1. Landbrug – tilnærmelse af lovgivningerne – sundhedsbestemmelser for produktion og afsætning af rå mælk, varmebehandlet mælk og mælkebaserede produkter – direktiv 92/46 – begrebet »mælk til fremstilling af mælkebaserede produkter« – mælkebestanddele i et produkt, som også indeholder andre bestanddele, der ikke er mælkebestanddele, og som ikke kan adskilles fra mælkebestanddelene – ikke omfattet
(Rådets direktiv 92/46, art. 2, nr. 2)
2. Landbrug – tilnærmelse af lovgivningerne – sundhedsbestemmelser for produktion og afsætning af rå mælk, varmebehandlet mælk og mælkebaserede produkter – direktiv 92/46 – begrebet »mælkebaserede produkter« – halvfabrikata – omfattet – betingelser – produktets kendetegn og objektive egenskaber
(Rådets direktiv 92/46, art. 2, nr. 4)
1. Artikel 2, nr. 2, i direktiv 92/46 om sundhedsbestemmelser for produktion og afsætning af rå mælk, varmebehandlet mælk og mælkebaserede produkter skal fortolkes således, at begrebet »mælk til fremstilling af mælkebaserede produkter« ikke omfatter mælkebestanddele i et produkt, som også indeholder andre bestanddele, der ikke er mælkebestanddele, således at mælkebestanddelene ikke kan adskilles fra de øvrige bestanddele. Denne bestemmelse omfatter kun mælk som simpelt produkt, hvis sammensætning kun kan ændres ved tilsætning og/eller fjernelse af mælkens naturlige bestanddele.
(jf. præmis 26 og 28 samt domskonkl. 1)
2. Artikel 2, nr. 4, i direktiv 92/46 om sundhedsbestemmelser for produktion og afsætning af rå mælk, varmebehandlet mælk og mælkebaserede produkter skal fortolkes således, at begrebet »mælkebaserede produkter« omfatter såvel færdigvarer som halvfabrikata, som skal yderligere forarbejdes, inden de kan sælges til den endelige forbruger. I et sådant tilfælde skal det med hensyn til halvfabrikatet undersøges, om den mælk, der findes i produktet, udgør et væsentligt element, enten mængdemæssigt eller i kraft af de kendetegn, som det giver halvfabrikatet. Med henblik herpå skal der tages hensyn til halvfabrikatets kendetegn og objektive egenskaber på tidspunktet for dets indførsel, navnlig andelen af mælken eller mejeriproduktet i halvfabrikatet, den anvendelse, der kan foretages af halvfabrikatet, eller dets smag.
(jf. præmis 34 og 37-39 samt domskonkl. 2)