1. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt
(Art. 230 EF)
2. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt
(Art. 230 EF)
3. Statsstøtte – eksisterende støtte
[Art. 87 EF og 88 EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 1,litra b), nr. v)]
4. Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse
(Art. 87 EF)
5. Statsstøtte – begreb
(Art. 87, stk. 1, EF)
6. Statsstøtte – begreb
(Art. 87, stk. 1, EF)
7. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde
(Art. 253 EF)
8. Fællesskabsret – principper – beskyttelse af den berettigede forventning – betingelser
9. Statsstøtte – Kommissionens beslutning om ophævelse af en skatteordning, der tildeles efter individuel godkendelse
1. Ifølge artikel 230 EF kan en fysisk eller juridisk person kun anlægge sag til prøvelse af en beslutning, som er rettet til en anden person, såfremt beslutningen berører ham umiddelbart og individuelt.
For så vidt angår denne anden betingelse udelukker den omstændighed, at en omtvistet bestemmelse på grund af sin art og rækkevidde har generel karakter, for så vidt som den finder anvendelse på de omhandlede erhvervsdrivende, ikke i sig selv, at den også kan berøre visse af disse individuelt.
Fysiske og juridiske personer vil kun kunne påstå, at de berøres individuelt, såfremt den omtvistede bestemmelse rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre.
Når den anfægtede retsakt berører en gruppe personer, som var identificerede eller kunne identificeres på tidspunktet for vedtagelsen af retsakten og på grundlag af kriterier, som er specifikke for medlemmerne af denne gruppe, kan disse herved antages at være individuelt berørt af denne retsakt, da de indgår i en sluttet gruppe af erhvervsdrivende. Dette er tilfældet for virksomheder, der ved Kommissionens beslutning om statsstøtte forhindres i at drage fordel af nationale skattemæssige undtagelsesforanstaltninger frem til det tidspunkt, der er fastsat i de nationale retsregler, eller frem til det tidspunkt, hvor de skulle tildeles en forlængelse af denne foranstaltning, som de havde ansøgt om og kunne forvente at blive tildelt.
(jf. præmis 55 og 58-64)
2. En sammenslutning, hvis formål er at varetage kollektive erhvervsinteresser for virksomheder, kan i princippet kun anlægge annullationssøgsmål til prøvelse af en endelig kommissionsbeslutning på statsstøtteområdet, hvis disse virksomheder eller nogle af dem har individuel retlig interesse i søgsmålet, eller hvis den kan gøre en egen interesse gældende.
(jf. præmis 56)
3. Forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel [88 EF], som kodificerer Kommissionens udøvelse af de beføjelser, den har i henhold til artikel 88 EF, definerer ikke, hvad der omfattes af begrebet »udviklingen på fællesmarkedet«, hvortil henvises i forordningens artikel 1, litra b), nr. v), der bestemmer, at en foranstaltning, som ikke udgjorde støtte på det tidspunkt, hvor den blev indført, alligevel skal anses for eksisterende støtte, for så vidt som den »blev en støtte på grund af udviklingen på fællesmarkedet«. Dette begreb, der kan forstås som en ændring af den økonomiske og retlige kontekst i den sektor, der berøres af den pågældende foranstaltning, omhandler således ikke den situation, hvor Kommissionen ændrer sin vurdering alene på grundlag af en strengere anvendelse af traktatens regler om statsstøtte.
Det skal imidlertid bemærkes, at forordningen udgør en retsakt i den afledte ret, der er vedtaget med henblik på anvendelsen af artikel 87 EF og 88 EF, som ikke kan begrænse disse artiklers anvendelsesområde, navnlig idet Kommissionen afleder sine beføjelser direkte herfra. Artikel 88, stk. 1, EF pålægger Kommissionen den opgave at foretage en løbende undersøgelse af de støtteordninger, som findes i staterne, og at foreslå disse stater sådanne foranstaltninger, som fællesmarkedets funktion eller gradvise udvikling kræver. Såfremt dette ikke lykkes, giver samme artikels stk. 2 Kommissionen mulighed for at pålægge den berørte medlemsstat at ændre eller ophæve støtteforanstaltningen inden for en bestemt tidsfrist.
Det følger heraf, at Kommissionen udfyldte sin rolle i henhold til artikel 88 EF, da den besluttede at foretage en ny undersøgelse af den skatteordning, som anvendes for så vidt angår visse virksomheder i en medlemsstat, og som har været genstand for tidligere beslutninger, hvorved det er blevet fastslået, at der ikke forelå støtte, men derefter var blevet erklæret skadelig for fællesmarkedet af en af Rådet nedsat arbejdsgruppe, idet Kommissionen efter anvendelse af proceduren til kontrol af eksisterende støtte konkluderede, at denne ordning fremover ville udgøre en uforenelig statsstøtte. Retsgrundlaget for en sådan beslutning er derfor artikel 87 EF og 88 EF.
Da legalitetsprincippet således er blevet respekteret, udgør denne beslutning en sikker retsakt, hvis anvendelse kunne forudses af de retsundergivne. Som følge heraf er denne beslutning ikke i strid med retssikkerhedsprincippet.
(jf. præmis 70-76)
4. Kommissionen kan ved støtteprogrammer begrænse sig til at undersøge det pågældende programs kendetegn for at bedømme, om det sikrer støttemodtagerne en mærkbar fordel i forhold til deres konkurrenter. Kommissionen er heller ikke forpligtet til at undersøge hvert eneste tilfælde, hvor ordningen finder anvendelse.
(jf. præmis 82)
5. Støttebegrebet kan omfatte positive ydelser såsom tilskud, lån eller kapitalindskud i virksomheder, men ligeledes de indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og derved, uden at være tilskud i ordets egentlige forstand, er af samme art og har tilsvarende virkninger.
En foranstaltning, hvorved offentlige myndigheder indrømmer visse virksomheder en afgiftsfritagelse, der, selv om den ikke indebærer en overførsel af statslige midler, giver de fritagne virksomheder en gunstigere økonomisk stilling end andre afgiftspligtige, udgør statsstøtte.
(jf. præmis 86 og 87)
6. Artikel 87, stk. 1, EF kræver en stillingtagen til, om en national foranstaltning som led i en bestemt retlig ordning kan begunstige »visse virksomheder eller visse produktioner« i forhold til andre virksomheder, der under hensyntagen til det formål, der forfølges med den pågældende foranstaltning, befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation. I bekræftende fald opfylder den pågældende foranstaltning den betingelse om selektivitet, der er afgørende for begrebet statsstøtte som omhandlet i denne bestemmelse.
(jf. præmis 119)
7. Mens den begrundelse for en fællesskabsretsakt, som kræves i henhold til artikel 253 EF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret, er Kommissionen i en beslutning, hvorved det fastslås, at en støtteordning er uforenelig med fællesmarkedet, ikke forpligtet til at angive grundene til, at den har foretaget en anderledes vurdering af den samme støtteordning i tidligere beslutninger. Statsstøttebegrebet skal anvendes på en objektiv situation, der skal bedømmes på det tidspunkt, hvor Kommissionen vedtager sin beslutning.
(jf. præmis 137)
8. Retten til at påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning gælder for enhver retsundergiven med begrundede forventninger, som en fællesskabsinstitution har givet anledning til. I øvrigt kan ingen påberåbe sig tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, såfremt administrationen ikke har afgivet præcise løfter. Det gælder ligeledes, at når forudseende og påpasselige erhvervsdrivende kan påregne gennemførelsen af en fællesskabsforanstaltning, der kan påvirke deres interesser, kan de imidlertid ikke påberåbe sig et sådant princip, når foranstaltningen gennemføres.
I øvrigt, selv om det antages, at Fællesskabet forud har skabt en situation, der kan give anledning til en berettiget forventning, kan afgørende offentlige interesser være til hinder for, at der træffes overgangsforanstaltninger i forbindelse med forhold, der er opstået før de nye bestemmelsers ikrafttræden, men som endnu ikke er afsluttet. Foreligger der imidlertid ikke en sådan interesse, kan den omstændighed, at der ikke er fastsat overgangsforanstaltninger med henblik på beskyttelse af den forventning, som de erhvervsdrivende med rette måtte nære til opretholdelsen af fællesskabsretlige bestemmelser, anses for at udgøre en tilsidesættelse af en højere retsregel.
(jf. præmis 147-149)
9. Såvel princippet om beskyttelse af den berettigede forventning som ligebehandlingsprincippet tilsidesættes af en kommissionsbeslutning, der, idet den omgør tidligere modsatte vurderinger, påbyder, at en bestemt skatteordning skal ophæves, fordi den udgør statsstøtte, der er uforenelig med fællesmarkedet, når der ikke samtidig fastsættes overgangsforanstaltninger for aktører, hvis godkendelse, som uden problemer kan forlænges, og som er nødvendig for, at disse aktører er omfattede af skatteordningen, udløb samtidig med eller kort efter den anfægtede beslutnings meddelelse, mens beslutningen ikke er til hinder for, at de på dette tidspunkt gældende godkendelser fortsætter med at have virkning i flere år, fordi ovennævnte aktører, der ikke med kort frist kan tilpasse sig ændringen i den omhandlede ordning, under alle omstændigheder kunne forvente, at en kommissionsbeslutning om omgørelse af dens hidtidige vurdering ville give dem den nødvendige tid til i praksis at tage hensyn til denne vurderingsændring, og at ingen afgørende offentlig interesse er til hinder for, at de gives denne nødvendige tid.
(jf. præmis 155-167 og 172-174)