1. Konkurrence – offentlige virksomheder og virksomheder, som medlemsstaterne indrømmer særlige eller eksklusive rettigheder – skabelse af en dominerende stilling
(Art. 82 EF og 86, stk. 1, EF)
2. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence
3. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – fri udveksling af tjenesteydelser
(Art. 43 EF og 49 EF)
4. Statsstøtte – begreb
(Art. 87, stk. 1, EF)
1. Den blotte skabelse af en dominerende stilling ved tildeling af særlige eller eksklusive rettigheder i medfør af artikel 86, stk. 1, EF er ikke i sig selv uforenelig med artikel 82 EF. En medlemsstat overtræder kun forbuddene i disse to bestemmelser, såfremt den pågældende virksomhed alene ved udøvelsen af de særlige eller eksklusive rettigheder, som er indrømmet den, foranlediges til at udnytte sin dominerende stilling på en måde, der er udtryk for misbrug, eller såfremt rettighederne må antages at skabe en retstilstand, som medfører, at virksomheden gør sig skyldig i et sådant misbrug.
(jf. præmis 23)
2. Når de samlede forhold, som led i et præjudicielt spørgsmål, i den pågældende aktivitet indskrænker sig til en enkelt medlemsstats territorium, kan en besvarelse ikke desto mindre være relevant for den forelæggende ret, navnlig såfremt det er et krav i den nationale lovgivning, at en statsborger fra den pågældende medlemsstat skal have de samme rettigheder som dem, en statsborger fra en anden medlemsstat vil kunne støtte på fællesskabsretten i en tilsvarende situation. Et sådant spørgsmål kan således antages til realitetsbehandling, eftersom der således er grundlag for at undersøge, om de traktatbestemmelser, hvis fortolkning der er anmodet om, er til hinder for anvendelsen af en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, for så vidt som den anvendes på personer med bopæl i andre medlemsstater.
(jf. præmis 28-30)
3. Artikel 43 EF og 49 EF skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, som forbeholder eneretten til at udøve visse aktiviteter med rådgivning og bistand på skatteområdet centre for skattemæssig bistand (CAF), som skal stiftes som kapitalselskaber, der udøver deres virksomhed efter forudgående godkendelse af finansministeriet, og som udelukkende kan dannes af retssubjekter omhandlet i et lovdekret. En sådan lovgivning hindrer nemlig fuldstændigt adgangen for erhvervsdrivende, der har hjemsted i andre medlemsstater, til markedet for de pågældende tjenesteydelser, og ved at begrænse muligheden for at oprette CAF til visse retssubjekter, der opfylder strenge betingelser – dvs. til visse retssubjekter med hjemsted i den pågældende medlemsstat – kan lovgivningen nemlig besværliggøre og endda fuldstændigt forhindre, at erhvervsdrivende, der kommer fra andre medlemsstater, kan udøve deres ret til at etablere sig i den omhandlede medlemsstat med henblik på at levere de pågældende ydelser.
(jf. præmis 7, 33, 34 og 50 samt domskonkl. 1)
4. En foranstaltning, hvorved en medlemsstat foreskriver betaling af en kompensation fra statskassen til fordel for visse virksomheder, der har til opgave at yde bistand til skatteydere for så vidt angår udfærdigelsen og fremsendelsen af selvangivelser til skattemyndighederne, skal betegnes som statsstøtte i artikel 87, stk. 1, EF’s forstand, såfremt kompensationens størrelse overstiger, hvad der er nødvendigt for helt eller delvis at dække de udgifter, der er afholdt ved opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste, idet der skal tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne, samt såfremt kompensationen ikke fastlægges på grundlag af en analyse af de omkostninger, som en gennemsnitsvirksomhed, der er veldrevet og tilstrækkeligt udstyret med transportmidler til at kunne opfylde de stillede krav til den offentlige tjeneste, ville have ved at opfylde forpligtelserne, idet der skal tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne.
(jf. præmis 72 og domskonkl. 2)