Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

Statsstøtte – tilbagesøgning af en ulovlig støtte – tiårig forældelsesfrist i artikel 15 i forordning nr. 659/1999 – afbrydelse af forældelsesfristen – nødvendigheden af at underrette støttemodtageren om en afbrydelsesforanstaltning – foreligger ikke

(Art. 88, stk. 2, EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 15)

Sammendrag

Artikel 15, stk. 2 i forordning nr. 659/1999, i henhold til hvilken forældelsesfristen, som Kommissionens beføjelser til at kræve tilbagebetaling af ulovlig støtte er undergivet, afbrydes af enhver foranstaltning vedrørende den ulovlige støtte, der træffes af Kommissionen eller en medlemsstat, der handler efter Kommissionens opfordring, kan hverken ud fra ordlyden eller af formålet med bestemmelsen fortolkes således, at en begæring om oplysninger, der af Kommissionen rettes til medlemsstaten, kun kan udgøre en »foranstaltning, der træffes af Kommissionen«, såfremt støttemodtageren er underrettet herom.

Støttemodtageren har ganske vist en praktisk interesse i at blive underrettet om de af Kommissionen trufne foranstaltninger, som kan afbryde forældelsen, men denne interesse kan dog ikke medføre, at anvendelsen af ovennævnte bestemmelse er betinget af, at disse foranstaltninger meddeles støttemodtageren. Selv hvis det således antages, at partstatus kunne berettige en oplysningspligt, udspilles den i artikel 88, stk. 2, EF fastsatte procedure hovedsageligt mellem Kommissionen og den pågældende medlemsstat og indledes over for medlemsstaten og ikke støttemodtagere, der – selv om de har visse processuelle rettigheder – ikke har partstatus i proceduren.

(jf. præmis 27-35)