1

Sagsøgeren, ASM Brescia SpA, er et selskab med begrænset ansvar med offentlig majoritetsandel, der blev stiftet i 1998 efter omdannelsen af den særskilte virksomhed af samme navn, der blev grundlagt i 1908. Sagsøgeren, der er 99% ejet af Brescia kommune (Italien), er aktiv inden for sektorerne for produktion, distribution og salg af elektricitet, naturgas og varme. Sagsøgeren arbejder også inden for sektorerne for opfangning, behandling og distribution af drikkevand samt spildevandsrensning. Sagsøgeren er endvidere aktiv i sektoren for affaldshåndtering ved at sikre navnlig indsamling og bortskaffelse af affald. Sagsøgeren udfører endelig offentlig busbefordring og forvalter den hermed forbundne infrastruktur og midlerne. Sagsøgeren udøver denne virksomhed i Brescia kommune og, i givet fald, i tilgrænsende kommuner.

2

Ved legge no 142 ordinamento delle autonomie locali (lov nr. 142 om lokalt selvstyre af 8.6.1990, GURI nr. 135 af , herefter »lov nr. 142/90«) indførtes der en reform af de lovfæstede organer, der tilbydes kommunerne med henblik på forvaltning af offentlige tjenester, navnlig i sektorerne for distribution af vand, gas, el og transport. Nævnte lovs artikel 22, som ændret, omhandler muligheden for kommunerne for at stifte selskaber under forskellige retlige former for at levere offentlige tjenester. Blandt disse findes stiftelse af erhvervsdrivende selskaber eller selskaber med begrænset ansvar med offentlig majoritetsandel (herefter »aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90«).

3

I denne sammenhæng blev der i medfør af artikel 9 a i legge no 488 di conversione in legge, con modificazioni, del decreto-legge 1o luglio 1986, no 318, recante provvedimenti urgenti per la finanza locale (lov nr. 488 om ophøjelse til lov med ændringer af lovdekret nr. 318 af om hasteforanstaltninger for de lokale finanser af , GURI no 190 af ) i perioden mellem 1994 og 1998 ydet lån til særlige rentesatser i Cassa Depositi e Prestiti (herefter »CDDPP«) til aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90, der ydede offentlige tjenester (herefter »lånene fra CDDPP«).

4

Endvidere blev der på grundlag af artikel 3, stk. 69 og 70, i legge n 549 (su) misure di razionalizzazione della finanza pubblica (lov nr. 549 om foranstaltninger til rationalisering af de offentlige finanser af 28.12.1995, almindeligt supplement til GURI nr. 302 af , herefter »lov nr. 549/95«) og decreto-legge no 331 (su) armonizzazione delle disposizioni in materia di imposte sugli oli minerali, sull’alcole, sulle bevande alcoliche, sui tabacchi lavorati e in materia di IVA con quelle recate da direttive CEE e modificazioni conseguenti a detta armonizzazione, nonché disposizioni concernenti la disciplina dei centri autorizzati di assistenza fiscale, le procedure dei rimborsi di imposta, l’esclusione dall’ILOR dei redditi di impresa fino all’ammontare corrispondente al contributo diretto lavorativo, l’istituzione per il 1993 di un’imposta erariale straordinaria su taluni beni ed altre disposizioni tributarie (lovdekret nr. 331 om harmonisering af afgiftsbestemmelser inden for forskellige områder af , GURI nr. 203 af , herefter »lovdekret nr. 331/93«) indført følgende foranstaltninger til fordel for aktieselskaber i henhold til lov nr. 42/90:

5

Efter at have modtaget en klage over disse foranstaltninger anmodede Kommissionen ved skrivelser af 12. maj, og de italienske myndigheder om oplysninger i denne henseende.

6

Ved skrivelse af 17. december 1997 gav de italienske myndigheder nogle af de udbedte oplysninger. Der blev i øvrigt afholdt et møde den efter anmodning fra de italienske myndigheder.

7

Ved skrivelse af 17. maj 1999 meddelte Kommissionen de italienske myndigheder sin beslutning om at indlede proceduren i henhold til artikel 88, stk. 2, EF. Denne beslutning blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende (EFT 1999 C 220, s. 14).

8

Efter at have modtaget bemærkninger fra interesserede tredjeparter og de italienske myndigheder anmodede Kommissionen flere gange sidstnævnte om supplerende oplysninger. Der blev også afholdt møder mellem Kommissionen på den ene side og de italienske myndigheder og de intervenerende interesserede tredjeparter på den anden side.

9

Visse aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90, som ACEA SpA, AEM SpA og Azienda Mediterranea Gas e Acqua SpA (AMGA), der i øvrigt har anlagt sag med påstand om annullation af den beslutning, der ligger til grund for nærværende søgsmål (sagerne T-297/02, T-301/02 og T-300/02), har bl.a. gjort gældende, at de tre omtvistede typer foranstaltninger ikke udgjorde statsstøtte.

10

De italienske myndigheder og Confederazione Nazionale dei Servizi (Confservizi), en sammenslutning af selskaber, som bl.a. omfatter aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90 og særskilte kommunale virksomheder i Italien, har i det væsentlige tilsluttet sig denne opfattelse.

11

Derimod fandt Bundesverband der deutschen Industrie e.v. (BDI), en tysk sammenslutning for industri og hertil hørende tjenesteydere, at de pågældende foranstaltninger kunne fremkalde konkurrencefordrejninger ikke alene i Italien, men også i Tyskland.

12

Gas-it, en italiensk sammenslutning af private erhvervsdrivende i sektoren for distribution af gas, anførte ligeledes, at de pågældende foranstaltninger, især den treårige fritagelse for selskabsskat, udgjorde statsstøtte.

13

Den 5. juni 2002 vedtog Kommissionen beslutning 2003/193/EF af om skattefritagelser og lån på lempelige vilkår, som Italien har indrømmet til fordel for aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90 (EFT 2003 L 77, s. 21, herefter »den anfægtede beslutning«).

14

Kommissionen har indledningsvis fremhævet, at dens undersøgelse kun vedrører de generelle støtteordninger, der er indført ved de omtvistede foranstaltninger, og ikke den individuelle støtte til forskellige virksomheder. Kommissionen anfører, at Den Italienske Republik »ikke [har] givet skattelettelser på individuelt grundlag, og den har ikke til Kommissionen anmeldt noget enkelttilfælde af støtte sammen med alle de oplysninger, som er nødvendige for at kunne analysere det«. Kommissionen har anført, at den følgelig anser sig for forpligtet til at foretage en generel og abstrakt undersøgelse af ordningerne, såvel med hensyn til deres karakter af statsstøtte som med hensyn til deres forenelighed med fællesmarkedet (betragtning 42-45 til den anfægtede beslutning).

15

Ifølge Kommissionen udgør lånene fra CDDPP og den treårige fritagelse for selskabsskat (herefter under ét »de pågældende foranstaltninger«) statsstøtte. Tildelingen af sådanne fordele ved hjælp af statsmidler til aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90 styrker deres konkurrencemæssige stilling i forhold til andre virksomheder, der agter at levere samme tjenester (betragtning 48-75 til den anfægtede beslutning). De pågældende foranstaltninger er uforenelige med fællesmarkedet, idet de hverken opfylder betingelserne i artikel 87, stk. 2 og 3, EF eller betingelserne i artikel 86, stk. 2, EF, og de er endvidere i strid med artikel 43 EF (betragtning 94-122 til den anfægtede beslutning).

16

Ifølge Kommissionen udgør fritagelsen for afgifter på overførsler til gengæld ikke en statsstøtte i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 87, stk. 1, EF, da disse afgifter skal betales ved stiftelse af en ny økonomisk enhed eller på overførsel af aktiviteter mellem forskellige økonomiske enheder. Ud fra et materielt synspunkt er de kommunale værker, på den ene side, og aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90, på den anden side, imidlertid den samme økonomiske enhed. Fritagelsen for de pågældende afgifter til deres fordel er derfor berettiget som følge af ordningens karakter eller opbygning (betragtning 76-81 til den anfægtede beslutning).

17

Den anfægtede beslutnings konklusion lyder således:

»Artikel 1

[…] [F]ritagelse[n] for afgifter på overførsler udgør ikke statsstøtte som omhandlet i […] artikel 87, stk. 1 [EF].

Artikel 2

Den […] treårige fritagelse for selskabsskat samt fordelene i forbindelse med [lånene fra CDDPP] udgør statsstøtte som omhandlet i […] artikel 87, stk. 1 [EF].

Nævnte støtteforanstaltninger er ikke forenelige med fællesmarkedet.

Artikel 3

Italien træffer alle de foranstaltninger, der er nødvendige for hos modtagerne at tilbagesøge den i henhold til de i artikel 2 omhandlede ordninger ydede støtte, der allerede ulovligt er stillet til deres rådighed.

Tilbagesøgningen skal ske uophørligt og i overensstemmelse med national lovgivning, hvis denne giver mulighed for at efterkomme [den anfægtede] beslutning […] hurtigt og effektivt.

Den støtte, der skal tilbagebetales, pålægges renter fra det tidspunkt, den blev udbetalt til støttemodtagerne, og indtil den er tilbagebetalt, og renterne beregnes på grundlag af den referencesats, der anvendes ved beregningen af subventionsækvivalenten for støtte med regionalt sigte.

[…]«

18

Sagsøgeren har anlagt denne sag ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 2. juni 2003.

19

Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 5. august 2003 har Kommissionen fremsat en formalitetsindsigelse i henhold til artikel 114, stk. 1, i Rettens procesreglement.

20

Sagsøgeren fremkom med bemærkninger til denne formalitetsindsigelse den 9. oktober 2003.

21

Den Italienske Republik anlagde også et annullationssøgsmål ved Domstolen mod den anfægtede beslutning den 8. august 2002 (sag C-290/02). Domstolen udtalte, at det foreliggende søgsmål og søgsmålene i sagerne T-292/02, T-297/02, T-300/02, T-301/02 og T-309/02 havde samme genstand, dvs. en påstand om annullation af den anfægtede beslutning, og at de var forbundne, eftersom anbringenderne i hver af sagerne i meget vidt omfang overlappede hinanden. Ved kendelse af har Domstolen udsat sag C-290/02 i overensstemmelse med statuttens artikel 54, stk. 3, indtil Retten har truffet afgørelse i sagerne T-292/02, T-297/02, T-300/02, T-301/02 og T-309/02.

22

Ved kendelse af 8. juni 2004 besluttede Domstolen at hjemvise sag C-290/02 til Retten, som nu har fået kompetence til at træffe afgørelse i sager anlagt af medlemsstaterne mod Kommissionen i overensstemmelse med artikel 2 i Rådets afgørelse 2004//407/EF, Euratom af om ændring af artikel 51 og 54 i protokollen vedrørende statutten for De Europæiske Fællesskabers Domstol (EUT L 132, s. 5). Sagen blev registreret på Rettens Justitskontor under sagsnummer T-222/04.

23

Ved kendelse af 5. august 2004 besluttede Retten at behandle Kommissionens formalitetsindsigelse sammen med sagens realitet.

24

På grundlag af den refererende dommers rapport besluttede Retten (Ottende Udvidede Afdeling) at indlede den mundtlige forhandling og stillede i forbindelse med foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, jf. procesreglementets artikel 64, parterne nogle skriftlige spørgsmål, som de besvarede inden for den fastsatte frist.

25

Ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Ottende Udvidede Afdeling den 13. marts 2008 blev sagerne T-292/02, T-297/02, T-300/02, T-301/02, T-309/02, T-189/03 og T-222/04 i henhold til procesreglements artikel 50 forenet med henblik på den mundtlige forhandling.

26

Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 16. april 2008.

27

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

28

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

29

Kommissionen har bestridt sagsøgerens søgsmålskompetence. Sagsøgeren er nemlig ikke individuelt berørt af den anfægtede beslutning som omhandlet i artikel 230, stk. 4, EF.

30

Kommissionen gør i det væsentlige gældende, at den anfægtede beslutning skal anses for en almengyldig retsakt, i det omfang den angår en støtteordning og derfor et ubestemt og ubestemmeligt antal virksomheder, defineret på baggrund af et generelt kriterium, såsom deres tilhørsforhold til en virksomhedskategori. Ifølge Kommissionen mister en retsakt ikke sin almengyldighed og dermed sin karakter af generel retsforskrift, fordi det er muligt mere eller mindre præcist at fastlægge antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, som den på et givet tidspunkt finder anvendelse på, når det er ubestridt, at den anvendes på grundlag af objektive faktiske og retlige omstændigheder, som er fastlagt i akten, og som er relevante i forhold til dens formål.

31

For at en person efter Kommissionens opfattelse kan anses for at være individuelt berørt af en almengyldig retsakt, skal retsakten have gjort indgreb i hans særlige rettigheder, eller den institution, der har udstedt retsakten, er forpligtet til at tage hensyn til konsekvenserne af denne retsakt for den pågældende person. Kommissionen mener imidlertid ikke, at dette er tilfældet her. Den anfægtede beslutning har således haft indvirkning på situationen for alle de virksomheder, der har haft fordel af de pågældende foranstaltninger. Der vil som følge heraf ikke foreligge nogen tilsidesættelse af visse virksomheders særlige rettigheder, som vil kunne være forskellige i forhold til enhver anden virksomhed, som har haft fordel af de pågældende foranstaltninger. I øvrigt hverken burde eller kunne Kommissionen have taget hensyn til konsekvenserne af dens beslutning for en enkelt virksomhed ved vedtagelsen af den anfægtede beslutning. Hverken erklæringen om uforenelighed eller pålægget om tilbagesøgning i den anfægtede beslutning henviser til de individuelle støttemodtageres situation.

32

Ifølge Kommissionen bekræftes dens opfattelse af den retspraksis, der foreligger vedrørende statsstøtte, hvorefter den omstændighed, at man er omfattet af en støtteordning, der er erklæret uforenelig med fællesmarkedet, ikke kan være tilstrækkelig til at godtgøre, at man er individuelt berørt i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 230, stk. 4, EF.

33

Visse nyere domme underkender ikke den faste retspraksis. Ifølge Kommissionen kan det resultat, der fremgår af Domstolens dom af 19. oktober 2000, Italien og Sardegna Lines mod Kommissionen (forenede sager C-15/98 og C-105/99, Sml. I, s. 8855, herefter »Sardegna Lines-dommen«), ikke anvendes på alle de sager, der anlægges af støttemodtagerne i henhold til en støtteordning, der er blevet erklæret for ulovlig og uforenelig med fællesmarkedet, og hvor der er givet pålæg om tilbagesøgning af støtten. Denne konklusion gælder navnlig, når den pågældende støtteordning, som i det foreliggende tilfælde, er blevet undersøgt på abstrakt vis. I den sag, der gav anledning til ovennævnte Sardegna Lines-dom, havde sagsøgeren endvidere faktisk modtaget individuel støtte, da der var tale om en fordel, som var blevet tildelt i henhold til en retsakt, der er vedtaget med hjemmel i en regionallov, som er karakteriseret ved en vid skønsbeføjelse. Denne situation blev desuden gennemgået omhyggeligt under den formelle undersøgelsesprocedure.

34

Omstændighederne i det foreliggende tilfælde er også forskellige fra dem, der førte til Domstolens dom af 29. april 2004, Italien mod Kommissionen (sag C-298/00 P, Sml. I, s. 4087, herefter »Alzetta-dommen«), i det omfang Kommissionen i det foreliggende tilfælde ikke vidste nøjagtigt, hvor mange eller hvem der modtog den pågældende støtte, den var ikke i besiddelse af alle relevante oplysninger, og den kendte ikke størrelsen af det støttebeløb, der er ydet i de enkelte tilfælde. Endvidere finder den treårige fritagelse for selskabsskat i denne sag automatisk anvendelse, hvorimod støtteforanstaltningerne i den sag, der gav anledning til Alzetta-dommen, var blevet ydet i kraft af en efterfølgende retsakt.

35

I modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, er det ikke kendskabet til en virksomheds identitet, der har betydning ved undersøgelsen af formaliteten, men den omstændighed, at Kommissionens opmærksomhed bliver henledt på særlige omstændigheder ved den enkelte sag, som begrunder en individuel undersøgelse. Kommissionen anførte imidlertid i den anfægtede beslutning, at der ikke var blevet fremsendt oplysninger til den, som for sagsøgerens vedkommende godtgjorde, at de pågældende foranstaltninger ikke udgjorde statsstøtte, udgjorde eksisterende støtte eller statsstøtte, der er forenelig med fællesmarkedet.

36

Under alle omstændigheder er hverken det at have deltaget i den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF eller pålægget om tilbagesøgning, der er indeholdt i den anfægtede beslutning, tilstrækkeligt til at individualisere sagsøgeren. Eftersom de sager, der anlægges af potentielle støttemodtagere i henhold til en anmeldt støtteordning, ikke kan antages til realitetsbehandling i henhold til artikel 230 EF, bør det samme gælde for de sager, der anlægges af støttemodtagerne i henhold til en ikke-anmeldt støtteordning.

37

Endelig udgør den omstændighed, at den af sagsøgeren anlagte sag i det foreliggende tilfælde afvises, ikke en tilsidesættelse af princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse, da retsmidlerne efter artikel 241 EF og 234 EF er tilstrækkelige (Domstolens dom af 25.7.2002, sag C-50/00 P, Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, Sml. I, s. 6677).

38

Sagsøgeren anser sig for at være umiddelbart og individuelt berørt af den anfægtede beslutning, for så vidt som selskabet er et aktieselskab i henhold til lov nr. 142/90 og derfor en virksomhed, som er omfattet af den pågældende støtteordning, og som har været omfattet af den treårige fritagelse for selskabsskat, for hvilken der er givet pålæg om tilbagesøgning.

39

Det følger af artikel 230, stk. 4, EF, at en fysisk eller juridisk person kun kan anlægge sag til prøvelse af en beslutning, som er rettet til en anden person, såfremt beslutningen berører ham umiddelbart og individuelt.

40

Det følger af fast retspraksis, at andre personer end en beslutnings adressat kun kan gøre gældende, at de berøres individuelt, hvis beslutningen rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten for en sådan beslutning (Domstolens dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 39, org.ref.: Rec. på s. 197, s. 233, og af , sag C-321/95 P, Greenpeace Council m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1651, præmis 7 og 28).

41

Domstolen har således fastslået, at en virksomhed i princippet ikke kan anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af en beslutning fra Kommissionen, der forbyder en støtteordning til fordel for en sektor, hvis virksomheden alene er berørt af denne beslutning på grund af, at den tilhører den pågældende sektor, og den potentielt kan drage fordel af støtten. En sådan beslutning fremtræder følgelig over for den sagsøgende virksomhed som en generel foranstaltning, der finder anvendelse på objektivt afgrænsede situationer og har retsvirkninger for en gruppe personer, der er bestemt generelt og abstrakt (jf. Domstolens dom af 2.2.1988, forenede sager 67/85, 68/85 og 70/85, Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 219, præmis 15, og Alzetta-dommen, nævnt i præmis 34 ovenfor, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

42

Domstolen fastslog dog også i præmis 34 og 35 i Sardegna Lines-dommen, nævnt i præmis 33 ovenfor, at eftersom virksomheden Sardegna Lines ikke alene var berørt af den anfægtede beslutning i den foreliggende sag som en virksomhed inden for søfartssektoren på Sardinien, der potentielt kunne drage fordel af støtteordningen for rederier på Sardinien, men ligeledes som faktisk modtager af en individuel støtte i henhold til denne ordning, som Kommissionen havde krævet tilbagesøgt, var virksomheden individuelt berørt af beslutningen, og dens søgsmål kunne antages til realitetsbehandling (jf. også i denne retning Alzetta-dommen, nævnt i præmis 34 ovenfor, præmis 39).

43

Det skal således undersøges, om sagsøgeren kan betragtes som en faktisk modtager af en individuel støtte, der er ydet i henhold til en støtteordning til fordel for en sektor, og som Kommissionen har krævet tilbagesøgt (jf. i denne retning Rettens dom af 20.9.2007, sag T-136/05, Salvat père & fils m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 4063, præmis 70).

44

I denne forbindelse bemærkes for det første, at det fremgår af sagsøgerens svar på Rettens skriftlige spørgsmål herom, at selskabet faktisk er en faktisk modtager af en individuel støtte ydet i henhold til den pågældende støtteordning. Sagsøgeren bekræfter således at have været omfattet af den treårige fritagelse for selskabsskat i løbet af den pågældende periode. Denne erklæring er ikke blevet bestridt af Den Italienske Republik.

45

Det fremgår for det andet af artikel 3 i den anfægtede beslutning, at Kommissionen har anordnet tilbagesøgning af den pågældende støtte.

46

Det følger heraf, at sagsøgeren er individuelt berørt af den anfægtede beslutning.

47

For så vidt angår spørgsmålet, om sagsøgeren var umiddelbart berørt, bemærkes, at for så vidt som det i den anfægtede beslutnings artikel 3 pålægges Den Italienske Republik at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge den i beslutningens artikel 2 omhandlede støtte, som ulovligt er udbetalt til støttemodtageren, og for så vidt som sagsøgeren har modtaget støtten og skal tilbagebetale den, skal selskabet anses for at være umiddelbart berørt af disse bestemmelser (jf. i denne retning dommen i sagen Salvat père & fils m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 43 ovenfor, præmis 75).

48

Det følger af det ovenstående som helhed, at den foreliggende sag skal antages til realitetsbehandling, for så vidt den angår den del af den anfægtede beslutning, som vedrører den treårige fritagelse for selskabsskat.

49

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremført fem anbringender:

50

Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at den treårige fritagelse for selskabsskat ikke udgør statsstøtte i artikel 87, stk. 1, EF’s forstand, og at Kommissionen har tilsidesat begrundelsespligten på dette punkt, princippet om god forvaltningsskik, retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og af de grundlæggende rettigheder ved ikke at have foretaget en mere indgående undersøgelse.

51

Sagsøgeren har anført, at konkurrencevilkårene og samhandelen mellem medlemsstaterne i det foreliggende tilfælde ikke blev påvirket. Ifølge sagsøgeren var de sektorer, hvori selskabet var aktivt, da den treårige fritagelse for selskabsskat blev anvendt, og endog senere, ikke åbne for konkurrence.

52

Sagsøgeren har anført, at Kommissionen har forsømt at analysere den retlige ordning, der gælder for offentlige tjenester i Italien, og spørgsmålet, om de pågældende markeder var åbne for konkurrence. I øvrigt udgør den manglende konkurrence på de pågældende markeder ifølge sagsøgeren netop begrundelsen for den treårige fritagelse for selskabsskat.

53

Endvidere anfører sagsøgeren, at Kommissionens undersøgelse var begrænset til lokale offentlige tjenester, og at Kommissionen derfor ikke kunne vurdere indvirkningen af den treårige fritagelse for selskabsskat på andre markeder. Kvalificeringen af sidstnævnte som statsstøtte kan efter sagsøgerens opfattelse ikke afhænge af den betragtning, hvorefter aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90 absolut set kunne have handlet på andre markeder end markedet for lokale offentlige tjenester. Kommissionen var følgelig hverken i stand til at fastslå indvirkningen af den treårige fritagelse for selskabsskat på andre markeder eller at anvende denne omstændighed som et argument for at erklære den pågældende fritagelse for uforenelig med fællesmarkedet.

54

Sagsøgeren har bemærket, at Kommissionen ved at konkludere, at der forelå en påvirkning af konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne som følge af de skader, udenlandske virksomheder havde lidt, forudsætter, at sidstnævnte var i konkurrence med aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90. Dette er imidlertid blot en uunderbygget formodning.

55

Endvidere udelukker den objektivt lokale beskaffenhed af aktiviteterne ifølge sagsøgeren en påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne. Kommissionen har imidlertid ikke undersøgt, om den omhandlede aktivitet var af en lokal beskaffenhed.

56

Ifølge sagsøgeren skabte kommunerne ikke konkurrence mellem de forskellige virksomheder ved tildelingen af offentlige tjenesteydelseskoncessioner. De var i øvrigt ikke forpligtet hertil (jf. Domstolens dom af 18.11.1999, sag C-107/98, Teckal, Sml. I, s. 8121, og Kommissionens fortolkningsmeddelelse om koncessioner i fællesskabslovgivningen (EFT 2000 C 121, s. 2)).

57

Sagsøgeren tilføjer, at selv i det tilfælde, hvor dette ville være i strid med fællesskabsreglerne for offentligt udbud, udelukker den omstændighed, at offentlige tjenesteydelseskoncessioner direkte tildeles virksomheder, at der forelå en påvirkning af konkurrencen i Fællesskabet og derfor en tilsidesættelse af artikel 87 EF.

58

Desuden sondrede Kommissionen ikke mellem den direkte forvaltning af de tjenester, der blev tildelt aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90 af kommunerne på den ene side, og på den anden side de offentlige kontrakter, som aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90 deltog i. Kommissionen har ikke undersøgt, om aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90 — især sagsøgeren — havde deltaget i offentlige aftaler på andre områder end deres referencekommune. Sagsøgeren præciserer i den henseende, at aktieselskaber i henhold lov nr. 142/90 i princippet havde forbud mod ekstraterritoriale aktiviteter, således at selskabet ikke kunne deltage i udbudsprocedurer uden for hjemkommunens område. Sagsøgeren har ligeledes henvist til artikel 16 EF, som den vil blive ændret ved artikel III-122 i traktaten om en forfatning for Europa (EUT 2004 C 310, s. 1).

59

Sagsøgeren har i replikken anført, at Kommissionen i det mindste burde have differentieret sin analyse i henhold til de forskellige juridiske typer, som den i den anfægtede beslutning omtvistede ordning drejede sig om.

60

Sagsøgeren har heri også bestridt Kommissionens anbringende om, at det ikke er nødvendigt, at Retten efterprøver området for selskabets virksomhed. Dette anbringende ville således føre til følgende urimelige resultat: På grund af den generelle og abstrakte karakter af den i den anfægtede beslutning foretagne analyse begrænser Retten sig til en generel bemærkning vedrørende den treårige fritagelse for selskabsskat, selv i det tilfælde, hvor sagsøgeren beviser, at den pågældende fritagelse ikke finder anvendelse på selskabets særlige situation. Et sådant resultat er imidlertid ikke rimeligt og fratager sagsøgeren adgangen til en effektiv domstolsbeskyttelse.

61

Sagsøgeren har endelig gjort gældende, at det pålæg om tilbagesøgning i den anfægtede beslutnings artikel 3, der blev rettet til Den Italienske Republik, er ulovligt. Ifølge sagsøgeren er de af den treårige fritagelse for selskabsskat begunstigede således ifølge dette pålæg om tilbagesøgning forpligtet til at tilbagebetale denne fordel, selv om de kun har arbejdet inden for de sektorer, hvor der ikke er nogen konkurrence. Dels præciserer Kommissionen ikke de oplysninger og kriterier, som gør det muligt for de italienske myndigheder at sondre mellem eksisterende eller forenelig støtte og støtte, som er omfattet af pålægget om tilbagesøgningen. Dels kan medlemsstaterne ifølge EF-traktaten ikke selv bedømme statsstøttens forenelighed med fællesmarkedet. Ifølge sagsøgeren følger det heraf, at Kommissionen har krævet tilbagesøgning af samtlige de fordele, der blev opnået i medfør af den treårige fritagelse for selskabsskat. Sagsøgeren gør gældende, at dette vil føre til et betydeligt antal sager ved de nationale domstole, som i medfør af artikel 234 EF vil forelægge spørgsmålet om gyldigheden af den anfægtede beslutning for Domstolen. Sagsøgeren gør gældende, at det i så fald tilkommer Domstolen at foretage en lang række analyser af støttemodtagernes situation. En sådan situation ville ikke være opstået, hvis Kommissionen havde foretaget en fuldstændig bedømmelse af de juridiske omstændigheder og relevante bestemmelser i de pågældende sektorer.

62

Efter sagsøgerens opfattelse fremgår det ligeledes af ovenstående betragtninger, at Kommissionen har tilsidesat begrundelsespligten.

63

Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter og er af den opfattelse, at den anfægtede beslutning er tilstrækkeligt begrundet.

64

Det bemærkes indledningsvis, at samtlige betingelser i artikel 87, stk. 1, EF skal være opfyldt, for at der er tale om statsstøtte. For det første skal der være tale om statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler. For det andet skal denne støtte kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstater. For det tredje skal der være tale om en selektiv fordel. For det fjerde skal den fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene (Domstolens dom af 24.7.2003, sag C-280/00, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg, Sml. I, s. 7747, herefter »Altmark-dommen«, præmis 74 og 75, og af , sag C-172/03, Heiser, Sml. I, s. 1627, præmis 27).

65

Det må i det foreliggende tilfælde konstateres, at sagsøgeren gør gældende, at to af de fire betingelser, der skal være opfyldt for at kvalificere en foranstaltning som statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF, dvs. påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne og indvirkning på konkurrencen, ikke er opfyldt i den foreliggende sag.

66

Det følger i denne henseende af fast retspraksis, at som et led i sin vurdering af disse to betingelser skal Kommissionen ikke godtgøre, at støtten reelt påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og faktisk fordrejer konkurrencen, men alene undersøge, om denne støtte kan påvirke denne samhandel og fordreje konkurrencen (jf. Domstolens dom af 15.12.2005, sag C-148/04, Unicredito Italiano, Sml. I, s. 11137, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

67

Det skal endvidere bemærkes, at Kommissionen i forbindelse med en støtteordning i beslutningens begrundelse kan nøjes med at studere det omhandlede programs egenskaber ved bedømmelsen af, om det på grund af ordningerne i henhold til programmet medfører en mærkbar fordel for støttemodtagerne i forhold til deres konkurrenter og især ville kunne gavne virksomheder, der deltager i samhandelen mellem medlemsstaterne (Domstolens dom af 7.3.2002, sag C-310/99, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 2289).

68

Det bemærkes i øvrigt, at enhver støtte, der ydes til en virksomhed, der opererer på Fællesskabets marked, er egnet til at fordreje konkurrencevilkårene og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne (jf. Rettens dom af 6.3.2002, forenede sager T-92/00 og T-103/92, Diputación Foral de Álava mod Kommissionen, Sml. II, s. 1385, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).

69

Der findes heller ikke en grænseværdi eller en procentsats, hvorunder samhandelen mellem medlemsstater ikke vil blive påvirket. Den omstændighed, at en støtte er forholdsvis ubetydelig, eller at den støttemodtagende virksomhed er af beskeden størrelse, udelukker således ikke på forhånd, at samhandelen mellem medlemsstaterne kan være påvirket (Domstolens dom af 21.3.1990 sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, »Tubemeuse-dommen«, Sml. I, s. 959, præmis 43, og af , forenede sager C-278/92 — C-280/92, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4103, præmis 42, samt Altmark-dommen, nævnt i præmis 64 ovenfor, præmis 81).

70

Domstolen har endvidere fastslået, at det på ingen måde er udelukket, at et offentligt tilskud til en virksomhed, som alene leverer lokale eller regionale transportydelser, og som ikke leverer transportydelser uden for sin hjemstat, ikke desto mindre kan have indvirkning på samhandelen mellem medlemsstaterne i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 87, stk. 1, EF. Når en medlemsstat yder et offentligt tilskud til en virksomhed, kan den pågældende virksomheds stilling inden for levering af transportydelser nemlig derved blive opretholdt eller styrket med den konsekvens, at chancerne for de virksomheder, der er etableret i de øvrige medlemsstater, for at levere transportydelser på denne medlemsstats marked herved bliver formindskede (Altmark-dommen, nævnt i præmis 64 ovenfor, præmis 77 og 78).

71

I denne sag bemærkes indledningsvis, at den pågældende støtteordning omfatter en bestemt gruppe virksomheder, nemlig aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90. Status som et sådant selskab er den eneste betingelse, der skal være opfyldt for at kunne drage fordel af den nævnte ordning.

72

Det bemærkes derefter, at anvendelsen af ordningen vedrørende den treårige fritagelse for selskabsskat ikke er begrænset til bestemte tjenesteydelser, og at aktiviteterne i de virksomheder, der er omfattet af denne ordning, ikke er begrænset til sektoren for offentlige tjenester.

73

Heraf følger, at Kommissionen efter sagens omstændigheder ikke var forpligtet til at tage hensyn til hver type aktivitet eller hvert marked for at vurdere virkningen af den treårige fritagelse for selskabsskat.

74

Det må i øvrigt konstateres, at selv om sagsøgeren ganske vist har gjort gældende, at aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90 ikke arbejdede på konkurrenceudsatte markeder, idet selskabet særligt har henvist til dets egne sektorer, har selskabet ikke fremlagt noget gyldigt bevis for erklæringen om, at de økonomiske sektorer for offentlige tjenester ikke var åbne for konkurrence på det relevante tidspunkt. Det bemærkes i denne forbindelse, at det i denne sag drejer sig om en støtteordning, der dækker en lang række sektorer, og ikke om forskellige støtteordninger, der hver især dækker en specifik sektor.

75

Det bemærkes endvidere, som anført af Kommissionen i betragtning 73-84 til den anfægtede beslutning, at visse af de berørte sektorer, f.eks. sektorerne for farmaceutiske produkter, affald, gas, vand og el, var præget af en vis grad af konkurrence på tidspunktet for ikrafttrædelsen af den pågældende foranstaltning.

76

Desuden må det konstateres, at virksomhederne i sektorerne for aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90 konkurrerer om at opnå eneretsbevillinger til lokale offentlige tjenester i de forskellige kommuner, og at markedet for disse eneretsbevillinger er et marked, der er åbent for konkurrence (betragtning 67 og 68 til den anfægtede beslutning). Det er uden betydning, om sagsøgeren har deltaget i udbudsprocedurer om tildeling af lokale offentlige tjenester i andre geografiske områder under anvendelsesperioden for den treårige fritagelse for selskabsskat.

77

Det argument, der er støttet på manglende konkurrence og derfor indvirkning på samhandelen mellem medlemsstater, fordi de pågældende tjenester i virkeligheden direkte blev tildelt aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90, skal forkastes. Dels svækker den direkte tildeling ikke den konstatering, der er foretaget i de foregående præmisser, hvorefter det pågældende marked i det mindste var præget af en vis grad af konkurrence. Dels påviser argumentet snarere de konkurrencebegrænsende virkninger af den pågældende foranstaltning og ikke, at der manglede konkurrence på det pågældende marked. Således som Kommissionen fremhæver i betragtning 71 til den anfægtede beslutning, kan det ikke udelukkes, at den blotte forekomst af støtten til aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90 har tilskyndet kommunerne til at tildele aktieselskaberne tjenesterne direkte i stedet for at udstede eneretsbevillinger efter offentlige udbudsprocedurer.

78

Det skal netop med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende foranstaltning har fordrejet eller truer med at fordreje niveauet for allerede bestående konkurrence på markedet, fastslås, at den pågældende foranstaltning har styrket den konkurrencemæssige stilling, aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90 har i forhold til en hvilken som helst anden italiensk eller udenlandsk virksomhed, som er aktiv på det pågældende marked. Således som Kommissionen med rette bemærker i den anfægtede beslutnings betragtning 62, befinder de virksomheder, hvis retlige form ikke er aktieselskabets, og hvori aktiemajoriteten ikke indehaves af lokale myndigheder, sig i en ufordelagtig situation, når de agter at afgive bud i forbindelse med udbud om levering af en bestemt tjeneste i et bestemt område.

79

Desuden er aktiviteterne i aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90 ikke begrænset til sektoren for lokale offentlige tjenester. Den pågældende foranstaltning kan derfor lette disse virksomheders ekspansion på andre markeder, der er åbne for konkurrence, hvorved der opstår forvridninger også i andre sektorer end sektorerne for lokale offentlige tjenester. Det fremgår i denne forbindelse af lov nr. 142/90, som fortolket af Corte suprema di cassazione, dom nr. 4989 af 6. maj 1995, og Consiglio di Stato (det italienske statsråd), dom nr. 4586 af , at aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90 havde mulighed for at virke på andre områder, såvel i Italien som i udlandet, og på andre områder end dem for offentlige tjenester, som fastsat i deres vedtægter, medmindre dette unddrager dem ressourcer og midler i mærkbar udstrækning og kan skade referencekommunen. Det følger i øvrigt af de i svarskriftet vedlagte avisartikler, at i hvert fald visse aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90 virkede på andre områder end dem for offentlige tjenester, som fastsat i deres vedtægter, og på andre områder end deres referencekommune.

80

Hvad angår betingelsen om påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne skal det indledningsvis bemærkes, at den omstændighed, at aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90 kun arbejder på deres nationale marked eller inden for det geografiske område, hvor de har hjemsted, ikke er afgørende. Samhandelen mellem medlemsstater påvirkes således af den pågældende foranstaltning, hvis chancerne for de virksomheder, der er etableret i de øvrige medlemsstater, for at levere ydelser på det italienske marked bliver formindskede (jf. præmis 70 ovenfor).

81

Det er således med rette, når Kommissionen i betragtning 70 til den anfægtede beslutning har fastslået, at den pågældende foranstaltning kunne være en hindring for udenlandske virksomheder, der agter at etablere sig eller sælge deres tjenester i Italien, og derfor påvirkede samhandelen mellem medlemsstater i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 87, stk. 1, EF.

82

Dels skader den pågældende foranstaltning således udenlandske virksomheder, der deltager i udbud om lokale eneretsbevillinger i Italien, da de offentlige virksomheder, der nyder godt af ovenomtalte støtteordning, kan tilbyde mere konkurrencedygtige priser end deres nationale konkurrenter eller fællesskabskonkurrenter, som ikke nyder godt af ordningen. Dels gør støtteordningen det mindre tiltrækkende for virksomheder fra andre medlemsstater at investere i sektoren for lokale offentlige tjenester i Italien (f.eks. gennem erhvervelse af aktiemajoriteten), eftersom de virksomheder, der måtte erhverves, ikke vil kunne nyde godt af (eller vil kunne miste) støtten som følge af de nye aktionærers art (betragtning 69 til den anfægtede beslutning).

83

Det følger af det ovenfor anførte, at Kommissionen ikke har begået en fejl ved at finde, at betingelserne om påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne og indvirkning på konkurrencen var opfyldt i det foreliggende tilfælde.

84

Med hensyn til den påståede mangelfulde begrundelse i den anfægtede beslutning vedrørende disse to betingelser skal det bemærkes, at Kommissionen på tilstrækkelig vis i betragtning 62-64, 69, 73 og 74 til den anfægtede beslutning redegjorde for grundene til, at den fandt, at den pågældende foranstaltning kunne fordreje konkurrencevilkårene og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Som det allerede er blevet anført, er Kommissionen heller ikke forpligtet til at godtgøre den faktiske virkning af allerede ydet støtte (Domstolens dom af 14.2.1990, sag C-301/87, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 307, præmis 33).

85

Det bemærkes med hensyn til pålægget om tilbagesøgning, at ifølge fast retspraksis er tilbagesøgning af ulovligt udbetalt støtte, inklusive renter, den logiske følge af, at støtten er fundet uforenelig med fællesmarkedet (Tubemeuse-dommen, nævnt i præmis 69 ovenfor, præmis 66, samt dom af 14.1.1997, sag C-169/95, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 135, præmis 47, og af , sag C-110/02, Kommissionen mod Rådet, Sml. I, s. 6333, præmis 41).

86

I denne forbindelse bemærkes det endvidere, at denne retspraksis finder anvendelse på såvel en individuel støtte som på støtte, der udbetales inden for rammerne af en støtteordning.

87

En generel og abstrakt undersøgelse af en støtteordning udelukker imidlertid ikke, at det beløb, der er ydet i henhold til ordningen, i et individuelt tilfælde ikke er omfattet af det i artikel 87, stk. 1, EF indeholdte forbud, f.eks. som følge af, at den individuelle ydelse af støtte er omfattet af reglerne om de minimis-støtte. Denne betragtning forklarer de forbehold, som fremgår af betragtning 72, 85 og 126 til den anfægtede beslutning.

88

De nationale myndigheders rolle, når Kommissionen i en beslutning erklærer en støtte uforenelig med fællesskabsretten, består ganske vist alene i at gennemføre Kommissionens beslutning, og de har på dette område ingen skønsbeføjelser (Domstolens dom af 22.3.1977, sag 78/76, Steinicke & Weinlig, Sml. s. 595, præmis 10). Dette forhindrer dog ikke de nationale myndigheder i ved gennemførelsen af den pågældende beslutning at tage hensyn til sådanne forbehold. I modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, pålægger Kommissionen følgelig kun tilbagesøgning af støtte som omhandlet i artikel 87 EF, og ikke af beløb, der — skønt udbetalt under denne ordning — ikke udgør støtte, eller som udgør eksisterende støtte eller støtte, der er forenelig i medfør af en gruppefritagelsesforordning eller reglerne om de minimis-støtte, eller i øvrigt i medfør af en anden beslutning fra Kommissionen. Det bemærkes i denne forbindelse, at den nationale ret har kompetence til at fortolke begrebet statsstøtte og eksisterende statsstøtte og kan udtale sig om eventuelle særlige forhold ved det ene eller andet tilfælde, i givet fald ved at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål.

89

Desuden vil en tiltrædelse af sagsøgerens synspunkt, hvorefter en abstrakt undersøgelse af en støtteordning — uden en fuldstændig detaljeret undersøgelse af de enkelttilfælde, hvor den finder anvendelse — ikke kan give anledning til et pålæg om tilbagesøgning, medføre, at der systematisk ikke vil være mulighed for at tilbagesøge fejlagtigt udbetalt støtte, og at artikel 87 EF og 88 EF derfor mister deres betydning. I et sådant tilfælde vil det være umuligt for Kommissionen — den eneste myndighed, som har kompetence til at afgøre, om støtteforanstaltninger er forenelige med fællesmarkedet — at undersøge de mange tilfælde af anvendelse af støtteordninger.

90

Det følger af det anførte, at det første anbringende skal forkastes.

91

Som led i dette anbringende gør sagsøgeren gældende, at selv om den treårige fritagelse for selskabsskat må anses for at udgøre en statsstøtte, drejer det sig om en eksisterende støtte, og at Kommissionen derfor ved den anfægtede beslutning har tilsidesat artikel 88 EF og artikel 1, litra b), nr. i) og v), i forordning nr. 659/1999. Sagsøgeren har også gjort gældende, at der er tale om en mangelfuld begrundelse i denne henseende.

92

Sagsøgeren er for det første af den opfattelse, at den treårige fritagelse for selskabsskat, for det tilfælde, at den kvalificeres som statsstøtte, udgør eksisterende støtte i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1, litra b), nr. v), i forordning nr. 659/1999, eftersom de berørte markeder var lukket for konkurrence i referenceperioden. Kommissionen undlod at kontrollere, om de pågældende sektorer var lukket for konkurrence, og begrundede ikke den anfægtede beslutning på dette punkt.

93

For det andet har sagsøgeren anført, at kommunernes og de kommunale værkers udførelse af tjenesteydelser af offentlig interesse under monopolforhold har været fritaget for beskatning siden begyndelsen af forrige århundrede. Sagsøgeren henviser navnlig til decreto presidenziale n 917 (sulla) approvazione del testo unico delle imposte sui redditi (dekret fra Den Italienske Republiks præsident nr. 917 om godkendelse af den konsoliderede lov om indkomstskat af 22.12.1986, almindeligt supplement til GURI nr. 302 af ). Sagsøgeren henviser til den omstændighed, at denne fritagelse aldrig tidligere er blevet anfægtet af Kommissionen. Ifølge Kommissionen forelå der kontinuitet mellem dels den skattemæssige ordning, som kommunerne og de kommunale værker var omfattet af ved varetagelsen af aktiviteterne om udførelse af lokale offentlige tjenester, dels den treårige fritagelse for selskabsskat for aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90. Kommunale værker og aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90 er således i det væsentlige den samme økonomiske enhed under en anden retlig form. Aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90 har overtaget de kommunale værkers rettigheder og pligter. Begrundelsen for den treårige fritagelse for selskabsskat er, at der ikke er tale om nogen konkurrence, hvilket var et af kendetegnene ved de berørte markeder, både inden ikrafttrædelsen af EF-traktaten og i perioden 1997-1999. Følgelig er den retlige form af de virksomheder, som har fået til opgave at udføre offentlige tjenester, uden betydning. I øvrigt har den italienske lovgivers reform i 1990’erne ikke ændret noget ud over den retlige form og behandlingen af den pågældende erhvervsdrivende. Der er tale om et traditionelt retligt instrument, som skal lette overgangen til en liberaliseret ordning i de pågældende sektorer. Kommissionen har imidlertid ikke i den anfægtede beslutning gjort rede for grunden til, at det i betragtning 78 til den anfægtede beslutning anvendte kontinuitetsprincip ikke finder anvendelse for kvalificeringen af den treårige fritagelse for selskabsskat som eksisterende støtte.

94

Betingelserne i Domstolens dom af 9. august 1994, Namur-Les assurances du crédit (sag C-44/93, Sml. I, s. 3829, herefter »Namur-dommen«, præmis 33), for, at en støtteforanstaltning kan betragtes som eksisterende, er opfyldt i det foreliggende tilfælde. Det pågældende aktivitetsområde og fordelen er således forblevet de samme. Hertil kommer, at aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90 ikke kan arbejde på markedet for at søge bedre markedsmuligheder. De har til formål at levere offentlige tjenester og har nær forbindelse med referencekommunen i den forstand, at selskaberne ikke må arbejde uden for det kommunale område (dom afsagt af Consiglio di Stato nr. 243 af og af Corte suprema di cassazione nr. 4989 af ).

95

Også selv om det antages, at betingelserne i Namur-dommen, nævnt i præmis 94 ovenfor, ikke er opfyldt, er den anfægtede beslutning behæftet med en fejl med hensyn til kvalificeringen af den treårige fritagelse for selskabsskat som ny støtte. Kriterierne opstillet i Namur-dommen, nævnt i præmis 94 ovenfor, skal således anvendes i det foreliggende tilfælde i lyset af det andet retsgrundlag, der finder anvendelse, og den ikke-konkurrencemæssige karakter af de sektorer, som netop er berørte.

96

Kommissionen mener under henvisning til betragtning 86-91 til den anfægtede beslutning, at dette anbringende bør forkastes.

97

Domstolen fastslog i Namur-dommen, nævnt i præmis 94 ovenfor (dommens præmis 13), at det fremgår af såvel indholdet af som målsætningerne med artikel 88 EF, at støtteordninger, der allerede var gældende før tidspunktet for traktatens ikrafttræden, og støtteordninger, der lovligt er blevet iværksat under iagttagelse af de i artikel 88, stk. 3, fastsatte krav, herunder de krav, som fremgår af Domstolens fortolkning i dom af 11. december 1973, Lorenz (sag 120/73, Sml. s. 1471, præmis 4-6), af denne bestemmelse, skal anses for eksisterende støtteordninger efter artikel 88, stk. 1, EF, hvorimod støtteordninger skal anses for nye støtteordninger, der er underlagt underretningsforpligtelsen i sidstnævnte bestemmelse, såfremt der er tale om en påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger, hvorved bemærkes, at ændringer i denne forstand kan vedrøre såvel eksisterende støtteordninger som oprindelige planer om påtænkt støtte, som Kommissionen er blevet underrettet om.

98

Med hensyn til eksisterende støtte har artikel 1, litra b), i forordning nr. 659/1999 gentaget og fastslået den præcedens, der er skabt i retspraksis.

99

I henhold til denne bestemmelse forstås ved eksisterende støtte:

100

Dernæst skal ændringer i eksisterende støtte i medfør af artikel 1, litra c), i forordning nr. 659/1999 betragtes som ny støtte.

101

Nærmere bestemt skal enhver påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger betragtes som ny støtte. Særligt hvor ændringen påvirker selve indholdet af den oprindelige ordning, bliver denne ordning en ny støtteordning. Der kan imidlertid ikke være tale om en væsentlig ændring, når det nye element klart kan adskilles fra den oprindelige ordning (Rettens dom af 30.4.2002, forenede sager T-195/01 og T-207/01, Government of Gibraltar, Sml. II, s. 2309, præmis 109-111).

102

I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at fritagelsen ikke er omfattet af det andet, tredje og fjerde tilfælde i artikel 1, litra b), i forordning nr. 659/1999, hvor en støtteforanstaltning kan anses for eksisterende støtte. Disse bestemmelser er heller ikke gjort gældende af sagsøgeren.

103

Med hensyn til det første tilfælde, der er omfattet af artikel 1, litra b), i forordning nr. 659/1999, bemærkes det først, at den treårige fritagelse for selskabsskat blev indført ved lovdekret nr. 331/93 og lov nr. 549/95. I 1990, da der ved lov nr. 142/90 indførtes en reform af de lovfæstede organer, der tilbydes kommunerne med henblik på forvaltning af lokale offentlige tjenester, herunder gennem stiftelse af selskaber med begrænset ansvar med offentlig majoritetsandel, var der ikke fastsat nogen fritagelse for indkomstskat for disse selskaber.

104

Ethvert aktieselskab i henhold til lov nr. 142/90, der blev stiftet mellem 1990 og ikrafttrædelsen den 30. august 1993 af artikel 66 i lovdekret nr. 331/93, var således underkastet beskatning af indkomstskat.

105

For at udvide den beskatningsordning, der fandt anvendelse på de lokale myndigheder, til også at omfatte aktieselskaber i henhold til lov 142/90, måtte Italien derfor, som Kommissionen med rette har gjort gældende i betragtning 91 til den anfægtede beslutning, vedtage en ny lovgivning flere årtier efter traktatens ikrafttræden.

106

Hertil kommer, at selv om det antages, at fritagelse for beskatning for kommunale værker blev indført inden ikrafttrædelsen af EF-traktaten, og at den gjaldt indtil 1995, forholder det sig ikke desto mindre således, at aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90 væsentligt adskiller sig fra kommunale værker. En udvidelse af de eksisterende skattefordele for kommunale og særskilte værker til en ny kategori af støttemodtagere, såsom aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90, udgør en ændring, der klart kan adskilles fra den oprindelige ordning. Som det således er anført i Consiglio di Statos dom nr. 4586 af 3. september 2001, foreligger der retlige forskelle mellem aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90 og kommunale værker, navnlig fordi de førstnævnte ikke er underlagt den skarpe territoriale begrænsning, som de sidstnævnte er pålagt, og fordi de førstnævntes aktivitetsområde er betydeligt større. Som det således er blevet understreget i præmis 79 ovenfor, har aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90 mulighed for at virke uden for referencekommunen, såvel i Italien som i udlandet, og på andre områder end dem for offentlige tjenester, som fastsat i deres vedtægter, medmindre dette unddrager dem ressourcer og midler i mærkbar udstrækning og kan skade referencekommunen.

107

Selv om aktieselskaber i henhold til lov nr. 142/90, som anført af Kommissionen i betragtning 92 til den anfægtede beslutning, følgelig er indtrådt i de kommunale værkers rettigheder og pligter, er den lovgivning, som fastsætter deres materielle og geografiske aktivitetsområde, blevet ændret betydeligt.

108

Det må derfor konkluderes, at den treårige fritagelse for selskabsskat, der blev indført ved artikel 3, stk. 70, i lov nr. 549/95, sammenholdt med artikel 66, stk. 14, i lovdekret nr. 331/93, ikke er omfattet af artikel 1, litra b), nr. i), i forordning nr. 659/1999.

109

For så vidt angår sagsøgerens andet argument baseret på artikel 1, litra b), nr. v), i forordning nr. 659/1999, som fastsætter, at en foranstaltning, der ikke var støtte, da den blev indført, men som senere er blevet en støtte på grund af udviklingen på fællesmarkedet, uden at medlemsstaten har foretaget nogen ændringer af den, anses for at være en eksisterende støtte, er det tilstrækkeligt at fastslå, som anført af Kommissionen i betragtning 83-85 til den anfægtede beslutning, at støtten blev indført på et tidspunkt, hvor markederne under alle omstændigheder, om end højst sandsynligt i forskellig grad, var åbne for konkurrence. Det må følgelig fastslås, at den treårige fritagelse for selskabsskat ikke er omfattet af artikel 1, litra b), nr. v), i forordning nr. 659/1999.

110

Af denne grund kan det ikke konkluderes, at der foreligger en mangelfuld begrundelse. Den omstændighed, at der var en vis konkurrence i nogle af de sektorer, hvori aktieselskaberne i henhold til lov nr. 142/90 arbejder, er grunden til, at Kommissionen afviste det argument, at den pågældende foranstaltning skulle betragtes som en eksisterende støtte (betragtning 82-85 til den anfægtede beslutning).

111

Det følger heraf, at det andet anbringende skal forkastes.

112

Sagsøgeren har hævdet, at Kommissionen begik en fejl, for så vidt som den afviste, at den treårige fritagelse for selskabsskat udgjorde støtte, som er forenelig med fællesmarkedet i henhold til artikel 87, stk. 3, litra c), EF.

113

Ifølge sagsøgeren følger foreneligheden af den treårige fritagelse for selskabsskat med fællesmarkedet i medfør af denne bestemmelse af, at fritagelsen har muliggjort omdannelsen af kommunale værker og overgangen til et konkurrencebaseret marked, og at den har givet selskaberne mulighed for gradvist at få kendskab til de mekanismer, der finder anvendelse på privatretlige forhold. Kommissionen havde ikke taget hensyn til disse omstændigheder.

114

Kommissionen har med henvisning til den anfægtede beslutnings betragtning 97 ff. bestridt, at sagsøgerens anbringender er begrundet.

115

Det skal indledningsvis bemærkes, at Kommissionen råder over et vidt skøn ved anvendelsen af artikel 87, stk. 3, EF (Domstolens dom af 24.2.1987, sag 310/85, Deufil mod Kommissionen, Sml. s. 901, præmis 18). Den kontrol, Fællesskabets retsinstanser udøver, må derfor begrænses til en efterprøvelse af, om procedureregler og begrundelsespligten er overholdt, om de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, og om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn eller magtfordrejning.

116

Det følger endvidere af fast retspraksis, at statsstøtte til kriseramte virksomheder for at kunne godkendes i henhold til artikel 87, stk. 3, litra c), EF skal indgå i en omstruktureringsplan, som skal forelægges for Kommissionen med de fornødne enkeltheder (Domstolens dom af 22.3.2001, sag C-17/99, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 2481, præmis 45).

117

I det foreliggende tilfælde fremgår det af sagsakterne, at de betingelser, som skal være opfyldt for, at den treårige fritagelse for selskabsskat er omfattet af undtagelsen i artikel 87, stk. 3, litra c), EF, ikke var opfyldt. Den treårige fritagelse for selskabsskat sigtede ikke mod at genetablere modtagernes rentabilitet og var ikke forbeholdt kriseramte virksomheder. Der blev heller ikke fremlagt nogen omstruktureringsplan eller foranstaltning med henblik på at kompensere for konkurrencefordrejende bivirkninger som følge af tildelingen af den pågældende støtte (betragtning 97 ff. til den anfægtede beslutning).

118

Det skal med hensyn til argumentet, hvorefter den pågældende foranstaltning har lettet overgangen fra en monopolordning til en liberaliseret ordning, blot bemærkes, som Kommissionen med rette har gjort gældende, at den treårige fritagelse for selskabsskat ikke kunne fremme indførelsen af konkurrence på de pågældende markeder, idet der for hovedpartens vedkommende her allerede forelå en vis grad af konkurrence under udvælgelsen af tjenesteyderen, men også fordi den pågældende fritagelse fordrejede konkurrencen ved at styrke visse erhvervsdrivendes konkurrencemæssige stilling.

119

Derfor skal det tredje anbringende forkastes.

120

Sagsøgeren har i forbindelse med dette anbringende i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen begik en fejl i den anfægtede beslutning, da den ved undersøgelsen af, om artikel 86, stk. 2, EF fandt anvendelse i denne sag, ikke tog tilstrækkeligt hensyn til artikel 16 EF, som blev indført ved Amsterdamtraktaten. Artikel 86, stk. 2, EF skal også fortolkes i lyset af artikel III 122 i traktaten om en forfatning for Europa. Eftersom det drejede sig om et særligt område, kunne Kommissionen ikke anvende generelle regler og kriterier. Desuden fremgik det efter sagsøgerens opfattelse ikke klart ved vedtagelsen af den anfægtede beslutning, at bestemmelserne om tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (EFT 2001 C 17, s. 4) fandt anvendelse i sektoren for offentlige tjenester. Kommissionen ignorerede imidlertid dette forhold. Af denne retsusikkerhed følger endvidere en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet. Sagsøgeren har også gjort gældende, at der er en fejl i begrundelsen desangående.

121

Kommissionen påpeger, at udbetaling af en støtte i henhold til artikel 86, stk. 2, EF kan falde uden for forbuddet i artikel 87 EF, navnlig under forudsætning af, at den pågældende støtte gør det muligt at varetage en public service-opgave, defineret og tildelt ved en offentlig myndighedsakt, og at den fordel, der er indrømmet, nøjagtigt udligner de merudgifter, der er forbundet med at levere ydelsen af almindelig økonomisk interesse. Sagsøgeren har ikke bevist, at dette var tilfældet for den pågældende foranstaltning.

122

Det er for det første vigtigt at fremhæve, at der i det foreliggende tilfælde er tale om en støtteordning. Som følge af denne omstændighed skal det godtgøres, at denne ordning opfylder alle betingelserne for enten at undgå at blive kvalificeret som statsstøtte efter artikel 87, stk. 1, EF, eller for at blive omfattet af undtagelsen i henhold til artikel 86, stk. 2, EF.

123

Det bemærkes i denne forbindelse, at en statslig foranstaltning, der udgør en kompensation, som er et vederlag for de af de begunstigede virksomheder leverede ydelser til opfyldelse af forpligtelser til offentlig tjeneste, således at disse virksomheder reelt ikke har en økonomisk fordel, og denne foranstaltning således ikke har den virkning at sætte disse virksomheder i en konkurrencemæssigt fordelagtig stilling i forhold til de virksomheder, der konkurrerer med dem, i princippet ikke udgør en statsstøtte i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 87, stk. 1, EF (jf. i denne retning Altmark-dommen, nævnt i præmis 64 ovenfor, præmis 87).

124

For at en sådan kompensation imidlertid skal kunne undgå at blive betegnet som statsstøtte, er der visse betingelser, der skal være opfyldt kumulativt. Blandt disse er betingelsen om, at den begunstigede virksomhed reelt skal være blevet pålagt at levere offentlige tjenesteydelser, og forpligtelserne skal være defineret klart og tydeligt (Altmark-dommen, nævnt i præmis 64 ovenfor, præmis 89), og betingelsen om, at kompensationen ikke må overstige, hvad der er nødvendigt for helt eller delvis at dække de udgifter, der er afholdt ved opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste, idet der skal tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne (Altmark-dommen, nævnt i præmis 64 ovenfor, præmis 92).

125

Det bemærkes, at vedtagelsen af den anfægtede beslutning ligger før datoen for afsigelsen af Altmark-dommen, nævnt i præmis 64 ovenfor. De i denne dom nævnte kriterier, som følger af en fortolkning af artikel 87, stk. 1, EF, finder imidlertid fuldt ud anvendelse på de faktiske og retlige omstændigheder i nærværende sag, således som sagen forelå for Kommissionen, da den vedtog den anfægtede beslutning (jf. i denne retning Rettens dom af 12.2.2008, sag T-289/03, BUPA m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 81, præmis 158).

126

Den første betingelse, som er opstillet i Altmark-dommen, nævnt i præmis 64 ovenfor, hvorefter den pågældende virksomhed faktisk skal være pålagt at opfylde forpligtelser til offentlig tjeneste, finder også anvendelse i det tilfælde, hvor der er henvist til undtagelsen i artikel 86, stk. 2, EF.

127

I begge tilfælde skal en foranstaltning under alle omstændigheder opfylde dels principperne om definition af og om tildeling af offentlig tjeneste, dels proportionalitetsprincippet (jf. i denne retning dommen i sagen BUPA m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 125 ovenfor, præmis 160).

128

I denne forbindelse må det konstateres, at sagsøgeren ikke har givet oplysninger om betingelserne for anvendelse af artikel 86, stk. 2, EF. Det skal i denne henseende bemærkes, at den anfægtede beslutning detaljeret i betragtning 108-120 angiver, hvorfor den pågældende støtte ikke opfylder betingelserne for at anvende denne bestemmelse. Sagsøgeren gjorde sig således ikke den ulejlighed at forsøge at imødegå denne konstatering. Desuden er henvisningen til artikel 16 EF i denne henseende og artikel III-122 i traktaten om en forfatning for Europa ikke relevant, eftersom sidstnævnte blev undertegnet efter vedtagelsen af den anfægtede beslutning, den er ikke trådt i kraft, og den er desuden blevet erstattet af traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT 2008 C 115, s. 1). I øvrigt indebærer artikel 16 EF på ingen måde »frit spil« til at yde en hvilken som helst støtte til en virksomhed, der leverer offentlige ydelser. Med hensyn til meddelelsen fra Kommissionen om forsyningspligtydelser i Europa (EFT 2001 C 17, s. 4) må det fastslås, at denne har en fortolkningsmæssig og ikke retsskabende karakter, og at de af Kommissionen anvendte kriterier er dem, som kan udledes af traktaten og retspraksis, således at den påståede tilsidesættelse af principperne om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet skal forkastes.

129

Det fremgår under alle omstændigheder af strukturen af den pågældende støtteordning, at lov nr. 142/90 ikke kan kvalificeres som en offentlig myndighedsakt om oprettelsen og fastlæggelsen af en særlig opgave, der består i at yde lokale offentlige tjenester under overholdelse af specifikke forpligtelser. Desuden definerer denne lov ikke klart og præcist de omhandlede forpligtelser til offentlig tjeneste.

130

Det må derfor konkluderes, at betingelsen om principperne om definition af og om tildeling af forpligtelser til offentlig tjeneste ikke er opfyldt.

131

Heraf følger, at det fjerde anbringende ikke kan tages til følge.

132

Det er sagsøgerens opfattelse, at Kommissionen har begået en retlig fejl ved i betragtning 121 og 122 til den anfægtede beslutning at anføre, at den treårige fritagelse for selskabsskat var i strid med artikel 43 EF. Dels har den pågældende foranstaltning ikke indflydelse på den etableringsfrihed, som denne bestemmelse sikrer. Dels indfører den ikke nogen forskelsbehandling på baggrund af nationalitet. Sagsøgeren har endvidere henvist til en mangelfuld begrundelse i denne henseende.

133

Kommissionen har bestridt, at sagsøgerens anbringender er begrundet.

134

Det bemærkes indledningsvis, at det første og det tredje anbringende blev forkastet, for så vidt som den treårige fritagelse for selskabsskat udgør en støtte, og betingelserne for at være omfattet af undtagelsen i artikel 87, stk. 3, litra c), EF ikke er opfyldt. Af denne grund vedrører erklæringen om uforenelighed af den treårige fritagelse for selskabsskat med fællesmarkedet, fordi den er i strid med andre bestemmelser i EF-traktaten, en subsidiær begrundelse i den anfægtede beslutning. På den baggrund er det femte anbringende irrelevant.

135

Det følger af det ovenstående, at det femte anbringende skal forkastes.

136

Af alt det ovenstående følger, at Kommissionen bør frifindes.

137

I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Ottende Udvidede Afdeling):