Sag C-185/04

Ulf Öberg

mod

Försäkringskassan, länskontoret Stockholm

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af länsrätten i Stockholms län)

»Arbejdskraftens frie bevægelighed – tjenestemænd og øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber – børnepasningsydelser – hensyntagen til perioder, hvorunder arbejdstageren var tilsluttet De Europæiske Fællesskabers fælles sygeforsikringsordning«

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 16. februar 2006

Sammendrag af dom

Fri bevægelighed for personer – arbejdstagere – ligebehandling

(Art. 39 EF)

Artikel 39 EF skal fortolkes således, at der ved anvendelsen af en national lovgivning om udbetaling af børnepasningsydelser, der med henblik på beregningen af disse ydelser foreskriver tilslutning til en sygeforsikringsordning i en minimumsperiode, skal tages hensyn til den periode, hvorunder en arbejdstager var omfattet af De Europæiske Fællesskabers fælles sygeforsikringsordning.

(jf. præmis 26 og domskonkl.)

DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)

16. februar 2006 (*)

I sag C-185/04,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af länsrätten i Stockholms län (Sverige) ved afgørelse af 20. april 2004, indgået til Domstolen den 22. april 2004, i sagen:

Ulf Öberg

mod

Försäkringskassan, länskontoret Stockholm, tidligere Stockholms läns allmänna försäkringskassa,

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C.W.A. Timmermans, og dommerne R. Schintgen, R. Silva de Lapuerta (refererende dommer), G. Arestis og J. Klučka,

generaladvokat: A. Tizzano

justitssekretær: fuldmægtig C. Strömholm,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 17. november 2005,

efter at der er afgivet indlæg af:

– Ulf Öberg som selvmøder og ved J. Hettne

– den svenske regering ved A. Kruse, som befuldmægtiget

– den finske regering ved T. Pynnä, som befuldmægtiget

– Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved D. Martin og K. Simonsson, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 12 EF, artikel 17, stk. 2, EF, artikel 18 EF og 39 EF, af artikel 7, stk. 1 og 2, i Rådets forordning nr. 1612/68/EØF af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (EFT 1968 II, s. 467) samt af Rådets direktiv 96/34/EF af 3. juni 1996 om den rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS (EFT L 145, s. 4).

2 Anmodningen er blevet forelagt under en sag mellem Ulf Öberg og Stockholms sociale myndigheder (Försäkringskassan, länskontoret Stockholm, tidligere Stockholms läns allmänna försäkringskassa) angående spørgsmålet om, hvorvidt der ved beregningen af børnepasningsydelser skal tages hensyn til den arbejdsperiode, hvorunder Ulf Öberg var omfattet af De Europæiske Fællesskabers fælles sygeforsikringsordning.

Retsforskrifter

3 I kapitel 4 i den svenske lov om den almindelige sikringsordning (lag (1962:381) om allmän försäkring, herefter »AFL«) er der fastsat bestemmelser om børnepasningsydelser.

4 I henhold til AFL’s kapitel 4, § 3, udbetales børnepasningsydelser til forældrene i forbindelse et barns fødsel i højest 450 dage sammenlagt og senest indtil barnet er fyldt otte år eller til det senere tidspunkt, hvor barnet har afsluttet det første skoleår.

5 I AFL’s kapitel 4, § 6, bestemmes, at børnepasningsydelsen udgør mindst 60 SEK pr. dag (herefter »det garanterede minimumsbeløb«). Det bestemmes videre, at børnepasningsydelsen i de første 180 dage udgør et beløb svarende til den ydelse, forældrene modtager ved sygdom, såfremt forældrene i mindst 240 sammenhængende dage forud for barnets fødsel eller den herfor beregnede dato har været forsikret mod sygdom til et beløb over det garanterede minimumsbeløb.

6 Ydelser ved sygdom fastsættes i henhold til AFL’s kapitel 3, § 2, på grundlag af den årsindkomst, som den forsikrede – medmindre hans situation ændres – forventes at få fra sin erhvervsmæssige beskæftigelse i Sverige.

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

7 Efter at have arbejdet for De Europæiske Fællesskabers Domstol fra 1995 til 2000 flyttede Ulf Öberg, der er svensk statsborger, tilbage til Sverige. Han er far til et barn, der er født den 22. september 1999.

8 Ved beslutninger af 28. august 2001 og af 16. november 2001 afslog Stockholms sociale myndigheder at tildele Ulf Öberg børnepasningsydelse svarende til den ydelse, han ville modtage ved sygdom i de første 180 dage af hans forældreorlov, med den begrundelse, at han i perioden forud for hans barns fødsel havde været ansat ved Domstolen, og at han derfor ikke havde været forsikret gennem den nationale sygesikringsordning mod sygdom til et beløb over det garanterede minimumsbeløb i mindst 240 sammenhængende dage forud for fødslen eller det forventede fødselstidspunkt.

9 Ulf Öberg har anlagt sag til prøvelse af disse afgørelser for länsrätten i Stockholms län, der har udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Er et i national lovgivning fastsat krav om, at en forælder skal have været bosat og sygeforsikret i den pågældende medlemsstat i mindst 240 dage forud for barnets fødsel for at få ret til en børnepasningsydelse svarende til forælderens ydelse under sygdom, foreneligt med artikel 12 EF, artikel 17, stk. 2, EF, artikel 18 EF og 39 EF, med artikel 7, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1612/68 og med direktiv 96/34 […]?

2) Hvis spørgsmål 1 besvares bekræftende: Er det i henhold til fællesskabsretten et krav, at der ved afgørelsen af, om arbejdstageren opfylder karensperioden med hensyn til forsikring efter national lovgivning, skal ske sammenlægning med en periode, hvorunder arbejdstageren har været omfattet af den fælles sygeforsikringsordning i henhold til bestemmelserne i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber?«

Om de præjudicielle spørgsmål

10 Den forelæggende ret ønsker med sine to præjudicielle spørgsmål, der behandles samlet, nærmere bestemt oplyst, om fællesskabsretten og særligt bestemmelserne om fri bevægelighed for personer skal fortolkes således, at der ved anvendelsen af en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede skal tages hensyn til den arbejdsperiode, hvorunder en arbejdstager var omfattet af De Europæiske Fællesskabers fælles sygeforsikringsordning.

11 I henhold til fast retspraksis er enhver fællesskabsborger, som har gjort brug af sin ret i henhold til arbejdskraftens frie bevægelighed, og som har haft erhvervsmæssig beskæftigelse i en anden medlemsstat end sin bopælsmedlemsstat, omfattet af anvendelsesområdet for artikel 39 EF, uanset sin bopæl og sit statsborgerskab (dom af 12.12.2002, sag C-385/00, De Groot, Sml. I, s. 11819, præmis 76, af 2.10.2003, sag C-232/01, Van Lent, Sml. I, s. 11525, præmis 14, og af 13.11.2003, sag C-209/01, Schilling og Fleck-Schilling, Sml. I, s. 13389, præmis 23).

12 Det bemærkes endvidere, at en tjenestemand ved De Europæiske Fællesskaber er en vandrende arbejdstager. Det følger også af fast retspraksis, at en fællesskabsborger, som arbejder i en anden medlemsstat end hjemstaten, ikke mister sin egenskab af arbejdstager i artikel 39, stk. 1, EF’s forstand, fordi han beklæder en stilling i en international organisation, selv hvis betingelserne for hans indrejse og hans ophold i beskæftigelseslandet særligt er reguleret af en international konvention (dom af 15.3.1989, forenede sager 389/87 og 390/87, Echternach og Moritz, Sml. s. 723, præmis 11, Schilling og Fleck-Schilling-dommen, præmis 28, og dom af 16.12.2004, sag C-293/03, My, Sml. I, s. 12013, præmis 37).

13 Det følger heraf, at en arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat, såsom Ulf Öberg, ikke kan fratages de sociale rettigheder og fordele, som tilkommer ham efter artikel 39 EF (Echternach og Moritz-dommen, præmis 12, og My-dommen, præmis 38).

14 Domstolen har også fastslået, at alle EF-traktatens bestemmelser vedrørende den frie bevægelighed for personer skal gøre det lettere for fællesskabsborgerne at udøve erhvervsmæssig beskæftigelse af enhver art på hele Fællesskabets område, og at disse bestemmelser er til hinder for foranstaltninger, som kan skade disse borgere, såfremt de ønsker at udøve et erhverv på en anden medlemsstats område (dom af 7.7.1992, sag C-370/90, Singh, Sml. I, s. 4265, præmis 16, De Groot-dommen, præmis 77, og Van Lent-dommen, præmis 15).

15 I denne forbindelse udgør bestemmelser, som forhindrer en statsborger i en medlemsstat i at forlade sit oprindelsesland med henblik på at udøve sin ret til fri bevægelighed, eller som får ham til at afholde sig herfra, derfor hindringer for denne frihed, selv om de finder anvendelse uafhængigt af de pågældende arbejdstageres nationalitet (De Groot-dommen, præmis 78, Van Lent-dommen, præmis 16, og Schilling og Fleck-Schilling-dommen, præmis 25).

16 En national lovgivning, som med henblik på beregningen af børnepasningsydelser ikke tager hensyn til arbejdsperioder tilbagelagt under De Europæiske Fællesskabers fælles sygeforsikringsordning, kan afholde en medlemsstats statsborgere fra at forlade denne stat for at udøve en erhvervsmæssig beskæftigelse ved en af Den Europæiske Unions institutioner, der er placeret på en anden medlemsstats område, fordi de ved at acceptere en ansættelse ved en sådan institution mister muligheden for at modtage en børnepasningsydelse efter den nationale sygeforsikringsordning, som de ville have været berettiget til, hvis de ikke havde accepteret denne ansættelse (jf. i denne retning My-dommen, præmis 47).

17 Heraf følger, at en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede udgør en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed, som i princippet er forbudt i henhold til artikel 39 EF.

18 Det skal imidlertid undersøges, om denne hindring kan begrundes efter traktatens bestemmelser.

19 Ifølge Domstolens faste praksis kan en foranstaltning, der indskrænker en af de ved traktaten sikrede grundlæggende friheder, kun forsvares, såfremt den forfølger et legitimt mål, som er foreneligt med traktaten, og overholder proportionalitetsprincippet. En sådan foranstaltning skal være egnet til at sikre virkeliggørelsen af det formål, den forfølger, og den må ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå dette formål (jf. bl.a. dom af 31.3.1993, sag C-19/92, Kraus, Sml. I, s. 1663, præmis 32, og af 26.11.2002, sag C-100/01, Oteiza Olazabal, Sml. I, s. 10981, præmis 43).

20 Den svenske regering har gjort gældende, at AFL er baseret på objektive hensyn, der er uafhængige af de pågældende personers nationalitet og afpasset efter det formål, som på legitim vis forfølges ved bekæmpelse af misbrug hvad angår anvendelse af princippet om sammenlægning af forsikringsperioder. Ifølge regeringen ville tildeling af højere børnepasningsydelser end det garanterede minimumsbeløb til vandrende arbejdstagere, som har udøvet en erhvervsmæssig beskæftigelse ved en af Den Europæiske Unions institutioner, pålægge de nationale sociale sikringsordninger en væsentlig økonomisk byrde, hvorfor de medlemsstater, der som Kongeriget Sverige udbetaler en høj børnepasningsydelse, kan være tvunget til at nedsætte disse beløb.

21 I denne henseende kan rent økonomiske hensyn ikke begrunde, at de rettigheder, som borgerne har efter de af traktatens bestemmelser, der omhandler arbejdskraftens frie bevægelighed, krænkes.

22 Det bemærkes endvidere, at de hensyn, der kan påberåbes af en medlemsstat, skal ledsages af en gennemgang af, hvorvidt den restriktive foranstaltning, som medlemsstaten har truffet, er egnet og forholdsmæssig (dom af 18.3.2004, sag C-8/02, Leichtle, Sml. I, s. 2641, præmis 45).

23 Det skal fastslås, at en sådan gennemgang ikke foreligger i denne sag. Den svenske regering har – uden at fremlægge præcise forhold, der gør det muligt at efterprøve dens argumentation – blot henvist til en hypotetisk finansiel byrde, der ville påhvile den nationale sociale støtteordning, hvis der ved anvendelsen af AFL’s kapitel 4, § 6, blev taget hensyn til den arbejdsperiode, som en vandrende arbejdstager har tilbagelagt under De Europæiske Fællesskabers fælles sygeforsikringsordning.

24 Heraf følger, at den hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed, der følger af afslaget på, at der ved beregningen af børnepasningsydelser tages hensyn til arbejdsperioder, som vandrende arbejdstagere har tilbagelagt under De Europæiske Fællesskabers fælles sygeforsikringsordning, ikke er begrundet.

25 Det er i betragtning af det ovenfor anførte ufornødent, at Domstolen udtaler sig om fortolkningen af artikel 12 EF, 17 EF eller 18 EF, af artikel 7, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1612/68 eller af direktiv 96/34.

26 De præjudicielle spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 39 EF skal fortolkes således, at der ved anvendelsen af en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede skal tages hensyn til den periode, hvorunder en arbejdstager var omfattet af De Europæiske Fællesskabers fælles sygeforsikringsordning.

Sagens omkostninger

27 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

Artikel 39 EF skal fortolkes således, at der ved anvendelsen af en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede skal tages hensyn til den periode, hvorunder en arbejdstager var omfattet af De Europæiske Fællesskabers fælles sygeforsikringsordning.

Underskrifter

* Processprog: svensk.