1. Konkurrence – administrativ procedure – Kommissionens forpligtelser
(Rådets forordning nr. 17)
2. Appel – anbringender – urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder – afvisning – Domstolens kontrol med vurderingen af beviselementer – udelukket, medmindre der foreligger urigtig gengivelse
(Art. 225 EF; Domstolens statut, art. 58, stk. 1)
3. Appel – anbringender – utilstrækkelig eller selvmodsigende begrundelse
4. Konkurrence – karteller – forbud – overtrædelser – bevis
(Art. 81, stk. 1, EF)
5. Konkurrence – karteller – forbud – overtrædelser – aftaler og samordnet praksis, der kan behandles som udgørende en enkelt overtrædelse
(Art. 81, stk. 1, EF)
6. Appel – Domstolens kompetence
(Art. 81 EF; Rådets forordning nr. 17, art. 15)
1. Overholdelsen af en rimelig frist ved gennemførelsen af administrative procedurer på området for Fællesskabets konkurrencepolitik udgør et generelt fællesskabsretligt princip, hvis overholdelse Fællesskabets retsinstanser sikrer.
Konstateringen af, at proceduren har været af udstrakt varighed, som ikke kan tilskrives de berørte virksomheder, kan kun udgøre en grund til annullation på grund af tilsidesættelse af nævnte princip af en beslutning om konstatering af en overtrædelse, såfremt nævnte varighed, idet den har påvirket de pågældende virksomheders ret til kontradiktion, har kunnet have indflydelse på procedurens udfald.
Ved sin undersøgelse skal Fællesskabets retsinstanser tage hensyn til hele proceduren fra begyndelsen af Kommissionens undersøgelser indtil vedtagelsen af den endelige beslutning.
Det er vigtigt at undgå, at retten til kontradiktion lider uoprettelig skade på grund af den udstrakte varighed af den undersøgelsesfase, der går forud for fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen, og at denne varighed kan være til hinder for, at der fremføres beviser til gendrivelse af adfærd, som efter sin art kan medføre, at de berørte virksomheder ifalder ansvar. Af denne grund kan undersøgelsen af en eventuel hindring for udøvelsen af retten til kontradiktion på grund af den administrative procedures udstrakte varighed ikke begrænses til alene den anden fase af denne, men skal også omfatte fasen forud for meddelelsen af klagepunkter, og det skal navnlig fastslås, om den udstrakte varighed har kunnet påvirke de berørte virksomheders fremtidige muligheder for forsvar.
(jf. præmis 35, 42, 43 og 49-51)
2. Det følger af artikel 225 EF og artikel 58, stk. 1, i Domstolens statut, at det alene er Retten, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af de sagsakter, der er blevet fremlagt for den, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Når Retten har fastlagt eller vurderet de faktiske omstændigheder, har Domstolen i henhold til artikel 225 EF kompetence til at gennemføre en kontrol med den retlige vurdering af disse faktiske omstændigheder og de retlige konsekvenser, som Retten har draget heraf.
Domstolen har således ikke kompetence til at fastlægge de faktiske omstændigheder og i princippet heller ikke til at bedømme de beviser, Retten har lagt til grund ved fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder. Når disse beviser er blevet forskriftsmæssigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsætninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisførelse er blevet overholdt, er det alene Retten, der har kompetence til at vurdere, hvilken bevisværdi der skal tillægges de oplysninger, den har fået forelagt. Denne vurdering udgør derfor ikke et retsspørgsmål, der som sådant er undergivet Domstolens prøvelsesret, medmindre oplysningerne er gengivet urigtigt.
(jf. præmis 69 og70)
3. Spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for en dom afsagt af Retten er selvmodsigende eller utilstrækkelig, er et retsspørgsmål, der kan rejses under en appelsag.
Begrundelsespligten indebærer ikke, at Retten skal fremkomme med en udtømmende fremstilling og et for et behandle alle de argumenter, der er fremført af parterne i sagen. Begrundelsen kan således fremgå indirekte, forudsat at de berørte parter kan få kendskab til begrundelsen for, at de pågældende foranstaltninger er blevet truffet, og således at Domstolen kan råde over de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret.
(jf. præmis 71 og 72)
4. I de fleste tilfælde må den omstændighed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale, udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet, og i mangel af en anden logisk forklaring kan udgøre beviset for en tilsidesættelse af konkurrencereglerne.
Sådanne indicier og sammenfaldende omstændigheder kan ikke kun give oplysninger om den blotte forekomst af konkurrencebegrænsende praksis eller aftaler, men også om varigheden af fortsat konkurrencebegrænsende adfærd eller om perioden for anvendelse af en aftale indgået i strid med konkurrencereglerne.
Retten ikke kan således ikke, uden at begå en retlig fejl, støtte sin vurdering af forekomsten og varigheden af en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale på en samlet vurdering af alle sådanne relevante beviser og indicier. Spørgsmålet om, hvilken bevisværdi Retten har tillagt hvert af elementerne i Kommissionens beviser og indicier, udgør imidlertid et spørgsmål om vurdering af faktiske omstændigheder, der som sådan ikke er omfattet af Domstolens kontrol under en appelsag .
Den omstændighed, at beviset for eksistensen af en fortsat overtrædelse ikke er blevet ført for bestemte perioder, er ikke til hinder for, at overtrædelsen anses for at være fortsat under en længere samlet periode end denne, eftersom en sådan konstatering hviler på objektive og samstemmende indicier. I forbindelse med en sådan overtrædelse, der strækker sig over flere år, forbliver den omstændighed, at kartellet viser sig under forskellige tidspunkter, der ikke kan adskilles af længere eller kortere tidsrum, uden betydning for, at dette kartel eksisterer, for så vidt som de forskellige handlinger, der er en del af denne overtrædelse, forfølger et eneste formål og er omfattet af en enkelt fortsat overtrædelse.
(jf. præmis 94-96, 98 og 135)
5. En tilsidesættelse af artikel 81, stk. 1, EF kan foreligge ikke alene ved en enkeltstående handling, men også ved en række handlinger eller sammenhængende adfærd. Denne fortolkning kan ikke anfægtes under henvisning til, at et eller flere elementer i rækken af handlinger eller i den sammenhængende adfærd også i sig selv og isoleret betragtet kan udgøre en tilsidesættelse af den nævnte bestemmelse. Når de forskellige handlinger indgår i en »samlet plan«, fordi de har samme formål, nemlig at fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet, kan Kommissionen med rette pålægge ansvaret for disse handlinger på grundlag af deltagelsen i overtrædelsen betragtet i sin helhed.
Det er herved ikke nødvendigt at tage hensyn til de konkrete virkninger af sådanne handlinger, når det fremgår, at disse består af aftaler eller samordnet praksis, som har til formål at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet. Det fremgår af ordlyden af artikel 81, stk. 1, EF, at samordnet praksis er forbudt, uanset dens virkning, når den har et konkurrencestridigt formål, ligesom det er tilfældet med aftaler mellem virksomheder og beslutninger fra virksomhedssammenslutninger. Selv om begrebet samordnet praksis i sig selv forudsætter eksistensen af en adfærd fra deltagende virksomheder på markedet, indebærer begrebet ikke nødvendigvis, at denne adfærd konkret har den virkning at begrænse, forhindre eller fordreje konkurrencen.
(jf. præmis 110, 125, 136-139, 160, 161 og 179)
6. Retten alene har kompetence til at efterprøve den måde, hvorpå Kommissionen i hvert enkelt tilfælde har vurderet grovheden af den ulovlige adfærd henset til traktatens konkurrenceregler. Under en appelsag er formålet med Domstolens efterprøvelse dels at undersøge, i hvilket omfang Retten juridisk korrekt har taget hensyn til alle væsentlige faktorer ved vurderingen af grovheden af en given adfærd under hensyntagen til artikel 81 EF og artikel 15 i forordning nr. 17, dels at undersøge, om Retten i tilstrækkelig grad har taget stilling til alle de argumenter, der er fremført til støtte for påstanden om ophævelse eller nedsættelse af bøden.
(jf. præmis 217)