Sag C-228/03

The Gillette Company og Gillette Group Finland Oy

mod

LA-Laboratories Ltd Oy

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Korkein oikeus)

»Varemærker – direktiv 89/104/EØF – artikel 6, stk. 1, litra c) – begrænsninger i den beskyttelse, der ydes af varemærket – tredjemands brug af varemærket, når dette er nødvendigt for at angive anvendelsen af en vare eller tjenesteydelse«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat A. Tizzano fremsat den 9. december 2004 

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 17. marts 2005. 

Sammendrag af dom

1.     Tilnærmelse af lovgivningerne – varemærker – direktiv 89/104 – begrænsninger i varemærkets retsvirkninger – tredjemands brug af varemærket med henblik på at angive anvendelsen af en vare – betingelse for lovlighed – brugen nødvendig – kriterier for bedømmelse – den nationale rets efterprøvelse – anvendelse af de samme kriterier på såvel tilbehør og reservedele som på andre kategorier af mulige anvendelser

[Rådets direktiv 89/104, art. 6, stk. 1,litra c)]

2.     Tilnærmelse af lovgivningerne – varemærker – direktiv 89/104 – begrænsninger i varemærkets retsvirkninger – tredjemands brug af varemærket med henblik på at angive anvendelsen af en vare – betingelse for lovlighed – brugen i overensstemmelse med redelig markedsføringsskik – kriterier for bedømmelse – den nationale rets efterprøvelse

[Rådets direktiv 89/104, art. 6, stk. 1,litra c)]

3.     Tilnærmelse af lovgivningerne – varemærker – direktiv 89/104 – begrænsninger i varemærkets retsvirkninger – tredjemands brug af varemærket med henblik på at angive anvendelsen af en vare – markedsføring af ikke alene reservedele eller tilbehør, men også af hovedproduktet – betingelser for lovlighed – brugen af varemærket nødvendig og i overensstemmelse med redelig markedsføringsskik

[Rådets direktiv 89/104, art. 6, stk. 1,litra c)]

1.     Lovligheden af en tredjemands brug af et varemærke for at angive anvendelsen af en vare eller en tjenesteydelse i henhold til artikel 6, stk. 1, litra c), i første direktiv 89/104 om varemærker afhænger af, om denne brug er nødvendig for at angive anvendelsen af varen. Dette er tilfældet, når en sådan brug i praksis er den eneste måde, hvorpå offentligheden kan gives en forståelig og fuldstændig oplysning om denne anvendelse med det formål at sikre ordningen med loyal konkurrence på markedet for denne vare. Det påhviler den forelæggende ret at efterprøve, om denne betingelse er opfyldt under hensyntagen til karakteren af den offentlighed, som den vare, der markedsføres af den omhandlede tredjemand, er bestemt til.

I øvrigt opstiller nævnte bestemmelse vedrørende bedømmelsen af lovligheden af brugen af et varemærke ingen sondring mellem de mulige anvendelser af varerne, og kriterierne for bedømmelsen af lovligheden af brugen af et varemærke – navnlig for så vidt angår tilbehør eller reservedele – er derfor ikke forskellige fra dem, der finder anvendelse på andre kategorier af mulige anvendelser af varerne.

(jf. præmis 39 og domskonkl. 1)

2.     Betingelsen vedrørende »redelig markedsføringsskik«, som omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv 89/104 om varemærker, er i det væsentlige udtryk for en forpligtelse til at handle på en måde, der er loyal i forhold til varemærkeindehaverens legitime interesser.

Brugen af varemærket er ikke i overensstemmelse med redelig markedsføringsskik, bl.a. når den:

–      sker på en måde, som kan give indtryk af, at der består en erhvervsmæssig forbindelse mellem tredjemanden og varemærkeindehaveren

–      skader varemærkets værdi ved en utilbørlig udnyttelse af dets særpræg eller renommé

–      bringer nævnte varemærke i miskredit eller udsætter det for nedvurdering

–      eller når tredjemand præsenterer sin vare som en imitation eller en kopi af den vare, der er forsynet med det varemærke, som tredjemand ikke er indehaver af.

Den omstændighed, at en tredjemand bruger det varemærke, som han ikke er indehaver af, med det formål at angive anvendelsen af den vare, han markedsfører, betyder ikke nødvendigvis, at han præsenterer denne vare, som om den har samme kvalitet eller tilsvarende egenskaber som den vare, der er forsynet med dette varemærke. Om den præsenteres således, afhænger af de faktiske omstændigheder i det konkrete tilfælde, og det påhviler den forelæggende ret at bedømme, om en sådan præsentation eventuelt foreligger som følge af omstændighederne i sagen.

Hvorvidt den vare, der markedsføres af tredjemand, præsenteres, som om den har samme kvalitet eller svarer til egenskaberne ved den vare, hvis varemærke der er gjort brug af, udgør en omstændighed, som den forelæggende ret skal tage i betragtning, når den efterprøver, om denne brug sker i overensstemmelse med redelig markedsføringsskik.

(jf. præmis 49 og domskonkl. 2)

3.     Såfremt en tredjemand, der bruger et varemærke, som han ikke er indehaver af, ikke alene markedsfører en reservedel eller et tilbehør, men også selve den vare, som reservedelen eller tilbehøret skal anvendes sammen med, falder en sådan brug inden for anvendelsesområdet for artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv 89/104 om varemærker, for så vidt som den er nødvendig for at angive anvendelsen af den vare, som han markedsfører, og den sker i overensstemmelse med redelig markedsføringsskik.

(jf. præmis 53 og domskonkl. 3)




DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)
17. marts 2005(1)

»Varemærker – direktiv 89/104/EØF – artikel 6, stk. 1, litra c) – begrænsninger i den beskyttelse, der ydes af varemærket – tredjemands brug af varemærket, når dette er nødvendigt for at angive anvendelsen af en vare eller tjenesteydelse«

I sag C-228/03,angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Korkein oikeus (Finland) ved afgørelse af 23. maj 2003, indgået til Domstolen den 26. maj 2003, i sagen:

The Gillette Company, Gillette Group Finland Oy

mod

LA-Laboratories Ltd Oy,

har

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling),



sammensat af afdelingsformanden, A. Rosas, og dommerne A. Borg Barthet, S. von Bahr, U. Lõhmus og A. Ó Caoimh (refererende dommer),

generaladvokat: A. Tizzano
justitssekretær: R. Grass,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 21. oktober 2004,efter at der er afgivet indlæg af:

–
The Gillette Company og Gillette Group Finland Oy ved asianajajat R. Hilli og T. Groop

–
LA-Laboratories Ltd Oy ved hallituksen puheenjohtaja L. Latikka

–
den finske regering ved T. Pynnä, som befuldmægtiget

–
Det Forenede Kongeriges regering ved C. Jackson, som befuldmægtiget, bistået af barrister M. Tappin

–
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. Huttunen og N.B. Rasmussen, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 9. december 2004,

afsagt følgende



Dom



1
Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 6, stk. 1, litra c), i Rådets første direktiv 89/104/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EFT 1989 L 40, s. 1).

2
Denne anmodning er blevet fremsat under en sag mellem selskaberne The Gillette Company og Gillette Group Finland Oy (herefter »Gillette Company«, »Gillette Group Finland« og tilsammen »Gillette-selskaberne«) og selskabet LA-Laboratories Ltd Oy (herefter »LA-Laboratories«) vedrørende sidstnævntes anbringelse af varemærkerne Gillette og Sensor på emballagerne for varer, som selskabet markedsfører.


Retsforskrifter

Fællesskabsbestemmelser

3
Det følger af første betragtning til direktiv 89/104, at medlemsstaternes lovgivninger om varemærker indebærer forskelligheder, som kan hindre den frie bevægelighed for varer og den frie udveksling af tjenesteydelser samt fordreje konkurrencevilkårene i fællesmarkedet. I henhold til denne betragtning er det derfor nødvendigt at tilnærme medlemsstaternes lovgivninger indbyrdes med henblik på det indre markeds oprettelse og funktion. I tredje betragtning til direktivet er det præciseret, at det ikke i øjeblikket er nødvendigt at foretage en fuldstændig tilnærmelse af de nationale lovgivninger om varemærker.

4
I tiende betragtning til nævnte direktiv er der bl.a. henvist til, at formålet med den beskyttelse, der ydes af det registrerede varemærke, navnlig er at sikre varemærkets funktion som angivelse af oprindelse.

5
Samme direktivs artikel 5, stk. 1, bestemmer:

»Det registrerede varemærke giver indehaveren en eneret. Indehaveren kan forbyde tredjemand, der ikke har hans samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af

a)
et tegn, der er identisk med varemærket, for varer eller tjenesteydelser af samme art som dem, for hvilke varemærket er registreret

b)
et tegn, der er identisk med eller ligner varemærket, når de varer eller tjenesteydelser, der er dækket af varemærket, er af samme eller lignende art som dem, der er dækket af det pågældende tegn, og der som følge heraf i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling, herunder at der er en forbindelse med varemærket.«

6
Artikel 5, stk. 3, litra a) og b), i direktiv 89/104 bestemmer:

»Såfremt betingelserne i stk. 1 og 2 er opfyldt, kan det bl.a. forbydes

a)
at anbringe tegnet på varerne eller på deres emballage

b)
at udbyde varerne til salg, at markedsføre dem eller oplagre dem med dette formål […]«

7
Direktivets artikel 6, der har overskriften »Begrænsninger i varemærkets retsvirkninger«, bestemmer:

»1. De til varemærket knyttede rettigheder giver ikke indehaveren ret til at forhindre tredjemand i at gøre erhvervsmæssig brug af

[…]

c)
varemærket, når dette er nødvendigt for at angive anvendelsen af en vare eller tjenesteydelse, navnlig som tilbehør eller reservedele

for så vidt dette sker i overensstemmelse med redelig markedsføringsskik.

[…]«

8
Rådets direktiv 84/450/EØF af 10. september 1984 om vildledende og sammenlignende reklame (EFT L 250, s. 17), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/55/EF af 6. oktober 1997 (EFT L 290, s. 18), har ifølge artikel 1 til formål at beskytte forbrugerne, personer, der udøver virksomhed som handlende, håndværkere eller industridrivende, eller som udøver et liberalt erhverv, samt offentligheden i almindelighed mod vildledende reklame og urimelige følger heraf og at fastsætte, på hvilke betingelser sammenlignende reklame anses for tilladt.

9
Nævnte direktivs artikel 3a, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Sammenlignende reklame er tilladt for så vidt angår sammenligningen, når følgende betingelser er opfyldt:

[…]

d)
den skaber ikke forveksling på markedet mellem annoncøren og en konkurrent eller mellem annoncørens og en konkurrents varemærker, firmanavne, andre karakteristiske kendetegn, varer eller tjenesteydelser

e)
den bringer ikke en konkurrents varemærker, firmanavne, andre karakteristiske kendetegn, varer, tjenesteydelser, aktiviteter eller situation i miskredit eller udsætter dem for nedvurdering

[…]

g)
den drager ikke utilbørligt fordel af den anseelse, der er knyttet til en konkurrents varemærke, firmanavn eller andre karakteristiske kendetegn, eller af konkurrerende produkters oprindelsesbetegnelser

h)
reklamen fremstiller ikke en vare eller tjenesteydelse som en imitation eller en kopi af en vare eller tjenesteydelse, der er dækket af et beskyttet varemærke eller firmanavn.«

De nationale bestemmelser

10
I Finland er varemærkeretten reguleret ved tavaramerkkilaki (varemærkeloven) (7/1964) af 10. januar 1964, som ændret ved lov 39/1993 af 25. januar 1993 (herefter »tavaramerkkilaki«).

11
§ 4, stk. 1, i tavaramerkkilaki bestemmer følgende vedrørende varemærkeindehaverens eneret:

»Retten til at anbringe et karakteristisk kendetegn på en vare i medfør af §§ 1-3 i denne lov indebærer, at en anden end tegnets indehaver ikke som betegnelse for sine varer i forbindelse med erhvervsmæssig brug må anbringe tegn, i forbindelse med hvilke der er risiko for forveksling, på varerne eller på disses emballage, i reklamer, på forretningspapirer eller på en anden måde, herunder også mundtlig anvendelse. […]«

12
Nævnte artikels stk. 2 har følgende ordlyd:

»Som ikke-tilladt brug i henhold til stk. 1 anses bl.a. den omstændighed, at en person i forbindelse med udbud af reservedele, tilbehør eller lignende, som passer til en andens vare, påberåber sig dennes varemærke på en sådan måde, at det kan give indtryk af, at det, som udbydes, hidrører fra varemærkets indehaver, eller at denne har tilladt, at varemærket bruges.«


Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

13
Gillette Company har registreret varemærkerne Gillette og Sensor i Finland for de varer, der henhører under klasse 8 i Nice-arrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, nemlig: håndværktøj og instrumenter (hånddrevne); knivsmedevarer, gafler og skeer, hug- og stikvåben; barbermaskiner. Gillette Group Finland, der har eneret til at anvende disse varemærker i Finland, har i denne medlemsstat markedsført barbermaskiner, herunder barbersæt bestående af et håndtag og et udskifteligt barberblad samt de nævnte barberblade uden håndtag.

14
LA-Laboratories sælger ligeledes i Finland barbersæt bestående af et håndtag og et udskifteligt barberblad samt barberblade uden håndtag, der alle ligner dem, der markedsføres af Gillette Group Finland. Disse barberblade sælges under varemærket Parason Flexor, og på deres emballage er der anbragt en etiket med følgende tekst: »Alle Parason Flexor- og Gillette Sensor-håndtag passer med dette barberblad.«

15
Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at LA-Laboratories ikke i henhold til varemærkelicens eller nogen anden aftale havde tilladelse til at gøre brug af de varemærker, som Gillette Company er indehaver af.

16
Gillette-selskaberne anlagde sag ved Helsingin käräjäoikeus (ret i første instans i Helsinki) (Finland), hvori de gjorde gældende, at LA-Laboratories havde krænket de registrerede varemærker Gillette og Sensor. Ifølge selskaberne bibragte LA-Laboratories’ adfærd forbrugerne den opfattelse, at der var en forbindelse mellem de varer, der markedsføres af dette selskab, og Gillette-selskabernes varer, eller gav grundlag for at antage, at LA-Laboratories i henhold til en licens eller på andet grundlag havde tilladelse til at bruge varemærkerne Gillette og Sensor, skønt dette ikke var tilfældet.

17
Helsingin käräjäoikeus antog i sin dom af 30. marts 2000, at Gillette-selskaberne i henhold til tavaramerkkilakis § 4, stk. 1, havde eneret til at anbringe varemærkerne Gillette og Sensor på deres varer og varernes emballager, samt til at bruge varemærkerne i reklamer. LA-Laboratories havde følgelig krænket denne eneret ved på en iøjnefaldende måde at henvise til disse varemærker på sine varers emballager. Desuden skal tavaramerkkilakis § 4, stk. 2, der fastsætter en undtagelse til dette princip om eneret, ifølge Helsingin käräjäoikeus fortolkes strengt i lyset af artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv 89/104. Således vedrører § 4, stk. 2, ikke de væsentligste dele af en vare, men alene reservedele, tilbehør og andre lignende dele, som passer til en vare, der fabrikeres eller markedsføres af en anden.

18
Retten fandt, at såvel håndtaget som barberbladet skulle anses for væsentlige dele af barbermaskinen og ikke som reservedele eller tilbehør hertil. Følgelig fastslog retten, at den undtagelse, der er fastsat i tavaramerkkilakis § 4, stk. 2, ikke fandt anvendelse. Af de anførte grunde besluttede retten at forbyde LA-Laboratories at fortsætte eller gentage krænkelsen af Gillette-selskabernes rettigheder til varemærkerne Gillette og Sensor, og den pålagde LA-Laboratories dels at fjerne og tilintetgøre de i Finland anvendte etiketter, hvorpå der var henvist til disse varemærker, dels at betale Gillette-selskaberne en erstatning på 30 000 FIM for det tab, disse selskaber havde lidt.

19
I appelsagen fandt Helsingin hovioikeus (appelret i Helsinki) (Finland) ved afgørelse af 17. marts 2001 for det første, at eftersom den i hovedsagen omhandlede typiske barbermaskine var sammensat af et håndtag og et barberblad, kunne forbrugeren erstatte den sidstnævnte del ved at købe et nyt barberblad, som sælges særskilt. Da dette nye barberblad erstattede en gammel del af barbermaskinen, kunne det derfor sidestilles med en reservedel i tavaramerkkilakis § 4, stk. 2’s forstand.

20
For det andet fandt denne ret, at den oplysning, der var anført på den etiket, der var anbragt på emballagen til de barberblade, der blev markedsført af LA-Laboratories, hvoraf fremgik, at barberbladene foruden at passe til håndtagene af typen Parason Flexor ligeledes passede til de håndtag, der blev markedsført af Gillette-selskaberne, kunne være nyttig for forbrugeren, og at LA-Laboratories således havde godtgjort, at det var nødvendigt at henvise til varemærkerne Gillette og Sensor på den nævnte etiket.

21
For det tredje fastslog Helsingin hovioikeus, at emballagerne til de barberblade, der blev markedsført af LA-Laboratories, synligt var mærket med de karakteristiske kendetegn Parason og Flexor, hvilket klart angav varens oprindelse. Desuden medgav retten, at henvisningen til varemærkerne Gillette og Sensor, der var skrevet med standardbogstaver af lille størrelse på de relativt små etiketter, der var anbragt på ydersiden af nævnte emballager, ikke på nogen måde kunne give grundlag for at antage, at der var en handelsmæssig forbindelse mellem Gillette-selskaberne og LA-Laboratories, og at sidstnævnte derfor havde henvist til de nævnte varemærker på en måde, som er tilladt i henhold til tavaramerkkilakis § 4, stk. 2. Af disse grunde ophævede Helsingin hovioikeus Helsingin käräjäoikeus’ dom og forkastede den af Gillette-selskaberne anlagte sag.

22
Gillette-selskaberne iværksatte en appel for Korkein oikeus (Finlands højesteret), som fandt, at hovedsagen rejste spørgsmål om fortolkningen af artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv 89/104 for så vidt angik kriterierne for at afgøre, om en vare efter sin natur kan sidestilles eller ikke kan sidestilles med en reservedel eller et tilbehør, kravet om, at brugen af et varemærke, der tilhører en anden, skal være nødvendig for at angive anvendelsen af en vare, og begrebet redelig markedsføringsskik, idet der ved fortolkningen af disse bestemmelser ligeledes skal tages hensyn til direktiv 84/450.

23
Under disse omstændigheder har Korkein oikeus besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Med henblik på anvendelsen af artikel 6, stk. 1, litra c), i Rådets første direktiv 89/104/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker spørges:

1)
Hvilke er de kriterier

a)
på grundlag af hvilke spørgsmålet om at anse en vare for en reservedel eller et tilbehør skal afgøres, og

b)
på grundlag af hvilke man definerer de andre varer end dem, der skal anses for reservedele eller tilbehør, som også kan henhøre under ovennævnte bestemmelses anvendelsesområde?

2)
Skal lovligheden af brugen af tredjemands varemærke vurderes forskelligt afhængig af, om varen har karakter af tilbehør eller en reservedel, eller om det drejer sig om en vare, der på andet grundlag kan henhøre under ovennævnte bestemmelses anvendelsesområde?

3)
Hvorledes skal man fortolke kravet om, at brugen er »nødvendig« for at angive anvendelsen af en vare? Kan nødvendighedskriteriet være opfyldt, selv om det er muligt at angive denne anvendelse uden udtrykkeligt at henvise til en tredjemands varemærke, f.eks. ved kun at henvise til det tekniske princip for varens funktion? Hvilken relevans har herved den omstændighed, at anvendelsesformålet måske er vanskeligere at forstå for forbrugerne, hvis der ikke udtrykkeligt henvises til tredjemands varemærke?

4)
Hvilke omstændigheder skal der tages hensyn til ved vurderingen af overholdelsen af redelig markedsføringsskik? Udgør angivelsen af tredjemands varemærke i forbindelse med markedsføringen af ens egen vare en henvisning til den omstændighed, at den markedsførendes egen vare kvalitetsmæssigt, teknisk og med hensyn til dens andre egenskaber svarer til den vare, som angives ved tredjemands varemærke?

5)
Berører det lovligheden af brugen af en tredjemands varemærke, at den erhvervsdrivende, som henviser til tredjemandens varemærke, også – foruden en reservedel eller tilbehør – markedsfører et eget produkt, som denne reservedel eller tilbehør er bestemt til at anvendes med?«


Det første, det andet og det tredje spørgsmål

24
Med sit første, andet og tredje spørgsmål, som behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, i henhold til hvilke kriterier kravet om, at tredjemands brug af et varemærke, som han ikke er indehaver af, skal være nødvendig for at angive anvendelsen af en vare i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv 89/104, skal fortolkes. Den forelæggende ret ønsker ligeledes oplyst, dels i henhold til hvilke kriterier varer skal anses for tilbehør eller reservedele i nævnte bestemmelses forstand, dels om kriterierne for bedømmelsen af lovligheden af brugen af varemærket for så vidt angår disse varer er forskellige fra dem, der finder anvendelse på andre varer.

25
Indledningsvis bemærkes, at varemærkeretten er afgørende inden for rammerne af den ordning med loyal konkurrence, som skal gennemføres og opretholdes efter EF-traktaten. Under en sådan ordning må virksomhederne sættes i stand til på grundlag af kvaliteten af deres produkter eller tjenesteydelser at opbygge en fast kundekreds, hvilket kun er muligt, såfremt der findes særlige kendetegn, ved hjælp af hvilke de kan identificeres (jf. bl.a. dom af 17.10.1990, sag C-10/89, HAG, Sml. I, s. 3711, præmis 13, af 4.10.2001, sag C-517/99, Merz & Krell, Sml. I, s. 6959, præmis 21, og af 12.11.2002, sag C-206/01, Arsenal Football Club, Sml. I, s. 10273, præmis 47).

26
I denne forbindelse er det varemærkets afgørende funktion at garantere den identiske oprindelse af varen eller tjenesteydelsen, der er omfattet af varemærket, over for forbrugeren eller den endelige bruger, som dermed sættes i stand til uden risiko for forveksling at adskille varen eller tjenesteydelsen fra varer eller tjenesteydelser med en anden oprindelse. For at varemærket kan udøve sin funktion som en væsentlig bestanddel af den ordning med loyal konkurrence, som skal gennemføres og opretholdes efter traktaten, skal det således udgøre en garanti for, at alle varer eller tjenesteydelser, der er forsynet med det, er blevet fremstillet under kontrol af én bestemt virksomhed, der er ansvarlig for deres kvalitet (jf. navnlig dom af 23.5.1978, sag 102/77, Hoffmann-La Roche, Sml. s. 1139, præmis 7, af 18.6.2002, sag C-299/99, Philips, Sml. I, s. 5475, præmis 30, og Arsenal Football Club-dommen, præmis 48).

27
Artikel 5 i direktiv 89/104 fastlægger de »[r]ettigheder, der er knyttet til varemærket«, og direktivets artikel 6 indeholder regler om »[b]egrænsninger i varemærkets retsvirkninger«.

28
Ifølge artikel 5, stk. 1, første punktum, i direktiv 89/104 giver det registrerede varemærke indehaveren en eneret. I medfør af samme stk. 1, litra a), kan indehaveren af denne eneret forbyde tredjemand, der ikke har hans samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af et tegn, der er identisk med varemærket, for varer eller tjenesteydelser af samme art som dem, for hvilke varemærket er registreret. Direktivets artikel 5, stk. 3, indeholder en ikke udtømmende opregning af de former for brug, som indehaveren kan modsætte sig i medfør af denne artikels stk. 1.

29
Det bemærkes, at artikel 6 i direktiv 89/104 ved at begrænse virkningerne af varemærkeindehaverens rettigheder i henhold til dette direktivs artikel 5 tilsigter at forene de grundlæggende hensyn til henholdsvis beskyttelsen af varemærkerettighederne og varernes og tjenesteydelsernes frie bevægelighed inden for Fællesskabet, således at varemærkeretten kan udfylde sin funktion som et afgørende element i den ordning med loyal konkurrence, som skal gennemføres og opretholdes efter traktaten (jf. bl.a. dom af 23.2.1999, sag C-63/97, BMW, Sml. I, s. 905, præmis 62, og af 7.1.2004, sag C-100/02, Gerolsteiner Brunnen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 16).

30
I den forbindelse bemærkes for det første, at det følger af artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv 89/104, at varemærkeindehaveren ikke kan forhindre tredjemand i at gøre erhvervsmæssig brug af varemærket, når dette er nødvendigt for at angive anvendelsen af en vare eller tjenesteydelse, navnlig som tilbehør eller reservedele.

31
Det bemærkes, at denne bestemmelse ikke fastlægger kriterier for at afgørelsen af, om en givet anvendelse af en vare falder ind under bestemmelsens anvendelsesområde, men alene kræver, at brugen af varemærket er nødvendig for at angive en sådan anvendelse.

32
Eftersom varernes anvendelse som tilbehør eller reservedele kun er angivet som eksempler, der sandsynligvis vedrører de almindelige situationer, hvor det er nødvendigt at anvende et varemærke for at angive anvendelsen af en vare, er anvendelsen af artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv 89/104 – som Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber med rette har anført i deres indlæg – desuden ikke begrænset til disse situationer. Følgelig er det under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende ikke nødvendigt at afgøre, om en vare skal anses for et tilbehør eller en reservedel.

33
For det andet bemærkes på den ene side, at Domstolen allerede har fastslået, at brugen af et varemærke med henblik på at oplyse offentligheden om, at annoncøren er specialiseret (eller specialist) i salg – eller at han yder reparation og vedligeholdelse – af varer, som er forsynet med dette varemærke, og som er markedsført af indehaveren af varemærket eller med hans samtykke, udgør en brug med henblik på at angive anvendelsen af en vare eller en tjenesteydelse i den forstand, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv 89/104 (jf. BMW-dommen, præmis 54 og 58-63). Denne oplysning er nødvendig med henblik på at sikre ordningen med loyal konkurrence på markedet for denne vare eller denne tjenesteydelse.

34
Det forholder sig på samme måde i hovedsagen, idet de varemærker, som Gillette Company er indehaver er, er blevet anvendt af tredjemand med henblik på at give offentligheden en forståelig og fuldstændig oplysning om anvendelsen af den vare, han markedsfører, dvs. om den omstændighed, at varen passer til den vare, der er forsynet med de nævnte varemærker.

35
På den anden side er det tilstrækkeligt at bemærke, at en sådan brug af et varemærke er nødvendig i de tilfælde, hvor den nævnte oplysning ikke i praksis kan meddeles offentligheden af en tredjemand, uden at det varemærke, som tredjemanden ikke er indehaver af, benyttes (jf. i denne retning BMW-dommen, præmis 60). Som generaladvokaten har anført i punkt 64 og 71 i sit forslag til afgørelse, skal denne brug i praksis være den eneste måde, hvorpå en sådan oplysning kan gives.

36
For at konstatere, om der kan benyttes andre måder til meddelelse af en sådan oplysning, er det i den forbindelse nødvendigt – f.eks. – at tage hensyn til, om der eventuelt foreligger tekniske standarder eller normer, som generelt anvendes for den type vare, der markedsføres af tredjemand, og som er kendt af den offentlighed, som denne type vare er bestemt til. Disse normer eller andre kendetegn skal være egnede til at give den nævnte offentlighed en forståelig og fuldstændig oplysning om anvendelsen af den vare, der markedsføres af denne tredjemand, med det formål at sikre ordningen med loyal konkurrence på markedet for denne vare.

37
Det påhviler den forelæggende ret – under hensyntagen til de krav, der er omtalt i denne doms præmis 33-36, samt til karakteren af den offentlighed, som den vare, der markedsføres af LA-Laboratories, er bestemt til – at efterprøve, om brugen af varemærket under de i hovedsagen foreliggende omstændigheder er nødvendig.

38
For det tredje opstiller artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv 89/104 vedrørende bedømmelsen af lovligheden af brugen af et varemærke ingen sondring mellem mulige anvendelser af varerne. Kriterierne for bedømmelsen af lovligheden af brugen af et varemærke – navnlig for så vidt angår tilbehør eller reservedele – er derfor ikke forskellige fra dem, der finder anvendelse på andre kategorier af mulige anvendelser.

39
Henset til de ovennævnte betragtninger skal det første, det andet og det tredje spørgsmål besvares med, at lovligheden af brugen af varemærket i henhold til artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv 89/104 afhænger af, om denne brug er nødvendig for at angive anvendelsen af en vare.

En tredjemands brug af et varemærke, som han ikke er indehaver af, er nødvendig for at angive anvendelsen af en vare, der markedsføres af denne tredjemand, når en sådan brug i praksis er den eneste måde, hvorpå offentligheden kan gives en forståelig og fuldstændig oplysning om denne anvendelse med det formål at sikre ordningen med loyal konkurrence på markedet for denne vare.

Det påhviler den forelæggende ret at efterprøve, om en sådan brug er nødvendig i hovedsagen under hensyntagen til karakteren af den offentlighed, som den vare, der markedsføres af den omhandlede tredjemand, er bestemt til.

Artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv 89/104 opstiller vedrørende bedømmelsen af lovligheden af brugen af et varemærke ingen sondring mellem de mulige anvendelser af varerne, og kriterierne for bedømmelsen af lovligheden af brugen af et varemærke – navnlig for så vidt angår tilbehør eller reservedele – er derfor ikke forskellige fra dem, der finder anvendelse på andre kategorier af mulige anvendelser af varerne.


Det fjerde spørgsmål

40
Med det fjerde spørgsmåls første led ønsker den forelæggende ret oplyst, hvordan det krav, der er opstillet i artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv 89/104, hvorefter en tredjemands brug af varemærket i denne bestemmelses forstand skal ske i overensstemmelse med redelig markedsføringsskik, skal fortolkes. Med dette spørgsmåls andet led ønsker den forelæggende ret oplyst, om tredjemands brug af varemærket udgør en angivelse af, at de varer, der markedsføres af denne tredjemand, kvalitetsmæssigt, teknisk og med hensyn til deres andre egenskaber svarer til de varer, som er forsynet med det nævnte varemærke.

41
For så vidt angår dette spørgsmåls første led bemærkes, at betingelsen vedrørende »redelig markedsføringsskik«, som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i direktiv 89/104, ifølge Domstolens faste praksis i det væsentlige er udtryk for en forpligtelse til at handle på en måde, der er loyal i forhold til varemærkeindehaverens legitime interesser (BMW-dommen, præmis 61, og Gerolsteiner Brunnen-dommen, præmis 24). En sådan forpligtelse svarer til den, forhandleren er underlagt, når han anvender en andens varemærke til at annoncere om videreforhandling af varer, der er forsynet med dette varemærke (jf. dom af 4.11.1997, sag C-337/95, Parfums Christian Dior, Sml. I, s. 6013, præmis 45, og BMW-dommen, præmis 61).

42
I denne forbindelse bemærkes, at brugen af varemærket ikke er i overensstemmelse med redelig markedsføringsskik, når den for det første er sket på en måde, som kan give indtryk af, at der består en erhvervsmæssig forbindelse mellem tredjemanden og varemærkeindehaveren (BMW-dommen, præmis 51).

43
Endvidere må en sådan brug ikke skade varemærkets værdi ved en utilbørlig udnyttelse af varemærkets særpræg eller renommé (BMW-dommen, præmis 52).

44
Desuden er brugen af varemærket – som Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen med rette har anført i deres indlæg – ikke sket i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv 89/104, såfremt den bringer dette varemærke i miskredit eller udsætter det for nedvurdering.

45
Endelig bemærkes, at i det tilfælde, hvor tredjemand præsenterer sin vare som en imitation eller en kopi af den vare, der er forsynet med det varemærke, som tredjemand ikke er indehaver af, er en sådan brug af dette varemærke ikke i overensstemmelse med redelig markedsføringsskik som omhandlet i nævnte artikel 6, stk. 1, litra c).

46
Det påhviler den forelæggende ret – bl.a. under hensyntagen til de betingelser, der er henvist til i denne doms præmis 42-45 – at efterprøve, om den brug, der i hovedsagen er gjort af de varemærker, som Gillette Company er indehaver af, er sket i overensstemmelse med redelig markedsføringsskik. I den forbindelse skal der tages hensyn til, hvordan den vare, der markedsføres af tredjemanden, samlet set præsenteres, navnlig hvorledes det varemærke, som tredjemand ikke er indehaver af, er fremhævet i denne præsentation, hvorledes forskellen mellem dette varemærke og tredjemands varemærke eller tegn er angivet, samt de bestræbelser denne tredjemand har gjort for at sikre sig, at forbrugeren adskiller hans varer fra dem, som han ikke er varemærkeindehaver for.

47
Hvad angår dette spørgsmåls andet led betyder den omstændighed, at en tredjemand anvender det varemærke, som han ikke er indehaver af, med det formål at angive anvendelsen af sin vare – således som Det Forenede Kongeriges regering med rette har gjort gældende i sit indlæg – ikke nødvendigvis, at han præsenterer denne vare, som om den har samme kvalitet eller tilsvarende egenskaber som den vare, der er forsynet med nævnte varemærke. Om den præsenteres således, afhænger af de faktiske omstændigheder i det konkrete tilfælde, og det påhviler den forelæggende ret at bedømme, om en sådan præsentation eventuelt foreligger som følge af omstændighederne i hovedsagen.

48
Hvorvidt den vare, der markedsføres af tredjemand, præsenteres, som om den har samme kvalitet eller svarer til egenskaberne ved den vare, hvis varemærke, der er gjort brug af, udgør desuden en omstændighed, som den forelæggende ret skal tage i betragtning, når den efterprøver, om denne brug sker i overensstemmelse med redelig markedsføringsskik.

49
Henset til de ovennævnte betragtninger skal det fjerde spørgsmål besvares med, at betingelsen vedrørende »redelig markedsføringsskik«, som omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv 89/104, i det væsentlige er udtryk for en forpligtelse til at handle på en måde, der er loyal i forhold til varemærkeindehaverens legitime interesser.

Brugen af varemærket er ikke i overensstemmelse med redelig markedsføringsskik, bl.a. når den:

–
sker på en måde, som kan give indtryk af, at der består en erhvervsmæssig forbindelse mellem tredjemanden og varemærkeindehaveren

–
skader varemærkets værdi ved en utilbørlig udnyttelse af dets særpræg eller renommé

–
bringer nævnte varemærke i miskredit eller udsætter det for nedvurdering

–
eller når tredjemand præsenterer sin vare som en imitation eller en kopi af den vare, der er forsynet med det varemærke, som tredjemand ikke er indehaver af.

Den omstændighed, at en tredjemand bruger det varemærke, som han ikke er indehaver af, med det formål at angive anvendelsen af den vare, han markedsfører, betyder ikke nødvendigvis, at han præsenterer denne vare, som om den har samme kvalitet eller tilsvarende egenskaber som den vare, der er forsynet med dette varemærke. Om den præsenteres således, afhænger af de faktiske omstændigheder i det konkrete tilfælde, og det påhviler den forelæggende ret at bedømme, om en sådan præsentation eventuelt foreligger som følge af omstændighederne i hovedsagen.

Hvorvidt den vare, der markedsføres af tredjemand, præsenteres, som om den har samme kvalitet eller svarer til egenskaberne ved den vare, hvis varemærke der er gjort brug af, udgør en omstændighed, som den forelæggende ret skal tage i betragtning, når den efterprøver, om denne brug sker i overensstemmelse med redelig markedsføringsskik.


Det femte spørgsmål

50
Med sit femte spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om den i artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv 89/104 fastsatte manglende mulighed for varemærkeindehaveren for at forhindre, at en tredjemand gør brug af varemærket, finder anvendelse i det tilfælde, hvor denne tredjemand ikke alene markedsfører en reservedel eller et tilbehør, men også selve den vare, som reservedelen eller tilbehøret skal anvendes sammen med.

51
Det bemærkes, at således som den finske regering samt Det Forenede Kongeriges regering har gjort gældende i deres indlæg, er der ingen bestemmelser i nævnte direktiv, der udelukker, at en tredjemand i et sådant tilfælde vil kunne påberåbe sig nævnte artikel 6, stk. 1, litra c). Imidlertid skal tredjemands brug af varemærket være nødvendig for at angive anvendelsen af den vare, som han markedsfører, og skal ske i overensstemmelse med redelig markedsføringsskik.

52
Spørgsmålet om, hvorvidt en tredjemands brug af et varemærke under de omstændigheder, der er beskrevet ovenfor, er nødvendig for at angive anvendelsen af den vare, som han markedsfører, og om brugen sker i overensstemmelse med redelig markedsføringsskik, er et faktisk spørgsmål, som det påhviler den nationale ret at bedømme under hensyn til de givne omstændigheder i hvert enkelt tilfælde.

53
Henset til de ovennævnte betragtninger skal det femte spørgsmål besvares med, at såfremt en tredjemand, der bruger et varemærke, som han ikke er indehaver af, ikke alene markedsfører en reservedel eller et tilbehør, men også selve den vare, som reservedelen eller tilbehøret skal anvendes sammen med, falder en sådan brug inden for anvendelsesområdet for artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv 89/104, for så vidt som den er nødvendig for at angive anvendelsen af den vare, som han markedsfører, og den sker i overensstemmelse med redelig markedsføringsskik.


Sagens omkostninger

54
Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

1)
Lovligheden af brugen af varemærket i henhold til artikel 6, stk. 1, litra c), i Rådets første direktiv 89/104/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker afhænger af, om denne brug er nødvendig for at angive anvendelsen af en vare.

En tredjemands brug af et varemærke, som han ikke er indehaver af, er nødvendig for at angive anvendelsen af en vare, der markedsføres af denne tredjemand, når en sådan brug i praksis er den eneste måde, hvorpå offentligheden kan gives en forståelig og fuldstændig oplysning om denne anvendelse med det formål at sikre ordningen med loyal konkurrence på markedet for denne vare.

Det påhviler den forelæggende ret at efterprøve, om en sådan brug er nødvendig i hovedsagen under hensyntagen til karakteren af den offentlighed, som den vare, der markedsføres af den omhandlede tredjemand, er bestemt til.

Artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv 89/104 opstiller vedrørende bedømmelsen af lovligheden af brugen af et varemærke ingen sondring mellem de mulige anvendelser af varerne, og kriterierne for bedømmelsen af lovligheden af brugen af et varemærke – navnlig for så vidt angår tilbehør eller reservedele – er derfor ikke forskellige fra dem, der finder anvendelse på andre kategorier af mulige anvendelser af varerne.

2)
Betingelsen vedrørende »redelig markedsføringsskik«, som omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv 89/104, er i det væsentlige udtryk for en forpligtelse til at handle på en måde, der er loyal i forhold til varemærkeindehaverens legitime interesser.

Brugen af varemærket er ikke i overensstemmelse med redelig markedsføringsskik, bl.a. når den:

–
sker på en måde, som kan give indtryk af, at der består en erhvervsmæssig forbindelse mellem tredjemanden og varemærkeindehaveren

–
skader varemærkets værdi ved en utilbørlig udnyttelse af dets særpræg eller renommé

–
bringer nævnte varemærke i miskredit eller udsætter det for nedvurdering

–
eller når tredjemand præsenterer sin vare som en imitation eller en kopi af den vare, der er forsynet med det varemærke, som tredjemand ikke er indehaver af.

Den omstændighed, at en tredjemand bruger det varemærke, som han ikke er indehaver af, med det formål at angive anvendelsen af den vare, han markedsfører, betyder ikke nødvendigvis, at han præsenterer denne vare, som om den har samme kvalitet eller tilsvarende egenskaber som den vare, der er forsynet med dette varemærke. Om den præsenteres således, afhænger af de faktiske omstændigheder i det konkrete tilfælde, og det påhviler den forelæggende ret at bedømme, om en sådan præsentation eventuelt foreligger som følge af omstændighederne i hovedsagen.

Hvorvidt den vare, der markedsføres af tredjemand, præsenteres, som om den har samme kvalitet eller svarer til egenskaberne ved den vare, hvis varemærke der er gjort brug af, udgør en omstændighed, som den forelæggende ret skal tage i betragtning, når den efterprøver, om denne brug sker i overensstemmelse med redelig markedsføringsskik.

3)
Såfremt en tredjemand, der bruger et varemærke, som han ikke er indehaver af, ikke alene markedsfører en reservedel eller et tilbehør, men også selve den vare, som reservedelen eller tilbehøret skal anvendes sammen med, falder en sådan brug inden for anvendelsesområdet for artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv 89/104, for så vidt som den er nødvendig for at angive anvendelsen af den vare, som han markedsfører, og den sker i overensstemmelse med redelig markedsføringsskik.

Underskrifter

1 –
Processprog: finsk.