Sag T-245/03 R

Fédération nationale des syndicats d’exploitants agricoles (FNSEA) m.fl.

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Særlige rettergangsformer – konkurrence – betaling af bøde – bankgaranti – fumus boni juris – uopsættelighed – interesseafvejning – delvis og betinget udsættelse«

Kendelse afsagt af Rettens præsident den 21. januar 2004 

Sammendrag af kendelse

1.     Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelsen – foreløbige forholdsregler – betingelser – »fumus boni juris« – uopsættelighed – kumulativ karakter – afvejning af samtlige interesser i sagen

(Art. 242 EF og 243 EF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

2.     Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelsen – betingelser – »fumus boni juris« – Rettens kompetence – fastlæggelse af de betingelser, der gør det muligt ved fastsættelsen af det loft, der skal overholdes ved fastsættelsen af størrelsen af en bøde for tilsidesættelse af konkurrencereglerne, der er pålagt en sammenslutning af virksomheder, at tage hensyn til omsætningen for sammenslutningens medlemmer – ikke omfattet

(Art. 242 EF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2; Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

3.     Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelsen – udsættelse af gennemførelsen af forpligtelsen til at stille en bankgaranti som betingelse for, at en bøde ikke straks inddrives – betingelser – særlige omstændigheder

(Art. 242 EF)

4.     Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelsen – udsættelse af gennemførelsen af forpligtelsen til at stille en bankgaranti som betingelse for, at en bøde ikke straks inddrives – betingelser – alvorlig og uoprettelig skade – sammenslutning af virksomheder – hensyntagen til medlemmernes økonomiske situation – betingelser – sammenfald mellem sammenslutningens og medlemmernes objektive interesser

(Art. 242 EF)

5.     Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelsen – udsættelse af gennemførelsen af forpligtelsen til at stille en bankgaranti som betingelse for, at en bøde pålagt for tilsidesættelse af konkurrencereglerne ikke straks inddrives – afvejning af samtlige interesser i sagen

(Art. 242 EF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

6.     Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelsen – foreløbige forholdsregler – ændring eller ophævelse – betingelser – ændrede omstændigheder – begreb

(Rettens procesreglement, art. 108)

1.     Artikel 104, stk. 2, i Rettens procesreglement bestemmer, at en begæring om foreløbige forholdsregler skal angive de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, samt de faktiske og retlige grunde til, at den begærede foreløbige forholdsregel umiddelbart forekommer berettiget (fumus boni juris). Disse betingelser er kumulative, således at der ikke kan anordnes foreløbige forholdsregler, når en af dem ikke er opfyldt. Retten kan endvidere i givet fald foretage en interesseafvejning.

(jf. præmis 13)

2.     Fastlæggelsen af de betingelser, der gør det muligt hvad angår en bøde pålagt en sammenslutning af virksomheder at tage hensyn til omsætningen for en sammenslutnings medlemmer med henblik på anvendelsen af det loft på 10%, der er fastsat i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, kræver en indgående undersøgelse og vurdering, som alene kan foretages af Retten i forbindelse med dennes realitetsbehandling af sagen.

(jf. præmis 47)

3.     En begæring om udsættelse af gennemførelsen af forpligtelsen til at stille en bankgaranti som betingelse for, at en bøde ikke straks bliver inddrevet, kan kun imødekommes, såfremt der foreligger ganske særlige omstændigheder. Muligheden for at kræve, at der stilles en garanti, er nemlig for så vidt angår sager om foreløbige forholdsregler udtrykkeligt hjemlet i Domstolens og Rettens procesreglement og er i overensstemmelse med Kommissionens velbegrundede, generelle fremgangsmåde.

Sådanne ganske særlige omstændigheder kan i princippet anses for at være bevist, når den part, der anmoder om at blive fritaget for forpligtelsen til at stille den krævede bankgaranti, løfter bevisbyrden for, at det objektivt set er umuligt at stille denne bankgaranti.

(jf. præmis 77 og 78)

4.     Retten skal, når den får forelagt en begæring om udsættelse af gennemførelsen af forpligtelsen til at stille en bankgaranti som betingelse for, at en bøde pålagt en sammenslutning af virksomheder ikke straks inddrives, vurdere den af sammenslutningen lidte skade under hensyntagen til medlemmernes økonomiske situation, når sammenslutningens objektive interesser ikke er selvstændige i forhold til interesserne for de virksomheder, der er medlem af den. Ved vurderingen af den grad af uafhængighed, som en sammenslutnings objektive interesser har i forhold til dens medlemmers interesser, kan tages hensyn til forekomsten af interne regler, som gør det muligt for sammenslutningen at forpligte sine medlemmer. Det forhold, at der foreligger et sammenfald mellem sammenslutningens og medlemmernes objektive interesser, kan imidlertid følge af andre omstændigheder uafhængigt af forekomsten eller den manglende forekomst af sådanne regler.

(jf. præmis 84 og 87)

5.     Når Retten fastlægger de nærmere vilkår for udsættelsen af gennemførelsen af den forpligtelse, der er pålagt en sammenslutning af virksomheder til at stille en bankgaranti som betingelse for, at en bøde, der er pålagt for overtrædelse af konkurrencereglerne, ikke straks inddrives, skal den foretage en afvejning af sammenslutningens interesse i – såfremt der ikke kan stilles en bankgaranti – at bøden ikke straks inddrives, over for Fællesskabets interesse i at kunne inddrive beløbet, og mere generelt den offentlige interesse, der er forbundet med at opretholde effektiviteten af Fællesskabets konkurrenceregler og den afskrækkende virkning af de bøder, Kommissionen pålægger.

(jf. præmis 119)

6.     Retten har i henhold til procesreglementets artikel 108 mulighed for til enhver tid at ændre eller ophæve kendelsen om foreløbige forholdsregler på grund af ændrede forhold. Retten forstår ved »ændrede forhold« særligt faktiske forhold, der kan ændre dens bedømmelse. Desuden viser muligheden herfor den grundlæggende usikre karakter i fællesskabsretten af de foranstaltninger, der træffes i sager om foreløbige forholdsregler.

(jf. præmis 129)




KENDELSE AFSAGT AF RETTENS PRÆSIDENT
21. januar 2004(1)

»Særlige rettergangsformer – konkurrence – betaling af bøde – bankgaranti – fumus boni juris – uopsættelighed – interesseafvejning – delvis og betinget udsættelse«

I sag T-245/03 R,

Fédération nationale des syndicats d'exploitants agricoles (FNSEA), Paris (Frankrig),Fédération nationale bovine (FNB), Paris,Fédération nationale des producteurs de lait (FNLP), Paris,Jeunes agriculteurs (JA), Paris,ved avocats B. Néouze og V. Ledoux, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgere,

støttet afDen Franske Republik ved G. de Bergues og F. Million, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

intervenient,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved P. Oliver og A. Bouquet, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt,

angående en påstand om hel eller delvis fritagelse for den forpligtelse til at stille en bankgaranti, der er fastsat for at undgå inddrivelse af de bøder, som blev pålagt ved Kommissionens beslutning 2003/600/EF af 2. april 2003 om en procedure i henhold til artikel 81 EF (sag COMP/C.38.279/F3 – Fransk oksekød) (EFT L 209, s. 12),

har



PRÆSIDENTEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS,



afsagt følgende



Kendelse




Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger

1
Ved beslutning 2003/600/EF af 2. april 2003 om en procedure i henhold til artikel 81 EF (sag COMP/C.38.279/F3 – Fransk oksekød) (EFT L 209, s. 12, herefter »beslutningen«) fastslog Kommissionen, at sagsøgerne, Fédération nationale des syndicats d’exploitants agricoles (FNSEA), Fédération nationale bovine (FNB), Fédération nationale des producteurs de lait (FNPL) og Jeunes agriculteurs (JA), havde overtrådt artikel 81, stk. 1, EF ved sammen med to franske sammenslutninger af kvægslagterier, nemlig Fédération nationale de l’industrie et des commerces en gros des viandes (FNICGV) og Fédération nationale de la coopération bétail et viande (FNCBV), at have deltaget i en konkurrencebegrænsende aftale, der havde til formål at stoppe importen af oksekød til Frankrig og at fastsætte en minimumspris for visse kategorier af oksekød (beslutningens artikel 1).

2
Det fremgår af beslutningen, at sagsøgerne, som repræsenterede landmændene, på den ene side, og de to slagterisammenslutninger på den anden side i en krisesituation med bovin spongiform encephalopati (BSE), den såkaldte »kogalskabs-krise«, indgik en aftale, hvorved de fastsatte minimumspriser og forpligtede sig til at stoppe eller i det mindste begrænse importen af oksekød til Frankrig. Ultimo november og primo december 2001 indgik de samme sammenslutninger en mundtlig aftale med et lignende formål.

3
Kommissionen har i beslutningen anført, at indgåelsen af disse to aftaler (herefter de »omtvistede aftaler«) udgør en alvorlig overtrædelse af artikel 81 EF. Kommissionen har pålagt FNSEA en bøde på 12 mio. EUR, FNB en bøde på 1,44 mio. EUR, JA en bøde på 600 000 EUR og FNPL en bøde på 1,44 mio. EUR (beslutningens artikel 3).

4
Beslutningens artikel 4 bestemmer, at bøden skal betales senest tre måneder fra datoen for meddelelsen af beslutningen. I skrivelsen af 9. april 2003, hvorved sagsøgerne blev underrettet om beslutningen, blev det præciseret, at Kommissionen, såfremt sagsøgerne anlagde sag ved Retten, ikke ville tage skridt til inddrivelse af bøden, forudsat at det skyldige beløb blev forrentet fra udløbet af betalingsfristen, og at der senest på dette tidspunkt blev stillet en passende bankgaranti.

5
Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 20. juni 2003 har sagsøgerne i medfør af artikel 230, stk. 4, EF anlagt sag med påstand om annullation af beslutningen, subsidiært ophævelse eller nedsættelse af de bøder, sammenslutningerne blev pålagt.

6
Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 11. juli 2003 indgav sagsøgerne en begæring om foreløbige forholdsregler med henblik på for så vidt angår JA at opnå fritagelse fra forpligtelsen til at stille den bankgaranti, der blev fastsat som betingelse for, at den i medfør af den anfægtede beslutning pålagte bøde ikke straks blev inddrevet, for så vidt angår FNSEA at opnå en begrænsning af denne forpligtelse til et beløb på 1 700 000 EUR og for så vidt angår FNB at opnå en begrænsning af nævnte forpligtelse til et beløb på 670 000 EUR. For FNPL’s vedkommende er der ikke indgivet nogen begæring om foreløbige forholdsregler.

7
Kommissionen indgav skriftlige bemærkninger vedrørende begæringen om foreløbige forholdsregler den 1. august 2003.

8
Ved dokument indleveret til Justitskontoret den 7. oktober 2003 indgav Den Franske Republik en begæring om intervention til støtte for sagsøgernes påstande. Ved kendelse af 14. oktober 2003 gav Rettens præsident Den Franske Republik tilladelse til at intervenere og opfordrede denne til at fremsætte sine bemærkninger under retsmødet.

9
Retsmødet i sagen om foreløbige forholdsregler fandt sted den 17. oktober 2003.

10
Under retsmødet gav Rettens præsident sagsøgerne tilladelse til at fremlægge en række supplerende dokumenter. Disse dokumenter blev fremsendt den 30. oktober 2003.

11
Under retsmødet forpligtede parterne sig til at undersøge muligheden for efter fælles aftale at fastsætte en afdragsvis betaling af den pålagte bøde og til at underrette Rettens præsident om resultatet af deres drøftelser. Parterne fremsendte resultatet af disse drøftelser samt visse dertil hørende dokumenter den 7. november 2003.


Retlige bemærkninger

12
I medfør af bestemmelserne dels i artikel 242 EF og 243 EF, dels i artikel 225, stk. 1, EF kan Retten, hvis den skønner, at forholdene kræver det, udsætte gennemførelsen af den anfægtede akt eller foreskrive de nødvendige foreløbige forholdsregler.

13
Artikel 104, stk. 2, i Rettens procesreglement bestemmer, at en begæring om foreløbige forholdsregler skal angive de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, samt de faktiske og retlige grunde til, at den begærede foreløbige forholdsregel umiddelbart forekommer berettiget (fumus boni juris). Disse betingelser er kumulative, således at der ikke kan anordnes foreløbige forholdsregler, når en af dem ikke er opfyldt (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 14.10.1996, sag C-268/96 P(R), SCK og FNK mod Kommissionen, Sml. I, s. 4971, præmis 30). Retten kan endvidere i givet fald foretage en interesseafvejning (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 23.2.2001, sag C-445/00 R, Østrig mod Rådet, Sml. I, s. 1461, præmis 73).

14
Før det undersøges, om disse betingelser er opfyldt i det foreliggende tilfælde, må det fastslås, at sagsøgerne ikke har nedlagt nogen påstand for så vidt angår FNPL. Under disse omstændigheder vil Rettens undersøgelse i forbindelse med denne sag om foreløbige forholdsregler udelukkende angå situationen for FNSEA, FNB og JA.

Fumus boni juris

Parternes argumenter

15
Sagsøgerne har med henblik på at godtgøre, at betingelsen vedrørende fumus boni juris er opfyldt, påberåbt sig en række anbringender som efter deres opfattelse bør føre til, at beslutningen annulleres.

16
Sagsøgerne har for det første gjort gældende, at de ikke udgør sammenslutninger af virksomheder eller sammenslutninger af sammenslutninger af virksomheder. Dernæst har de anført, at Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at beskylde dem for at have indgået en importaftale, for hemmeligt at have fulgt prisaftalen efter den 30. november 2001 samt for lokal virksomhed efter den 30. november 2001. For det tredje havde den pågældende aftale ingen begrænsende virkning på konkurrencen. For det fjerde fastsætter den i artikel 2 i Rådets forordning nr. 26 af 4. april 1962 om anvendelse af visse konkurrenceregler inden for produktion og handel med landbrugsvarer (EFT 1959-1962, s. 81) indeholdte undtagelse, at artikel 81 EF ikke gælder for aftaler, som er nødvendige for at nå de i artikel 33 EF angivne mål.

17
Sagsøgerne har subsidiært gjort gældende, at de ved beslutningen pålagte bøder bør nedsættes.

18
Sagsøgerne har i den forbindelse for det første anført, at retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten (EFT 1998, C9, s. 3) er ulovlige, for så vidt som den deri indeholdte metode til fastsættelse af grundbeløbet er i strid med både proportionalitetsprincippet og bestemmelserne i artikel 15 i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962: første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel [81] og [82] (EFT 1959-1962, s. 81).

19
Kommissionen har for det andet tilsidesat proportionalitetsprincippet og anlagt et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til overtrædelsens grovhed og varighed. Sagsøgerne har navnlig bemærket, at Kommissionen selv har konstateret den meget specifikke karakter af sagens omstændigheder, såvel på grund af de pågældende parter – som alle er ikke-erhvervsdrivende sammenslutninger inden for landbrugssektoren – som det pågældende produkts særegenhed. Kommissionen har således i beslutningen bekræftet, at den »for første gang [pålægger sanktioner] for en aftale vedrørende et landbrugsbasisprodukt indgået udelukkende mellem sammenslutninger, der omfattede to led i produktionskæden«. Kommissionen har ligeledes betegnet krisen som »en usædvanlig begivenhed« og som en »særlige situation, hvor der ikke kun var tale om prissammenbrud eller eksistensen af en velkendt sygdom« (betragtning 181 og 184 til beslutningen).

20
For det tredje har Kommissionen tilsidesat artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, idet de pålagte bøders størrelse overskrider det tilladte loft. For så vidt angår en sammenslutning af virksomheder der ikke har nogen omsætning, er det i artikel 15 i forordning nr. 17 fastsatte loft således på én million EUR. Såfremt det antages, at de til sagsøgerne indbetalte årlige kontingenter kan betegnes som »omsætning«, overskrider de pålagte bøder i vidt omfang 10% af disse kontingenters størrelse, eftersom bøderne svarer til 200% af indtægterne fra de til FNSEA indbetalte kontingenter, til 240% af indtægterne fra de til FNB indbetalte kontingenter og til mere end 200% af indtægterne fra de til JA indbetalte kontingenter.

21
Sagsøgerne har med hensyn til omsætningen hos deres medlemmer bemærket, at det udelukkende er tilladt at tage hensyn til omsætningen hos medlemmerne af en sammenslutning af virksomheder, når sammenslutningen i henhold til sine interne regler har bemyndigelse til at forpligte medlemmerne (Domstolens dom af 16.11.2000, sag C-298/98 P, Finnboard mod Kommissionen, Sml. I, s. 10157). I det foreliggende tilfælde har ingen af sagsøgerne imidlertid bemyndigelse til at forpligte medlemmerne. Således bemyndiger ingen lovbestemmelse eller bestemmelse i sammenslutningernes respektive vedtægter dem til at indgå forpligtelse på medlemmernes vegne. Det er a fortiori heller ikke muligt for dem at forpligte deres medlemmers medlemmer, dvs. de landmænd, der er medlemmer af de lokale fagforeninger (herefter ligeledes »de organiserede landmænd«).

22
Kommissionen har for det fjerde tilsidesat princippet non bis in idem. Kommissionen har nemlig ikke godtgjort, at den ved beregningen af bøden til hver af sagsøgerne har taget hensyn til den omstændighed, at en del af de organiserede landmænd i visse tilfælde kan være tilknyttet både FNSEA, FNB, FNPL og JA.

23
Endelig har sagsøgerne hvad angår den af Kommissionen anvendte fremgangsmåde anført, at Kommissionen har tilsidesat retten til kontradiktion, idet den ikke i meddelelsen af klagepunkter har anført, at den ville beregne bødernes størrelse i forhold til omsætningen hos sagsøgernes medlemmer. Kommissionen har endvidere tilsidesat artikel 253 EF, når henses til den manglende begrundelse vedrørende overholdelsen af det ved forordning nr. 17 fastsatte loft, skønt det i det foreliggende tilfælde er påkrævet med en yderst præcis begrundelse.

24
Kommissionen er af den opfattelse, at ingen af de af sagsøgerne fremførte anbringender opfylder betingelsen vedrørende fumus boni juris.

25
Hvad først angår de i præmis 16 anførte anbringender er Kommissionen af den opfattelse, at der er redegjort for summarisk for disse, hvilket ikke gør det muligt for Kommissionen at besvare dem. Eftersom de ikke opfylder de kriterier, der er fastsat i den kendelse, som Rettens præsident afsagde den 7. maj 2002 i sagen Aden m.fl. mod Rådet og Kommissionen (sag T-306/01 R, Sml. II, s. 2387, præmis 52), bør de afvises fra realitetsbehandling. Subsidiært finder Kommissionen, at argumenterne bør forkastes som grundløse.

26
Hvad dernæst angår anbringenderne om ændring af beslutningen for så vidt angår bødestørrelserne, bør disse forkastes som værende uden retligt grundlag.

27
For så vidt angår for det første argumentet om, at retningslinjerne er ulovlige, er dette i strid med fast retspraksis, hvori det er anerkendt, at de er lovlige (Rettens dom af 20.3.2002, sag T-9/99, HFB m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1487, præmis 431 ff.).

28
Hvad dernæst angår den påståede tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og det forhold, at der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til overtrædelsens varighed og grovhed, har sagsøgerne ikke fremlagt nogen oplysninger, der kan afkræfte de i beslutningen konstaterede faktiske omstændigheder. Kommissionen har desuden på behørig vis taget hensyn til krisesituationen, for det første ved på daværende tidspunkt at vedtage fællesskabsretlige instrumenter, der havde til formål at stabilisere priserne, og ved foruden de traditionelle interventionsmekanismer bl.a. at vedtage specielle forordninger af ekstraordinær karakter. Endvidere blev den bøde, som hver af parterne blev pålagt, nedsat med 60% under hensyntagen til den exceptionelle situation. Under alle omstændigheder kan en krise på markedet ikke berettige til en alvorlig overtrædelse af konkurrencereglerne (Domstolens dom af 15.10.2002, forenede sager C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P - C-252/99 P og C-254/99 P, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8375, præmis 487).

29
Hvad angår for det tredje argumentet vedrørende princippet non bis in idem er Kommissionen af den opfattelse, at redegørelsen herfor er utilstrækkelig, og at det derfor bør afvises (kendelsen i sagen Aden m.fl. mod Rådet og Kommissionen, præmis 52). Under alle omstændigheder har Kommissionen taget hensyn til forbindelserne mellem sagsøgerne, og hver sagsøger er blevet pålagt en sanktion for sin deltagelse i den konkurrencebegrænsende aftale.

30
Hvad angår for det fjerde loftet for bøderne har Kommissionen bemærket, at sagsøgerne ikke har oplyst, hvad den kumulerede omsætning for deres medlemmer er, og ikke har godtgjort, at bøderne overstiger loftet på 10% af denne omsætning. Henset til den omstændighed, at omsætningen inden for sektoren for oksekødsproduktion er på 4,4 mia. EUR og til, at størstedelen af producenterne inden for denne sektor indirekte er medlemmer af sagsøgerne, kan bøden desuden ikke have oversteget 10% af medlemmernes kumulerede omsætning. Såfremt det antages, at FNSEA omfatter næsten 600 000 medlemmer og JA næsten 50 000 udgør den pålagte bøde nemlig henholdsvis ca. 20 EUR og ca. 12 EUR pr. medlem. Det er svært at forestille sig, at sådanne beløb nærmer sig det maksimale loft på 10% af den årlige omsætning.

31
Hvad angår sagsøgernes mulighed for at forpligte medlemmerne har Kommissionen i de skriftlige indlæg henledt opmærksomheden på artikel 8 i FNSEA’s vedtægter, hvori det fastslås, at »sammenslutningen leder alle aktioner på den måde, som omstændighederne gør det muligt eller påkræver«. Lignende bestemmelser findes i FNB’s vedtægter (artikel 7) og JA’s vedtægter (artikel 6). Kommissionen har under retsmøde ligeledes henvist til artikel 7 i FNSEA’s vedtægter, hvori det er fastsat, at der er mulighed for at ekskludere et medlem på grund af manglende overholdelse af vedtægterne og forretningsordenen eller på grund af økonomisk eller ikke-økonomisk tab, bl.a. når medlemmets aktiviteter strider mod FNSEA’s politiske linje. Ifølge Kommissionen findes der lignende bestemmelser i vedtægterne for FNSEA’s medlemmer, hvilket i sidste ende gør det muligt for de lokale fagforeninger at ekskludere en organiseret landmand, såfremt han forvolder den faglige organisation skade, f.eks. ved at nægte at deltage i de faglige aktioner. Sagsøgerne har som følge heraf bemyndigelse til at forpligte deres medlemmer samt de organiserede landmænd. Kommissionen har endeligt sat spørgsmålstegn ved, hvorfor sagsøgerne har indgået aftalerne, hvis de ikke havde mulighed for at forpligte medlemmerne.

32
Kommissionen har endelig gjort gældende, at den ikke er forpligtet til i en meddelelse af klagepunkter at redegøre for det beregningsgrundlag, den har til hensigt at anvende med henblik på at undersøge loftet (Rettens dom af 20.3.2002, sag T-31/99, ABB Asea Brown Boveri mod Kommissionen, Sml. II, s. 1881, præmis 78, 79, 85 og 86). Hvad angår begrundelsen for loftet har den på behørig vis forsøgt at indhente oplysninger om omsætningen for FNSEA’s medlemmer, men FNSEA har ikke svaret. Endvidere udgør den pålagte bøde en procentdel, som er meget lavere end 10% af omsætningen for sagsøgernes medlemmer.

Rettens bemærkninger

33
Det må erkendes, at i det mindste visse af de af sagsøgerne påberåbte anbringender umiddelbart forekommer relevante og i hvert fald ikke fuldstændigt ubegrundede. Dette gælder bl.a. dels anbringendet om, at Kommissionen har fastsat en bøde, der overstiger loftet på 10% af sagsøgernes omsætning, dels anbringendet om, at begrundelsen i beslutningen vedrørende nævnte loft er mangelfuld.

34
Med hensyn til det første af disse to anbringender bemærkes, at hvad angår overtrædelser, der begås af en sammenslutning af virksomheder, skal det loft på 10% af omsætningen, som er fastsat i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, om fornødent beregnes på grundlag af omsætningen for samtlige de virksomheder, som er medlemmer af sammenslutningen, i hvert fald når denne efter sine interne regler kan handle med bindende virkning for sine medlemmer (Rettens dom af 23.2.1994, forenede sager T-39/92 og T-40/92, CB og Europay mod Kommissionen, Sml. II, s. 49, præmis 136, af 21.2.1995, sag T-29/92, SPO m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 289, præmis 385, af 22.10.1997, forenede sager T-213/95 og T-18/96, SCK og FNK mod Kommissionen, Sml. II, s. 1739, præmis 252, af 14.5.1998, sag T-338/94, Finnboard mod Kommissionen, Sml. II, s. 1617, præmis 270, stadfæstet efter appel ved dommen af 16.11.2000 i sagen Finnboard mod Kommissionen, præmis 66).

35
Kommissionen har nærmere bestemt gjort gældende, at sagsøgerne i henhold til disses vedtægter kunne forpligte deres medlemmer samt de organiserede landmænd, og at en hensyntagen til medlemmernes omsætning med henblik på beregningen af loftet for bøderne som følge heraf var berettiget.

36
Sagsøgerne har under retsmødet bestridt, at deres vedtægter eller medlemmernes vedtægter gør det muligt at slette et medlem, som afviser at deltage i en faglig aktion. Sagsøgerne har desuden bemærket, at selv om aftalen af 24. oktober 2001 blev indgået i medlemmernes interesse, havde den kun til formål at tilskynde sidstnævnte psykologisk og politisk. Sagsøgerne har endelig bemærket, at der er blevet indgået flere lokalaftaler, hvilket beviser, at den af sagsøgerne indgåede aftale ikke er af bindende karakter.

37
Det fremgår af artikel 8 i FNSEA’s vedtægter, at denne sammenslutning primært har til formål at »repræsentere og varetage […] landbrugserhvervets interesser på det etiske, tekniske, sociale, økonomiske og lovgivningsmæssige område, med undtagelse af handelstransaktioner«. FNSEA har bl.a. til opgave »at sikre repræsentationen og varetagelsen af landbrugsmæssige interesser ved enhver lejlighed, bl.a. i forhold til offentlige myndigheder og inden for brancheorganisationer, at forberede, beslutte og lede enhver aktion på den måde, som omstændighederne gør det muligt eller påkræver« (artikel 8, stk. 5). FNSEA har ligeledes til opgave »at sikre repræsentationen og varetagelsen af interesserne for arbejdsgivere, der beskæftiger arbejdstagere i landbruget, bl.a. i forhold til offentlige myndigheder og arbejdstagerorganisationer«, og sammenslutningen har i den anledning »bemyndigelse til at forhandle og indgå kollektive overenskomster eller aftaler, og til at deltage i administrationen af enhver lønmæssig ordning, der er oprettet ved disse overenskomster eller aftaler« (artikel 8, stk. 6). Desuden fremgår det af artikel 7 i FNSEA’s vedtægter, at medlemskabet af FNSEA fortabes bl.a. »ved eksklusion som følge af manglende overholdelse af vedtægterne eller forretningsordenen eller som følge af, at [FNSEA] er blevet påført et økonomisk eller ikke-økonomisk tab bl.a. i det tilfælde, hvor medlemmets aktiviteter er i modstrid med [FNSEA]’s generelle politiske linje«.

38
Hvad angår FNB’s vedtægter fremgår det af disses artikel 7, at denne sammenslutning har til formål at »organisere, repræsentere og varetage de fælles interesser for alle kvægproducenter«. Vedtægternes artikel 4 fastslår, at medlemskabet fortabes ved eksklusion »som følge af manglende overholdelse af vedtægterne eller forretningsordenerne eller som følge af, at [FNB] er blevet påført et økonomisk eller ikke-økonomisk tab«.

39
Endelig fremgår det af artikel 6 i JA’s vedtægter, at denne sammenslutning i det væsentligste har til formål at »organisere, koordinere og harmonisere samtlige erhvervsmæssige aktiviteter samt at præsentere og varetage interesserne for de regionale centre, som udgør sammenslutningen«. Vedtægternes artikel 5 fastslår, at medlemskabet fortabes bl.a. »ved eksklusion som følge af manglende overholdelse af vedtægterne eller forretningsordenen eller som følge af, at [JA] er blevet påført et økonomisk eller ikke-økonomisk tab bl.a. i det tilfælde, hvor medlemmets aktiviteter er i modstrid med [JA]’s generelle politiske linje«.

40
Bortset fra artikel 8, stk. 6, i FNSEA’s vedtægter, som vedrører det specifikke spørgsmål om forhandling og indgåelse af kollektive aftaler, synes ingen af bestemmelserne i sagsøgernes vedtægter umiddelbart at gøre det muligt for disse at træffe beslutninger, som er bindende for medlemmerne. Selv om FNSEA’s vedtægter gør det muligt for denne at »forberede, beslutte og lede enhver aktion«, synes disse vedtægter ikke umiddelbart og i modsætning til det af Kommissionen påståede at bemyndige sammenslutningen til at forpligte medlemmerne.

41
Navnlig indeholder sagsøgernes vedtægter ikke umiddelbart bestemmelser, der gør det muligt for dem at forpligte deres medlemmer, såsom de bestemmelser, der er konstateret i dommene i sagen CB og Europay mod Kommissionen, i sagen SCK og FNK mod Kommissionen samt i sagen Finnboard mod Kommissionen.

42
I den forbindelse har Retten i dommen i sagen CB og Europay mod Kommissionen, præmis 138, og i sagen Finnboard mod Kommissionen, præmis 275 og 280, understreget, at medlemmerne af de pågældende sammenslutninger i henhold til vedtægterne var solidarisk ansvarlige for de forpligtelser, sammenslutningen havde indgået i forhold til tredjemand.

43
I den sag, der gav anledning til dommen i sagen SCK og FNK mod Kommissionen, foreskrev den pågældende sammenslutnings vedtægter udtrykkeligt, at sammenslutningen kunne vedtage beslutninger, som var bindende for medlemmerne, og ekskludere de medlemmer, der ikke overholdt disse beslutninger.

44
Det bemærkes ligeledes, at det i kendelse, som Rettens præsident afsagde den 14. december 2000 i sagen Nederlandse Federatieve Vereniging voor de Groothandel op Elektrotechnisch Gebied mod Kommissionen (sag T-5/00 R, Sml. II, s. 4121, præmis 56) blev konstateret, at medlemmerne i henhold til sammenslutningens vedtægter var forpligtet til nøje at overholde bestemmelserne i vedtægterne, forretningsordenen samt bestyrelsens og generalforsamlingens vedtagelser.

45
Henset til disse afgørelser synes den af Kommissionen under retsmødet fremførte påstand, hvorefter det er tilstrækkeligt, at sagsøgerne i henhold til deres vedtægter kan ekskludere de medlemmer, der ikke efterkommer deres »generelle politik«, at gå videre end retspraksis.

46
Desuden forudsætter en hensyntagen i det foreliggende tilfælde til omsætningen for de organiserede landmænd ved beregningen af bødernes maksimumsbeløb, at de af sagsøgerne trufne beslutninger er bindende ikke blot for deres direkte medlemmer, men ligeledes for deres indirekte medlemmer. Kommissionen er i denne forbindelse ikke umiddelbart fremkommet med nogen forklaringer og har heller ikke a fortiori fremlagt dokumenter, som kan understøtte denne påstand.

47
Det fremgår af ovenstående, at det foreliggende anbringende ikke er åbenbart ubegrundet. Desuden finder Retten, at en fastlæggelse af de betingelser, der gør det muligt at tage hensyn til omsætningen for en sammenslutnings medlemmer med henblik på anvendelsen af det loft på 10%, der er fastsat i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, kræver en indgående undersøgelse og vurdering, som alene kan foretages af Retten i forbindelse med dennes realitetsbehandling af sagen.

48
Med hensyn til det andet anbringende om en mangelfuld begrundelse vedrørende loftet for bøderne bemærkes, at i henhold til fast praksis skal den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 253 EF, tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret (Domstolens dom af 2.4.1998, sag C-367/95 P, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, Sml. I, s. 1719, præmis 63). Omfanget af den i artikel 253 EF fastsatte begrundelsespligt afhænger af arten af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget (Domstolens dom af 14.2.1990, sag C-350/88, Delacre m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 395, præmis 15 og 16, og dommen i sagen Kommissionen mod Sytraval og Brink’s, præmis 63).

49
Hvad angår en beslutning, hvorved flere virksomheder som i det foreliggende tilfælde pålægges bøder for en overtrædelse af de fællesskabsretlige konkurrenceregler, skal begrundelsespligtens rækkevidde bl.a. vurderes under hensyntagen til, at overtrædelsernes grovhed skal fastslås på grundlag af en lang række forhold, herunder bl.a. sagens særlige omstændigheder, dens sammenhæng og bødernes afskrækkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtømmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning (Domstolens kendelse af 25.3.1996 i sagen SPO m.fl. mod Kommissionen, sag C-137/95 P, Sml. I, s. 1611, præmis 54).

50
Det bemærkes, at betragtning 162-186 til beslutningen omhandler anvendelsen af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17. Kommissionen har i beslutningens betragtning 170 anført, at størrelsen af det til hver enkelt sagsøger indbetalte årlige kontingent forekommer at være et objektivt kriterium, der viser de forskellige landbrugssammenslutningers relative størrelse og deres ansvar i den konstaterede overtrædelse. Kommissionen har henset til dette forhold fastsat grundbeløbet for bøden til FNSEA til 20 mio. EUR og grundbeløbet for bøden til JA og FNB på henholdsvis en tyvendedel og en tiendedel af dette beløb.

51
Derimod omhandler ingen af betragtningerne til beslutningen en undersøgelse af, om loftet på 10% eventuelt er overskredet, eller a fortiori en vurdering af muligheden for at tage hensyn til omsætningen for de organiserede landmænd. Beslutningen gør det derfor ikke umiddelbart muligt for de berørte parter eller for Retten at få kendskab til årsagerne til, at Kommissionen har fundet det hensigtsmæssigt at tage hensyn til denne omsætning.

52
Det bemærkes i den forbindelse, at da omfanget af begrundelsespligten afhænger af arten af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget (jf. præmis 48), bør Kommissionen, når den som led i sin beslutningspraksis vedtager en beslutning, såfremt den går væsentlig længere end i tidligere beslutninger, udførligt gøre rede for sin argumentation (jf. i denne retning Domstolens dom af 26.11.1975, sag 73/74, Fabricants de papier peints mod Kommissionen, Sml. s. 1491, præmis 31, og dommen i sagen SCK og FNK mod Kommissionen, præmis 226). Kommissionen bør så meget desto mere redegøre herfor, når beslutningen, som det synes at være tilfældet i denne sag (jf. præmis 45), er mere vidtgående end retspraksis.

53
Kommissionen har i forbindelse med denne sag blot gjort gældende, at den forud for vedtagelsen af beslutningen på behørig vis forsøgte at indhente oplysninger om omsætningen for sagsøgernes medlemmer hos sidstnævnte, men at den ikke modtog nogen oplysninger herom.

54
Det bemærkes vedrørende dette argument dels, at Kommissionen ikke reelt synes at bestride sagsøgernes argument, hvorefter beslutningen ikke indeholder nogen begrundelse med hensyn til loftet for bøderne, dels, at selv om Kommissionen ikke havde detaljeret kendskab til omsætningen for sagsøgernes medlemmer, kunne denne omstændighed ikke umiddelbart fritage den fra i betragtningerne til beslutningen at anføre grundene til, at den fandt det hensigtsmæssigt at tage hensyn til omsætningen for disse medlemmer.

55
Ovenstående betragtninger er tilstrækkelige til at konkludere, at i det mindste en del af de af sagsøgerne påberåbte anbringender umiddelbart er relevante og i hvert fald ikke fuldstændigt ubegrundede. Under disse omstændigheder bør det erkendes, at der i denne sag foreligger fumus boni juris.

Uopsættelighed

Parternes argumenter

56
Sagsøgerne er af den opfattelse, at betingelsen vedrørende uopsættelighed er opfyldt i det foreliggende tilfælde.

57
Sagsøgerne har indledningsvis gjort gældende, at risikoen for et alvorligt og uopretteligt tab bør vurderes i forhold til situationen for hver enkelt sagsøger, og ikke i forhold til situationen for sagsøgernes medlemmer.

58
Eftersom sagsøgerne ikke har beføjelse til at forpligte deres medlemmer, kan deres objektive interesser således ikke falde sammen med interesserne for de organiserede landmænd. Under disse omstændigheder bør der ikke tages hensyn til kvægopdrætternes størrelse og økonomiske styrke ved vurderingen af det tab, som sagsøgerne risikerer at lide. I øvrigt er sagsøgerne ikke i besiddelse af oplysninger vedrørende kvægopdrætternes omsætning.

59
Hvad nærmere bestemt angår FNSEA har sagsøgerne først bemærket, at der er tale om en sammenslutning, som er reguleret ved bestemmelserne i den franske samling af arbejdsretlige regler (vedtægternes artikel 1), og hvis medlemmer er regionale sammenslutninger af landmænd (FDSEA) eller regionale foreninger af landmænd (UDSEA), JA og nationale sammenslutninger specialiseret inden for et bestemt produkt, såsom FNB og FNPL (vedtægternes artikel 5). Sagsøgerne har desuden anført, at FNSEA »primært har til opgave at repræsentere og varetage landbrugets interesser inden for det etiske, tekniske, sociale, økonomiske og lovgivningsmæssige område, med undtagelse af handelstransaktioner«, og at sammenslutningen med henblik herpå »organiserer, koordinerer og harmoniserer samtlige interesser« (vedtægternes artikel 8). FNSEA udøver således primære aktiviteter, som ikke er indtægtsgivende for denne. Derimod har FNSEA henset til sammenslutningens opgaver på landbrugsområdet i Frankrig, og bl.a. opgaverne i forhold til de franske offentlige myndigheder, særdeles høje driftsomkostninger, hvilket hænger sammen med sammenslutningens størrelse og komplekse opbygning.

60
Sagsøgerne har dernæst anført, at bøden til FNSEA på 12 mio. EUR nøjagtigt svarer til størrelsen af FNSEA’s ordinære indtægter for 2001. Nævnte indtægter består af faglige kontingenter på 5,95 mio. EUR, af støtte på 3,28 mio. EUR og af øvrige indtægter på 2,81 mio. EUR.

61
For så vidt angår FNSEA’s likvide midler har sagsøgerne bemærket, at selv om aktiverne (finansielle anlægsaktiver, omsætningsværdipapirer og likvide beholdninger) i sammenslutningens balance pr. 31. december 2002 viser et samlet beløb på ca. 14 mio. EUR, er værdien af omsætningsaktiverne på 3 mio. EUR.

62
Sagsøgerne har ligeledes henvist til skrivelser fra tre franske banker, som alle har afvist at stille en bankgaranti. En af disse banker har tilbudt FNSEA at stille en garanti på 1,7 mio. EUR mod sikkerhedsstillelse i sammenslutningens frie aktiver.

63
Sagsøgerne har med hensyn til FNB indledningsvis bemærket, at der er tale om en sammenslutning, som er reguleret af bestemmelserne i den franske samling af arbejdsretlige regler (vedtægternes artikel 1), og hvis medlemmer er de regionale sammenslutninger af landmænd (FNSEA) eller de regionale foreninger af landmænd (UDSEA), der er repræsenteret ved deres særlige afdeling (vedtægternes artikel 2). FNB har til opgave »i henhold til FNSEA’s vedtægter at organisere, repræsentere og varetage de fælles interesser for de producenter af hornkvæg og andre beslægtede racer, der ønsker det« (vedtægternes artikel 7). FNB udøver således primære aktiviteter, som ikke er indtægtsgivende for sammenslutningen.

64
Sammenslutningens indtægter kommer primært fra kontingenter fra kvægafdelingerne i de regionale sammenslutninger og i kvægavlersammenslutningerne. Sammenslutningens samlede indtægter i 2001 udgjorde 816 935 EUR. Den bøde på 1 440 000 EUR, som Kommissionen har pålagt FNB, svarer således til mere end 176% af sammenslutningens indtægter i 2001. Dette beløb er imidlertid urimeligt henset til, at der er tale om en sammenslutning, og henset til dennes økonomiske kapacitet. Pr. 31. december 2002 rådede sammenslutningen over frie aktiver på i alt 1,091 mio. EUR. Følgelig vil FNB ikke kunne rejse et beløb, der overstiger 750 000 EUR.

65
Tre franske banker har over for sammenslutningen afvist at stille bankgarantien vedrørende den pålagte bøde. En af de nævnte banker erklærede sig rede til at stille en bankgaranti på 670 000 EUR mod sikkerhedsstillelse i de frie aktiver.

66
Sagsøgerne har hvad angår JA indledningsvis anført, at denne ligeledes udgør en sammenslutning reguleret af den franske samling af arbejdsretlige regler (vedtægternes artikel 1), hvis medlemmer er de regionale centre af unge landmænd, som på forhånd skal være medlemmer af den i deres region beliggende sammenslutning eller forening af landmænd (FDSEA eller UDSEA) (vedtægternes artikel 3). JA har til formål at »organisere, koordinere og harmonisere samtlige erhvervsmæssige aktiviteter samt at præsentere og varetage interesserne for de regionale foreninger, som udgør sammenslutningen«, og har således bl.a. til opgave »at repræsentere de unge landmænd over for erhvervsorganisationer, offentlige myndigheder og offentligheden samt at varetage de unge landmænds interesser overalt, hvor dette er muligt« (vedtægternes artikel 6). JA’s primære aktiviteter gør det således ikke muligt for sammenslutningen at skaffe sig indtægter.

67
Den bøde, som JA er blevet pålagt, udgør mere end 200% af størrelsen af sammenslutningens kontingenter og ligeledes mere end 200% af dennes egenkapital og reserver.

68
JA’s forfaldne gæld er betydelig, idet den beløber sig til 1,51 mio. EUR i 2001 og til 2,9 mio. EUR ultimo 2002. JA har desuden haft tab i de foregående år med et underskud på 64 775 EUR i 2001 og 42 175 EUR i 2002.

69
De aktiver, som JA råder over, gør det ikke muligt for sammenslutningen at stille nogen som helst form for bankgaranti. De banker, som i den anledning er blevet kontaktet, har hver især afvist at stille en bankgaranti, bl.a. på grund af den manglende egenkapital samt på grund af sammenslutningens underskud og den forfaldne gælds størrelse.

70
Kommissionen er af den opfattelse, at sagsøgerne ikke i fornødent omfang har godtgjort, at betingelsen om uopsættelighed var opfyldt i det foreliggende tilfælde.

71
Kommissionen har først bemærket, at sagsøgerne kan forpligte deres medlemmer, hvorfor deres interesser er sammenfaldende med interesserne for deres egentlige medlemmer, dvs. landmændene. Sagsøgerne har således indgået de omtvistede aftaler på medlemmernes vegne og i deres interesse.

72
Under disse omstændigheder bør det påberåbte alvorlige og uoprettelige tab vurderes i forhold til den økonomiske kapacitet hos sagsøgernes medlemmer. Der er ingen tvivl om, at sagsøgerne med hjælp fra disse vil kunne stille den nødvendige bankgaranti, f.eks. ved at opkræve et ekstraordinært kontingent. Kommissionen har i denne forbindelse anført, at den bøde, som FNSEA er blevet pålagt, svarer til ca. 20 EUR for hver af de 600 000 landmænd, som sammenslutningen repræsenterer, og at den bøde, som JA er blevet pålagt, svarer til ca. 12 EUR for hver af sammenslutningens 50 000 medlemmer. Kommissionen har under retsmødet bemærket, at FNSEA har 68 direkte medlemmer, heriblandt FNPL, som ville have været i stand til at stille bankgarantien. Det er ligeledes klart, at FNSEA selv på dette niveau økonomisk set ville kunne henholde sig til sine medlemmer. FNSEA’s bestyrelse kunne nemlig mødes, fastsætte et kontingent for det følgende år, og på denne måde pålægge sine 68 medlemmer at betale kontingentet. Kommissionen har præciseret, at den ikke kender den nøjagtige økonomiske situation for medlemmerne af FNSEA, da sidstnævnte ikke har fremsendt de i denne forbindelse anmodede oplysninger til Kommissionen.

73
Kommissionen har tilføjet, at såfremt sagsøgernes medlemmer besluttede ikke at stille bankgarantien, og såfremt den retlige inddrivelse af bøden i givet fald førte til, at visse sammenslutninger ophørte med at eksistere, ville denne konsekvens ikke følge af den af Kommissionen pålagte forpligtelse, men af medlemmernes beslutning. Under disse omstændigheder ville der ikke være den nødvendige direkte årsagsforbindelse mellem dette ophør og Kommissionens handling (kendelse afsagt af Rettens præsident den 4.6.1996, sag T-18/96 R, SCK og FNK mod Kommissionen, Sml. II, s. 407, præmis 36-38, stadfæstet efter appel ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 14.10.1996, sag C-268/96 P(R), SCK og FNK mod Kommissionen, Sml. I, s. 4971; kendelsen i sagen Nederlandse Federatieve Vereniging voor de Groothandel op Elektrotechnisch Gebied mod Kommissionen, præmis 52, 54, 58 og 59, stadfæstet efter appel ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 23.3.2001, sag C-7/01 P(R), FEG mod Kommissionen, Sml. I, s. 2559, præmis 42-44 og 46). Desuden gælder den begrundelse, der fører til en hensyntagen til de økonomiske ressourcer i den gruppe af virksomheder, som en virksomhed tilhører, i lige så høj grad for en sammenslutning af virksomheder (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 14.12.1999, sag C-335/99 P(R), HFB m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8705, præmis 62 og 63).

74
Kommissionen har ligeledes bemærket, at såfremt sagsøgerne bliver genstand for en betalingsstandsnings- eller en konkursbehandlingsprocedure er formålet med en sådan procedure at bevare de berørte sammenslutninger, og det er sandsynligt, at medlemsvirksomhederne tilfører den nødvendige støtte til at genoprette disse. Under alle omstændigheder tjener det intet formål at holde liv i en sammenslutning, såfremt medlemmerne ikke ønsker, at denne skal overleve.

75
Eftersom sagsøgerne ikke har godtgjort, at det har været umuligt at opnå de krævede bankgarantier mod sikkerhedsstillelse fra sammenslutningens medlemmer, er betingelsen om uopsættelighed ikke opfyldt.

76
Kommissionen har subsidiært foretaget en undersøgelse af hver enkelt sagsøgers økonomiske situation og har på baggrund heraf konkluderet, at disse råder over tilstrækkelige ressourcer til at stille de nødvendige bankgarantier. Kommissionen har tilføjet, at de af FNB og JA indleverede regnskabsbilag ikke har absolut bevisværdi, idet de ikke er reviderede, og at de bankskrivelser, som sagsøgerne har fremlagt med henblik på at bevise den manglende mulighed for at stille de krævede garantier, ikke er relevante, eftersom det ikke af disse fremgår, at sagsøgerne var rede til at hæfte med alle deres egne disponible midler med henblik på at opnå en bankgaranti.

Rettens bemærkninger

77
Ifølge fast retspraksis kan en begæring om udsættelse af gennemførelsen af forpligtelsen til at stille en bankgaranti, der er pålagt som betingelse for, at en bøde ikke straks bliver inddrevet, kun imødekommes, såfremt der foreligger ganske særlige omstændigheder (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 6.5.1982, sag 107/82 R, AEG mod Kommissionen, Sml. s. 1549, præmis 6, og kendelsen i sagen FEG mod Kommissionen, præmis 44). Muligheden for at kræve, at der stilles en garanti, er nemlig for så vidt angår sager om foreløbige forholdsregler udtrykkeligt hjemlet i Domstolens og Rettens procesreglement og er i overensstemmelse med Kommissionens velbegrundede, generelle fremgangsmåde (kendelse afsagt af Rettens præsident den 5.8.2003, sag T-79/03 R, IRO mod Kommissionen, Sml. II, s. 3027, præmis 25).

78
Sådanne ganske særlige omstændigheder kan i princippet anses for at være bevist, når den part, der anmoder om at blive fritaget for forpligtelsen til at stille den krævede bankgaranti, løfter bevisbyrden for, at det objektivt set er umuligt at stille denne bankgaranti (kendelsen i sagen IRO mod Kommissionen, præmis 26).

79
Sagsøgerne har i det foreliggende tilfælde gjort gældende, at etableringen af hele bankgarantien med tilhørende udgifter henset til FNSEA’s, FNB’s og JA’s økonomiske situation kun kan medføre, at disse ophører med at eksistere. Sagsøgerne har til støtte for denne påstand henvist til status for deres respektive formuer pr. 31. december 2002 (jf. præmis 61, 62, 64 og 68). Sagsøgerne har desuden fremlagt en række skrivelser fra tre – og for JA’s vedkommende fire – franske banker, som afviser at stille en bankgaranti på de pålagte bøders størrelse, særligt henset til at sammenslutningernes formuer er utilstrækkelige. For så vidt angår FNSEA og FNB har en af de banker, sammenslutningerne har rettet henvendelse til, tilbudt at stille en garanti på et mindre beløb end det anmodede.

80
Sagsøgerne har under retsmødet besvaret en række spørgsmål vedrørende sammenslutningernes formuer og redegjort for diverse regnskabsposter i balancerne. Sagsøgerne har efter retsmødet forpligtet sig til at undersøge muligheden for en nærmere aftalt afdragsvis betaling af de omtvistede bøder og til at fremkomme med et forslag herom til Kommissionen.

81
Sagsøgerne og Kommissionen har den 7. november 2003 meddelt resultatet af deres drøftelser. Det fremgår heraf, at FNSEA har tilbudt straks at stille en bankgaranti på 1,7 mio. EUR, at betale 1,5 mio. EUR pr. 31. december 2003 og 1,5 mio. EUR pr. 15. maj 2004. FNB har tilbudt straks at stille en bankgaranti på 670 000 EUR, og at betale 200 000 EUR pr. 31. december 2003. JA har tilbudt at betale 15 000 EUR pr. 31. december 2003 og at betale 85 000 EUR pr. 15. juli 2004.

82
Kommissionen har afvist sagsøgernes tilbud. Ifølge Kommissionen er der ingen tvivl om, at sagsøgerne med hjælp fra deres direkte og indirekte medlemmer kan betale bøden eller finansiere etableringen af de krævede bankgarantier. Kommissionen har bl.a. bemærket, at sagsøgerne ikke har forklaret, hvorfor det efter en generalforsamling vil være umuligt for dem at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at opnå de yderligere bankgarantier eller at betale bøden. Kommissionen har desuden anført, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at deres formue er sådan, at det vil være umuligt for dem at stille de nævnte garantier.

83
I lyset af de af sagsøgerne afgivne forklaringer samt indholdet af sagsøgernes tilbud finder Retten, at sagsøgernes forklaringer, hvorefter deres egne formuer ikke gør det muligt for dem at frigøre supplerende midler i forhold til de midler, der allerede er tilbudt i forbindelse med denne sag, er tilstrækkeligt underbyggede.

84
Det bemærkes imidlertid, at den af en sammenslutning af virksomheder lidte skade efter fast retspraksis skal vurderes under hensyntagen til medlemmernes økonomiske situation, når sammenslutningens objektive interesser ikke er selvstændige i forhold til interesserne for de virksomheder, der er medlem af den (kendelse i sagen SCK og FNK mod Kommissionen, præmis 35-38, og i sagen HFB m.fl. mod Kommissionen, præmis 63).

85
Det må herefter undersøges, om sagsøgernes økonomiske situation i det foreliggende tilfælde skal vurderes under hensyn til medlemmernes økonomiske situation.

86
Sagsøgerne har i deres skriftlige indlæg bemærket, at det, eftersom sammenslutningerne ikke i henhold til deres vedtægter kunne forpligte medlemmerne, vil være umuligt at antage, at deres interesser er sammenfaldende med medlemmernes interesser.

87
Selv om det er korrekt, at FNSEA’s, FNB’s og JA’s interne regler ikke umiddelbart gør det muligt for disse sammenslutninger at forpligte deres medlemmer som omhandlet i gældende retspraksis (jf. præmis 40 og 46), fører denne omstændighed imidlertid ikke automatisk til, at det må konkluderes, at sagsøgernes handlinger i forbindelse med oksekødskrisen i 2001 ikke svarede til medlemmernes objektive interesser. Det fremgår således af førnævnte retspraksis (jf. navnlig kendelsen i sagen SCK og FNK mod Kommissionen, præmis 37), at der ved vurderingen af den grad af uafhængighed, som en sammenslutnings objektive interesser har i forhold til dens medlemmers interesser, kan tages hensyn til forekomsten af interne regler, som gør det muligt for sammenslutningen at forpligte sine medlemmer. Det forhold, at der foreligger et sammenfald mellem sammenslutningens og medlemmernes objektive interesser, kan imidlertid følge af andre omstændigheder uafhængigt af forekomsten eller den manglende forekomst af sådanne regler.

88
Sagsøgerne har ikke i begæringen om foreløbige forholdsregler fremført noget argument, som kan godtgøre, at sammenslutningernes handlinger ikke svarede til medlemmernes objektive interesser og navnlig til interesserne hos de medlemmer, der er aktive inden for produktion af oksekød.

89
Sagsøgerne har som svar på et spørgsmål, som Retten stillede under retsmødet i denne anledning, henvist til den i betragtning 10 til beslutningen anførte omstændighed, at der i Frankrig er ca. 240 000 opdrættere, som har mere end fem voksne kvæg. Sagsøgerne har således bemærket, at såfremt det antages, at organisationsprocenten er 50%, er 120 000 ud af FNSEA’s 650 000 medlemmer oksekødsproducenter, dvs. mindre end 20%. Af denne grund er det efter sagsøgernes opfattelse indlysende, at hovedparten af FNSEA’s medlemmer ikke har interesse i at bistå FNSEA med at betale bøden eller stille bankgarantien.

90
Retten finder imidlertid, at disse betragtninger, som har karakter af blotte formodninger og i øvrigt kun angår FNSEA og ikke FNB eller JA, ikke er tilstrækkelige til at konkludere, at FNSEA’s handlinger i forbindelse med indgåelsen af de omtvistede aftaler svarede til en selvstændig interesse i forhold til medlemmernes interesse.

91
For så vidt angår FNSEA bemærkes nemlig, at denne sammenslutning i henhold til artikel 8 i dennes vedtægter »primært har til formål at repræsentere og varetage landbrugserhvervets interesser på det etiske, tekniske, sociale, økonomiske og lovgivningsmæssige område«, og at sammenslutningen bl.a. har til opgave at »sikre repræsentationen og varetagelsen af landbrugsmæssige interesser ved enhver lejlighed, bl.a. i forhold til offentlige myndigheder og inden for brancheorganisationer, at forberede, beslutte og lede enhver aktion på den måde, som omstændighederne gør det muligt eller påkræver«.

92
Det fremgår heraf, at FNSEA’s opgave og aktioner er baseret på et solidaritetsprincip, hvorefter sammenslutningen varetager interesserne for samtlige dennes medlemmer. Når en sammenslutning som FNSEA omfatter et stort antal medlemmer med forskellige landbrugsproduktioner kan dens aktioner ikke til enhver tid angå – eller direkte berøre – alle sammenslutningens medlemmer. Sidstnævnte har imidlertid en fælles interesse, som er baseret på solidaritetsprincippet, i, at FNSEA gennemfører aktioner, der har til formål at bistå de medlemmer, som er mest udsatte, bl.a. når et bestemt marked gennemlever en krisesituation.

93
Selv om FNSEA’s aktioner i forbindelse med kogalskabskrisen blev truffet for udelukkende at bistå en vis del af sammenslutningens medlemmer, nemlig de organiserede oksekødsproducenter, afspejlede sammenslutningens aktioner således ikke desto mindre samtlige medlemmers objektive interesser.

94
Det er således irrelevant at vide, om de producenter, der i et konkret tilfælde er berørt af FNSEA’s aktioner, udgør en lille del eller ej af sammenslutningens samlede antal medlemmer.

95
Det påpeges desuden, at FNSEA ikke ville have kunnet indgå de omtvistede aftaler uden at have den nødvendige støtte fra størstedelen af de medlemmer, der udgør sammenslutningens bestyrelse. Flertallet af bestyrelsesmedlemmerne var af den opfattelse, at indgåelsen af en aftale om beskyttelse af oksekødsproducenternes interesser var tilstrækkelig vigtig til, at FNSEA medvirkede hertil i stedet for at overlade det til særlige sammenslutninger på området for oksekødsproduktion at handle.

96
Hvad angår JA har sammenslutningen til formål at »organisere, koordinere og harmonisere samtlige erhvervsmæssige aktiviteter samt at præsentere og varetage interesserne for de regionale foreninger, som udgør sammenslutningen«, og har således bl.a. til opgave »at repræsentere de unge landmænd over for erhvervsorganisationer, offentlige myndigheder og offentligheden samt varetage de unge landmænds interesser overalt, hvor dette er muligt« (vedtægternes artikel 6).

97
Hvad angår FNB fremgår det af artikel 7 i sammenslutningens vedtægter, at denne har til formål »i henhold til FNSEA’s vedtægter at organisere, repræsentere og varetage de fælles interesser for de producenter af hornkvæg og andre beslægtede racer, der ønsker det«.

98
Det kan heraf udledes, at formålene for JA og FNB i vid udstrækning synes at svare til FNSEA’s formål, og at deres interesser i indgåelsen af de omtvistede aftaler ikke umiddelbart fremstod som selvstændige i forhold til medlemmernes interesser. Denne konklusion er så meget desto mere indlysende hvad angår FNB, som omfatter de landmænd, som er mest berørt af de nævnte aftaler, nemlig de landmænd, der er aktive inden for oksekødsproduktion.

99
Således gør intet forhold i sagen eller noget argument, som sagsøgerne har fremført, det muligt at betvivle den omstændighed, at sagsøgernes handlinger svarede til medlemmernes interesser. Sagsøgernes objektive interesser kan således ikke antages at være selvstændige i forhold til medlemmernes interesser.

100
Denne konklusion bestyrkes i øvrigt af sagsøgernes forklaringer. Sagsøgerne har nemlig under retsmødet bekræftet, at det vil være utænkeligt, at en faglig sammenslutning gør gældende, at den har handlet i strid med medlemmernes interesser.

101
Det følger heraf, at den risiko for en alvorlig og uoprettelig skade, som følger af etableringen af bankgarantierne, i henhold til den i præmis 84 nævnte retspraksis skal vurderes under hensyn til den økonomiske størrelse og styrke hos de sagsøgende sammenslutningers medlemsvirksomheder.

102
Såfremt det, således som sagsøgerne har gjort gældende under retsmødet, er muligt, at hovedparten af sammenslutningernes medlemmer afviser at stemme for den økonomiske støtte, der er nødvendig for, at sagsøgerne kan overleve, hvilket i øvrigt ikke er godtgjort, er dette spørgsmål uden betydning i forbindelse med vurderingen af disses økonomiske styrke (jf. i denne retning kendelsen i sagen FEG mod Kommissionen, præmis 46). I øvrigt tyder intet forhold i sagen på, at det vil være utænkeligt, at hovedparten af medlemmerne vedtager forhøjelse af kontingenterne for de medlemmer, der er mest berørte af de omtvistede aftaler, dvs. de landmænd, der er aktive inden for oksekødsproduktion.

103
Det bemærkes ligeledes, at sagsøgerne hverken har gjort gældende eller a fortiori godtgjort, at samtlige organiserede landmænd eller alene de landmænd, der er aktive inden for oksekødproduktion, ikke havde økonomisk kapacitet til at tilvejebringe den støtte, der var nødvendig til betaling af bøden eller til etablering af hele bankgarantien.

104
Sagsøgerne har imidlertid under retsmødet anført, at det for at forhøje de årlige kontingenter er nødvendigt, at der indkaldes til generalforsamling, hvilket tager tid. FNSEA’s ordinære generalforsamling finder f.eks. først sted i april 2004. Desuden skal der afholdes en række generalforsamlinger på forskellige niveauer. Henset til sagsøgernes struktur er det nemlig for at opkræve kontingent hos de organiserede landmænd nødvendigt, at sagsøgernes medlemmer samt disses medlemmer fremsætter anmodning om et ekstraordinært kontingent over for deres medlemmer.

105
Det bemærkes i denne forbindelse, at det af sagsøgernes forklaringer fremgår, at disse erkender muligheden for ekstraordinært at forhøje de organiserede landmænds kontingenter med henblik på betaling af bøden eller etablering af bankgarantien.

106
Selv om sagsøgerne dernæst ikke har gjort gældende, at deres direkte medlemmer ikke havde økonomisk kapacitet til at betale bøden eller stille den nødvendige bankgaranti, indeholder sagen ikke desto mindre et tilstrækkeligt antal pålidelige oplysninger til at gøre det muligt for Retten at fastslå, at denne mulighed ikke er reel. Uanset den omstændighed, at FNB, som er medlem af FNSEA, således har stillet den krævede bankgaranti, og herved har bevist at have en vis økonomisk styrke, er det beløb, der skal betales af hvert af de direkte medlemmer, fortsat ikke ubetydeligt.

107
Under disse omstændigheder bør det undersøges, om, og i givet fald under hvilke omstændigheder, sagsøgerne kan forhøje de organiserede landmænds kontingenter inden for en relativ overskuelig fremtid.

108
I den forbindelse fremgår det af sagsøgernes vedtægter, at enhver forhøjelse af medlemskontingenterne skal godkendes af sagsøgernes respektive generalforsamlinger (artikel 44 i FNSEA’s vedtægter, artikel 9 i JA’s vedtægter og artikel 20 i FNB’s vedtægter). Desuden synes der ikke at være noget til hinder for, at sagsøgerne i stedet for at afvente en ordinær generalforsamling indkalder til ekstraordinær generalforsamling i dette øjemed. Selv om artikel 44 i FNSEA’s vedtægter således foreskriver, at »størrelsen af de kontingenter, der betales af sammenslutningerne og grupperne, hvert år foreslås af bestyrelsen og godkendes af generalforsamlingen«, fremgår det af vedtægternes artikel 14, at »generalforsamlingen træder sammen så ofte, som det er påkrævet af hensyn til [FNSEA]’s interesser«. Dette bekræftes ved artikel 17, hvorefter der kan indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, når det er påkrævet af hensyn til FNSEA’s interesser.

109
Lignende bestemmelser findes i artikel 9 i FNB’s vedtægter og i artikel 8 i JA’s vedtægter.

110
Endelig fremgår det af FNSEA’s vedtægter (artikel 14), at alle generalforsamlinger skal indkaldes ved almindeligt brev mindst én måned i forvejen. JA’s vedtægter (artikel 8) fastsætter, at der kan ske indkaldelse til en ekstraordinær generalforsamling ved almindeligt brev mindst fjorten dage i forvejen, mens FNB’s vedtægter (artikel 20) præciserer, at der ikke gælder nogen tidsfrist ved indkaldelse til en ekstraordinær generalforsamling i nødstilfælde.

111
Sagsøgerne har hvad angår muligheden for at forhøje de organiserede landmænds kontingenter under retsmødet bemærket, at dette kræver iagttagelse af fire etaper. For det første kræves det, at sagsøgerne forhøjer kontingenterne for medlemssammenslutningerne, som dernæst skal indkalde til generalforsamling og stille forslag om et ekstraordinært kontingent fra deres medlemmer, dvs. de regionale sammenslutninger. Disse skal for det tredje stille forslag om forhøjelse af de nævnte kontingenter over for deres medlemmer, dvs. fagforeningerne, som for det fjerde skal stille forslag om forhøjelse af kontingenterne over for de organiserede landmænd.

112
Retten finder, at sagsøgernes forklaringer hvad angår deres struktur og de restriktioner, der gælder med hensyn til en forhøjelse af landmændenes kontingenter, er tilstrækkeligt underbyggede af sagens akter. Blot henstår der tvivl om det antal etaper, der er nødvendige for at kunne forhøje landmændenes kontingenter. Ifølge sagens oplysninger fremgår det nemlig, at det i hovedparten af tilfældene er tilstrækkeligt med tre etaper, dvs. for det første sagsøgernes generalforsamlinger, for det andet sagsøgernes medlemmers generalforsamlinger, dvs. i FDSEA og i UDSEA, og for det tredje generalforsamlingerne i landmændenes lokale fagforeninger.

113
Det følger af ovenstående, at sagsøgerne i fornødent omfang har godtgjort, at der foreligger ganske særlige omstændigheder derved, at de risikerer at lide et alvorligt og uopretteligt tab, såfremt forpligtelsen til at stille hele bankgarantien ikke udsættes i fem måneder fra forkyndelsen af denne kendelse.

Interesseafvejning

Parternes argumenter

114
Sagsøgerne har bemærket, at Kommissionen ikke løber nogen risiko, såfremt den foreliggende begæring om foreløbige forholdsregler tages til følge. Henset til den hovedopgave, som FNSEA er tillagt inden for landbrugsområdet i Frankrig siden sammenslutningens oprettelse i 1946, til sammenslutningens rolle i forhold til de offentlige myndigheder og til dennes beføjelser, vil sammenslutningen fortsætte med at udøve sine aktiviteter nøjagtigt på samme måde under sagens behandling. JA og FNB fortsætter ligeledes deres aktiviteter på samme måde.

115
Kommissionen har først anført, at sagsøgernes påstande med hensyn til fortsættelsen af deres aktiviteter ikke er forenelige med deres argumenter hvad angår det forhold, at en eventuel tvangsfuldbyrdelse angiveligt vil være af uoprettelig karakter. Eftersom fortsættelsen af sagsøgernes aktiviteter afhænger af deres velvilje, vil der desuden være risiko for, at de træder i likvidation for med de samme medlemmer at genopbygge en ny sammenslutning.

116
Endelig er der risiko for, at sagsøgernes formue formindskes med tiden, således at den del af bøden, der kan inddrives, bliver mindre og mindre.

117
Kommissionen har mere generelt gjort gældende, at såfremt virksomhedssammenslutninger som følge af ubetydelige egne økonomiske midler kunne fritages for at stille en bankgaranti uden hensyntagen til medlemmernes økonomiske midler, ville de virksomheder, der overvejede en konkurrencebegrænsende adfærd, fortsat have interesse i at stifte en virksomhedssammenslutning med henblik på at indgå aftaler, som er i strid med konkurrenceretten.

118
Endelig er nødvendigheden af at beskytte effektiviteten af de fællesskabsretlige konkurrenceregler og disses afskrækkende virkning i det foreliggende tilfælde så meget desto større, som sagsøgerne har deltaget i en meget alvorlig overtrædelse af de fællesskabsretlige konkurrenceregler (kendelse afsagt af Rettens præsident den 28.6.2000, sag T-191/98 R II, Cho Yang Shipping mod Kommissionen, Sml. II, s. 2551, præmis 54).

Rettens bemærkninger

119
Der skal foretages en afvejning af sagsøgernes interesse i – såfremt de ikke kan stille en bankgaranti – at bøden ikke straks inddrives over for Fællesskabets interesse i at kunne inddrive beløbet og mere generelt den offentlige interesse, der er forbundet med at opretholde effektiviteten af Fællesskabets konkurrenceregler og den afskrækkende virkning af de bøder, Kommissionen pålægger (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens præsident den 13.6.1989, sag 56/89 R, Publishers Association mod Kommissionen, Sml. s. 1693, præmis 35, kendelse afsagt af Rettens præsident den 16.6.1992, forenede sager T-24/92 R og T-28/92 R, Langnese-Iglo og Schöller Lebensmittel mod Kommissionen, Sml. II, s. 1839, præmis 28, den 15.6.1994, sag T-88/94 R, Société commerciale des potasses et de l’azote et Entreprise minière et chimique mod Kommissionen, Sml. II, s. 401, præmis 32, og kendelsen i sagen Cho Yang Shipping mod Kommissionen, præmis 53).

120
Hvad angår Kommissionens økonomiske interesser bemærkes først, således som det er fastslået ovenfor, at sagsøgernes formue ikke gør det muligt for dem at betale hele bøden eller at stille den krævede bankgaranti. Desuden er sagsøgernes medlemmer ikke retligt forpligtet til at betale bøden, således som Kommissionen har erkendt i sine skriftlige indlæg. Det er således meget sandsynligt, at Kommissionen, såfremt den foretog en tvangsfuldbyrdelse af bøderne hos sagsøgerne, ikke ville opnå det beløb, der svarer til den pålagte bøde. Det er desuden ubestridt, at Kommissionen i tilfælde af sagsøgernes konkurs ikke vil have nogen mulighed for at anmelde sine ubetalte fordringer til de nye faglige sammenslutninger, der i givet fald ville opstå inden for sektoren. Under disse omstændigheder finder Retten, at Kommissionens økonomiske interesser er bedre beskyttet ved at indrømme sagsøgerne den nødvendige tid til at anmode om frivillig økonomisk støtte fra sammenslutningernes direkte og indirekte medlemmer.

121
Kommissionens økonomiske interesser er dernæst beskyttet af de af FNSEA og FNB påtagne forpligtelser til at stille bankgarantier, som dækker en ikke uvæsentlig del af bøden (jf. præmis 81).

122
Hvad endelig angår risikoen for, at sagsøgerne træder i likvidation og rekonstrueres umiddelbart efter, har sagsøgerne gjort gældende, at denne risiko ikke er reel henset til deres opgave og til den rolle, de indtager i forhold til de offentlige myndigheder i Frankrig. Dette anbringende fra sagsøgernes side, som i øvrigt synes vanskeligt foreneligt med påstanden om, at sagsøgerne vil blive påført et uopretteligt tab i tilfælde af, at de ikke får medhold i begæringen om foreløbige forholdsregler, er på ingen måde underbygget. Under disse omstændigheder pålægges sagsøgerne, indtil de krævede bankgarantier er stillet, månedligt at give Kommissionen meddelelse dels om de vigtigste oplysninger vedrørende udviklingen i deres økonomiske og finansielle forhold, idet disse oplysninger fastlægges af Kommissionen ved forkyndelsen af nærværende kendelse, dels om alle beslutninger, der i væsentlig grad må antages at påvirke sagsøgernes økonomiske situation, eller som har til formål at ændre deres retsstilling, og dette inden sådanne beslutninger træffes.

123
Hvad angår den offentlige interesse, der er forbundet med at opretholde effektiviteten af Fællesskabets konkurrenceregler og den afskrækkende virkning af de bøder, Kommissionen pålægger, må det konstateres, at Kommissionen ikke har godtgjort, på hvilken måde indrømmelsen af en delvis og tidsbegrænset udsættelse i det foreliggende tilfælde ville anfægte denne interesse.

124
Til ovenstående bemærkninger kommer den omstændighed, at sagsøgerne henset til deres særlige og yderst specifikke opgave og især til den rolle, som de har fået tildelt af de franske offentlige myndigheder ved forhandlingerne om kollektive overenskomster (jf. præmis 37), ikke befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med situationen for alle andre sammenslutninger af virksomheder. Der er således vægtige grunde, der tilsiger, at sagsøgernes opløsning i tilfælde af en tvangsfuldbyrdelse af beslutningen vil kunne skade den faglige organisering inden for landbrugssektoren i Frankrig alvorligt, og at sagsøgernes genopbygning efter disses opløsning i modsætning til det af Kommissionen påståede ikke vil kunne afhjælpe den skade, som følger heraf.

125
På baggrund af ovenstående bør FNSEA indrømmes den anmodede udsættelse på betingelse af dels, at FNSEA inden for en frist på tre uger fra forkyndelsen af denne kendelse betaler 1,5 mio. EUR til Kommissionen og stiller en garanti til fordel for denne på 1,7 mio. EUR eller alternativt stiller en bankgaranti på 3,2 mio. EUR til fordel for Kommissionen, dels at FNSEA inden for en frist på fem måneder fra forkyndelsen af denne kendelse betaler Kommissionen resten af bøden med tillæg af renter, eller stiller en bankgaranti på dette beløb.

126
For så vidt angår FNB bør denne indrømmes den anmodede udsættelse på betingelse af dels, at FNB inden for en frist på tre uger fra forkyndelsen af denne kendelse betaler 200 000 EUR til Kommissionen og stiller en garanti til fordel for denne på 670 000 EUR eller alternativt stiller en bankgaranti til fordel for Kommissionen på 870 000 EUR, dels at FNB inden for en frist på fem måneder fra forkyndelsen af denne kendelse betaler Kommissionen resten af bøden med tillæg af renter eller stiller en bankgaranti på dette beløb.

127
Hvad angår JA bør denne indrømmes den anmodede udsættelse på betingelse af dels, at JA inden for en frist på tre uger fra forkyndelsen af denne kendelse betaler 15 000 EUR til Kommissionen eller alternativt stiller en bankgaranti til fordel for denne på det samme beløb, dels at JA inden for en frist på fem måneder fra forkyndelsen af denne kendelse betaler Kommissionen resten af bøden med tillæg af renter eller stiller en bankgaranti på dette beløb.

128
Den i denne kendelses præmis 126 og 127 nævnte udsættelse bør ophøre med at have virkning, såfremt sagsøgerne ikke inden for en frist på seks uger fra forkyndelsen af denne kendelse tilstiller Kommissionen årsregnskaberne for FNB og JA for regnskabsårene 2001 og 2002 forsynet med revisionspåtegning af et internationalt anerkendt revisionsfirma.

129
Det bemærkes endvidere, at Retten i henhold til procesreglementets artikel 108 har mulighed for til enhver tid at ændre eller ophæve kendelsen om foreløbige forholdsregler på grund af ændrede forhold (kendelse afsagt af Rettens præsident den 4.4.2002, sag T-198/01 R, Technische Glaswerke Ilmenau mod Kommissionen, Sml. II, s. 2153, præmis 123, stadfæstet efter appel ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 18.10.2002, sag C-232/02 P(R), Kommissionen mod Technische Glaswerke Ilmenau, Sml. I, s. 8977). Det fremgår af denne retspraksis, at Retten ved »ændrede forhold« særligt forstår faktiske forhold, der kan ændre bedømmelsen af uopsættelighedsbetingelsen i det konkrete tilfælde. Ifølge Domstolen viser muligheden herfor den grundlæggende usikre karakter i fællesskabsretten af de foranstaltninger, der træffes i sager om foreløbige forholdsregler (Domstolens kendelse af 14.2.2002, sag C-440/01 P(R), Kommissionen mod Artegodan, Sml. I, s. 1489).

130
Det påhviler således i givet fald Kommissionen at rette henvendelse til Retten navnlig i tilfælde af, at de i denne kendelses præmis 122 og 128 omhandlede oplysninger giver anledning til ændrede forhold, som kan ændre denne beslutning.

På grundlag af disse præmisser

RETTENS PRÆSIDENT

1)
Forpligtelsen for Fédération nationale des syndicats d’exploitants agricoles til at stille en bankgaranti over for Kommissionen for at undgå, at den bøde, som denne sagsøger er blevet pålagt i henhold til artikel 3 i Kommissionens beslutning 2003/600/EF af 2. april 2003 om en procedure i henhold til artikel 81 EF (sag COMP/C.38.279/F3 – Fransk oksekød), straks inddrives, udsættes på følgende betingelser:

a)       Inden for en frist på tre uger fra forkyndelsen af nærværende kendelse betaler Fédération nationale des syndicats d’exploitants agricoles Kommissionen 1,5 mio. EUR og stiller en garanti på 1,7 mio. EUR over for Kommissionen eller alternativt stiller en bankgaranti over for Kommissionen på 3,2 mio. EUR.

b)       Inden for en frist på fem måneder fra forkyndelsen af nærværende kendelse betaler Fédération nationale des syndicats d’exploitants agricoles Kommissionen resten af bøden med tillæg af renter eller stiller en bankgaranti på dette beløb.

2)
Forpligtelsen for Fédération nationale bovine til at stille en garanti over for Kommissionen for at undgå, at den bøde, denne sagsøger er blevet pålagt i henhold til artikel 3 i beslutning 2003/600, straks inddrives, udsættes på følgende betingelser:

a)       Inden for en frist på tre uger fra forkyndelsen af nærværende kendelse betaler Fédération nationale bovine Kommissionen 200 000 EUR og stiller en garanti på 670 000 EUR over for Kommissionen eller alternativt stiller en bankgaranti over for Kommissionen på 870 000 EUR.

b)       Inden for en frist på fem måneder fra forkyndelsen af nærværende kendelse betaler Fédération nationale bovine Kommissionen resten af bøden med tillæg af renter eller stiller en bankgaranti på dette beløb.

3)
Forpligtelsen for Jeunes agriculteurs til at stille en garanti over for Kommissionen for at undgå, at den bøde, denne sagsøger er blevet pålagt i henhold til artikel 3 i beslutning 2003/600, straks inddrives, udsættes på følgende betingelser:

a)       Inden for en frist på tre uger fra forkyndelsen af nærværende kendelse betaler Jeunes agriculteurs Kommissionen 15 000 EUR, eller alternativt stiller en garanti over for Kommissionen på dette beløb.

b)       Inden for en frist på fem måneder fra forkyndelsen af nærværende kendelse betaler Jeunes agriculteurs Kommissionen resten af bøden med tillæg af renter eller stiller en bankgaranti på dette beløb.

4)
Den udsættelse, der er truffet bestemmelse om i punkt 2 og 3 ovenfor, ophører med at have virkning, såfremt sagsøgerne ikke inden for en frist på seks uger fra forkyndelsen af nærværende kendelse tilstiller Kommissionen årsregnskaberne for Fédération nationale bovine og Jeunes agriculteurs for regnskabsårene 2001 og 2002 forsynet med revisionspåtegning af et internationalt anerkendt revisionsfirma.

5)
Indtil bankgarantierne inkl. renter er stillet, meddeler sagsøgerne Kommissionen

a)       hver måned de vigtigste oplysninger vedrørende udviklingen i deres økonomiske og finansielle forhold; disse oplysninger fastlægges af Kommissionen ved forkyndelsen af nærværende kendelse

b)       alle beslutninger, der i væsentlig grad må antages at påvirke deres økonomiske situation, eller som har til formål at ændre deres retsstilling, og dette inden sådanne beslutninger vedtages.

6)
Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Således bestemt i Luxembourg den 21. januar 2004.

H. Jung

B. Vesterdorf

Justitssekretær

Præsident

1 –
Processprog: fransk.