1. Appel – anbringender – fejlagtig bedømmelse af lovligt fremlagte beviser – afvisning medmindre de er urigtigt gengivet – Rettens forpligtelse til at begrunde sin bedømmelse af bevismaterialet – rækkevidde
(Art. 225 EF; Domstolens statut, art. 58, stk. 1; Rådets forordning nr. 2377/90)
2. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af fællesskabsretten – institutionens skøn, da den vedtog retsakten – krav om hensyntagen til dette skøn ved ansvarsvurderingen
(Art. 288, stk. 2, EF)
3. Landbrug – ensartede lovgivninger – maksimalgrænseværdier for restkoncentrationer af veterinærlægemidler i levnedsmidler af animalsk oprindelse – fremgangsmåde for fastsættelse – forordning nr. 2377/90 – Kommissionens midlertidige passivitet med hensyn til fastsættelse af maksimalgrænseværdier for restkoncentrationer af progesteron – tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af fællesskabsretten – foreligger ikke
(Art. 288, stk. 2, EF; Rådets forordning nr. 2377/90)
1. Selv om det alene er Retten, der har kompetence til at afgøre, hvilken bevisværdi der skal tillægges de oplysninger, den har fået forelagt, og selv om Retten ikke er forpligtet til udtrykkeligt at begrunde sin bedømmelse af, hvilken bevisværdi disse oplysninger skal tillægges, og navnlig ikke når den finder, at de er uden betydning eller uden relevans for sagens afgørelse, har Retten ikke desto mindre pligt til give en sådan begrundelse, således at Domstolen kan udøve sin retslige kontrol. Begrundelsen skal gøre det muligt for Domstolen at efterprøve, om der i givet fald foreligger en urigtig gengivelse af de for Retten forelagte bevismidler.
I Rettens dom, som kender Fællesskabet erstatningsansvarlig, fordi Kommissionen ikke fremsatte et forslag til forordning om fastsættelse af maksimalgrænseværdien for restkoncentrationer (MRL) af progesteron før den 25. juli 2001, har Retten – ved blot at henvise til udtalelsen fra Udvalget for Veterinærlægemidler, der anbefaler, at progesteron skal opføres i bilag II til forordning nr. 2377/90 om en fælles fremgangsmåde for fastsættelse af maksimalgrænseværdier for restkoncentrationer af veterinærmedicinske præparater i animalske levnedsmidler, uden udtrykkeligt at redegøre for, hvilke grunde der forpligtede Kommissionen til at følge denne udtalelse og dermed tilsidesætte divergerende udtalelser fra andre kilder – ikke gjort det muligt for Domstolen at fastslå, at der er den af Retten fastslåede forbindelse mellem udtalelsen fra nævnte udvalg og de retlige konsekvenser, Retten har udledt heraf. Følgelig har Retten ikke begrundet sin dom tilstrækkeligt på dette punkt.
(jf. præmis 50 og 53)
2. Fællesskabsretten anerkender en ret til erstatning, såfremt tre betingelser er opfyldt, nemlig at den bestemmelse, der er overtrådt, har til formål at tillægge borgerne rettigheder, at overtrædelsen er tilstrækkelig kvalificeret, og at der er en direkte årsagsforbindelse mellem tilsidesættelsen af den forpligtelse, der påhviler den institution, der har udstedt retsakten, og de skadelidtes tab.
Hvad angår den anden betingelse er det afgørende kriterium for, om en overtrædelse af fællesskabsretten kan anses for tilstrækkelig kvalificeret, om den pågældende fællesskabsinstitution åbenbart og groft har overskredet grænserne for sine skønsbeføjelser. Såfremt denne institution har et stærkt begrænset eller intet skøn, kan selve den omstændighed, at der er sket en overtrædelse af fællesskabsretten, være tilstrækkelig til at bevise, at der foreligger en tilstrækkelig kvalificeret krænkelse. Det, der herefter er afgørende for, om der foreligger en sådan krænkelse, er det skøn, som vedkommende institution råder over.
Retten begår således en retlig fejl, når den uden at have fastlagt omfanget af Kommissionens skøn fastslår, at den af Kommissionen udviste passivitet udgør en åbenbar og alvorlig tilsidesættelse af fællesskabsretten, for hvilken Fællesskabet ifalder ansvar.
(jf. præmis 63-66 og 69)
3. Kommissionen bør i følsomme og kontroversielle sager råde over et rimeligt skøn og en rimelig frist til at undergive videnskabelige spørgsmål, der er afgørende for dens beslutning, en fornyet undersøgelse.
Kommissionen har således ikke – ved først den 25. juli 2001 at fremsætte et forslag til forordning om fastsættelse af maksimalgrænseværdien for restkoncentrationer (MRL) af progesteron i overensstemmelse med forordning nr. 2377/90 om en fælles fremgangsmåde for fastsættelse af maksimalgrænseværdier for restkoncentrationer af veterinærmedicinske præparater i animalske levnedsmidler – begået en tilstrækkelig kvalificeret overtrædelse af fællesskabsretten, således at Fællesskabet ifalder ansvar.
Selv om Kommissionen allerede siden 1993 var blevet forelagt ansøgninger om fastsættelse af en MRL for progesteron, stod den således over for en situation med vedvarende videnskabelig usikkerhed, karakteriseret ved de divergerende videnskabelige udtalelser. Det var derfor først i 2000, at det lykkedes Kommissionen at vedtage sin forudgående stillingtagen til spørgsmålet om opretholdelse af anvendelsen af progesteron i terapeutisk eller zooteknisk øjemed. Kommissionen kunne ikke fremsætte det pågældende forslag, uden at en sådan stillingtagen forelå, da denne er et nødvendigt led forud for fastsættelsen af en MRL for dette stof, eftersom der kun kan fastsættes en MRL for et farmaceutisk aktivt stof, såfremt stoffet er bestemt til markedsføring.
(jf. præmis 75, 82, 87 og 93)