Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – risiko for forveksling med det ældre varemærke – figurmærker, der indeholder ordbestanddelene »grupo sada« og »sadia«

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 8, stk. 1, litra b)]

2. EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – risiko for forveksling med det ældre varemærke – ældre varemærkers eksistens side om side på markedet – betydning

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 8, stk. 1, litra b)]

Sammendrag

1. Der foreligger for den spanske gennemsnitsforbruger en risiko for forveksling mellem figurmærket, der indeholder ordbestanddelen »grupo sada«, og som er søgt registreret som EF-varemærke for »kød, fisk, fjerkræ og vildt; kødekstrakter; konserverede, tørrede og kogte frugter og grøntsager; geléer, syltetøj, kompotter; æg, mælk og mejeriprodukter; spiselige olier og fedtstoffer«, der henhører under klasse 29 i Nice-arrangementet, og figurmærket, der indeholder ordbestanddelen »sadia«, og som tidligere er registreret i Spanien for de samme varer, hvilket skyldes, at da de af varemærkerne omfattede varer er af samme art, og da der er visuelle og fonetiske ligheder mellem det ansøgte varemærkes dominerende bestanddel (nemlig ordbestanddelen »sada«) og det ældre varemærke, vil det helhedsindtryk, der dannes af de omhandlede varemærker, føre til, at den relevante kundekreds vil antage, at varerne omfattet af disse varemærker hidrører fra den samme virksomhed eller i hvert fald fra økonomisk forbundne virksomheder. Det ansøgte varemærkes bestanddel »grupo«, der betegner en gruppe af selskaber, kan i øvrigt – selv om det ikke har en dominerende egenskab – ikke desto mindre give støtte til den tanke, at der er en forbindelse mellem de omhandlede virksomheder i form af en »gruppe« af selskaber, og øger således risikoen for forveksling mellem de omtvistede varemærker.

(jf. præmis 58 og 69)

2. I forbindelse med en indsigelsessag, der er rejst af indehaveren af et ældre varemærke på grundlag af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, er det ganske vist ikke fuldstændig udelukket, at den omstændighed, at ældre varemærker eksisterer side om side på markedet, i visse tilfælde kan mindske den risiko for forveksling mellem to omtvistede varemærker, der er konstateret af organerne ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design). En sådan mulighed kan imidlertid kun tages i betragtning, hvis ansøgeren om EF-varemærket i det mindste i løbet af sagen ved Harmoniseringskontoret i tilstrækkelig grad har bevist, at den omstændighed, at de pågældende varemærker eksisterer side om side, hviler på et grundlag, der gør, at der i den relevante kundekreds’ bevidsthed ikke er en risiko for forveksling mellem de ældre varemærker, som ansøgeren gør gældende, og intervenientens ældre varemærke, der er grundlag for indsigelsen, og forudsat at de ældre varemærker og de omtvistede varemærker er identiske.

I den forbindelse er det utilstrækkeligt til at bevise, at risikoen for forveksling mellem de omtvistede varemærker er formindsket, og, så meget mere, udelukket, at ansøgeren blot fremlægger en liste med en opregning af hans ældre varemærker, hvorom han gør gældende, at de eksisterede side om side på markedet med indsigerens ældre varemærke.

(jf. præmis 86 og 87)