1. Statsstøtte – begreb – foranstaltningens selektive karakter – skattemæssig foranstaltning, der alene er til fordel for virksomheder i banksektoren, der gennemfører visse transaktioner – omfattet
(Art. 87, stk. 1, EF)
2. Statsstøtte – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier
(Art. 87, stk. 1, EF)
3. Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – undersøgelse af en støtteordning i dens helhed – tilladt – virkning
(Kommissionens meddelelse 96/C 68/06)
4. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der bidrager til at fremme virkeliggørelsen af et vigtigt projekt af fælles interesse – støtte til udviklingen af en erhvervsgren – Kommissionens skøn – domstolsprøvelse – grænser
[Art. 87, stk. 3, litra b) og c), EF]
5. Statsstøtte – påtænkte støtteforanstaltninger – iværksættelse uden forudgående anmeldelse til Kommissionen – Kommissionens beslutning om tilbagebetaling af støtten – begrundelsespligt – rækkevidde
(Art. 88, stk. 3, EF og art. 253 EF)
6. Statsstøtte – tilbagesøgning af ulovlig støtte – støtte tildelt i modstrid med reglerne for fremgangsmåden i artikel 88, stk. 3, EF – eventuelt berettiget forventning hos modtagerne – retssikkerhed – beskyttelse – betingelser og grænser
(Art. 88, stk. 3, EF)
7. Statsstøtte – tilbagesøgning af ulovlig støtte – tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet – foreligger ikke – beløb, der skal tilbagebetales – forhold, der skal lægges til grund
(Art. 88, stk. 3, EF)
8. Statsstøtte – kommissionsbeslutning om en støttes uforenelighed med fællesmarkedet – national foranstaltning om tilbagebetaling af støtten – anfægtelse af den nationale gennemførelsesbestemmelses gyldighed i forhold til fællesskabsretten, når der ikke er forhold, der kan påvirke gyldigheden af Kommissionens beslutning – ikke omfattet
(Art. 87 EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 14)
1. Artikel 87, stk. 1, EF forbyder støtte, der begunstiger »visse virksomheder eller visse produktioner«, dvs. selektiv støtte. Støtte kan være selektiv med hensyn til denne bestemmelse, selv når den vedrører en hel økonomisk sektor.
Dette er tilfældet med en skattenedsættelse, som kun anvendes på banksektoren og inden for banksektoren, hvor udelukkende virksomheder, der gennemfører visse transaktioner, er begunstiget. Eftersom den ikke finder anvendelse for alle erhvervsdrivende, og idet den reelt fraviger den almindelige skatteordning, kan den ikke anses for at være en generel skattepolitisk eller økonomisk-politisk foranstaltning.
En sådan skattenedsættelse er således forbudt i henhold til artikel 87, stk. 1, EF, eftersom den ikke medfører en tilpasning af den generelle ordning til de særlige kendetegn for bankvirksomheder, men er oprettet som et middel til at forbedre visse virksomheders konkurrencedygtighed på et givent tidspunkt for sektorens udvikling.
(jf. præmis 44-51)
2. Artikel 87, stk. 1, EF forbyder støtteordninger, der påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen. Som led i sin vurdering af disse to betingelser skal Kommissionen ikke godtgøre, at støtten reelt påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og faktisk fordrejer konkurrencen, men skal alene undersøge, om denne støtte kan påvirke denne samhandel og fordreje konkurrencen.
En støttes uforenelighed med fællesmarkedet skal endeligt fastslås, så snart den har eller kan have en indvirkning på samhandelen mellem medlemsstaterne og forvrider eller kan forvride konkurrencen i denne samhandel. Særligt når en støtte, der er vedtaget af en medlemsstat, styrker en virksomheds stilling i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for Fællesskabet, må det antages, at de sidstnævnte virksomheder påvirkes af støtten. Den omstændighed, at en økonomisk sektor har været genstand for liberalisering på fællesskabsplan, er i den henseende tilstrækkelig med henblik på redegørelsen for den faktiske eller potentielle virkning af støtten for konkurrencen såvel som for støttens påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne. Endvidere er det ikke nødvendigt, at den begunstigede virksomhed selv tager del i samhandelen mellem medlemsstaterne. Når en medlemsstat tildeler støtte til en virksomhed, kan den indenlandske aktivitet fastholdes eller styrkes, hvilket vil svække andre medlemsstaters virksomheders mulighed for at etablere sig på denne medlemsstats marked. Derudover vil en styrkelse af en virksomhed, der indtil dette tidspunkt ikke havde taget del i samhandelen mellem medlemsstaterne, kunne bringe den i en position, der ville give den mulighed for at etablere sig på en anden medlemsstats marked.
En skattenedsættelse, som styrker de begunstigede virksomheders stilling i forhold til de virksomheder, der tager del i samhandelen mellem medlemsstaterne, må derfor anses for ulovlig, særligt i sammenhæng med en væsentlig liberaliseringsproces på fællesskabsplan inden for sektoren for finansielle tjenesteydelser, der har forstærket den konkurrence, som allerede kunne følge af den frie bevægelighed for kapital, der er foreskrevet i traktaten.
(jf. præmis 53-60)
3. I forbindelse med en støtteordning kan Kommissionen med henblik på at vurdere, om denne ordning indeholder støtteelementer, indskrænke sig til at undersøge ordningens nærmere indhold uden at være forpligtet til at undersøge hver eneste anvendelse af ordningen, navnlig for at efterprøve, om den kan have medført en overskridelse af maksimumsbeløbet for de minimis-støtte, der er fastsat ved Kommissionens meddelelse 96/C 68/06.
(jf. præmis 67 og 69)
4. Kommissionen har ved anvendelsen af artikel 87, stk. 3, EF et vidt skøn ved vurderingen af de økonomiske og sociale faktorer, der kommer i betragtning på fællesskabsplan. Fællesskabets retsinstanser kan ved kontrollen med, hvorvidt denne beføjelse udøves retmæssigt, ikke erstatte de kompetente myndigheders skøn med sit eget, men skal begrænse sig til at vurdere, om skønnet er åbenbart urigtigt, eller om det er behæftet med magtfordrejning.
Kommissionen har ikke anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at afvise, at der var tale om »et vigtigt projekt af fælleseuropæisk interesse« i henhold til artikel 87, stk. 3, litra b), EF for så vidt angår en skattenedsættelse, hvorom det fremgår, at den navnlig søger at forbedre konkurrenceevnen for erhvervsdrivende hjemmehørende i en medlemsstat alene for at styrke deres konkurrencestilling på det indenlandske marked. Det kan ikke med føje gøres gældende over for Kommissionen, at den nævnte foranstaltning er et led i fuldførelsen af processen for privatisering, idet en proces for privatisering, som en medlemsstat er forpligtet til, ikke i sig selv kan betragtes som et projekt af fælleseuropæisk interesse.
Kommissionen har heller ikke anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at finde, at en foranstaltning, som i væsentlig grad medfører en forbedring af de begunstigedes konkurrenceevne i en sektor, der er kendetegnet ved voldsom international konkurrence, og rent faktisk sigter til at styrke de begunstigedes stilling i forhold til de konkurrenter, der ikke er begunstigede af støtten, ikke opfylder det krav, der stilles til støtte, der kan fremme udviklingen af visse erhvervsgrene som omhandlet i artikel 87, stk. 3, litra c), EF, om ikke at ændre samhandelsvilkårene på en måde, der strider imod de fælles interesser.
(jf. præmis 71, 72, 74-77, 79, 82 og 83)
5. Begrundelseskravet, der følger af artikel 253 EF, skal principielt tilpasses karakteren af den pågældende retsakt, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som dens modtager kan have i begrundelsen. For så vidt angår statsstøtte er Kommissionen, som har beføjelse til at pålægge de nationale myndigheder at tilbagesøge støtten, dog ikke forpligtet til at anføre en særlig begrundelse for, at den har ret til at udøve denne beføjelse, når den påtænkte støtte i strid med artikel 88, stk. 3, EF allerede er blevet udbetalt.
Kommissionen er derfor ikke forpligtet til at angive en særlig begrundelse til støtte for sit påbud om tilbagesøgning, når medlemsstaten ikke har underrettet Kommissionen om en støtteordning, der indeholder en skattenedsættelse, inden den blev iværksat.
(jf. præmis 99-101)
6. Henset til, at den kontrol, som Kommissionen i medfør af artikel 88 EF fører med statsstøtte, har sit grundlag i ufravigelige principper, kan der for det første hos støttemodtagerne principielt ikke bestå en berettiget forventning om, at den støtte, de har modtaget, er lovlig, medmindre den er blevet ydet under iagttagelse af den i nævnte artikel fastlagte procedure, og en påpasselig erhvervsdrivende må for det andet normalt være i stand til at forvisse sig om, at denne procedure er blevet fulgt.
Når en støtte gennemføres, uden at Kommissionen på forhånd får underretning herom, således at den er ulovlig i henhold til artikel 88, stk. 3, EF, kan støttemodtageren navnlig ikke på dette tidspunkt have en berettiget forventning om, at støtten er lovligt ydet. Hverken den pågældende medlemsstat eller den berørte erhvervsdrivende vil i øvrigt kunne påberåbe sig retssikkerhedsprincippet med henblik på at forhindre tilbagesøgningen af støtten, idet risikoen for en indenlandsk retssag ville være forudseelig fra tidspunktet for gennemførelsen af støtten.
Tilbagesøgning af en støtte, som er blevet tildelt uden overholdelse af den fremgangsmåde, der er forudsat i artikel 88, stk. 3, EF, udgør nemlig en forudseelig risiko for den erhvervsdrivende, der har modtaget den, og denne kan derfor ikke påberåbe sig princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning for at undgå tilbagesøgning.
I øvrigt tager de virksomheder, der er begunstigede af en ulovlig støtte, generelt højde for dennes størrelse i deres økonomiske valg, og den senere tilbagesøgning af støtten har generelt en negativ indvirkning på deres økonomi. Hvis en sådan situation skulle hindre tilbagesøgningen, ville støtten endeligt forblive tildelt de begunstigede i næsten alle tilfælde, og fællesskabskontrollen med statsstøtte ville blive frataget sin virkning.
Henset hertil kan modtageren af den ulovlige støtte således ikke gøre krav på den mulighed for at påberåbe sig ekstraordinære omstændigheder, der hos modtageren retmæssigt har kunnet skabe en forventning om, at denne støtte var lovlig.
(jf. præmis 104 og 108-111)
7. Ophævelsen af en ulovlig støtte ved tilbagesøgning er den logiske følge af, at støtten er fundet ulovlig. Denne tilbagesøgning, hvis formål er at genoprette den oprindelige situation, kan derfor principielt ikke betragtes som en foranstaltning, der står i misforhold til formålene i traktatens bestemmelser om statsstøtte. Ved tilbagebetalingen mister støttemodtageren den fordel, der var opnået på markedet i forhold til konkurrenterne, og situationen fra tiden før ydelsen af støtten genoprettes. De beløb, der skal tilbagebetales, kan ikke fastsættes på grundlag af de forskellige transaktioner af anden art, som virksomhederne måske ville have gennemført, hvis de ikke havde valgt transaktionsformen, hvortil støtten var knyttet. Dette valg skete nemlig med kendskab til risikoen for tilbagesøgning af den støtte, der var tildelt uden overholdelse af proceduren i artikel 88, stk. 3, EF. De nævnte virksomheder kunne have undgået denne risiko ved straks at vælge transaktioner, der var anderledes struktureret.
For så vidt angår en støtteforanstaltning, der er tildelt som en skattenedsættelse, tillader genoprettelsen af en tidligere situation på tidspunktet for de nationale myndigheders tilbagesøgning af støtten udelukkende, at der tages højde for den skatteretlige behandling, som eventuelt var mere fordelagtig end efter den almindelige skattelovgivning, der uden den ulovlige støtte og i kraft af nationale bestemmelser, der er i overensstemmelse med fællesskabsretten, ville være blevet bragt i anvendelse på den transaktion, der rent faktisk blev gennemført.
(jf. præmis 113-116 og 119)
8. Artikel 87 ff. EF, artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 samt princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, retssikkerhedsprincippet og proportionalitetsprincippet er ikke til hinder for en national foranstaltning, der påbyder tilbagebetaling af en støtte til gennemførelse af en kommissionsbeslutning, hvorved denne støtte er anset for uforenelig med fællesmarkedet, og hvor gennemgangen af beslutningen i forhold til de nævnte bestemmelser og generelle principper intet har frembragt, der kan rejse tvivl om dens gyldighed.
(jf. præmis 125 og domskonkl. 2)