemmelse med loven.
21 NST har indbragt spørgsmålet om, hvorvidt det kan pålægges at betale dette andet bidrag, for de italienske forvaltningsdomstole.
22 Consiglio di Stato er i tvivl om, hvorvidt NST’s forpligtelse til at betale to forskellige bidrag for henholdsvis offentlig og privat benyttelse af et telenet er forenelig med direktiv 97/13. Subsidiært er Consiglio di Stato i tvivl om, hvorvidt beregningen af det andet bidrag er i overensstemmelse med direktivets artikel 11.
23 Under disse omstændigheder har Consiglio di Stato besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Er det foreneligt med de grundlæggende principper i direktiv 97/13, såfremt nationale bestemmelser, som – med krav til de selskaber, der har tilladelse til at præstere almennyttige tjenesteydelser, og som tidligere ud fra enebehov samt under strenge og byrdefulde koncessionsregler har indrettet telekommunikationsnet, om at stifte et særskilt selskab til varetagelse af enhver form for aktivitet i telekommunikationssektoren – fastsætter, at det særskilte selskab, skønt det er indehaver af en tilladelse til at drive den offentlige tjeneste, eventuelt også midlertidigt skal erlægge et supplerende bidrag for moderselskabets brug af telekommunikationsnettet?
2) Er det i overensstemmelse med fællesskabsretten, som fortolket af Domstolen i dom af 18. september 2003, [sag C-292/01 og C-293/01, Albacom Spa og Infostrada Spa, Sml. I, s. 9449], at der består en national forskrift, som [midlertidigt] fastsætter det andet og supplerende bidrag, der skyldes for virksomhed udøvet til fordel for moderselskabet, til samme beløb som det, der tidligere blev erlagt af moderselskabet under den tidligere eneretsordning, som var kendetegnet ved sondringen mellem koncessioner på telekommunikationssystemer til offentlig brug og koncessioner vedrørende systemer til privat brug?«
Om de præjudicielle spørgsmål
24 Med disse to spørgsmål ønsker Consiglio di Stato nærmere bestemt oplyst, om artikel 11 i direktiv 97/13 er til hinder for nationale bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede, hvorefter et selskab, der har en individuel tilladelse til at udbyde et offentligt telenet, for hvilket selskabet har betalt et bidrag som det i den nævnte artikel omhandlede, pålægges at betale et supplerende bidrag for privat brug af det nævnte net.
25 Den italienske regering har gjort gældende, at direktiv 97/13 ikke finder anvendelse på de private telenet eller de private teletjenester, men udelukkende på offentlige telenet eller offentlige teletjenester. Regeringen er derfor af den opfattelse, at direktivet ikke er til hinder for opkrævning af et supplerende bidrag som det andet bidrag, der er omtvistet i hovedsagen, for den private brug af et telenet.
26 Hertil bemærkes, at det fremgår af artikel 1, stk. 1, i direktiv 97/13, at direktivet omhandler procedurerne for udstedelse af tilladelser i forbindelse med udbud af teletjenester, uden at der derved sondres mellem net, der er åbne for offentligheden, og private net.
27 Desuden tillader direktivets artikel 7, stk. 2, medlemsstaterne at indføre en ordning med individuelle tilladelser til etablering og drift af offentlige telenet og andre net, der omfatter brug af radiofrekvenser.
28 Det følger heraf, at direktivet principielt ikke blot finder anvendelse på offentlige telenet og offentlige teletjenester, men ligeledes på private telenet, der ikke har været åbnet for offentligheden, og som er forbeholdt en sluttet kreds af brugere, samt de tjenester, der udbydes på disse private net.
29 Ifølge den forelæggende ret er det i hovedsagen omhandlede net imidlertid blevet åbnet for offentligheden i kraft af den individuelle tilladelse, hvorved NST fik tilladelse til at udbyde et offentligt telenet i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, i direktiv 97/13.
30 Hertil bemærkes, at udtrykket »offentlig« i overensstemmelse med femte betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/33/EF af 30. juni 1997 om samtrafik på teleområdet med henblik på at sikre forsyningspligtydelser og interoperabilitet ved anvendelse af ONP-principperne (EFT L 199, s. 32) omfatter ethvert net eller enhver tjeneste, som gøres offentligt tilgængelig for tredjemand.
31 Det fremgår desuden af artikel 2, nr. 2, andet afsnit, i Rådets direktiv 90/387/EØF af 28. juni 1990 om oprettelse af det indre marked for teletjenester ved gennemførelse af tilrådighedsstillelse af åbne net (EFT L 192, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/51/EF af 6. oktober 1997 (EFT L 295, s. 23), at der ved »offentlige telenet« forstås et telenet, »som helt eller delvis bruges til udbud af offentligt tilgængelige teletjenester«.
32 Det følger heraf, at et net som det i hovedsagen omhandlede, der er blevet stillet til rådighed for offentligheden, efter at det udelukkende blev brugt til private formål, skal anses for at være et offentligt telenet i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktiv 97/13.
33 Et sådant telenet og alle de tjenester, der udbydes på dette, henhører følgelig fuldt ud under direktivets anvendelsesområde.
34 Under disse omstændigheder skal det undersøges, om opkrævningen af to forskellige bidrag for henholdsvis udbud af et offentligt telenet og for de teletjenester, der udbydes på dette net, er forenelig med det nævnte direktivs regler.
35 Hertil bemærkes, at medlemsstaterne ikke kan opkræve andre afgifter eller gebyrer i forbindelse med godkendelsesproceduren end dem, der er fastsat i direktiv 97/13 (jf. i denne retning Albacom og Infostrada-dommen, præmis 41).
36 I direktivets artikel 11 er det udtrykkeligt fastsat, at medlemsstaterne skal sikre, at de afgifter, som virksomhederne afkræves som led i tilladelsesprocedurerne, kun har til formål at dække de administrationsomkostninger, der er knyttet til det arbejde, som kræves i forbindelse med tilladelsesordningen, bortset fra når der er tale om udnyttelse af knappe ressourcer (jf. Albacom og Infostrada-dommen, præmis 33).
37 Det fremgår imidlertid af forelæggelsesafgørelsen og af indlæggene for Domstolen, at størrelsen af det andet bidrag er blevet beregnet efter de kriterier, der var fastsat i loven, før telemarkedet blev liberaliseret, og disse kriterier svarede ikke til dem, der er fastsat i artikel 11 i direktiv 97/13.
38 Henset til ovenstående bemærkninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 11 i direktiv 97/13 er til hinder for nationale bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede, hvorefter indehaveren af en individuel tilladelse til at udbyde et offentligt telenet, for hvilket han har betalt et bidrag som det i den nævnte artikel omhandlede, pålægges at betale et supplerende bidrag for privat brug af det nævnte net, der er beregnet efter kriterier, som ikke svarer til dem, der er fastsat i nævnte artikel.
Sagens omkostninger
39 Da sagens omkostninger i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:
Artikel 11 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/13/EF af 10. april 1997 om ensartede principper for generelle tilladelser og individuelle tilladelser for teletjenester er til hinder for nationale bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede, hvorefter indehaveren af en individuel tilladelse til at udbyde et offentligt telenet, for hvilket han har betalt et bidrag som det i den nævnte artikel omhandlede, pålægges at betale et supplerende bidrag for privat brug af det nævnte net, der er beregnet efter kriterier, som ikke svarer til dem, der er fastsat i nævnte artikel.
Underskrifter
* Processprog: italiensk.