Parlamentet – valg – valgret og valgbarhed – berettigede
(Art. 17 EF, 19 EF, 189 EF og 190 EF)
På fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin henhører det under den enkelte medlemsstats kompetence, under overholdelse af fællesskabsretten, at afgrænse kredsen af de personer, som har valgret og er valgbare ved valg til Europa-Parlamentet. Artikel 189 EF, 190 EF, 17 EF og 19 EF er ikke til hinder for, at medlemsstaterne giver bestemte personer, som har en tæt tilknytning til den pågældende medlemsstat, og som ikke er deres egne statsborgere eller unionsborgere, som har bopæl på deres område, valgret og valgbarhed.
Hverken artikel 189 EF og 190 EF eller akten om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet indeholder en udtrykkelig og præcis angivelse af, hvem der har valgret og er valgbar til Europa-Parlamentet. Hvad angår bestemmelserne i artikel 17 EF og 19 EF vedrørende unionsborgerskabet omhandler kun artikel 19, stk. 2, valgretten ved valg til Europa-Parlamentet, idet den dog alene bestemmer, at der ikke må forskelsbehandles på grundlag af nationalitet ved udøvelsen af valgretten.
Hvad angår spørgsmålet, om der består en direkte forbindelse mellem unionsborgerskabet og valgretten og valgbarheden, som indebærer, at denne ret bør forbeholdes unionsborgere, kan der ikke drages nogen klar slutning fra bestemmelserne vedrørende Europa-Parlamentet i artikel 189 EF og 190 EF, hvorefter Europa-Parlamentet består af repræsentanter for folkene i medlemsstaterne. Udtrykket »folkene«, som ikke er nærmere defineret, kan nemlig have forskellige betydninger i EUۥs medlemsstater og på disse sprog. Der kan ikke af traktatbestemmelserne om unionsborgerskabet udledes et princip om, at alle de øvrige traktatbestemmelser kun gælder for unionsborgere, og dermed, at artikel 189 EF og 190 EF kun finder anvendelse på dem. Selv om det bestemmes i artikel 17, stk. 2, EF, at unionsborgere har de rettigheder og er underkastet de pligter, der er fastsat i traktaten, anerkender traktaten rettigheder, som ikke er betinget af, at den pågældende er unionsborger eller statsborger i en medlemsstat. Selv om bestemmelsen i artikel 19, stk. 2, EF indebærer, at statsborgerne i en medlemsstat har valgret og er valgbare i deres eget land og forpligter medlemsstaterne til at anerkende disse rettigheder for unionsborgere, som har bopæl på deres område, følger heraf ikke, at en medlemsstat er forhindret i at give bestemte personer, som har en tæt tilknytning til den pågældende stat, valgret og valgbarhed, selv om de ikke er statsborgere i denne stat eller en anden medlemsstat.
Da antallet af repræsentanter, der vælges i hver enkelt medlemsstat, er fastsat i artikel 190, stk. 2, EF, og da valgene til Europa-Parlamentet på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin afholdes i hver enkelt medlemsstat for de repræsentanter, som vælges i denne stat, berører den omstændighed, at en medlemsstat udvider valgretten ved disse valg til andre personer end dens egne statsborgere eller unionsborgere, som har bopæl på dets område, i øvrigt kun valget af de repræsentanter, som vælges i denne medlemsstat, og har ingen indflydelse hverken på valget eller antallet af de repræsentanter, som vælges i de øvrige medlemsstater.
Det Forenede Kongerige har således ikke tilsidesat artikel 189 EF, 190 EF, 17 EF og 19 EF ved at vedtage en lov, hvori det vedrørende Gibraltar bestemmes, at statsborgere i Commonwealth, som har bopæl på dette område, og som ikke er statsborgere i en medlemsstat, har valgret og er valgbare til Europa-Parlamentet.
(jf. præmis 65, 66, 70-73, 76-78 og 80)