1. Præjudicielle spørgsmål – forelæggelse for Domstolen – en ret i en medlemsstat som omhandlet i artikel 234 EF – begreb – tysk ret, ved hvilken der er anlagt sag af en tjenestemandsansat notar efter pålæg fra dennes overordnede – omfattet
(Art. 234 EF)
2. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – generelle eller hypotetiske spørgsmål – Domstolens prøvelse af sin egen kompetence – hypotetisk juridisk situation – påtænkt, men endnu ikke gennemført lovgivningsændring
(Art. 234 EF)
3. Fiskale bestemmelser – harmonisering af lovgivningerne – kapitaltilførselsafgifter – afgift som omhandlet i direktiv 69/335 – begreb – gebyrer, der opkræves af en tjenestemandsansat notar for en af direktivet omfattet disposition, og som tilfalder statskassen – omfattet – notarer, som ikke udelukkende er tjenestemandsansatte notarer, og som selv er gebyrfordringshavere – irrelevante omstændigheder
(Rådets direktiv 69/335)
1. Det følger af artikel 234 EF, at de nationale retter kun kan forelægge spørgsmål for Domstolen, hvis der verserer en tvist for dem, og hvis forelæggelsen sker med henblik på afgørelse af en retssag.
Dette er tilfældet for en national ret, ved hvilken der er anlagt en sag af en tjenestemandsansat notar efter pålæg fra dennes overordnede i medfør af delstatsloven om omkostningerne i anledning af frivillig retspleje, og når sagens genstand er størrelsen af det gebyr, der er opkrævet i forbindelse med oprettelse af et notarialdokument, når alle parter er blevet hørt inden for rammerne af denne sag, når den beslutning, der skal træffes, har til formål at løse en tvist, og når denne beslutning kan gøres gældende over for såvel gebyrfordringshaver som over for den gebyrskyldner, der er adressat for gebyransættelsen, og får retskraft over for enhver berørt part, medmindre en af disse iværksætter appel.
(jf. præmis 25 og 26)
2. Proceduren efter artikel 234 EF er et middel til samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, som giver Domstolen mulighed for at forsyne de nationale retter med de elementer vedrørende fortolkningen af fællesskabsretten, som er nødvendige for, at de kan afgøre den for dem verserende tvist. Inden for rammerne af dette samarbejde tilkommer det udelukkende den nationale ret, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af en bestemmelse i fællesskabsretten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse herom.
Under særlige omstændigheder påhviler det imidlertid Domstolen med henblik på at efterprøve sin egen kompetence at undersøge de omstændigheder, hvorunder den nationale domstol har forelagt sagen. Domstolen kan kun afslå at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, når det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af fællesskabsretten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en saglig korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål. Den samarbejdsånd, der er afgørende for, at proceduren med præjudiciel forelæggelse kan fungere, indebærer, at den nationale ret for sit vedkommende tager hensyn til den opgave, som Domstolen varetager, og som er at bidrage til justitsforvaltningen i medlemsstaterne og ikke at udøve responderende virksomhed vedrørende generelle eller hypotetiske spørgsmål.
Et præjudicielt spørgsmål, som har til formål at fastslå, om en national juridisk situation, der er karakteriseret ved, at en ændring af den pågældende nationale lovgivning er planlagt, men endnu ikke vedtaget, er forenelig med en fællesskabsbestemmelse, er hypotetisk i denne forstand.
(jf. præmis 30-34)
3. Direktiv 69/335 om kapitaltilførselsafgifter skal fortolkes således, at gebyrer, der opkræves af en tjenestemandsansat notar for oprettelse af et notarialdokument, hvorved en af direktivet omfattet disposition attesteres, er en afgift i dette direktivs forstand, når det følger af de nationale bestemmelser, der finder anvendelse, at de tjenestemandsansatte notarer skal overføre en del af gebyrerne til staten, som anvender disse indtægter til finansiering af opgaver, der påhviler den, selv om de notarer, der kan foretage opkrævningen, ikke udelukkende er tjenestemandsansatte notarer og selv er gebyrfordringshavere.
(jf. præmis 45 og domskonkl.)