Sag C-499/03 P

Peter Biegi Nahrungsmittel GmbH

og

Commonfood Handelsgesellschaft für Agrar-Produkte mbH

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Appel – fælles toldtarif – efteropkrævning af importafgifter – afkald på efteropkrævning – betingelser – artikel 220, stk. 2, litra b), i forordning (EØF) nr. 2193/92 – fejl begået af toldmyndighederne – påviselig fejl – den kombinerede nomenklatur – angivelser – rækkevidde«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat L.A. Geelhoed fremsat den 14. oktober 2004 

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 3. marts 2005 

Sammendrag af dom

1.     Appel – anbringender – fejlagtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder – afvisning – retlig kvalifikation af de faktiske omstændigheder – formaliteten

(Art. 225 EF; Domstolens statut, art. 58)

2.     De Europæiske Fællesskabers egne indtægter – efteropkrævning af import- og eksportafgifter – betingelser for ikke at bogføre importafgifter som omhandlet i artikel 220, stk. 2, litra b), i forordning nr. 2913/92 – fejl fra myndighedernes side, som debitor »ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget« – kriterier ved vurderingen – forordning nr. 1359/95 indeholder bestemmelser, der kan betegnes som indviklede

(Rådets forordning nr. 2913/92, art. 220, stk. 2, litra b), og nr. 1359/95)

1.     Det fremgår af artikel 225 EF og artikel 58 i Domstolens statut, at appel er begrænset til retsspørgsmål. Det er således alene Retten, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den behandler, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Rettens vurdering af de faktiske omstændigheder er følgelig ikke, medmindre de er gengivet urigtigt, retsspørgsmål og dermed ikke undergivet Domstolens prøvelsesret under en appelsag. Derimod er det ubestridt, at når Retten har fastslået eller vurderet de faktiske omstændigheder, kan Domstolen i henhold til artikel 225 EF foretage en prøvelse af den retlige kvalifikation af disse omstændigheder og de retlige følger, som Retten har draget heraf. En sådan retlig kvalifikation er et retsspørgsmål, der som sådant kan undergives Domstolens prøvelse under en appelsag.

(jf. præmis 40 og 41)

2.     Ifølge artikel 220, stk. 2, litra b), i forordning nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks skal tre kumulative betingelser være opfyldt for, at de kompetente myndigheder kan undlade at foretage efterfølgende bogføring af importafgifter. Afgifterne må ikke være blevet opkrævet som følge af en fejl, som de kompetente myndigheder selv har begået, den fejl, der er begået af myndighederne, skal være af en sådan karakter, at den ikke med rimelighed kunne forventes at være blevet opdaget af en afgiftspligtig i god tro, og endelig skal den afgiftspligtige have overholdt samtlige gældende bestemmelser vedrørende toldangivelsen.

For så vidt angår afgørelsen af, om en fejl begået af de kompetente toldmyndigheder kunne være blevet opdaget, skal der tages hensyn til fejlens nærmere beskaffenhed, de pågældende erhvervsdrivendes erfaring og den agtpågivenhed, de har udvist. For så vidt angår fejlens nærmere beskaffenhed skal der ved afgørelsen bl.a. tages hensyn til, hvor indviklede henholdsvis enkle reglerne på området er, og i hvor lang tid myndighederne begik fejlen.

I denne forbindelse skaber visse bestemmelser i forordning nr. 1359/95 om ændring af bilag I og II til forordning nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif og om ophævelse af forordning nr. 802/80 en retsstilling, der ikke er tilstrækkelig enkel til, at det ved en undersøgelse af forordningen let kan udledes, at anvendelse af toldkontingenterne for visse varer med virkning fra den 1. juli 1995 fortsat er undergivet kravet om fremlæggelse af en importlicens i forordning nr. 1431/94 om gennemførelsesbestemmelser for fjerkrækød til den importordning, der er fastsat i forordning nr. 774/94. Under disse omstændigheder må disse regler således objektivt set karakteriseres som indviklede, og de fejl, toldmyndighederne begik, da de ændrede brugstariffen, samtidig med at de undlod at gøre opmærksom på, at indførsel af nævnte varer krævede fremlæggelse af en importlicens, er af en sådan karakter, at de erhvervsdrivende ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget dem.

(jf. præmis 46-48 og 54-56)




DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling)
3. marts 2005(1)

»Appel – fælles toldtarif – efteropkrævning af importafgifter – afkald på efteropkrævning – betingelser – artikel 220, stk. 2, litra b), i forordning (EØF) nr. 2193/92 – fejl begået af toldmyndighederne – påviselig fejl – den kombinerede nomenklatur – angivelser – rækkevidde«

I sag C-499/03 P,angående appel i henhold til artikel 56 i Domstolens statut, iværksat den 25. november 2003,

Peter Biegi Nahrungsmittel GmbH, Frankfurt am Main (Tyskland) , Commonfood Handelsgesellschaft für Agrar-Produkte mbH, Langen (Tyskland),ved Rechtsanwälte K. Landry og L. Harings,

appellanter,

den anden part i appelsagen:

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved X. Lewis og J. Schieferer, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt i første instans,

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling),



sammensat af afdelingsformanden, A. Borg Barthet, og dommerne J.-P. Puissochet og J. Malenovský (refererende dommer),

generaladvokat: L.A. Geelhoed
justitssekretær: R. Grass,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 16. september 2004,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 14. oktober 2004,

afsagt følgende



Dom



1
I appelskriftet har Peter Biegi Nahrungsmittel GmbH og Commonfood Handelsgesellschaft für Agrar-Produkte mbH (herefter henholdsvis »Biegi« og »Commonfood«, samlet betegnet »appellanterne«) nedlagt påstand om ophævelse af den dom, der blev afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 17. september 2003, Biegi Nahrungsmittel og Commonfood mod Kommissionen (forenede sager T-309/01 og T-239/02, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten frifandt Kommissionen dels i en sag anlagt af Biegi med påstand om delvis annullation af Kommissionens beslutning K(2001) 2533 af 14. august 2001 (REC 4/00), hvori det fastslås, at det var berettiget at foretage efterfølgende bogføring af uopkrævede importafgifter for indførsler af fjerkrækød med oprindelse i Thailand i perioden fra den 13. til den 18. juli 1995 og fra den 4. til den 22. september 1995, dels i en sag anlagt af Commonfood med påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2002) 857 af 5. marts 2002 (REC 4/01), hvori det fastslås, at det var berettiget at foretage efterfølgende bogføring af uopkrævede importafgifter for indførsel af fjerkrækød med oprindelse i Thailand foretaget den 24. juli 1995 (herefter »de anfægtede beslutninger«).


Retsforskrifter

2
I den appellerede doms præmis 1 bemærkede Retten:

»1
Artikel 3 i Rådets forordning (EF) nr. 774/94 af 29. marts 1994 om åbning og forvaltning af en række EF-toldkontingenter for oksekød af høj kvalitet, svinekød, fjerkrækød, hvede og blandsæd af hvede og rug samt klid og andre restprodukter (EFT L 91, s. 1) har fra og med den [1. januar 1994] åbnet et EF-toldkontingent for en samlet årlig mængde på [15 500] tons for kød af høns af arten Gallus domesticus, henhørende under KN-kode 0207 41 10, 0207 41 41 og 0207 41 71. Inden for denne kontingentmængde fastsættes den fælles toldtarif-sats, som skal finde anvendelse, til 0%. Denne årlige EF-kontingentmængde, hvor afgiftssatsen er 0%, er opretholdt ved artikel 1 i Kommissionens forordning (EF) nr. 2198/95 af 18. september 1995, som ændrer forordning nr. 774/94 (EFT L 221, s. 3), og som i henhold til sin artikel 2 har fundet anvendelse siden den 1. juli 1995.«

3
Artikel 1 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1431/94 af 22. juni 1994 om gennemførelsesbestemmelser for fjerkrækød til den importordning, der er fastsat i forordning nr. 774/94 (EFT L 156, s. 9), som trådte i kraft den 26. juni 1994, jf. artikel 8, har følgende ordlyd:

»Ved indførsel til EF i henhold til de toldkontingenter, der blev åbnet ved artikel 3 og 4 i forordning [...] nr. 774/94, af produkter, som henhører under grupperne anført i bilag I til nærværende forordning, skal der fremlægges importlicens.

De af ordningen omfattede produktmængder og afgiftssatsen er anført i bilag I for hver gruppe.«

4
I medfør af bilag I til forordning nr. 1431/94 anvendtes der en afgiftssats på 0% for en årlig mængde på op til 5 100 tons kyllingekød henhørende under KN-kode 0207 41 10, 0207 41 41 og 0207 41 71 med oprindelse i Thailand (gruppe 2). Samme afgiftssats anvendtes for en årlig mængde på 7 100 tons kyllingekød henhørende under ovennævnte KN-koder med oprindelse i Brasilien (gruppe 1) og for en årlig mængde på 3 300 tons kyllingekød med oprindelse i andre tredjelande (gruppe 3).

5
Artikel 1 i Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EFT L 256, s. 1) indførte en ny varenomenklatur (benævnt »den kombinerede nomenklatur« eller forkortet »KN«). Den kombinerede nomenklatur er gengivet i forordningens bilag I, hvori tillige er fastsat de toldsatser, der skal anvendes, samt andre relevante elementer.

6
Kommissionens forordning (EF) nr. 1359/95 af 13. juni 1995 har ændret bilag I og II til forordning (EØF) nr. 2658/87 og ophævet forordning (EØF) nr. 802/80 (EFT L 142, s. 1). Forordning nr. 1359/95 trådte i henhold til artikel 3i kraft den 1. juli 1995.

7
Den ændrede version af den kombinerede nomenklatur omfattede i tredje del om »Toldbilag«, afsnit III »Kontingenter«, et bilag 7 med overskriften »WTO-toldkontingenter, som skal åbnes af de kompetente fællesskabsmyndigheder«. I nr. 18 i sidstnævnte bilag ses følgende skema:

Nr.

KN-kode

Varebeskrivelse

Kontingent(mængde)

Toldsats (%)

Andre bestemmelser og betingelser

1

2

3

4

5

6

...

...

...

...

...

...

18

0207 41 10

0207 41 41

0207 41 71

Udskårne stykker af fjerkræ af arten Gallus domesticus, frosset:

Udbenet

Bryst og stykker deraf

Andre varer

15 500 t

0

    

8
Artikel 220, stk. 2, litra b), i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1, herefter »toldkodeksen«) bestemmer:

»2. [...] [der] foretages [...] ikke efterfølgende bogføring, når

[...]

b)
det efter lovgivningen skyldige afgiftsbeløb ikke er blevet bogført som følge af en fejl, som toldmyndighederne selv har begået, og som debitor ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget, hvis sidstnævnte i øvrigt i forbindelse med toldangivelsen har handlet i god tro og overholdt samtlige bestemmelser i de gældende forskrifter.«

9
Artikel 871 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 2913/92 (EFT L 253, s. 1) bestemmer:

»Når toldmyndighederne […] enten finder, at betingelserne i kodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), er opfyldt, eller når de er i tvivl om den præcise rækkevidde af kriterierne i denne bestemmelse for så vidt angår det pågældende tilfælde, forelægger disse myndigheder sagen for Kommissionen, for at der kan træffes beslutning efter den i artikel 872 til 876 fastlagte procedure […]«

10
I samme forordnings artikel 873 hedder det:

»Efter at have hørt en ekspertgruppe bestående af repræsentanter for alle medlemsstaterne, forsamlet i udvalget for at behandle den foreliggende sag, træffer Kommissionen beslutning om, hvorvidt den situation, der er til behandling, berettiger eller ikke berettiger til at undlade efterfølgende bogføring […]«


Tvistens faktiske omstændigheder

11
De faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten, er i den appellerede doms præmis 8-18 gengivet som følger:

»8
[…] Biegi […] og Commonfood […] er to forbundne selskaber registreret i Tyskland, som driver virksomhed på området for handel med fjerkrækød. De er blandt de største importører af kyllingekød til Tyskland.

9
Ved dekret af 29. juni 1995 (kaldet »Eilverteiler«) ændrede Forbundsfinansministeriet det tyske toldvæsens brugstarif, idet det navnlig indsatte toldkontingentet K 4047 (kyllingekød) med en afgift på 0% med virkning fra den 1. juli 1995. Dette kontingent svarer til de ovennævnte KN-koder 0207 41 10, 0207 41 41 og 0207 41 71. Eilverteiler-dekretet indeholdt ikke noget krav om importlicens ved indførsel af produkter under dette toldkontingent.

10
I perioden fra den 13. til den 18. juli 1995 og fra den 4. til den 22. september 1995 anmeldte Biegi flere indførsler af frosset udskåret kyllingekød (KN-kode 0207 41 10) med oprindelse i Thailand. Den 24. juli 1995 anmeldte Commonfood flere indførsler af frosset udskåret kyllingekød under den samme KN-kode med oprindelse i Thailand. Sagsøgerne lagde ikke importlicenser ved deres toldangivelser.

11
Som følge af den ændring af det tyske toldvæsens brugstarif, som blev indført ved Eilverteiler-dekretet, anvendte det kompetente toldkontor imidlertid førnævnte EF-toldkontingent og meddelte sagsøgerne toldfritagelse.

12
I løbet af august måned 1995 blev sagsøgerne i tvivl med hensyn til de satser, der var blevet anvendt ved toldberigtigelsen i juli 1995, og gennem deres ansvarlige for importlicenser kontaktede de derfor Forbundsfinansministeriet og den centrale afdeling for kontrol af toldkontingenter telefonisk med henblik på at få nærmere oplysninger om den ordning, der gjaldt for import af de pågældende produkter. Ifølge sagsøgerne havde de adspurgte myndigheder først pr. telefon oplyst, at de afgifter, der var blevet anvendt, var korrekte, selv om der ikke var blevet fremlagt en importlicens til støtte for toldangivelserne. Herefter anmodede sagsøgerne om, at denne oplysning blev bekræftet skriftligt.

13
Af toldmyndighedernes svar, der blev sendt til sagsøgerne ved skrivelse af 22. august 1995, fremgik det imidlertid, at anvendelse af toldkontingentet forudsatte fremlæggelse af en importlicens til støtte for toldangivelsen. Samme dag ændrede Forbundsfinansministeriet det tyske toldvæsens brugstarif med tilbagevirkende kraft. Ændringen har medført, at anvendelse af det omhandlede toldkontingent fra den 1. juli 1995 forudsætter, at der fremlægges en importlicens.

14
Ved to ændrede afgiftsafgørelser truffet den 12. og den 13. august 1996 besluttede det kompetente toldkontor, Hauptzollamt Bremen-Freihafen, herefter at foretage en efterfølgende opkrævning af importafgifter på et samlet beløb af 222 116,06 tyske mark (DEM) for Commonfoods indførsler (afgørelse af 12.8.1996) og på et samlet beløb af 259 270,23 DEM for Biegis indførsler, heraf 218 605,64 DEM for indførslerne i juli 1995 og 40 664,59 DEM for indførslerne i september 1995 (afgørelse af 13.8.1996).

15
Sagsøgerne anmodede om, at der ikke blev foretaget efterfølgende bogføring af importafgifterne, idet de henviste til, at de var i god tro, og at de tyske myndigheder havde begået en fejl, som sagsøgerne ikke kunne have opdaget.

16
Da deres anmodninger blev forkastet af det kompetente toldkontor den 30. juli 1997, anlagde sagsøgerne sag for Finanzgericht Bremen (Tyskland). Det fremgår af protokollatet fra den mundtlige forhandling, der blev afholdt den 14. december 1999 efter bevisoptagelse, at denne ret for så vidt angik Biegis toldangivelser fra september 1995 ikke fandt, at selskabet havde store chancer for at få medhold i sin påstand, idet selskabet ved førnævnte skrivelse af 22. august 1995 fra de tyske toldmyndigheder var blevet gjort opmærksom på den gældende retstilstand. Finanzgericht Bremen anbefalede således Biegi at overveje eventuelt at hæve sagen hvad angik disse toldangivelser. For så vidt angik toldangivelserne fra juli 1995 fandt retten derimod, at det var muligt foreløbigt at beskytte sagsøgernes berettigede forventninger, jf. toldkodeksens artikel 220, stk. 2, og retten foreslog det kompetente toldkontor at undersøge, om det var muligt at tilbagekalde de ændrede afgiftsafgørelser af 12. og 13. august 1996 i det omfang de angik disse toldangivelser.

17
I medfør af artikel 871 i […] forordning (EØF) nr. 2454/93 […] anmodede Forbundsrepublikken Tyskland ved skrivelser af 2. august 2000 og 17. april 2001 Kommissionen om at træffe afgørelse om, hvorvidt det i tvisterne mellem myndighederne og Biegi og Commonfood var berettiget i henhold til toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), ikke at foretage en efterfølgende bogføring af importafgifter.

18
Kommissionen fandt, at de faktiske omstændigheder i sagerne ikke tydede på, at der forelå en fejl fra toldmyndighedernes side, som en erhvervsdrivende i god tro kunne have opdaget, jf. toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), og ved beslutninger af 14. august 2001 (sag T-309/01) og af 5. marts 2002 (sag T-239/02) […] traf den derfor afgørelse om, at der kunne foretages efterfølgende bogføring af de importafgifter, som Forbundsrepublikken Tysklands forespørgsler omhandlede.«


Søgsmålet for Retten og den appellerede dom

12
Ved stævninger indleveret til Rettens Justitskontor den 12. december 2001 og den 8. august 2002 anlagde appellanterne hver deres sag med påstand om annullation af de anfægtede beslutninger.

13
Til støtte for deres påstande påberåbte appellanterne sig tre anbringender, for det første tilsidesættelse af toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), for det andet tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og for det tredje tilsidesættelse af principperne om god forvaltningsskik og ligebehandling.

14
Efter at sagerne T-309/01 og T-239/02 var blevet forenet med henblik på domsafsigelsen frifandt Retten i den appellerede dom i det hele Kommissionen og tog ingen af de af appellanterne fremsatte anbringender til følge.

15
Hvad angik det første anbringende bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 83, at det var berettiget, at Kommissionen i de foreliggende sager havde fundet, at den anden af de kumulative betingelser i toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), om, at en erfaren erhvervsdrivende ikke skulle kunne have opdaget toldmyndighedernes fejl, ikke var opfyldt, og at det var begrundet at foretage efterfølgende bogføring af importafgifter hvad angår de omhandlede indførsler.

16
For at nå til dette resultat henviste Retten først til den retspraksis, der fandt anvendelse, og konstaterede herefter i den appellerede doms præmis 56, at det var ubestridt, at de tyske toldmyndigheder havde begået to fejl i de foreliggende sager, idet de dels havde forfattet en ukorrekt version af Eilverteiler-dekretet, dels havde fortoldet varer indført af appellanterne i juli 1995 med præferencetoldkontingentet, uden at der var blevet fremlagt en importlicens.

17
Retten afviste derimod en yderligere fejl omtalt af appellanterne, der bestod i, at en embedsmand i den centrale afdeling for toldkontingenter før den 13. juli 1995, dvs. før de omtvistede indførsler, angiveligt skulle have givet sagsøgernes medarbejder Steiner ukorrekte telefoniske oplysninger. I den appellerede doms præmis 58 og 59 konstaterede Retten imidlertid, at bortset fra deres sene fremkomst i sagen og deres relevans, som Kommissionen havde anfægtet, var disse telefoniske oplysninger ikke på nogen måde blevet dokumenteret i sagens akter.

18
Herefter afviste Retten, at de regler, der fandt anvendelse, skulle være indviklede, og bemærkede hertil i præmis 63, at det i klare vendinger fremgik af artikel 1 i forordning nr. 1431/94, at der ved al indførsel i henhold til det omtvistede flerårige toldkontingent skulle fremlægges en importlicens.

19
I den appellerede doms præmis 65-67 bemærkede Retten desuden, at forordning nr. 1359/95, indeholdende en ny version af den kombinerede nomenklatur, der fandt anvendelse fra og med den 1. juli 1995, i dens bilag 7 opstiller en liste over de WTO-toldkontingenter (World Trade Organisation), som de kompetente fællesskabsmyndigheder skal tildele, og at de henvisninger til andre regler på toldområdet, der findes heri, kun er af konstaterende karakter. Forordning nr. 1359/95 åbnede således ikke et nyt præferencetoldkontingent med virkning fra den 1. juli 1995, der, som hævdet af appellanterne, var forskelligt fra det i forordning nr. 774/94, som ændret ved forordning nr. 2198/95.

20
Endvidere tog Retten i betragtning, at de kompetente toldmyndigheder ikke fastholdt deres opfattelse, men rettede fejlen efter meget kort tid, dvs. en måned efter, at fejlen var blevet begået.

21
Desuden bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 70 og 71, at appellanterne hørte til i kategorien erfarne erhvervsdrivende, og at de havde kendskab til, hvor vigtig importlicensen var, hvis de skulle drage fordel af det flerårige toldkontingent.

22
Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt appellanterne havde udvist den fornødne agtpågivenhed, udtalte Retten i den appellerede doms præmis 75, at en erhvervsdrivende, der hovedsagelig beskæftiger sig med import og eksport, og som allerede besidder en vis erfaring på dette område, ved læsning af de relevante officielle publikationer må sikre sig viden om de fællesskabsbestemmelser, der gælder for de af ham udførte forretninger. Heraf udledte Retten, at en sådan erhvervsdrivende, der ønsker at få kendskab til de gældende toldsatser, ikke udelukkende kan henholde sig til oplysninger, der gives i en national brugstarif. Desuden fandt Retten ikke, at appellanterne kunne påberåbe sig oplysninger, der alene var givet telefonisk, eller at de med rette kunne hævde, at der ikke var den nødvendige tid til skriftligt at anmode de kompetente myndigheder om at klarlægge den gældende retsstilling, jf. den appellerede doms præmis 76-81.

23
Retten afviste det andet anbringende, idet den i den appellerede doms præmis 88 fastslog, at da betingelserne for anvendelse af toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), ikke var opfyldt i de foreliggende sager, var de anfægtede beslutninger om efterfølgende bogføring af afgifterne for de omtvistede indførsler ikke i sig selv en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

24
Retten afviste endvidere det tredje anbringende, idet den i den appellerede doms præmis 93 og 96 fandt, dels at klagepunktet om tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik savnede grundlag, dels at klagepunktet om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet var irrelevant, da de situationer, appellanterne havde påberåbt til støtte herfor, ikke var sammenlignelige.


Parternes påstande

25
Biegi og Commonfood har nedlagt følgende påstande:

–
Den appellerede dom ophæves.

–
Kommissionens beslutning K(2001) 2533 af 14. august 2001 (REC 4/00) annulleres delvis, for så vidt som det deri fastslås, at det var berettiget at foretage efterfølgende bogføring af importafgifter på 218 605,65 DEM.

–
Kommissionens beslutning K(2002) 857 af 5. marts 2002 (REC 4/01), hvori det fastslås, at det var berettiget at foretage efterfølgende bogføring af importafgifter på 222 116,06 DEM, annulleres.

–
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

26
Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–
Appellen forkastes.

–
Appellanterne tilpligtes at betale sagens omkostninger.


Om appellen

27
Til støtte for deres påstande har appellanterne anført to anbringender. For det første er toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), blevet tilsidesat, og for det andet foreligger der en proceduremangel.

28
Kommissionen har principalt gjort gældende, at appellanternes anbringender skal afvises, og har subsidiært gjort gældende, at de skal forkastes, da de er uden grundlag.

Anbringendet om tilsidesættelse af toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b)

Parternes argumenter

29
Appellanterne har gjort gældende, at Retten – da den frifandt Kommissionen under henvisning til, at det kunne forventes af appellanterne, at de havde opdaget de fejl, som toldmyndighederne begik – overvurderede det krav om agtpågivenhed, der påhviler de erhvervsdrivende, og undervurderede, hvor indviklede de gældende regler er.

30
Ifølge appellanterne skal toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), fortolkes i overensstemmelse med bestemmelsens formål, som efter Domstolens praksis er at beskytte afgiftsskyldnerens berettigede forventning med hensyn til, at samtlige forhold, som ligger til grund for afgørelsen om at foretage eller undlade efteropkrævning af told, er korrekte (dom af 14.11.2002, sag C-251/00, Ilumitrónica, Sml. I, s. 10433, præmis 39). Såfremt fejlens nærmere beskaffenhed ifølge retspraksis afhænger af, hvor indviklede reglerne på området er, og af, hvor langt et tidsrum myndighederne begik fejlen, udgør dette tidsrum blot et indicium, men ikke en selvstændig betingelse, der skal være opfyldt, før det kan anerkendes, at fejlen ikke kunne opdages. At reglerne er indviklede, er en følge af, at man skal anvende adskillige bestemmelser, der hænger sammen, uden at dette klart er angivet. Endvidere er det ikke tilstrækkeligt at læse De Europæiske Fællesskabers Tidende for at finde de regler, der finder anvendelse i en konkret sag.

31
Appellanterne har gjort gældende, at da de traf deres beslutninger fastsatte Eilverteiler-dekretet ikke nogen forpligtelse til at fremvise en importlicens, men henviste til forordning nr. 1359/95, hvis bilag i nr. 18 vedrørende de omhandlede nye WTO-toldkontingenter ikke indeholdt nogen angivelse herom i kolonne 6, selv om det for hovedparten af de øvrige toldkontingenter blev angivet i denne kolonne, at anvendelse af disse toldkontingenter var betinget af, at de fællesskabsretlige bestemmelser, der gjaldt på området, blev overholdt. Ifølge appellanterne var det denne undladelse i nr. 18, der foranledigede de tyske toldmyndigheder og appellanterne til at antage, at de to toldkontingenter for kyllingekød – der blev fastsat i de aftaler, der var resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994), og som blev indgået på Det Europæiske Fællesskabs vegne og for så vidt angår de områder, der hører under Fællesskabets kompetence ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 (EFT L 336, s. 1) – var toldkontingenter, der ikke var undergivet kravet om fremvisning af en importlicens.

32
Ifølge appellanterne begik Retten en fejl ved vurderingen af sagens faktiske omstændigheder, da den anså det tidsrum på næsten to måneder, hvor de højeste tyske toldmyndigheder tog fejl som led i deres normative virksomhed, for at være kort. At disse myndigheder kunne begå en sådan fejl, er tilstrækkeligt til at fastslå, at fejlen ikke kunne være blevet opdaget af en erfaren erhvervsdrivende, og dertil kommer, at fejlen vedrørte nye toldkontingenter, der ikke var omfattet af de tidligere fællesskabsbestemmelser.

33
For så vidt angår deres forpligtelse til at udvise agtpågivenhed har appellanterne gjort gældende, at det netop var deres gentagne spørgsmål til de forskellige berørte offentlige myndigheder, om hvorvidt der skulle fremvises en importlicens, som fik toldmyndighederne til at berigtige den fejl, der var i Eilverteiler-dekretet. Med hensyn til Rettens udtalelse om, at appellanterne havde tilstrækkelig tid til at henvende sig skriftligt til Kommissionen, har appellanterne henvist til deres betragtninger i replikken i første instans-sagen. Appellanterne har supplerende anført, at det er medlemsstaternes toldmyndigheder, der forvalter toldreglerne, og at toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), ville miste enhver berettigelse, såfremt virksomhederne skulle indhente oplysninger hos Kommissionen.

34
Kommissionen har gjort gældende, at det første anbringende skal afvises, idet det hovedsagelig blot består af gentagelser af de anbringender og argumenter, der blev fremsat for Retten, eller alene vedrører de faktiske omstændigheder. Da anbringendet vedrører en bevisførelse, som Retten ikke fandt det nødvendigt at tage stilling til, angår det et faktisk spørgsmål og udgør i virkeligheden kun en gentagelse af påstanden i sagen i første instans. Der foreligger også en sådan gentagelse for så vidt angår argumenterne i appellen om, at reglerne er indviklede, og at toldmyndighedernes fejl i visse tilfælde ikke kan forventes opdaget, samt argumentet vedrørende virksomhedernes forpligtelse til at udvise agtpågivenhed. Appellanternes klagepunkt om, at Retten fejlvurderede de omstændigheder, som fik den til at anse det tidsrum, hvor fejlen blev begået, for kort, falder ind under vurderingen af de faktiske omstændigheder.

35
Kommissionen har subsidiært gjort gældende, at det første anbringende om tilsidesættelse af fællesskabsretten, er uden grundlag. Kommissionen har nærmere anført, at Ilumitrónica-dommen, som appellanterne har henvist til, vedrørte en fejl i de tyrkiske toldmyndigheders praksis gennem mere end 20 år og en mere indviklet lovgivning, idet toldreglerne før toldkodeksen var opsplittet i flere retsakter. Endvidere vedrørte sagen aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet, som blev underskrevet i Ankara den 12. september 1963 af Den Tyrkiske Republik på den ene side og af EØF-medlemsstaterne og Fællesskabet på den anden side, og som blev indgået, godkendt og bekræftet på Fællesskabets vegne ved Rådets afgørelse 64/732/EØF af 23. december 1963 ( Samling af aftaler indgået af De Europæiske Fællesskaber , bind 3, s. 541), og de i sagen omhandlede beslutninger, der var blevet truffet af det ved denne aftale oprettede associeringsråd, var ikke blevet offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende . Graden af kompleksitet i denne sag kan på ingen måde sammenlignes med omstændighederne i det foreliggende tilfælde.

36
Ifølge Kommissionen kan det under ingen omstændigheder lægges til grund, at fejlen ikke kunne have været opdaget, idet appellanterne ikke har fremlagt bevis for deres påstand om, at de tyske toldmyndigheder gentagne gange telefonisk bekræftede, at det ikke var nødvendigt med en importlicens. I det foreliggende tilfælde kan det ikke med rette gøres gældende, at reglerne var indviklede, eftersom det er åbenbart, at kravet om fremvisning af en importlicens for at kunne anvende toldkontingenterne – et krav, der havde været gældende i over et år, da de omtvistede indførsler blev foretaget – ikke kunne drages i tvivl med støtte i forordning nr. 1359/95 indeholdende den eneste told- og statistiknomenklatur. De henvisninger, der i forordningen gøres til andre toldretlige regler, er alene af konstaterende karakter, og såfremt der ikke var sådanne henvisninger, ville dette ingenlunde indikere, at disse regler ikke fandt anvendelse. Den tyske brugstarif er ifølge Kommissionen blot en håndbog, der har til formål at lette arbejdet.

Domstolens bemærkninger

–
Formaliteten med hensyn til det første anbringende

37
Hvad angår spørgsmålet om formaliteten med hensyn til dette anbringende bemærkes for det første, at i henhold til fast retspraksis fremgår det af artikel 225 EF, af artikel 58, stk. 1, i Domstolens statut og af procesreglementets artikel 112, stk. 1, litra c), at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand (jf. bl.a. dom af 6.3.2003, sag C-41/00 P, Interporc mod Kommissionen, Sml. I, s. 2125, præmis 15, og af 29.4.2004, sag C-496/99 P, Kommissionen mod CAS Succhi di Frutta, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 48).

38
De krav til begrundelsen af appellen, som fremgår af de nævnte bestemmelser, kan ikke anses for opfyldt, når appelskriftet blot gentager eller nøjagtigt gengiver de anbringender og argumenter, der er blevet fremført for Retten, herunder de anbringender og argumenter, der var støttet på faktiske omstændigheder, som Retten udtrykkeligt har afvist at lægge til grund (jf. bl.a. dommen i sagen Interporc mod Kommissionen, præmis 16, og i sagen Kommissionen mod CAS Succhi di Frutta, præmis 49).

39
Imidlertid kan retsspørgsmål, som Retten har behandlet, diskuteres på ny under en appelsag, såfremt appellanten bestrider Rettens fortolkning eller anvendelse af fællesskabsretten. Hvis en appellant nemlig ikke således kunne basere sin appel på anbringender og argumenter, som allerede havde været fremført for Retten, ville appelproceduren blive berøvet en del af sin mening (jf. bl.a. dommen i sagen Interporc mod Kommissionen, præmis 17, og i sagen Kommissionen mod CAS Succhi di Frutta, præmis 50).

40
For det andet bemærkes, at appel, som det fremgår af artikel 225 EF og artikel 58 i Domstolens statut, er begrænset til retsspørgsmål. I henhold til fast praksis er det således alene Retten, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den behandler, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Rettens vurdering af de faktiske omstændigheder er følgelig ikke, medmindre de er gengivet urigtigt, retsspørgsmål og dermed ikke undergivet Domstolens prøvelsesret under en appelsag (jf. bl.a. dom af 1.6.1994, sag C-136/92 P, Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., Sml. I, s. 1981, præmis 47-49, og af 29.4.2004, sag C-470/00 P, Parlamentet mod Ripa di Meana m.fl., endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 40).

41
Derimod er det ubestridt, at når Retten har fastslået eller vurderet de faktiske omstændigheder, kan Domstolen i henhold til artikel 225 EF foretage en prøvelse af den retlige kvalifikation af disse omstændigheder og de retlige følger, som Retten har draget heraf. Som Domstolen flere gange har fastslået, er en sådan retlig kvalifikation et retsspørgsmål, der som sådant kan undergives Domstolens prøvelse under en appelsag (jf. bl.a. dom af 19.10.1995, sag C-19/93 P, Rendo m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 3319, præmis 26, og dommen i sagen Parlamentet mod Ripa di Meana m.fl., præmis 41).

42
I den foreliggende sag har Biegi og Commonfood gjort gældende, at Retten har tilsidesat fællesskabsretten ved at fastslå, at det kunne forventes af appellanterne, at de opdagede de fejl, som de tyske toldmyndigheder begik. Appellanterne har nærmere anført, at Retten ved anvendelsen af toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b) – som fortolket af Domstolen – dermed overvurderede det krav om agtpågivenhed, der påhvilede de berørte erhvervsdrivende, og fejlvurderede, hvor indviklede de i sagen omhandlede toldregler var.

43
Herved har appellanterne bestridt Rettens besvarelse af et spørgsmål vedrørende den retlige kvalifikation af sagens faktiske omstændigheder, og de har således stillet et retsspørgsmål, som er undergivet Domstolens prøvelse.

44
Det følger heraf, at det første anbringende kan admitteres.

–
Om det første anbringende savner grundlag

45
Indledningsvis bemærkes, at som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 56, er det ubestridt, at de tyske toldmyndigheder begik to fejl i det foreliggende tilfælde, nemlig den fejl, der vedrører den ukorrekte version af Eilverteiler-dekretet, og den fejl, der bestod i at fortolde varer indført af appellanterne i juli 1995 med præferencetoldkontingentet, uden at der blev fremlagt en importlicens.

46
Ifølge toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), undlader de kompetente myndigheder at foretage efterfølgende bogføring af importafgifter, hvis tre kumulative betingelser er opfyldt. For det første må afgifterne ikke være blevet opkrævet som følge af en fejl, som de kompetente myndigheder selv har begået, endvidere skal den fejl, der er begået af myndighederne, være af en sådan karakter, at den ikke med rimelighed kunne forventes at være blevet opdaget af en afgiftspligtig i god tro, og endelig skal den afgiftspligtige have overholdt samtlige gældende bestemmelser vedrørende toldangivelsen (jf. analogt dom af 12.7.1989, sag 161/88, Binder, Sml. s. 2415, præmis 15 og 16, og af 14.5.1996, forenede sager C-153/94 og C-204/94, Faroe Seafood m.fl., Sml. I, s. 2465, præmis 83, kendelse af 9.12.1999, sag C-299/98 P, CPL Imperial 2 og Unifrigo mod Kommissionen, Sml. I, s. 8683, præmis 22, og af 11.10.2001, sag C-30/00, William Hinton & Sons, Sml. I, s. 7511, præmis 68, 69, 71 og 72).

47
For så vidt angår den anden af de ovennævnte betingelser, der som den eneste er omhandlet i appellen, bemærkes, at ifølge fast retspraksis bør der ved afgørelsen af, om en fejl begået af de kompetente toldmyndigheder kunne være blevet opdaget, tages hensyn til fejlens nærmere beskaffenhed, de pågældende erhvervsdrivendes erfaring og den agtpågivenhed, de har udvist (dommen i sagen Faroe Seafood m.fl., præmis 99, og Ilumitrónica-dommen, præmis 54).

48
Der skal for så vidt angår fejlens nærmere beskaffenhed ved afgørelsen bl.a. tages hensyn til, hvor indviklede henholdsvis enkle reglerne på området er (jf. dom af 16.7.1992, sag C-187/91, Belovo, Sml. I, s. 4937, præmis 18, og dommen i sagen Faroe Seafood m.fl., præmis 100), og i hvor lang tid myndighederne begik fejlen (jf. dom af 12.12.1996, sag C-38/95, Foods Import, Sml. I, s. 6543, præmis 30, og Ilumitrónica-dommen, præmis 56).

49
I den foreliggende sag afviste Retten, at de omhandlede regler var indviklede, og henviste herved i den appellerede doms præmis 63 til den omstændighed, at reglerne om anvendelsen af det omtvistede EF-toldkontingent var fastsat i de retsakter, der åbnede nævnte kontingent, og hvor det var anført, hvordan det skulle administreres, og hvor fremgangsmåden ved benyttelse heraf var fastlagt, dvs. forordning nr. 774/94, som ændret ved forordning nr. 2198/95, og forordning nr. 1431/94, hvoraf sidstnævnte entydigt bestemte i artikel 1, at der ved al indførsel til Fællesskabet i henhold til dette flerårige toldkontingent skulle fremlægges en importlicens.

50
Det bemærkes imidlertid, at Kommissionen ved forordning nr. 1359/95 offentliggjorde en ny version af den kombinerede nomenklatur, der fandt anvendelse fra og med den 1. juli 1995, og som i bilag 7 opstiller en liste over de WTO-toldkontingenter, som de kompetente fællesskabsmyndigheder skal tildele. Bilagets kolonne 6 med overskriften »Andre bestemmelser og betingelser«, der er gengivet i denne doms præmis 7, indeholder i nr. 18 vedrørende den kombinerede nomenklatur for de i denne sag omhandlede varer ingen nærmere angivelser, hvorimod det for andre varer er anført i samme kolonne, at »indrømmelse af fordelene inden for rammen af dette toldkontingent er betinget af vilkår, der er fastsat i henhold til relevante fællesskabsbestemmelser«.

51
Af det ovenstående fremgår, at den kombinerede nomenklatur, der blev offentliggjort ved forordning nr. 1359/95, med virkning fra den 1. juli 1995 for første gang særligt anførte de WTO-toldkontingenter, som de kompetente fællesskabsmyndigheder skulle tildele. Herefter kunne denne forordning – hvor det i tredje betragtning anførtes, at det var nødvendigt med virkning fra den 1. juli 1995 at gennemføre visse toldmæssige foranstaltninger, især for landbrugsprodukter, som fastsat inden for rammerne af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi – godt udlægges således, at den fra den angivne dato åbnede nye toldkontingenter, der var forskellige fra dem, der var blevet åbnet med virkning fra den 1. januar 1994 ved forordning nr. 774/94. Det var desuden først i medfør af forordning nr. 2198/95 af 18. september 1995, som blev vedtaget, efter at de omtvistede indførsler fandt sted, at der med tilbagevirkende kraft fra den 1. juli 1995 blev åbnet tilsvarende toldkontingenter for disse indførte varer.

52
Når henses til, at der i den nye kombinerede nomenklatur findes nærmere angivelser for andre varer, kunne den omstændighed, at der i nomenklaturen ikke anføres noget om de betingelser, der gælder for at benytte toldkontingenterne for de varer, der er omhandlet i denne sag, ligeledes opfattes som et udtryk for, at anvendelsen af disse toldkontingenter ikke var undergivet nogen betingelser.

53
Endelig indeholdt forordning nr. 1359/95 intet, der kunne henlede de erhvervsdrivendes opmærksomhed på, at de oplysninger, der var indeholdt i forordningens bilag, kun var af konstaterende karakter.

54
Det kan udledes heraf, at forordning nr. 1359/95 selv var uklar med hensyn til den reelle rækkevidde af bestemmelserne om WTO-toldkontingenterne, bl.a. for så vidt som forordningen omfattede varer henhørende under KN-koderne 0207 41 10, 0207 41 41 og 0207 41 71. Især sammenhængen mellem overskriften til og angivelserne i kolonne 6 i bilag 7 til forordningen skabte en retsstilling, der ikke var tilstrækkelig enkel til, at det ved en undersøgelse af forordningen let kunne udledes, at anvendelse af toldkontingenterne for de nævnte varer med virkning fra den 1. juli 1995 fortsat var undergivet kravet i forordning nr. 1431/94 om fremlæggelse af en importlicens. De regler, der finder anvendelse i den foreliggende sag, må således objektivt set karakteriseres som indviklede (jf. f.eks. Ilumitrónica-dommen, præmis 57).

55
Dette er en direkte følge af indholdet af bilag 7 til forordning nr. 1359/95, der, blot få dage før de omhandlede indførsler fandt sted, for første gang opstillede WTO-toldkontingenterne for sig selv i den kombinerede nomenklatur. Herefter kan man ikke med støtte i erfaringen hos de erhvervsdrivende på området for handel med disse varer med rette hævde, at en erhvervsdrivende let kunne have opdaget fejlen i Eilverteiler-dekretet. Denne fejl blev i øvrigt begået af den højeste tyske toldmyndighed, som i forbindelse med ændringen af brugstariffen for at tage hensyn til forordning nr. 1359/95 undlod at gøre opmærksom på, at indførsel af varer under de ovennævnte koder krævede fremlæggelse af en importlicens. Desuden blev denne fejl først rettet flere uger efter dette dokuments offentliggørelse, og som følge af at erhvervsdrivende på behørig vis henvendte sig til myndighederne for at sikre sig, at deres indførsler var lovlige. Det kan i denne forbindelse ikke bebrejdes de erhvervsdrivende, at de ikke udviste den fornødne agtpågivenhed ved at undlade at henvende sig skriftligt til de kompetente myndigheder, inden de foretog de omtvistede indførsler.

56
Det følger af samtlige de ovenfor anførte bemærkninger, at Retten fejlagtigt har antaget, at de af toldmyndighederne begåede fejl var af en sådan karakter, at appellanterne med rimelighed kunne forventes at have opdaget dem. Det er således med føje, at appellanterne har anført, at Retten har begået en retlig fejl ved at foretage en sådan retlig kvalifikation og ved dernæst at fastslå, at den anden af de kumulative betingelser i toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), ikke var opfyldt i den foreliggende sag. Følgelig skal den appellerede dom alene af denne grund ophæves, og det er herefter ufornødent at tage stilling til appellanternes andet anbringende.


Realiteten

57
I henhold til artikel 61 i Domstolens statut skal der, da sagen er moden til påkendelse, træffes afgørelse om appellanternes påstand om annullation af de omtvistede beslutninger.

58
Henset til de ovenfor anførte bemærkninger skal det fastslås, at Kommissionen i dens begrundelse for de anfægtede beslutninger, hvorefter der i tvisten mellem appellanterne og de tyske toldmyndigheder skulle foretages efterfølgende bogføring af importafgifter, fejlagtigt vurderede, at omstændighederne i sagen ikke tydede på, at der var sket en fejl fra toldmyndighedernes side, som en erhvervsdrivende i god tro ikke kunne forventes at have opdaget, jf. toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b).

59
Appellanternes anbringende om, at der er sket en tilsidesættelse af ovennævnte bestemmelse, skal således tages til følge. Herefter skal de anfægtede beslutninger annulleres, uden at det er nødvendigt at tage stilling til de øvrige anbringender.


Sagens omkostninger

60
I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, der ifølge procesreglementets artikel 118 finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Biegi og Commonfood har nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, og da Kommissionen har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Sjette Afdeling):

1)
Dommen afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 17. september 2003 i de forenede sager T-309/01 og T-239/02, Biegi Nahrungsmittel og Commonfood mod Kommissionen, ophæves.

2)
Kommissionens beslutning K(2001) 2533 af 14. august 2001 (REC 4/00) annulleres, for så vidt som det deri bestemmes, at der hos Peter Biegi Nahrungsmittel GmbH skal foretages efterfølgende bogføring af importafgifter på 218 605,65 DEM.

3)
Kommissionens beslutning K(2002) 857 af 5. marts 2002 (REC 4/01), hvori det bestemmes, at der hos Commonfood Handelsgesellschaft für Agrar-Produkte mbH skal foretages efterfølgende bogføring af importafgifter på 222 116,06 DEM, annulleres.

4)
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber betaler sagens omkostninger.

Underskrifter

1 –
Processprog: tysk.