1. Præjudicielle spørgsmål – formaliteten – nødvendigheden af at forsyne Domstolen med tilstrækkelige faktiske og retlige oplysninger
(Art. 234 EF; statutten for Domstolen, art. 23)
2. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – den nationale domstols kompetence – fastlæggelse og vurdering af tvistens faktiske omstændigheder – spørgsmålet, om en præjudiciel forelæggelse er nødvendig, samt de forelagte spørgsmåls relevans – den nationale rets vurdering
(Art. 234 EF)
3. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende – fællesskabsbestemmelser – anvendelsesområde – behandling ydet uden for Fællesskabets område – ingen betydning – bedømmelseskriterium – den berørtes tilknytning til en af medlemsstaternes sociale sikringsordninger
(Rådets forordning nr. 1408/71 og nr. 574/72)
4. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende – sygeforsikring – arbejdstager med ophold i en anden medlemsstat end den kompetente stat – den kompetente institutions udstedelse af en blanket E 111 eller E 112 – den kompetente institutions obligatoriske anerkendelse, medmindre der foreligger misbrug, af lægeerklæringer og lægelige beslutninger vedrørende akut behandling truffet af læger, der er godkendt af opholdsmedlemsstatens institution
[Rådets forordning nr. 1408/71, art. 22, stk. 1, litra a), nr. i), og art. 22, stk. 1, litra c), nr. i)]
5. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende – sygeforsikring – arbejdstager med ophold i en anden medlemsstat end den kompetente stat – den kompetente institutions udstedelse af en blanket E 111 eller E 112 – lægeerklæringer udstedt af læger, der er godkendt af opholdsmedlemsstatens institution, og hvorefter det er nødvendigt med behandling i en anden stat – ret til naturalydelser, som den kompetente institution skal afholde – betingelse – forpligtelse for opholdsmedlemsstatens kompetente myndighed i henhold til national lovgivning til at yde nævnte tjenesteydelser til sine socialt sikrede
[Rådets forordning nr. 1408/71, art. 22, stk. 1, litra c), nr. i)]
6. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende – sygeforsikring – arbejdstager med ophold i en anden medlemsstat end den kompetente stat – den kompetente institutions udstedelse af en blanket E 111 eller E 112 – lægeerklæringer udstedt af læger, der er godkendt af opholdsmedlemsstatens institution, og hvorefter det er nødvendigt med behandling i en tredjestat – afholdelse af lægeudgifter – opholdsmedlemsstatens institution afholder udgifterne i henhold til sin lovgivning, herefter modtager denne refusion fra den kompetente medlemsstats institution hvad angår behandling fastsat i dennes lovgivning, ellers refunderer den kompetente medlemsstats institution direkte til sin socialt sikrede – fremgangsmåde
[Rådets forordning nr. 1408/71, art. 22, stk. 1, litra a), nr. i), og art. 22, stk. 1, litra c), nr. i), og art. 36]
1. For at opnå en fortolkning af fællesskabsretten, som den nationale ret kan bruge, er det påkrævet, at denne giver en beskrivelse af de faktiske omstændigheder og de regler, som det forelagte spørgsmål hænger sammen med, eller i alt fald forklarer det faktiske forhold, der er baggrunden for dens spørgsmål.
De i forelæggelsesbeslutningerne indeholdte oplysninger tjener ikke blot til at sætte Domstolen i stand til at give hensigtsmæssige svar, men også til at give medlemsstaternes regeringer samt andre berørte parter mulighed for at afgive indlæg i henhold til artikel 23 i statutten for Domstolen. Det påhviler Domstolen at overvåge, at denne mulighed bevares, når henses til, at det i henhold til ovennævnte bestemmelse kun er forelæggelsesbeslutningerne, der meddeles de pågældende parter.
(jf. præmis 29 og 30)
2. Inden for rammerne af en procedure i henhold til artikel 234 EF, som er baseret på en klar adskillelse mellem de nationale retters og Domstolens funktioner, henhører bedømmelsen af de faktiske omstændigheder under den nationale rets kompetence. Det tilkommer ligeledes udelukkende den nationale ret, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de af den nationale ret stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af en bestemmelse i fællesskabsretten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse herom.
(jf. præmis 33)
3. Den blotte omstændighed, at lægebehandling er blevet udført uden for Fællesskabets område, er ikke tilstrækkelig til at udelukke anvendelsen af forordning nr. 1408/71 og nr. 574/72, som ændret og ajourført ved forordning nr. 2001/83, idet det afgørende kriterium for deres anvendelse er den sikredes tilknytning til en af medlemsstaternes sociale sikringsordninger.
(jf. præmis 38)
4. Artikel 22, stk. 1, litra a), nr. i), og artikel 22, stk. 1, litra c), nr. i), i forordning nr. 1408/71 og artikel 22, stk. 1 og 3, i forordning nr. 574/72, som ændret og ajourført ved forordning nr. 2001/83, skal fortolkes således, at den kompetente institution, der ved at udstede en blanket E 111 eller en blanket E 112 har givet samtykke til, at en af dens socialt sikrede modtager lægebehandling i en anden medlemsstat end den kompetente medlemsstat, med forbehold for et eventuelt misbrug, er bundet af den vurdering, som læger, der er godkendt af opholdsmedlemsstatens institution, har foretaget i blankettens gyldighedsperiode med hensyn til, at der var et livsvigtigt behov for akut behandling, og af den beslutning, som sådanne læger har truffet i samme periode på grundlag af de nævnte vurderinger og den aktuelle medicinske viden om at overføre den berørte til en anden stat, også selv om denne stat ikke er medlem af Den Europæiske Union.
Under disse omstændigheder kan den kompetente institution ikke pålægge den berørte at vende tilbage til den kompetente medlemsstat for dér at underkaste ham en lægeundersøgelse, ligesom den ikke kan lade den berørte undersøge i opholdsmedlemsstaten eller betinge de ovennævnte vurderinger og beslutninger af dens godkendelse.
(jf. præmis 50, 53, 54, 56, 57 og 63 samt domskonkl. 1)
5. Såfremt det under behandlingen af en socialt sikret i en anden medlemsstat end den kompetente medlemsstat, og hvortil den kompetente institution har givet ham tilladelse til at rejse af lægelige grunde, viser sig, at den diagnosticerede sygdom, som den berørte lider af, kræver akut, livsvigtig behandling, og de læger, som er godkendt af institutionen i opholdsmedlemsstaten, er af den opfattelse, at behandlingen ud fra den medicinske viden på dette tidspunkt kun kan udføres på et hospital, der ligger i en anden stat, skal artikel 22, stk. 1, litra c), nr. i), i forordning nr. 1408/71 og artikel 22, stk. 1 og 3 i forordning nr. 574/72, som ændret og ajourført ved forordning nr. 2001/83, fortolkes således, at den sikredes ret til naturalydelser, der ydes for den kompetente institutions regning, er betinget af, at den kompetente institution efter den lovgivning, der gælder for opholdsmedlemsstatens institution, er forpligtet til at yde en person, som er tilsluttet denne institution, de ydelser, der svarer til en sådan behandling.
(jf. præmis 60 og 63 samt domskonkl. 1)
6. I det tilfælde, hvor læger, der er godkendt af opholdsmedlemsstatens institution, af akutte og livsvigtige grunde og på grundlag af den aktuelle medicinske viden har valgt at overføre den sikrede til et hospital i en tredjestat, skal artikel 22, stk. 1, litra a), nr. i), og artikel 22, stk. 1, litra c), nr. i), i forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 2001/83, fortolkes således, at for så vidt som opholdsmedlemsstatens institution ikke har nogen grund til alvorligt at betvivle grundlaget for denne lægelige beslutning, skal opholdsmedlemsstatens institution afholde udgifterne til den behandling, der er udført i tredjestaten, i overensstemmelse med den lovgivning, der gælder for denne institution, under de samme betingelser, som gælder for de socialt sikrede, der er omfattet af denne lovgivning. Hvad angår behandling, der er opført under de ydelser, der er fastsat i den kompetente medlemsstats lovgivning, påhviler det efterfølgende den kompetente institution i sidstnævnte stat at afholde udgifterne til de således erlagte ydelser, ved at refundere opholdsmedlemsstatens institution under de betingelser, der er fastsat i artikel 36 i forordning nr. 1408/71.
Når udgifterne i forbindelse med en behandling, der er udført på et hospital i en tredjestat, ikke er blevet afholdt af opholdsmedlemsstatens institution, men det er fastslået, at den berørte person havde krav på en sådan afholdelse af udgifter, og at nævnte behandling er opført under de ydelser, der er fastsat i den kompetente medlemsstats lovgivning, påhviler det den kompetente institution at refundere omkostningerne i forbindelse med denne behandling direkte til nævnte person eller dennes berettigede pårørende, således at denne person sikres et ydelsesniveau, der svarer til det, denne person ville have fået, hvis bestemmelserne i artikel 22, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 var blevet anvendt.
(jf. præmis 67, 69 og 70 samt domskonkl. 2)