Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

Tilnærmelse af lovgivningerne – klageprocedurer i forbindelse med indgåelse af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter – direktiv 89/665 – tilbagekaldelse af et udbud – forpligtelse for medlemsstaterne til at indføre en klageprocedure – sådan procedure ikke fastsat i national ret – ulovligt – direkte virkning af direktivets artikel 1, stk. 1, og artikel 2, stk. 1, litra b) – de nationale retters forpligtelser

[Rådets direktiv 89/665, art. 1, stk. 1, og art. 2, stk. 1,litra b)]

Sammendrag

Artikel 1, stk. 1, og artikel 2, stk. 1, litra b), i direktiv 89/665 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelsen af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter kræver, at den ordregivende myndigheds beslutning om at tilbagekalde udbuddet af en offentlig kontrakt kan gøres til genstand for en klageprocedure og i givet fald blive annulleret med den begrundelse, at den har tilsidesat fællesskabsrettens bestemmelser vedrørende offentlige kontrakter eller de nationale bestemmelser, der gennemfører denne ret.

Det følger heraf, at i det omfang det ikke i henhold til national ret, selv om denne fortolkes i overensstemmelse med kravene i fællesskabsretten, er muligt for en bydende at anfægte en beslutning om tilbagekaldelse af et udbud, for så vidt som den strider mod fællesskabsretten, og som følge heraf påstå den annulleret, overholder den nationale ret ikke kravene i artikel 1, stk. 1, og artikel 2, stk. 1, litra b), i direktiv 89/665.

Under disse omstændigheder er den kompetente ret forpligtet til at undlade at anvende de nationale bestemmelser, der forhindrer den i at overholde den forpligtelse, der følger af disse direktivbestemmelser.

Disse bestemmelser er ubetingede og tilstrækkeligt præcise til at skabe en ret for en borger, som i givet fald kan påberåbe sig denne ret over for en ordregivende myndighed.

(jf. præmis 30, 31, 38 og 39 samt domskonkl.)