1. EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – absolutte registreringshindringer – varemærker uden fornødent særpræg – sammensat varemærke – hensyntagen til den relevante kundekreds’ helhedsindtryk af varemærket
[Rådets forordning nr. 40/94, art. 7, stk. 1, litra b)]
2. Appel – anbringender – fejlagtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder – afvisning – Domstolens efterprøvelse af de for Retten fremlagte faktiske omstændigheder – udelukket, medmindre de er gengivet forkert
(Art. 225, stk. 1, EF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1)
3. EF-varemærker – Harmoniseringskontorets afgørelser – lovlighed – Fællesskabets retsinstansers prøvelse – kriterier
(Rådets forordning nr. 40/94)
4. EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – absolutte registreringshindringer – særskilt undersøgelse af de forskellige registreringshindringer – fortolkning af registreringshindringerne i lyset af den almene interesse, der ligger til grund for hver af dem – anvendelse af et relevant kriterium i forbindelse med artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 ved fortolkningen af denne bestemmelses litra b) – ikke tilladt
[Rådets forordning nr. 40/94, art. 7, stk. 1, litra b) og c)]
5. EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – absolutte registreringshindringer – varemærker uden fornødent særpræg – sammensat varemærke, der indeholder forkortelsen BioID
[Rådets forordning nr. 40/94, art. 7, stk. 1, litra b)]
1. Ved bedømmelsen af, hvorvidt et varemærke har fornødent særpræg i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, og når der er tale om et sammensat varemærke, kan der foretages en delvis efterprøvelse af det eventuelle særpræg, varemærkets ord eller bestanddele har hver for sig, men der skal under alle omstændigheder lægges vægt på den relevante kundekreds’ helhedsindtryk af dette varemærke og ikke på den formodning, at bestanddele, der isoleret betragtet ikke har fornødent særpræg, ikke kan få dette, såfremt de kombineres. Det forhold alene, at hver af disse bestanddele taget hver for sig mangler fornødent særpræg, udelukker således ikke, at den kombination, som de udgør, kan have et sådant.
(jf. præmis 29)
2. Det fremgår af artikel 225 EF og artikel 58, stk. 1, i Domstolens statut, at appel er begrænset til retsspørgsmål. Det er derfor alene Retten, der har kompetence til at fastlægge og bedømme de relevante faktiske omstændigheder såvel som til at vurdere beviserne. Bedømmelsen af disse faktiske omstændigheder og beviser er således ikke et retsspørgsmål, der som sådan kan efterprøves af Domstolen under en appelsag, medmindre disse omstændigheder og beviser er blevet forkert gengivet.
(jf. præmis 43 og 53)
3. De afgørelser, som appelkamrene skal træffe i henhold til forordning nr. 40/94 om EF-varemærker vedrørende registrering af et tegn som EF-varemærke, træffes i henhold til udøvelsen af en bunden kompetence og ikke på grundlag af en skønsmæssig beføjelse. Lovligheden af appelkamrenes afgørelser skal derfor udelukkende bedømmes på grundlag af denne forordning, således som den er fortolket af Fællesskabets retsinstanser, og ikke på grundlag af appelkamrenes tidligere afgørelsespraksis.
(jf. præmis 47)
4. De registreringshindringer, der er opregnet i artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, er uafhængige af hinanden og kræver en særskilt efterprøvelse. Desuden skal de nævnte registreringshindringer fortolkes i lyset af den almene interesse, der ligger til grund for hver enkelt af dem. Den almene interesse, der tages i betragtning ved efterprøvelsen af de enkelte registreringshindringer, kan eller skal afspejle forskellige overvejelser, alt efter hvilken registreringshindring der er tale om
I denne forbindelse bemærkes, at den almene interesse, der ligger til grund for forordningens artikel 7, stk. 1, litra b), er åbenbart sammenfaldende med varemærkets grundlæggende funktion, der er at garantere oprindelsen af varen eller tjenesteydelsen, der er omfattet af varemærket, over for forbrugeren eller den endelige bruger, som dermed sættes i stand til uden risiko for forveksling at adskille varen eller tjenesteydelsen fra varer eller tjenesteydelser med en anden oprindelse.
Derimod er spørgsmålet om, hvorvidt det er godtgjort, at det ansøgte varemærke er egnet til at blive almindeligt anvendt af kundekredsen eller konkurrenter, som er et relevant kriterium i forbindelse med artikel 7, stk. 1, litra c), ikke et kriterium, der har betydning for, hvordan samme bestemmelses litra b) skal fortolkes.
(jf. præmis 59, 60 og 62)
5. Det sammensatte tegn, som indeholder forkortelsen »BioID« samt figurative bestanddele, nemlig de typografiske kendetegn, som denne forkortelse har, og to grafiske bestanddele, der er anbragt efter forkortelsen, nemlig et punktum og et tegn »R«, og som er søgt registreret som EF-varemærke for varer og tjenesteydelser i klasse 9, 38 og 42 i Nice-arrangement og navnlig for varer, hvis brug er påkrævet for den biometriske identifikation af levende væsener, og tjenesteydelser, som præsteres i forbindelse med biometrisk identifikation eller til udvikling af systemer til biometrisk identifikation, savner fornødent særpræg i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning 40/94 om EF-varemærker, ud fra synsvinklen hos en kundekreds med kendskab til de omhandlede varer og tjenesteydelser, som er almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet. Forkortelsen BioID, der vil blive forstået af den relevante kundekreds som værende sammensat af forkortelsen for et adjektiv, »biometric«, og for et substantiv, »identification«, og derfor således, at den i sin helhed betyder »biometric identification«, kan således ikke adskilles fra de omhandlede varer og tjenesteydelser. Desuden gør hverken de typografiske kendetegn eller de grafiske bestanddele, som er anbragt efter denne forkortelse, det muligt at garantere oprindelsen af de omhandlede varer og tjenesteydelser over for den relevante kundekreds.
(jf. præmis 68-72 og 75)