1. Traktatbrudssøgsmål – medlemsstaternes forpligtelse – De Europæiske Fællesskabers egne indtægter
(Rådets forordning nr. 1552/89, art. 3)
2. Frie varebevægelser – fællesskabsforsendelse – transport udført på grundlag af et TIR-carnet
(Rådets forordning nr. 719/91, art. 10, stk. 3; Kommissionens forordning nr. 1593/91, art. 2, stk. 2)
3. De Europæiske Fællesskabers egne indtægter – medlemsstaternes fastlæggelse og tilrådighedsstillelse
(Rådets forordning nr. 1552/89, art. 2 og 6)
1. Artikel 3 i forordning nr. 1552/89 om gennemførelse af afgørelse 88/376 om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter vedrørende medlemsstaternes forpligtelse til at opbevare bilagene vedrørende fastlæggelse og overdragelse af egne indtægter fastsætter ikke en forældelsesfrist for inddrivelsen af egne indtægter, men har blot til formål at få medlemsstaterne til at opbevare disse bilag i mindst en bestemt tidsperiode. Anvendelsen af udtrykket »mindst« i relation til opbevaringsfristen underbygger, at fællesskabslovgiver ikke havde til hensigt at indføre en forældelsesfrist.
Et traktatbrudssøgsmål, der er anlagt efter udløbet af denne frist, kan derfor antages til realitetsbehandling.
(jf. præmis 32)
2. Det fremgår af artikel 10, stk. 2, i forordning nr. 719/91 om benyttelse inden for Fællesskabet af TIR-carneter og ATA-carneter som forsendelsesdokumenter, sammenholdt med artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1593/91 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 719/91 og artikel 11, stk. 2, i toldkonventionen om international godstransport på grundlag af TIR-carneter, at kravet om betaling af toldskyld opstået som følge af uregelmæssigheder, der finder sted under eller i forbindelse med en sådan transport, i tilfælde af manglende afvikling i princippet skal fremsendes senest tre år efter datoen for TIR-carnetets afgivelse, en frist som kan forlænges til fire år i tilfælde af, at afviklingen er opnået svigagtigt. Ifølge artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 719/91 og artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 1593/91 gælder disse frister for både TIR-carnetets indehaver og den garanterende organisation.
Idet formålet med artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1593/91 er at sikre, at myndighederne anvender bestemmelserne om opkrævning af toldskyld ensartet og hurtigt med henblik på, at Fællesskabets egne indtægter stilles til rådighed uden ophold, skal de kompetente myndigheders meddelelse til indehaveren af TIR-carnetet og de garanterende organisationer om tilsidesættelse eller uregelmæssigheder imidlertid fremsendes hurtigst muligt, nemlig når toldmyndighederne har fået kendskab til den pågældende tilsidesættelse eller uregelmæssighed, dvs. i givet fald længe før udløbet af maksimumsfristerne på henholdsvis et år og i tilfælde af svig to år, som følger af TIR-konventionens artikel 11, stk. 1. Betalingspålægget efter samme konventions artikel 11, stk. 2, skal af samme grunde fremsendes, så snart toldmyndighederne er i stand til at gøre det, dvs. i givet fald før udløbet af fristen på to år regnet fra meddelelsen til parterne om tilsidesættelse eller uregelmæssighed.
(jf. præmis 52-55)
3. Ifølge artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1552/89 om gennemførelse af afgørelse 88/376 om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter foreligger der en fordring fra Fællesskabet på egne indtægter, »så snart« medlemsstatens kompetente myndigheder har meddelt debitor det skyldige beløb, og denne meddelelse skal afgives, så snart debitor kendes, og når de kompetente administrative myndigheder kan beregne fordringens størrelse, hvilket skal ske under iagttagelse af alle relevante fællesskabsforskrifter, som i det foreliggende tilfælde er forordning nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks, forordning nr. 719/91 om benyttelse inden for Fællesskabet af TIR-carneter og ATA-carneter som forsendelsesdokumenter og forordning nr. 1593/91 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 719/91 samt toldkonventionen om international godstransport på grundlag af TIR-carneter. Kravet på betaling i henhold til TIR-konventionens artikel 11, stk. 2, skal derfor anses for en meddelelse som omhandlet i artikel 2 i forordning nr. 1552/89.
Ifølge artikel 6, stk. 2, litra a) og b), i forordning nr. 1552/89 er medlemsstaterne desuden forpligtede til at bogføre »de i henhold til artikel 2 [i samme forordning] konstaterede fordringer« senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen blev konstateret, enten i A-regnskabet eller, hvis visse betingelser er opfyldt, i B-regnskabet.
Det følger heraf, at medlemsstaterne har pligt til at fastslå en fordring fra Fællesskabet på egne indtægter, når toldmyndighederne er i stand til at beregne afgiftsbeløbet vedrørende en toldskyld og fastslå, hvem der er debitor, og følgelig at bogføre fordringerne i overensstemmelse med artikel 6 i forordning nr. 1552/89.
(jf. præmis 58, 60 og 61)