Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – afgørelse 2001/822 om de oversøiske landes og territoriers associering – beslutning om ikke at imødekomme en anmodning om en undtagelse fra afgørelsen hvad angår oprindelsesreglerne for sukker fra De Nederlandske Antiller – tilsidesættelse af begrundelsespligten
(Art. 253 EF; Rådets afgørelse 2001/822, bilag III, art. 37; Kommissionens beslutning 2003/34)
Den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 253 EF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område.
En kommissionsbeslutning om ikke at imødekomme en anmodning om en undtagelse fra afgørelse 2001/822 om de oversøiske landes og territoriers associering (OLT) hvad angår oprindelsesreglerne for sukker fra De Nederlandske Antiller, der ikke gør det muligt tilstrækkeligt klart for det første at udlede den begrundelse, som har ført Kommissionen til at konkludere, at reglerne om kumulativ oprindelse gjorde det muligt at løse problemet, og at anvendelsen af sukker fra Guyana ikke ville medføre, at producenten måtte indstille sin virksomhed, og for det andet at afgøre, om Kommissionen har anvendt artikel 37, stk. 3, litra b), i bilag III til OLT-beslutningen om betingelser for undtagelser til oprindelsesreglerne, og endelig at udlede den beregningsmetode, som Kommissionen har anvendt til beregning af værditilvæksten af sukker fra Guyana som led i en eventuel anvendelse af artikel 37, stk. 7, i dette bilag, opfylder ikke betingelserne i artikel 253 EF.
(jf. præmis 20, 42, 43, 45 og 49)