Sag C-437/03
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
mod
Republikken Østrig
»Traktatbrud – direktiv 78/686/EØF og 78/687/EØF – tandlæger«
Forslag til afgørelse fra generaladvokat A. Tizzano fremsat den 17. marts 2005
Domstolens dom (Første Afdeling) af 27. oktober 2005
Sammendrag af dom
1. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – fri udveksling af tjenesteydelser – tandlæger – anerkendelse af eksamensbeviser og kvalifikationsbeviser – direktiv 78/686 – samordning af de nationale bestemmelser – direktiv 78/687 – overgangsforanstaltninger for Østrig – bemyndigelse til speciallæger i tand-, mund- og kæbesygdomme til at benytte titlen »Facharzt für Zahn-, Mund- und Kieferheilkunde« – lovlig
(Rådets direktiv 78/686, art. 1 og 19b, og direktiv 78/687, art. 1)
2. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – fri udveksling af tjenesteydelser – tandlæger – anerkendelse af eksamensbeviser og kvalifikationsbeviser – direktiv 78/686 – samordning af de nationale bestemmelser – direktiv 78/687 – overgangsforanstaltninger for Østrig – bemyndigelse til »Dentisten« til at benytte titlen »Zahnarzt« og være omfattet af undtagelsen i direktiv 78/686 uden at opfylde de betingelser, der er fastsat i direktiv 78/687 – ulovlig
(Rådets direktiv 78/686, art. 1 og 19b, og direktiv 78/687, art. 1)
1. Republikken Østrig har ved at bemyndige speciallæger i tand-, mund- og kæbesygdomme i Østrig til at benytte titlen »Facharzt für Zahn-, Mund- und Kieferheilkunde« ikke tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 1 og 19b i direktiv 78/686 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for tandlæger og om foranstaltninger, der skal lette den faktiske udøvelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser, som ændret ved direktiv 2001/19, og artikel 1 i direktiv 78/687 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om virksomhed som tandlæge, som ændret ved direktiv 2001/19.
Republikken Østrig har nemlig herved ikke skabt en ny kategori af tandlæger, men blot opretholdt en eksisterende kategori. Speciallægerne i tand-, mund- og kæbesygdomme udgør heller ikke en kategori af tandlæger, der ikke er omhandlet i direktiv 78/686 og 78/687. Disse er tværtimod udtrykkeligt omfattet af artikel 19b i det førstnævnte af disse direktiver.
(jf. præmis 31, 42 og 43)
2. Republikken Østrig har ved at tillade dentister (»Dentisten«) at udøve deres virksomhed under betegnelsen »Zahnarzt« (tandlæge), henholdsvis »Zahnarzt (Dentist)« (tandlæge (dentist)), samt at være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i artikel 19b i direktiv 78/686 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for tandlæger og om foranstaltninger, der skal lette den faktiske udøvelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser, som ændret ved direktiv 2001/19, selv om de ikke opfylder minimumsbetingelserne i artikel 1 i direktiv 78/687 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om virksomhed som tandlæge, som ændret ved direktiv 2001/19, for at være omfattet af disse direktiver, tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 1 og 19b i direktiv 78/686 og artikel 1 i direktiv 78/687.
(jf. præmis 44 og domskonkl.)
DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
27. oktober 2005 (*)
»Traktatbrud – direktiv 78/686/EØF og 78/687/EØF – tandlæger«
I sag C-437/03,
angående et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 226 EF, anlagt den 16. oktober 2003,
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved C. Schmidt og C. Tufvesson samt ved A. Manville, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøger,
mod
Republikken Østrig ved E. Riedl, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgt,
har
DOMSTOLEN (Første Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, P. Jann, og dommerne K. Schiemann (refererende dommer), N. Colneric, K. Lenaerts og E. Juhász,
generaladvokat: A. Tizzano
justitssekretær: R. Grass,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 17. marts 2005,
afsagt følgende
Dom
1 Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har nedlagt følgende påstande:
– Det fastslås, at Republikken Østrig, ved i § 6 og § 4, stk. 3, i tandlægeloven (Dentistengesetz, BGBl. 90/1949) at åbne mulighed for, at dentister (»Dentisten«) kan udøve deres virksomhed under betegnelsen »Zahnarzt« (tandlæge), henholdsvis »Zahnarzt (Dentist)« (tandlæge (dentist)), samt være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i artikel 19b i Rådets direktiv 78/686/EØF af 25. juli 1978 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for tandlæger og om foranstaltninger, der skal lette den faktiske udøvelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser (EFT 1978 L 233, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/19/EF af 4. maj 2001 (EFT 2001 L 206, s. 1, herefter »anerkendelsesdirektivet«), selv om de ikke opfylder minimumsbetingelserne for at være omfattet af disse direktiver i artikel 1 i Rådets direktiv 78/687/EØF af 25. juli 1978 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om virksomhed som tandlæge (EFT 1978 L 233, s. 10), som ændret ved direktiv 2001/19 (herefter »samordningsdirektivet«), har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til anerkendelsesdirektivets artikel 1 og 19b og samordningsdirektivets artikel 1.
– Det fastslås, at Republikken Østrig, ved i medfør af §§ 17 og 23 i lægeloven (Ärztegesetz, BGBl. I, 169/1998) af 10. november 1998 i strid med anerkendelsesdirektivets artikel 19b at tillade speciallæger i tand-, mund- og kæbesygdomme (Fachärzte für Zahn-, Mund- und Kieferheilkunde) at udøve deres virksomhed under betegnelsen »Fachärzte für Zahn-, Mund- und Kieferheilkunde«, og idet der ikke er ligestilling af disse speciallæger og tandlæger, eftersom speciallæger i tand-, mund- og kæbesygdomme er bemyndiget til at udøve deres virksomhed på samme betingelser som indehavere af de i bilag A til dette direktiv nævnte eksamensbeviser, certifikater eller andre kvalifikationsbeviser (tandlæger), har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 1 og 19b i anerkendelsesdirektivet.
Retsforskrifter
Fællesskabsretten
Almindelige bestemmelser
2 Anerkendelsesdirektivet og samordningsdirektivet er bl.a. vedtaget på grundlag af de bestemmelser i EF-traktaten, der skal gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed og ophæve begrænsningerne i etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser.
3 Ifølge fjerde betragtning til anerkendelsesdirektivet sigter dette direktiv mod gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for tandlæger, som giver adgang til at udøve virksomhed som tandlæge, samt eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for specialtandlæger.
4 Det fremgår af sjette betragtning til anerkendelsesdirektivet og første betragtning til samordningsdirektivet, at sidstnævnte direktivs formål er at samordne antallet af tandlægespecialer samt formen for og varigheden af den uddannelse, gennem hvilken anerkendelse som specialtandlæge kan erhverves, med det formål at gøre det muligt for medlemsstaterne at foretage en gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser som foreskrevet i anerkendelsesdirektivet.
5 Ifølge samordningsdirektivets artikel 1, stk. 1, skal medlemsstaterne gøre adgangen til virksomhed som tandlæge, der udøves under de i artikel 1 i anerkendelsesdirektivet anførte titler, samt udøvelsen af denne virksomhed afhængig af, at den pågældende er i besiddelse af et eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis som omhandlet i direktivets bilag A, der yder garanti for, at den pågældende i løbet af sin samlede uddannelsestid har erhvervet fyldestgørende kundskaber og praktisk erfaring som nærmere bestemt i samordningsdirektivet. Sidstnævnte direktivs artikel 1, stk. 2, bestemmer bl.a., at uddannelsen skal omfatte mindst fem års studier på heltidsbasis.
6 I anerkendelsesdirektivets artikel 1 er der opstillet en liste med titler for tandlæger. Bestemmelsen er i akten vedrørende vilkårene for Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union (EFT 1994 C 241, s. 21, og EFT 1995 L 1, s. 1), blevet suppleret med følgende bemærkning:
»I Østrig: Østrig vil underrette medlemsstaterne og Kommissionen om denne titel senest den 31. december 1998.«
7 Anerkendelsesdirektivets bilag A, der blev indført ved direktiv 2001/19, indeholder en fortegnelse over eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for tandlæger. For så vidt angår Republikken Østrig nævner bilaget et eksamensbevis med titlen »Bescheid über die Verleihung des akademischen Grades »Doktor der Zahnheilkunde«« (beslutning om tildeling af universitetsgraden »doktor i odontologi«), der udstedes af universiteternes medicinske fakulteter.
Overgangsbestemmelserne for Republikken Østrig
8 Anerkendelsesdirektivets artikel 19b bestemmer:
»Fra det tidspunkt, hvor Østrig træffer de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme dette direktiv, anerkender de stater, der omfattes af dette direktiv, med henblik på udøvelsen af de former for virksomhed, der er omhandlet i artikel 1 i dette direktiv, de eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for læger, der i Østrig udstedes til personer, som har begyndt deres uddannelse på universitetsniveau før den 1. januar 1994, ledsaget af en attestation, udstedt af de kompetente østrigske myndigheder, som bekræfter, at disse personer faktisk og retmæssigt og som hovedbeskæftigelse har udøvet [virksomhed vedrørende forebyggelse, diagnostik og behandling af misdannelser og sygdomme i tænderne, munden, kæberne og det omgivende væv] i Østrig i mindst tre på hinanden følgende år i løbet af de fem år, der går forud for udstedelsen af attestationen, og at disse personer er bemyndiget til at udøve de pågældende former for virksomhed på samme betingelser som indehavere af de i bilag A omhandlede eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser.
Undtaget fra det i første afsnit omhandlede krav om tre års praksis er personer, som har gennemført studier af mindst tre års varighed, der af de kompetente myndigheder attesteres som svarende til den i [samordningsdirektivets] artikel 1 […] omhandlede uddannelse.«
Bestemmelser om benyttelse af titler
9 Anerkendelsesdirektivets artikel 8 er den eneste bestemmelse i direktivets kapitel V, der har overskriften »Benyttelse af akademisk titel«. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
»1. Med forbehold af artikel 17 drager de medlemsstater, der er værtslande, omsorg for, at medlemsstaternes statsborgere, som opfylder de i artikel […] 19b fastsatte betingelser, får ret til at benytte deres retmæssige akademiske titel, for så vidt denne ikke er den samme som stillingsbetegnelsen, og eventuelt en forkortelse for den, fra den medlemsstat, der er deres hjemland eller seneste opholdsland, og på denne stats sprog. De medlemsstater, der er værtslande, kan foreskrive, at denne titel skal efterfølges af navn og sted for den institution eller det bedømmelsesudvalg, der har tildelt den.
2. Såfremt den akademiske titel fra en medlemsstat, der er hjemland eller seneste opholdsland, i den medlemsstat, der er værtsland, kan forveksles med en titel, der i denne stat kræver en supplerende uddannelse, som den begunstigede ikke har erhvervet, kan den medlemsstat, der er værtsland, foreskrive, at den begunstigede skal benytte sin akademiske titel fra den medlemsstat, der er hjemland eller seneste opholdsland, i en passende udformning, som den stat, der er værtsland, angiver.«
10 Direktivets artikel 17, stk. 1, bestemmer:
»Såfremt der i en medlemsstat, som er værtsland, findes bestemmelser om benyttelsen af den stillingsbetegnelse, der hører til en af de i artikel 1 omhandlede former for virksomhed, benytter statsborgere fra de øvrige medlemsstater, som opfylder de i […] artikel 19b fastsatte betingelser, den stillingsbetegnelse i medlemsstaten, der er værtsland, som i denne stat svarer til deres uddannelsesniveau, og gør brug af forkortelsen for denne.«
National ret
Bestemmelserne vedrørende erhvervet som »Dentist«
11 Indtil den 31. december 1975 fandtes der i Østrig en særlig uddannelse, der gav adgang til erhvervet som »Dentist«. Medlemmerne af denne profession, der udøver en del af den virksomhed, som en tandlæge udøver, har taget en 3-årig ikke-universitær uddannelse og kan ifølge den østrigske regering ikke sidestilles med læger. Udøvelsen af »Dentist«-erhvervet er reguleret i tandlægeloven. Den udgave af denne lov, som finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag, er den, der følger af de ændringer, der er foretaget ved forbundsloven af 10. marts 1999 (BGBl. I, 45/1999).
12 I medfør af tandlægelovens § 6, stk. 1, har en »Dentist« ret til at udøve sit erhverv under den faglige titel »Zahnarzt« og at tilføje uddannelsestitlen »Dentist« i parentes.
13 I medfør af lovens § 4, stk. 3, kan dentistforeningen (»Dentistenkammer«) på anmodning udstede den attestation, der er omhandlet i anerkendelsesdirektivets artikel 19b, med henblik på at give en »Dentist« adgang til at udøve tandlægevirksomhed i de øvrige medlemsstater.
Bestemmelserne vedrørende erhvervet som »Facharzt für Zahn-, Mund- und Kieferheilkunde«
14 Ved Republikken Østrigs tiltrædelse af Den Europæiske Union fandtes der i denne medlemsstat ikke en tandlægeuddannelse, der opfyldte kravene i artikel 1 i samordningsdirektivet. Tandplejen blev varetaget af læger, der efter deres uddannelse i almen medicin havde gennemført en specialisering i tand-, mund- og kæbesygdomme, og som udøvede deres erhverv under titlen »Facharzt für Zahn-, Mund- und Kieferheilkunde«.
15 For at efterkomme anerkendelsesdirektivet og samordningsdirektivet har Republikken Østrig efter sin tiltrædelse af Unionen derfor måttet indføre en ny uddannelsesordning, som giver adgang til tandlægespecialet. Med henblik herpå har man vedtaget en lægelov. Den udgave af denne lov, som finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag, er den, der følger af de ændringer, der er foretaget ved forbundsloven af 10. oktober 2001 (BGBl. I, 110/2001).
16 Med lægeloven er der oprettet en ny uddannelse for tandlæger (»Zahnärzte«), der trådte i kraft pr. 1. august 1998. Specialiseringsuddannelserne i tandlægevidenskab for lægeuddannede, som giver adgang til erhvervet som speciallæge i tand-, mund- og kæbesygdomme, er samtidig blevet ophævet med virkning fra udgangen af universitetsåret 2000/2001.
17 Ifølge lægelovens § 17, stk. 1, er selvstændig udøvelse af tandlægevirksomhed forbeholdt tandlæger (»Zahnärzte«) og speciallæger i tand-, mund- og kæbesygdomme (»Fachärzte für Zahn-, Mund- und Kieferheilkunde«).
18 Lovens § 23, der bærer overskriften »Definitioner« og findes i lovens tredje kapitel, bestemmer:
»Medmindre andet er bestemt i nærværende kapitel,
1) omfatter fællesbetegnelsen »læge« (»lægelig«) alle læger uafhængigt af, om de har bemyndigelse til at udøve erhvervet i egenskab af »alment praktiserende læge« [»Arzt für Allgemeinmedizin«], »diplomlæge« [»approbierter Arzt«], »speciallæge« [»Facharzt«], »tandlæge« [»Zahnarzt«] eller »turnuslæge« [»Turnusarzt«],
2) Betegnelsen »speciallæge« [»Facharzt«] omfatter alle speciallæger, herunder speciallæger i tand-, mund- og kæbesygdomme [»Facharzt für Zahn-, Mund- und Kieferheilkunde«].
19 Benyttelsen af lægetitlerne er reguleret ved lægelovens §§ 43 og 44. § 43, stk. 7, bestemmer:
»Speciallæger i tand-, mund- og kæbesygdomme [»Fachärzte für Zahn-, Mund- und Kieferheilkunde«] kan enten benytte den faglige titel »speciallæge i tand-, mund- og kæbesygdomme« [»Facharzt für Zahn-, Mund- und Kieferheilkunde«] eller den faglige titel »tandlæge« [»Zahnarzt«].
Den administrative procedure
20 Republikken Østrig underrettede den 26. juli 1999 i henhold til artikel 1 i anerkendelsesdirektivet Kommissionen om titlerne »Zahnarzt«, »Zahnarzt (Dentist)« og »Facharzt für Zahn-, Mund- und Kieferheilkunde«. Østrig har ligeledes underrettet Kommissionen og de øvrige medlemsstater om eksamensbeviset for »Dentist«-uddannelsen med henblik på dettes optagelse i bilag A til anerkendelsesdirektivet. Dette eksamensbevis benævnes »Prüfungszeugnis über die staatliche Dentistenprüfung, ausgestellt von der Österreichischen Dentistenkammer, Lehrinstitut für Dentisten, und Bescheinigung über die einjährige Tätigkeit als Dentistenassistent« (bevis for den statslige dentisttandlægeeksamen, udstedt af den østrigske dentistforening, uddannelsescenter for dentiststudier, og bekræftelse på et års virksomhed som tandlægeassistent).
21 Da Kommissionen fandt, at bestemmelserne i østrigsk ret vedrørende udøvelsen af erhvervene »Dentist« og speciallæge i tand-, mund- og kæbesygdomme ikke var i overensstemmelse med anerkendelsesdirektivet og samordningsdirektivet, har den iværksat denne traktatbrudssag i henhold til artikel 226, stk. 1, EF. Efter at have tilsendt Republikken Østrig en åbningsskrivelse, hvori medlemsstaten blev anmodet om at fremsætte sine bemærkninger, fremsatte Kommissionen den 18. juli 2001 en begrundet udtalelse, hvori den opfordrede medlemsstaten til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme udtalelsen inden to måneder efter dens meddelelse. Da situationen efter Kommissionens opfattelse fortsat var utilfredsstillende på trods af de bemærkninger, den østrigske regering havde fremsendt som svar på den begrundede udtalelse, har den besluttet at anlægge denne sag.
Om traktatbruddet
Det første anbringende vedrørende »Dentist«-erhvervet
22 Dette anbringende falder i to led, der skal behandles hver for sig.
Tandlægelovens § 6, stk. 1
23 Ved det første led af det første anbringende har Kommissionen i det væsentlige gjort gældende, at tandlægelovens § 6, stk. 1, der giver en »Dentist« bemyndigelse til at udøve sit erhverv under den faglige titel »Zahnarzt«, er i strid med samordningsdirektivets artikel 1, idet en »Dentist« ikke opfylder de betingelser vedrørende uddannelse, der i denne bestemmelse er opstillet for udøvelse af tandlægeerhvervet under de titler, der er nævnt i anerkendelsesdirektivets artikel 1, herunder titlen »Zahnarzt« for Republikken Østrigs vedkommende.
24 Den østrigske regering har i sine bemærkninger ikke udtalt sig om dette led af det første anbringende.
25 Det ligger fast, at »Dentist«-uddannelsen er en ikke-universitær uddannelse med en varighed på kun tre år, der således ikke opfylder kriterierne i samordningsdirektivets artikel 1, stk. 2. Det er således med rette, at Kommissionen har fundet, at det eksamensbevis for denne uddannelse, som Republikken Østrig har underrettet Kommissionen om, ikke kunne optages i bilag A til anerkendelsesdirektivet.
26 Tandlægelovens § 6, stk. 1, er som følge heraf i strid med samordningsdirektivets artikel 1, idet bestemmelsen giver mulighed for at udøve tandlægeerhvervet under titlen »Zahnarzt« for personer, der ikke opfylder de uddannelseskrav, denne bestemmelse opstiller for udøvelse af erhverv under den nævnte titel.
27 Under disse omstændigheder kan det første led af Kommissionens første anbringende tiltrædes.
Tandlægelovens § 4, stk. 3
28 Kommissionen har ved andet led af det første anbringende i det væsentlige gjort gældende, at tandlægelovens § 4, stk. 3, er i strid med anerkendelsesdirektivets artikel 19b, for så vidt som den bestemmer, at der kan udstedes attestation, som omhandlet i artikel 19b, selv om betingelserne i sidstnævnte bestemmelse ikke er opfyldt.
29 Den østrigske regering anerkender, at »Dentist«-erhvervet ikke er omfattet af anvendelsesområdet for anerkendelsesdirektivets artikel 19b, eftersom dets medlemmer ikke er i besiddelse af et »kvalifikationsbevis for læger« og ikke har en »uddannelse på universitetsniveau«.
30 Det følger heraf, at andet led i Kommissionens første anbringende ligeledes kan tiltrædes.
Kommissionens andet anbringende vedrørende speciallæger i tand-, mund- og kæbesygdomme
31 Kommissionen har i det væsentlige gjort gældende, at det er i strid med anerkendelsesdirektivets artikel 19b, at speciallæger i tand-, mund- og kæbesygdomme i Østrig er bemyndiget til at benytte titlen »Facharzt für Zahn-, Mund- und Kieferheilkunde«, og at de følgelig ikke er forpligtet til at benytte titlen »Zahnarzt«.
32 Det skal indledningsvis fremhæves, at selv om Kommissionen i sine indlæg har henvist til lægelovens §§ 17 og 23, fremgår det klart, at den bemyndigelse, der er givet speciallæger i tand-, mund- og kæbesygdomme til at bære titlen »Facharzt für Zahn-, Mund- und Kieferheilkunde«, og som anfægtes af Kommissionen, følger af lovens § 43, stk. 7.
33 Kommissionen påberåber sig for det første en ordret fortolkning af anerkendelsesdirektivets artikel 19b. Kommissionen bemærker, at de »indehavere af de i bilag A omhandlede eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser«, der omtales i bestemmelsens stk. 1, er tandlæger, og at disse kun kan benytte sig af titlen »Zahnarzt«. Kommissionen udleder heraf, at hvis bestemmelsens betingelse om, at de berørte personer skal bemyndiges til at udøve deres virksomhed »på samme betingelser«, skal speciallæger i tand-, mund- og kæbesygdomme også kun have ret til at benytte sig af denne titel og ingen anden.
34 Den østrigske regering har blot henvist til, at speciallæger i tand-, mund- og kæbesygdomme har adgang til at udøve deres erhverv under titlen »Zahnarzt«.
35 Det skal i den forbindelse fastslås, at i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, er ordlyden af anerkendelsesdirektivets artikel 19b ikke afgørende for, om læger, der er omfattet af bestemmelsen, obligatorisk skal benytte samme titel som tandlægerne, eller om de tværtimod blot skal være bemyndiget til at benytte den. Betingelsen om, at de interesserede personer skal være »bemyndiget til at udøve […] [deres] virksomhed på samme betingelser« som tandlæger, kan udlægges på to måder. På den ene side kan artikel 19b som hævdet af Kommissionen fortolkes som en betingelse om, at den omhandlede virksomhed skal udøves »på samme betingelser«, hvilket ville være uforeneligt med den omstændighed, at de to omhandlede professioner i Østrig ikke er underlagt de samme regler for bemyndigelse til benyttelse af titler. På den anden side kan samme bestemmelse, såfremt vægten lægges på anvendelsen af udsagnsordet »bemyndige«, fortolkes således, at den blot kræver, at speciallæger i tand-, mund- og kæbesygdomme skal være »bemyndigede« til at benytte samme titel som tandlæger – som de er det i henhold til lægelovens § 43, stk. 7 – og således »bemyndigede«, men ikke forpligtede, til at udøve deres erhverv på samme betingelser som tandlægerne, under titlen »Zahnarzt«.
36 Eftersom ordlyden af artikel 19b ikke giver grundlag for at afgøre dette spørgsmål, bør bestemmelsen fortolkes i lyset af de øvrige bestemmelser i anerkendelsesdirektivet og samordningsdirektivet. I den forbindelse skal det bemærkes, at det førstnævnte direktiv i artikel 8 og 17 indeholder særlige bestemmelser om benyttelsen af titler, som viser, at fællesskabslovgiver i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, ikke har ønsket at foreskrive en ensartet anvendelse af titlerne på tandlægeområdet. Denne konstatering støttes ligeledes af, at den liste, der findes i anerkendelsesdirektivets artikel 1, for så vidt angår visse medlemsstater indeholder mere end én titel.
37 Selv om det er korrekt, at hensigten med anerkendelsesdirektivet og samordningsdirektivet er at opnå en klar adskillelse af læge- og tandlægeprofessionerne, har Kommissionen ikke godtgjort, at den bemyndigelse for læger til for at fortsætte deres erhverv under erhvervsbetegnelsen »Facharzt für Zahn-, Mund- und Kieferheilkunde«, som er omhandlet i artikel 19b, skulle skabe en reel risiko for forveksling af speciallæger i tand-, mund- og kæbesygdomme med andre læger.
38 Det skal under alle omstændigheder fastslås, at i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, indeholder hverken anerkendelsesdirektivets artikel 19b eller dets artikel 8 og 17 begrænsninger vedrørende den præcise ordlyd af de faglige titler, som medlemsstaterne kan tillade på deres territorium.
39 Dernæst bemærkes, at såfremt de læger, der er omfattet af overgangsordningen i anerkendelsesdirektivets artikel 19b, blev tvunget til at opgive den faglige titel »Facharzt für Zahn-, Mund- und Kieferheilkunde« til fordel for »Zahnarzt«, ville de være forpligtet til over for patienterne at identificere sig som tandlæger og ikke oplyse deres primære hoveduddannelse og -kvalifikation som alment praktiserende læger, hvilket ville skade udøvelsen af deres erhverv (jf. i denne retning dom af 29.11.2001, sag C-202/99, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 9319, præmis 51).
40 Endelig bemærkes, at den adgang, der med lægelovens § 43, stk. 7, gives speciallæger i tand-, mund- og kæbesygdomme til at fortsætte med at anvende titlen »Facharzt für Zahn-, Mund- und Kieferheilkunde«, er begrundet i hensynet til gennemsigtighed, idet den giver patienterne mulighed for at skelne mellem tandlæger, der har fulgt den fuldstændige tandlægeuddannelse, som er indført ved lægeloven (»Zahnarzt«), og alment praktiserende læger, der har en efterfølgende specialisering i tand-, mund- og kæbesygdomme (»Facharzt für Zahn-, Mund- und Kieferheilkunde«).
41 Den omstændighed, at titlen »Facharzt für Zahn-, Mund- und Kieferheilkunde« ikke kan optages i anerkendelsesdirektivets artikel 1, fordi uddannelsen ikke opfylder de krav, som er opstillet i samordningsdirektivets artikel 1, er uden betydning, fordi artikel 19b som erkendt af Kommissionen blev indsat i anerkendelsesdirektivet med henblik på at give speciallæger i tand-, mund- og kæbesygdomme adgang til fortsat at udøve deres erhverv.
42 Under disse omstændigheder bemærkes, at Kommissionen ikke med føje kan påberåbe sig den retspraksis, hvorefter det ikke tilkommer medlemsstaterne at skabe en kategori af tandlæger, som ikke svarer til nogen kategori i de omhandlede direktiver (dom af 1.6.1995, sag C-40/93, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 1319, præmis 24). I modsætning til den medlemsstat, som var omhandlet i den nævnte dom, har Republikken Østrig ikke skabt en ny kategori af tandlæger, men blot opretholdt en eksisterende kategori, og speciallægerne i tand-, mund- og kæbesygdomme udgør heller ikke en kategori af tandlæger, der ikke er omhandlet i anerkendelsesdirektivet og samordningsdirektivet. Speciallægerne er tværtimod særligt omfattet af anerkendelsesdirektivets artikel 19b.
43 I betragtning af det ovenstående må Kommissionens andet anbringende forkastes.
44 Herefter skal det fastslås, at Republikken Østrig, ved i § 4, stk. 3, og § 6 i tandlægeloven at åbne mulighed for, at dentister (»Dentisten«) kan udøve deres virksomhed under betegnelsen »Zahnarzt« (tandlæge), henholdsvis »Zahnarzt (Dentist)« (tandlæge (dentist)), samt være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i anerkendelsesdirektivets artikel 19b, selv om de ikke opfylder minimumsbetingelserne for at være omfattet af disse direktiver i samordningsdirektivets artikel 1, har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til anerkendelsesdirektivets artikel 1 og 19b og samordningsdirektivets artikel 1, men at Republikken Østrig i øvrigt må frifindes.
Sagens omkostninger
45 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Republikken Østrig har ikke nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger. I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 3, kan Domstolen imidlertid fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter. Eftersom Republikken Østrig og Kommissionen hver især delvis har tabt sagen, bør hver part pålægges at bære sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling):
1) Republikken Østrig har, ved i § 4, stk. 3, og § 6 i tandlægeloven (Dentistengesetz) at åbne mulighed for, at dentister (»Dentisten«)
– kan udøve deres virksomhed under betegnelsen »Zahnarzt« (tandlæge), henholdsvis »Zahnarzt (Dentist)« (tandlæge (dentist)), samt
– kan være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i artikel 19b i Rådets direktiv 78/686/EØF af 25. juli 1978 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for tandlæger og om foranstaltninger, der skal lette den faktiske udøvelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/19/EF af 14. maj 2001,
selv om de ikke opfylder minimumsbetingelserne for at være omfattet af disse direktiver i artikel 1 i Rådets direktiv 78/687/EØF af 25. juli 1978 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om virksomhed som tandlæge, som ændret ved direktiv 2001/19,
tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 1 og 19b i direktiv 78/686/EØF og artikel 1 i direktiv 78/687/EØF.
2) I øvrigt frifindes Republikken Østrig.
3) Republikken Østrig og Kommissionen bærer hver deres egne omkostninger.
Underskrifter
* Processprog: tysk.