Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Konkurrence – dominerende stilling – misbrug – salgsmålsrabatter

(Art. 82 EF)

2. Konkurrence – dominerende stilling – misbrug – begreb

[Art. 3, stk. 1, litra g), EF og art. 82 EF]

3. Konkurrence – dominerende stilling – misbrug – anvendelse af ulige betingelser for ydelser af samme værdi

[Art. 82, stk. 2, litra c), EF]

4. Konkurrence – dominerende stilling – misbrug – anvendelse af ulige betingelser for ydelser af samme værdi

[Art. 3, stk. 1, litra g), EF og art. 82, stk. 2, litra c), EF]

Sammendrag

1. For at bedømme en eventuel karakter af misbrug i en dominerende virksomheds rabat- eller præmieordning, der hverken udgør mængderabatter eller -præmier, der udelukkende er forbundet med salgsmængderne, eller loyalitetsrabatter eller -præmier, eftersom den ikke medfører nogen forpligtelse for medkontrahenterne til udelukkende eller med dækning af en vis andel at foretage indkøb til dækning af deres behov hos den dominerende virksomhed, skal man vurdere samtlige omstændigheder, navnlig kriterierne og reglerne for tildeling af disse rabatter eller præmier. Det må først efterprøves, om de kan skabe en fortrængende virkning, dvs. om de kan gøre den dominerende virksomheds konkurrenters adgang til markedet mere vanskelig, eller endog umulig, og om de kan gøre det mere vanskeligt, eller endog umuligt, for medkontrahenterne at vælge mellem flere leverandører eller handelspartnere. Det skal endvidere undersøges, om der er en objektiv økonomisk begrundelse for de indrømmede rabatter og præmier. Det står en virksomhed frit for at godtgøre, at dens præmieordning, der har fortrængende virkning, er økonomisk begrundet.

Hvad angår den fortrængende virkning kan den følge af salgsmålsrabatter eller -præmier, dvs. hvis tildeling er knyttet til opfyldelsen af individuelt bestemte salgsmål, eftersom præmiesatsen afhænger af udviklingen i den omsætning, der hidrører fra hver medkontrahents køb eller salg af den dominerende virksomheds varer i en bestemt periode.

Medkontrahenternes forpligtelse i forhold til en dominerende virksomhed og det pres, der udøves på dem, kan være særligt stærkt, når en rabat eller en præmie ikke blot vedrører den samlede omsætning med hensyn til denne virksomheds varer, dvs. når en rabat eller en præmie ikke blot vedrører stigningen i salg eller køb af denne virksomheds varer i den periode, der tages i betragtning, men ligeledes omfatter alle disse køb eller salg. På denne måde medfører forholdsvis beskedne forandringer – såvel stigninger som fald – i omsætningen af den dominerende virksomheds varer uforholdsmæssige virkninger på medkontrahenterne. Dette er tilfældet, når gennemførelsen af målene medfører en forhøjelse af den udbetalte præmie på salgene eller købene af disse varer i hele den periode, der tages i betragtning, og ikke kun på de salg eller køb, der foretages efter opnåelsen af de nævnte mål. Progressiviteten i de forhøjede provisionssatser udviser altså en væsentlig marginaleffekt med betydelige konsekvenser for resultatpræmiesatserne som følge af et mindre fald i salgsmængden.

Det pres, som en dominerende virksomhed, der tildeler rabatter eller præmier med sådanne kendetegn, udøver på medkontrahenterne, styrkes yderligere, når denne virksomhed besidder markedsandele, der væsentligt overstiger dens konkurrenters. Under disse betingelser er det særligt vanskeligt for den nævnte virksomheds konkurrenter at fremsætte bedre tilbud, når de er stillet over for rabatter eller præmier, som er baseret på den samlede salgsmængde. Den dominerende virksomhed udgør som følge af sin betydeligt større markedsandel overordnet set en uomgængelig forretningspartner på markedet. De rabatter eller præmier, som en sådan virksomhed tildeler på grundlag af den samlede omsætning, overgår betydeligt på alle måder selv de mest gavmilde tilbud fra virksomhedens konkurrenter. De nævnte konkurrenter skal for at tiltrække den dominerende virksomheds medkontrahenter eller for at modtage tilstrækkelige ordrer fra disse tilbyde dem mærkbart højere rabat- eller præmiesatser.

Hvad angår vurderingen af den økonomiske begrundelse for en bonus- eller præmieordning, som en dominerende virksomhed har iværksat, sker den på grundlag af den pågældende sags samlede omstændigheder. Det skal afgøres, om den fortrængende virkning, som følger af en sådan ordning, og som er ugunstig for konkurrencen, kan opvejes, endog overvindes, af effektivitetsfordele, som ligeledes er til gavn for forbrugeren. Såfremt dennes ordnings fortrængende virkning ikke har nogen forbindelse til fordelene for markedet og forbrugerne, eller går ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå disse fordele, skal den nævnte ordning anses for at udgøre et misbrug.

(jf. præmis 65, 67-75 og 86)

2. Artikel 82 EF omfatter ikke blot praksis, der kan påføre forbrugerne direkte skade, men ligeledes praksis, som forvolder dem skade ved at skade en effektiv konkurrencestruktur som nævnt i artikel 3, stk. 1, litra g), EF. Det følger heraf, at det for at bedømme, om en dominerende virksomheds adfærd eventuelt har karakter af misbrug, ikke er nødvendigt at undersøge, om den har påført forbrugerne en skade i henhold til artikel 82, stk. 2, litra b), EF, men det er tilstrækkeligt at efterprøve, om den har haft konkurrencebegrænsende virkning.

(jf. præmis 106 og 107)

3. En dominerende virksomheds ordning med salgsmålsrabatter eller ‑præmier, der i tilfælde af, at medkontrahenterne gennemfører målene, medfører en forøgelse af satserne for de nævnte rabatter eller præmier, ikke kun for de marginale køb eller salg af den dominerende virksomheds varer, der overstiger disse mål, men for samtlige af disse køb eller salg i den periode, der tages i betragtning, medfører vederlag af forskellig størrelse for ydelser af samme værdi i henhold til artikel 82, stk. 2, litra c), EF, nemlig køb eller salg af den samme mængde af den dominerende virksomheds varer, alt efter om disse medkontrahenter har nået deres mål i forhold til referenceperioden.

(jf. præmis 138 og 139)

4. Det særlige forbud mod forskelsbehandling, som er fastsat i artikel 82, stk. 2, litra c), EF, er en del af den ordning, som i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, litra g), EF sikrer, at konkurrencen inden for det indre marked ikke fordrejes. En dominerende virksomheds forretningsadfærd må ikke fordreje konkurrencen på et marked i et tidligere eller efterfølgende led, dvs. konkurrencen mellem leverandører eller mellem denne virksomheds kunder. Den nævnte virksomheds medkontrahenter må ikke favoriseres eller stilles ringere i den konkurrence, de fører indbyrdes. Følgelig skal det, for at betingelserne for anvendelse af artikel 82, stk. 2, litra c), EF er opfyldt, fastslås, at en dominerende virksomheds adfærd på et marked ikke blot er diskriminerende, men at den ligeledes tilsigter at fordreje dette konkurrenceforhold, dvs. hæmme en del af denne virksomheds handelspartneres konkurrencemæssige stilling i forhold til andres.

Der er i denne henseende intet til hinder for, at forskelsbehandlingen af handelspartnere, som befinder sig i konkurrenceforhold, kan anses for misbrug fra det øjeblik, hvor den dominerende virksomheds adfærd i betragtning af alle omstændighederne i sagen tilsigter at medføre konkurrencefordrejning mellem disse handelspartnere. I en sådan situation kræves det kun, at der derudover føres bevis for effektiv kvantificerbar fordrejning af handelspartnernes konkurrencestilling enkeltvis betragtet.

(jf. præmis 143-145)