FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
RUIZ-JARABO COLOMER
fremsat den 11. marts 2004 (1)
Sag C-150/03 P
Chantal Hectors
mod
Europa-Parlamentet
»Appelsag – offentlig tjeneste – midlertidigt ansatte – Europa-Parlamentet – politiske grupper – udvælgelsesprøve – personlig samtale ikke indeholdt i meddelelsen om udvælgelsesprøven – ad hoc-komité – liste over beståede ansøgere – ansættelse af den på listen sidst opførte ansøger – klage indgivet af den på listen først opførte ansøger – afslag – begrundelsesmangel«
1. Chantal Hectors, der er en nederlandsk midlertidigt ansat ved gruppen for Det Europæiske Folkeparti og De Europæiske Demokrater (herefter »PPE-DE-gruppen«) har iværksat appel til prøvelse af dom afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Femte Afdeling) den 23. januar 2003 (2).
2. Iværksættelsen af den appel indebærer, at Domstolen skal fastsætte rækkevidden af det skøn, der tilkommer Den Europæiske Unions ansættelsesmyndigheder ved ansættelse af en midlertidigt ansat.
I – Retlige forskrifter
A – Vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber
3. I henhold til artikel 25, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (3) skal enhver afgørelse, der træffes i henhold til denne vedtægt om en bestemt person, straks meddeles den pågældende tjenestemand skriftligt, og skal, såfremt den indebærer et klagepunkt, begrundes.
B – Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte
4. I henhold til artikel 2, litra c), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber (4) (herefter »ansættelsesvilkårene«) forstås bl.a. ved midlertidigt ansatte personer, der ansættes ved en af de politiske grupper ved Europa-Parlamentet og som ikke er udvalgt blandt Fællesskabernes tjenestemænd. Med henblik på disse midlertidigt ansattes rettigheder og pligter henviser artikel 11 til vedtægtens artikel 11-26.
C – Europa-Parlamentets regulativ af 15. marts 1989
5. Europa-Parlamentets interne bestemmelser om ansættelse af tjenestemænd og øvrige ansatte (5) bestemmer i artikel 8, at midlertidigt ansatte i en politisk gruppe ansættes på grundlag af forslag fra en ad hoc-komité, som udpeges af den myndighed, som har kompetence til at indgå ansættelseskontrakter, og som omfatter et medlem valgt af personaleudvalget.
6. Artikel 9 fastsætter, at meddelelser om ledige stillinger skal offentliggøres, og fastsætter de generelle regler for ansættelsesproceduren. I henhold til bestemmelsen skal denne ad hoc-komité efter at have gennemgået ansøgernes akter på grundlag af de kriterier, der er fastsat af den pågældende politiske gruppe for den ledige stilling, udfærdige en liste over de ansøgere, der opfylder de i stillingsopslaget fastlagte betingelser.
D – Betingelserne for ansættelse for personale ved PPE-DE-gruppen
7. PPE-DE-gruppen har fastsat visse bestemmelser for ansættelse af dens personale; i henhold til dets punkt 5 gennemføres proceduren af en udvælgelseskomité, der udarbejder de skriftlige og mundtlige prøver, og bestemmer minimumskarakteren for at bestå, antallet af deltagere i ansættelsesproceduren, de personer, der kan opføres på ansættelseslisten, samt listens varighed.
8. I henhold til punkt 6 forelægger udvælgelseskomitéen gruppens præsidium listen over de ansøgere, som har bestået prøverne, ledsaget af deres karakterer. Såfremt alene én stilling er ledig, sker udvælgelsen mellem de første tre opførte på denne liste.
II – Baggrunden for appelsagen
A – Faktiske omstændigheder
9. De faktiske omstændigheder, som ligger til grund for nærværende tvist, er i den appellerede doms præmis 5-21 beskrevet således:
– PPE-DE-gruppen offentliggjorde et stillingsopslag med henblik på ansættelse af en nederlandsk midlertidigt ansat med henblik på planlægning og undersøgelser af gruppens aktiviteter.
– Stillingsopslaget indeholdt følgende krav: 1) ansøgerne skal have bestået en universitetseksamen eller have en tilsvarende faglig erfaring med det samme omfang; 2) have grundigt kendskab til Den Europæiske Unions institutionelle opbygning og dens virksomhed; 3) evne til på grundlag af almene instrukser at udføre planlægnings-, undersøgelses- og redaktionelle opgaver; 4) viden om/og opfølgning af målsætningerne for PPE-DE-gruppens program og virksomhed og for fællesskabspolitikken. Der vil blive taget hensyn til kendskab til Fællesskabets landbrugspolitik og/eller faglig erfaring på dette område; 5) beherskelse af nederlandsk og gode færdigheder i tysk og fransk eller engelsk, hvorved der vil blive taget hensyn til kendskab til andre af Fællesskabets sprog.
– Appellanten indgav ansøgning den 21. juni 2000 og deltog i de skriftlige og mundtlige prøver, som fandt sted henholdsvis den 9. og den 19. oktober samme år.
– Efter disse prøver indstillede ad hoc-komitéen Chantal Hectors (83,50 point), L. (73,50 point) og B. (65,25 point) til stillingen i nævnte rækkefølge.
– De beståede ansøgere deltog i en samtale med de fire medlemmer af den nederlandske delegation i PPE-DE-gruppen, som fandt sted den 7. november.
– Efter at Chantal Hectors den 20. november var blevet underrettet om, at hun var opført på egnethedslisten, anmodede hun den 16. januar 2001, da hun ikke havde modtaget nogen yderligere oplysninger vedrørende følgerne af den pågældende ansættelsesprocedure, om supplerende oplysninger herom.
– Hendes anmodning blev besvaret ved skrivelse af 31. januar, hvorved komitéens formand meddelte hende, at B. var blevet udnævnt. Han anførte i skrivelsen:
»De har ved de mundtlige og skriftlige prøver henholdsvis den 9. og den 19. oktober opnået 83,5 point (af 100 mulige). De blev derfor opført på egnethedslistens førsteplads.
Som vanligt har udvælgelseskomitéen fremsendt de tre bedste ansøgeres navne til gruppens præsidium, som har truffet den afgørelse, der er nævnt ovenfor.
Jeg skal for god ordens skyld henvise til følgende bestemmelse:
I overensstemmelse med artikel 9 i regulativ af 15. marts 1989 tilkommer det den myndighed for PPE-DE-gruppen, der er bemyndiget til at indgå ansættelseskontrakter med midlertidig ansættelse, at vælge den ansøger, der skal ansættes i den pågældende stilling.«
– Den 11. april indgav appellanten klage over afgørelserne dels vedrørende udnævnelsen af B., dels afslaget på hendes ansøgning. Formanden for PPE-DE-gruppen afviste klagen den 28. maj. Formanden anførte heri følgende:
»[...] i henhold til vedtægtens artikel 30 (6) udpeger ansættelsesmyndigheden en udvælgelseskomité til hver udvælgelsesprøve. Komitéen opstiller en liste over egnede ansøgere og ansættelsesmyndigheden udvælger fra denne liste den af de ansøgere, som skal besætte de ledige stillinger. Ansættelsesmyndigheden er derfor ikke forpligtet til at respektere rækkefølgen i egnethedslisten.
Under disse omstændigheder må Deres klage afslås.«
B – De for Retten fremførte påstande og anbringender
10. Den 6. august 2001 anlagde appellanten sag ved Retten i Første Instans, hvorved hun – foruden at nedlægge påstand om, at Europa-Parlamentet tilpligtes at betales sagens omkostninger, nedlagde påstand om annullation af udnævnelsen af B., annullation af afslaget på hendes ansøgning og af klageafslaget af 28. maj 2001, samt om, at hun blev tilkendt erstatning for ikke-økonomiske tab på 1 EUR på grund af de hende forvoldte tab.
11. Chantal Hectors anførte til støtte for nævnte påstande to formelle og tre saglige anbringender. Hun anførte under det første anbringende, at de omstridte afgørelser var uden begrundelse, og at ansættelsesproceduren var behæftet med formmangler, idet udvælgelseskomitéen havde gennemført en samtale med ansøgerne, som ikke var fastsat i stillingsopslaget. Vedrørende de materielle anbringender er navnlig to vigtige med hensyn til nærværende appelsag: anbringendet, hvorefter der foreligger en tilsidesættelse af artikel 12 i ansættelsesbetingelserne, og anbringendet, hvorefter der skete en tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder.
12. Europa-Parlamentet nedlagde påstand om frifindelse og fik medhold heri i den appellerede dom.
C – Den appellerede doms begrundelse
1. Begrundelsesmangel (præmis 35-46)
13. Retten henviste til den valgfrihed, som formanden for en gruppe ved Europa-Parlamentet råder over ved ansættelsen af midlertidigt ansatte og fandt en begrundelse, som vedrørte overholdelse af de retlige betingelser, som udvælgelsesprocedurens lovlighed er undergivet, tilstrækkelig. Retten fastslog, at dette krav var blevet opfyldt ved de skrivelser af 31. januar og 28. maj 2001, som var tilsendt Chantal Hectors.
2. Vedrørende tilsidesættelsen af vedtægtens artikel 29 og 30, bestemmelserne i stillingsopslaget og retspraksis vedrørende egne retsakter (præmis 93-108).
14. I henhold til Retten er bestemmelser, som vedrører tjenestemænds adgang til besættelse af en stilling som midlertidigt ansat ikke anvendelige på deres ansættelsesbetingelser, idet disse i denne sag er reguleret ved de interne bestemmelser. Ansættelsesmyndigheden råder over et bredt skøn ved fastlæggelsen af prøverne og kan i medfør heraf fastsætte personlige samtaler, også selv om dette ikke er fastsat i stillingsopslaget.
3. Vedrørende tilsidesættelsen af artikel 12 i ansættelsesbetingelserne (præmis 65-78)
15. Retten anførte i dommen, at administrationen ved at have udnævnt B. ikke havde overskredet grænserne for sit skøn, idet det fremgik af vedkommendes ansøgning, at denne rådede over den i stillingsopslaget krævede erfaring og endog havde en længere erfaring inden for landbrugspolitikken end Chantal Hectors.
4. Vedrørende tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet (præmis 117-128)
16. Retten bemærkede, at den omstændighed, at Chantal Hectors var gravid i sjette måned under aflæggelsen af hendes prøver, hvilket de medlemmer af den nederlandske delegation, som førte samtale med hende var bekendt med, ikke indebar, at der forelå en forskelsbehandling. Europa-Parlamentet var derfor ikke forpligtet til at godtgøre, at det havde overholdt ligebehandlingsprincippet. Retten fandt, at ansættelsesmyndigheden ved udnævnelsen af B. ikke havde anlagt et urigtigt skøn og heller ikke havde tilsidesat princippet om ligebehandling af mænd og kvinder.
III – Appelsagen
17. Appellanten har fremført fire anbringender.
18. Under det første anbringende foreholder hun Retten ikke at have underkendt den retsstridige gennemførelse af samtalerne mellem ansøgerne og medlemmerne af den nederlandske parlamentariske delegation. Ansættelsesmyndigheden har tilsidesat bestemmelser, som den selv har fastsat, og har derved tilsidesat principperne om lovlighed, om retssikkerhed og om proportionalitet.
19. Appellanten støtter det andet anbringende på, at Retten ikke har overholdt begrundelsespligten, idet den antog, at de anfægtede retsakter var baseret på en henvisning til gældende formkrav. Appellanten har anført, at når ansættelsesmyndigheden havde besluttet at fravige udvælgelseskomitéens liste, burde den udtrykkeligt have begrundet dette. Appellanten har desuden anført, at det forhold, at der skal bestå et gensidigt tillidsforhold mellem den, der ansættes midlertidigt, og medlemmerne af den politiske nationale gruppe, der ansætter vedkommende, er irrelevant for forpligtelsen til at begrunde afgørelsen, idet den procedure, hvis formål er at sikre at den bedste ansøger får stillingen, ellers vil være overflødig. Det er overflødigt at afholde en udvælgelsesprøve, hvis en sådan tillid var det afgørende kriterium.
20. Appellanten har baseret sit tredje anbringende på artikel 12 i ordningen og på begrebet tjenestens interesse, som ifølge hende er blevet tilsidesat i den appellerede dom, idet B. ikke var den mest kvalificerede ansøger, hvis man sammenligner ansøgernes erfaringer. I henhold til nævnte bestemmelse skal den ansøger, som har de bedste kvalifikationer, ansættes. Den pågældendes erfaring skal ikke være »tilstrækkelig« men klart »den bedste«.
21. Appellanten har under sit fjerde anbringende foreholdt Retten, at den har begået en retlig fejl ved anvendelsen af lighedsprincippet. Appellanten har anført, at den omstændighed, at hun var gravid, og at den parlamentariske gruppes valg faldt på den eneste mand, som var opført på egnethedslisten, og som i øvrigt indtog listens sidsteplads med en karakter, som var næsten 20 points lavere end appellantens, godtgør den påståede ulovlighed. Appellanten har anført, at hun har godtgjort en tilsidesættelse af artikel 12 i de interne bestemmelser og en tilsidesættelse af tjenestens interesse, samt at der var anlagt et klart fejlskøn, eftersom det var B.’s ansøgning, der blev efterkommet, hvorfor den appellerede dom strider mod lighedsprincippet, idet Retten ikke krævede af Europa-Parlamentet, at dette påviste, at dets valg ikke var baseret på usaglige hensyn.
IV – Gennemgang af appelsagen
A – De to første anbringender
22. De klagepunkter, som appellanten har fremført, kan opdeles i to grupper. Det første og andet anbringende har formel karakter, mens de to sidstnævnte anbringender vedrører selve den appellerede doms indhold. Jeg skal først gennemgå de to første anbringender, idet det, såfremt appellanten må gives medhold heri, vil være overflødigt at gennemgå de øvrige anbringender, da deres gennemgang alene herefter vil være subsidiær.
23. Den første del af appellantens appel har reel interesse, idet den vedrører rækkevidden af den beslutningsbeføjelse, som administrationen råder over ved ansættelse af midlertidigt ansatte. Kendskab til karakteren af disse fællesskabsansattes ansættelsesforhold vil gøre det lettere at forstå ordningens indhold.
1. Visse forudgående bemærkninger vedrørende de midlertidigt ansatte og deres ansættelse
24. Det fremgår af artikel 283 EF (tidligere EF-traktatens artikel 212 (7)), at Fællesskabernes personale består af tjenestemænd og ansatte, hvilket ikke hindrer institutionerne i i givet fald at anvende andre former for ansættelse af personale for at opfylde konjunkturmæssige behov (8).
25. Gruppen af ansatte omfatter fire undergrupper, nemlig midlertidigt ansatte, hjælpeansatte, lokalt ansatte og særlige rådgivere (ansættelsesvilkårenes artikel 1) (9). I retsteorien (10) nævnes, at en fællesskabsadministration ikke kan udføre alle sine arbejdsopgaver alene med vedtægtens personale på grund af uundgåelige og uforudsigelige arbejdsbyrder eller på grund af den uundgåelige nødvendighed af lejlighedsvis at råde over personer med særlige kvalifikationer eller kundskaber, idet sådanne eksperter normalt ikke findes i den almindelige offentlige tjeneste.
26. I årenes løb har ansatte i henhold til de øvrige ansættelsesvilkår fået større betydning og besætter nu faste stillinger ligesom tjenestemænd (11). De udøver tilsvarende arbejdsopgaver og deltager i alle Fællesskabets aktiviteter, således at grænsen mellem dem udviskes (12). Der består dog en fast grænse, som førstnævnte aldrig kan overskride, nemlig stillingens varighed. Tjenestemændene udnævnes i en fast stilling (13), mens midlertidigt ansatte ikke er indrømmet et sådant varigt ansættelsesforhold.
27. Betegnelsen »midlertidigt ansat« omfatter de forskellige tilfælde. Foruden ansatte, som besætter en midlertidig stilling, er der ansatte, som udnævnes med henblik på at besætte en fast stilling midlertidigt. Herunder hører de, som ansættes for at assistere institutionens medlemmer eller deres grupper (ansættelsesvilkårenes artikel 2). Den sidstnævnte kategori karakteriseres ikke blot ved stillingens usikkerhed, men også ved den tillid, som hersker i forholdet mellem den ansatte og arbejdsgiveren.
28. Forskellen mellem tjenestemænd og de ansatte, navnlig midlertidigt ansatte, beror altså ikke kun på karakteren af de arbejdsopgaver, de hver for sig udøver, men også på deres forbindelse til administrationen (14). Dette er grunden til, at vedtægtens bestemmelser (artikel 11-26) som fastsætter tjenestemændenes rettigheder og pligter også finder tilsvarende anvendelse på midlertidigt ansatte alene med den ændring, som nødvendiggøres af stillingens midlertidige karakter.
29. Ansættelsesvilkårene indeholder ingen procedure med henblik på ansættelse af midlertidig ansatte. Den omstændighed, at kontrakt på ubestemt tid ofte er af meget lang varighed har foranlediget Kommissionen (15) at undergive udvælgelse af visse kategorier samme procedure, der gælder for tjenestemænd. Kommissionen bekendtgør i dette tilfælde den tilbudte stillings almindelige adgangsbetingelser og dens hovedtræk og følger en procedure, der er baseret på en udvælgelsesprøve på grundlag af kvalifikationsbeviser, hvori deltager en rådgivende komité, der har beføjelse til at fremsætte forslag om stillingens besættelse til ansættelsesmyndigheden (16). Europa-Parlamentet har fulgt denne model, herunder når det drejer sig om stillinger, som indebærer et tillidsforhold, hvilket er tilfældet i nærværende tilfælde.
30. Ansættelsesvilkårene indeholder altså ingen bestemmelse, hvorefter der ved ansættelsen af midlertidigt ansatte skal følges en bestemt procedure, men hvis en institution under udøvelse af dens beføjelse til selv at organisere sine tjenester fastsætter bestemmelser herom, skal den strengt overholde disse og kun ansætte personer, »der opfylder de højeste krav til kvalifikationer, indsats og integritet« (ansættelsesvilkårenes artikel 12, stk. 1).
31. Når det drejer sig om stillinger, der som i denne sag er karakteriseret ved et særligt tillidsforhold mellem parterne, råder ansættelsesmyndigheden over et vidt skøn ved valget af den bedst kvalificerede ansøger, hvilket skøn dog ikke må forveksles med usaglighed. Så snart stillingen er ledig og flere ansøgere opfylder stillingskravene, er afgørelsen om stillingens besættelse ikke fuldstændig fri, men er undergivet visse betingelser, som jeg nærmere skal gennemgå i nærværende sag.
2. Den personlige samtale under ansættelsesproceduren med henblik på at besætte en stilling med et tillidsforhold
32. Selv om ansættelsesmyndighedens skøn er bredt, skal ansættelsesmyndigheden dog respektere de fastlagte rammer (17). Under henvisning til grundsætningen »patere legem quam ipse fecisti« har appellanten anført, at institutionen skal efterkomme de bestemmelser, den selv har udstedt, og ikke kan unddrage sig følgerne af dens egne handlinger.
33. Det forekommer mig derfor ukorrekt ikke at anvende en formalitet, som var fastsat eller tilføje en anden, som ikke var fastsat i den procedure, man havde valgt at anvende. Som jeg har understreget i mit forslag til afgørelse i de forenede sager Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen (18), fører formmangler ikke et selvstændigt liv, der er adskilt fra sagens genstand. En procedurefejl indebærer afgørelsens ugyldighed, hvis den er til hinder for, at der kan afsiges dom vedrørende afgørelsen eller medfører en materielt urigtig dom. Dette er årsagen til, at artikel 230 EF (tidligere EF-traktatens artikel 173) henviser til »væsentlige formelle mangler«, ved dens angivelse af Domstolens kompetence i annullationssøgsmål. Det er derfor ikke enhver tilsidesættelse af udvælgelsesproceduren, der har disse virkninger: der skal være tale om en mangel, som påvirker procedurens formål, som skal sikre afgørelsens lovlighed, korrekthed og hensigtsmæssighed med henblik på at respektere den ret, som de pågældende har med hensyn til, at den valgte ansøger er den mest kvalificerede, og at alle ansøgere har konkurreret under lige vilkår.
34. Chantal Hectors argumenter svækkes herved, idet de individuelle samtaler, som de tre pågældende ansøgere var blevet indkaldt til, og som ikke var fastsat i meddelelsen om udvælgelsesprøven, overhovedet ikke påvirkede hensigten om at ansætte den ansøger, der var bedst kvalificeret til at besætte den tilbudte stilling. Der er intet grundlag for at antage, at Chantal Hectors uden disse samtaler ville være blevet foretrukket. Disse samtaler skadede ikke Chantal Hectors mere end de øvrige ansøgere og svækkede heller ikke hendes chancer, eftersom der for hver af de pågældende ansøgere var tale om en forudsigelig formalitet på grund af karakteren af den stilling, som de søgte at opnå.
35. Jeg skal desuden bemærke, at den omstridte prøve ikke blot er begrundet og rimelig, men også hensigtsmæssig, eftersom tillidsforholdet med medlemmerne af PPE-DE-gruppen hører til stillingens arbejdsopgaver. Der er derfor intet urimeligt eller uretmæssigt i at lade medlemmerne af den politiske gruppe mødes med de tre pågældende personer med henblik på en samtale, eftersom den foretrukne ansøger skal arbejde snævert sammen med disse politikere.
36. Jeg finder derfor ikke, at Retten ved at fastslå, at ansættelsesmyndigheden ved at afholde de individuelle samtaler, der ikke var fastsat i meddelelsen om udvælgelsesprøven, har overskredet grænserne for sit skøn med henblik på fastsættelsen af proceduren, hvorfor den heller ikke har tilsidesat princippet om lovlighed, retssikkerhedsprincippet eller proportionalitetsprincippet. Det første appelanbringende må derfor forkastes.
37. De domme, som Chantal Hectors har henvist til, er desuden irrelevante for sagen. Den dom, som Retten har afsagt i sagen Coget m.fl. mod Revisionsretten, og som jeg tidligere har nævnt, vedrører netop et tilfælde, som er klart modsat hendes: Sagsøgerne ønskede i nævnte dom netop at bevare en meningsudveksling i en procedure, hvori en sådan prøve ikke var fundet umiddelbart relevant. Retten fastslog i dommen, at ansættelsesmyndigheden ikke var forpligtet til at afholde en samtale med ansøgerne, hvis en sådan prøve ikke er fastsat i de fastsatte lovlige rammer (præmis 136 og 137), men Retten tilføjede, at intet var til hinder herfor. Dommen i sagen Ragusa mod Kommissionen, som jeg tidligere har nævnt, og dommen i sagen Parlamentet mod Volger (19), er også irrelevante i den henseende, eftersom disse vedrører undladelsen af at opfylde de formalitetskrav, som var fastsat i meddelelsen om udvælgelsesprøverne. I den første sag var det formalitetskrav, der angiveligt var tilsidesat, reelt blevet gennemført (præmis 4, 5 og 18) og i den anden sag var den personlige samtale, der var et vigtigt holdepunkt for vurderingen af fortjenesterne, ikke blevet gennemført for en ansøgers vedkommende, men var blevet afholdt med de øvrige ansøgere (præmis 8-16), hvorfor det ikke var denne mangel, men reelt forskelsbehandlingen, der lå til grund for Rettens afgørelse. Endelig skal jeg nævne dommen i sagen Pappas mod Regionsudvalget (20) og i sagen Robinson mod Europa-Parlamentet (21), som Chantal Hectors har fremført til sit forsvar under retsmødet. Disse domme er også irrelevante, idet de vedrører procedurefejl, der blev begået, nemlig henholdsvis den manglende afholdelse af den anden samtale med ansøgerne og manglende sammenligning af deres fortjenester.
38. Jeg skal desuden bemærke, at man ikke kan foreholde Retten at have begrundet afholdelsen af en personlig samtale i hensynet til et gensidigt tillidsforhold, eftersom den ved at tilføje retsforhandlingerne et argument, som sagsøgte ikke havde fremført, ikke tilsidesatte ligestillingen mellem parterne. Retten begrænsede sig herved i henhold til princippet iura novit curia til at vurdere et af de elementer, som karakteriserer kategorien midlertidig ansat i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra c).
3. Afgørelsens begrundelse
39. Retten fastslog, at henset til den omstridte stillings karakter, kan begrundelsen alene vedrøre spørgsmålet om, hvorvidt de lovlige betingelser, som udnævnelsesprocedurens lovlighed er undergivet, er blevet overholdt (præmis 41).
40. Jeg kan intet indvende mod dette princip, men alene bemærke, at der her er tale om den minimumsforpligtelse, som de offentlige myndigheder har til at begrunde deres afgørelser, når disse påvirker andres rettigheder og interesser. Vedtægtens artikel 25, der i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 18 finder tilsvarende anvendelse på midlertidig ansatte, bestemmer, at enhver afgørelse, der indebærer et klagepunkt, skal begrundes. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (22) indeholder en yderligere fortolkning af denne bestemmelse, eftersom begrundelsespligten er nævnt under kapitlet om fællesskabsborgernes ret til god forvaltning (artikel 41, stk. 2, tredje led).
41. Afgørelsen om at afvise en ansøger og udnævne en anden er så alvorlig, at den utvivlsomt nødvendiggør en begrundelse. Fællesskabets retspraksis, hvorefter retsakter i sådanne tilfælde bør begrundes, i hvert fald når de indeholder en afvisning af en klage indgivet af en sådan ansøger (23), bekræfter dette.
Rækkevidden af denne forpligtelse afhænger af det konkrete tilfælde; for at gøre det muligt for Fællesskabets retsinstanser at sikre den trufne afgørelses lovlighed, skal den udelukke tidligere erklæringer, standardudtryk og teoretiske udsagn, der intet har at gøre med sagens faktiske omstændigheder, når det drejer sig om at give den pågældende de nødvendige oplysninger for den legitime beskyttelse af hans rettigheder (24), idet, som jeg flere gange har anført (25), begrundelsen ikke er en høflighedsformular eller et ritual, men frem for alt en rationel faktor ved udøvelsen af beføjelser, som ikke blot letter kontrollen hermed, men også indgår som et element, der skal forhindre usaglighed og tjene som forsvarsmiddel.
42. Jeg skal ud fra denne opfattelse bemærke, at de forklaringer, som ansættelsesmyndigheden efter at have tiet (26) har givet Chantal Hectors som begrundelse for afgørelsen om at ansætte B., skønt han var indplaceret på den sidste plads på den egnethedsliste, som blev forelagt af ad hoc-komitéen, er utilstrækkelige. En generel henvisning til gældende bestemmelse eller henvisning til forslagets uforbindende karakter indeholder ingen begrundelse for valget og opfylder altså ikke det krav, som enhver begrundelse skal opfylde med hensyn til dens formål.
43. Som jeg tidligere har angivet, har enhver institution en vis selvstændighed ved indførelsen af midlertidigt ansattes ansættelsesprocedure og ved valget af den mest kvalificerede ansøger. Den kan herved udnævne en udvælgelseskomité, hvis opgave består i at undersøge ansøgernes kvalifikationer og egnethed ud fra stillingskravene eller angive en anden løsning. Ansættelsesmyndigheden fortaber ved at handle således ikke et gran af sit udvælgelsesskøn (27). Det fremgår af retspraksis, at når en institution opretter et sådant organ med henblik på at lette dens afgørelse ved afgivelse af en udtalelse eller ved forelæggelse af et forslag, således at der sikres et bedre grundlag for udnævnelsen, hører dette organs udtalelse til de elementer, hvorpå institutionen danner sig sin egen vurdering af ansøgerne (28), hvorfor den, hvis den fraviger udvalgets mening, skal begrunde sin afgørelse (29).
44. Retten har udvidet denne praksis, som den havde fastlagt i forbindelse med tjenestemænds forfremmelse, til ansættelse af midlertidigt ansatte, under henvisning til, at det i begge tilfælde drejer sig om at sammenligne flere ansøgeres fortjenester, således som den har angivet i dommen i sagen Pierrat mod Domstolen (30), hvor Retten skulle afgøre et tilfælde, hvor den foretrukne ansøger ikke figurerede på egnethedslisten. Pligten til at begrunde valget af en ansøger foreligger også, når institutionen som i denne sag foretrækker en af de beståede ansøgere uden at overholde den rækkefølge, som var foreslået den.
45. Intet forpligter derfor ansættelsesmyndigheden til at acceptere det forslag, der forelægges den, men den skal, såfremt den ikke følger det, fremføre sine argumenter. Ansættelsesmyndigheden er først og fremmest forpligtet hertil, fordi det må antages, at den liste, som den rådgivende komité har forelagt den, vedrører enhver ansøgers relative egnethed til at udføre den ledige stilling i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 12, hvorefter det ved ansættelsen af midlertidigt ansatte skal tilstræbes, at institutionerne sikres medarbejdere, der »opfylder de højeste krav til kvalifikationer, indsats og integritet«, og for det andet, fordi de øvrige ansøgere, navnlig de, som er højere indplaceret end den foretrukne ansøger, er berettiget til at blive bekendt med grundene til, at valget er faldet på en ansøger, som udvælgelseskomitéen ikke havde fundet bedst egnet.
46. Denne begrundelsespligt er så meget mere nødvendig i en sag som den foreliggende, hvor institutionen har tilføjet en formalitet, som ikke oprindelig var fastlagt, nemlig en personlig samtale med medlemmerne af den parlamentariske gruppe, med hvilke den beståede ansøger skulle arbejde. Og selv om det kan forekomme logisk at tilføje en sådan prøve til udvælgelsesproceduren på grund af stillingens karakter, er det, eftersom der ikke foreligger noget referat af samtalen, logisk at angive, om afgørelsen om at ansætte B., der var indplaceret langt under de øvrige ansøgere på den af udvælgelseskomitéen udfærdigede egnethedsliste, var baseret på det indtryk, de nederlandske deputerede i den parlamentariske gruppe havde fået under de personlige samtaler og fremføre grundene til dette valg.
47. Europa-Parlamentet valgte ikke denne fremgangsmåde, men forholdt sig først tavs og gav derefter appellanten, som havde anmodet om en forklaring, stereotype og generelle svar, og Europa-Parlamentet har først under sagens behandling givet den forsinkede begrundelse, som følgelig er uden virkning. Det har således tilsidesat sin pligt til at begrunde afgørelsen. Retten har ved ikke at have fastslået dette begået de retlige fejl, som Chantal Hectors har fremført i dette appelanbringende, hvorfor dens dom må ophæves.
B – Subsidiær gennemgang af tredje og fjerde anbringende
48. Såfremt Domstolen finder, at de anfægtede administrative retsakter er gyldige, og Retten derfor ikke har begået nogen retlig fejl, må de to øvrige appelanbringender, som er rettet mod afgørelsens realitet også forkastes.
49. De bemærkninger, som jeg herefter skal gøre, er baseret på den antagelse, at der foreligger en korrekt begrundelse, når sagsøgeren og Fællesskabets retsinstanser er i stand til at erkende grundene til de anfægtede retsakter. Førstnævnte er desuden i stand til at udøve sin ret til forsvar og Fællesskabets retsinstanser til at udøve deres prøvelsesret.
1. Den »bedste« ansøger
50. Det tredje anbringende er baseret på en tilsidesættelse af ansættelsesvilkårenes artikel 12 og en tilsidesættelse af tjenestens interesse. Appellanten har gjort gældende, at Fællesskabets retsinstanser skal handle som en udvælgelseskomité og således begive sig ind på et gebet, der principielt er dem forbudt såvel ved en første instanssag som ved en appelsag.
51. Retten har (i dommens præmis 69) fastsat, at den ikke kan sætte sin egen vurdering af ansøgernes kvalifikationer i stedet for ansættelsesmyndighedens, og at den undersøgelse, den skal foretage, skal begrænses til spørgsmålet om, hvorvidt administrationen på baggrund af de forhold, den kan have lagt til grund for vurderingen, har holdt sig inden for rimelige grænser og ikke har anvendt sine beføjelser åbenbart fejlagtigt, dvs. i denne sag ikke har overtrådt sit skøn, da den foretrak B., fordi denne i sit curriculum vitae havde påvist at besidde tilstrækkelig erfaring på landbrugs- og skovbrugsområdet (præmis 72, 74 og 76).
52. Da Chantal Hectors fortsætter samme argumentation i denne sag, idet hun foreholder Retten ikke at have handlet, som hun havde foreslået, anmoder hun Domstolen om at sætte sig i administrationens sted og sætte sin egen afgørelse i stedet for ansættelsesmyndighedens. Chantal Hectors anmoder nemlig, da hun fastholder, at hendes ansøgning var bedre end B.’s, Domstolen om at foretage en sammenligning af de to ansøgeres fortjenester ved en gennemgang af de omstridte faktiske omstændigheder, som en appelinstans ikke kan indlade sig på (31).
53. På et særligt område, som imidlertid er snævert forbundet med denne sag (nemlig tjenestemænds forfremmelser) har Domstolen erkendt, at det påhviler administrationen at foretage en sammenligning af ansøgernes fortjenester og vælge den, der på grund af hans kvalifikationer og under hensyn til de arbejdsopgaver, han skal udføre, er bedst egnet til at besætte den ledige stilling (32), og at retsinstanserne ikke kan sætte deres vurdering af ansøgernes kvalifikationer og fortjenester i stedet for administrationens (33).
54. Domstolen kan under disse omstændigheder ikke foreholde Retten at have tilsidesat ansættelsesvilkårenes artikel 12 ved at have stadfæstet en afgørelse, hvorved den mest egnede ansøger ikke blev valgt.
2. Adgang til den offentlige tjeneste uden forskelsbehandling mellem mænd og kvinder
55. Det fjerde anbringende må forkastes som en følge af, at det tidligere anbringende ikke er taget til følge. Når det står fast, at Retten hverken har tilsidesat ansættelsesvilkårenes artikel 12 eller tilsidesat tjenestens interesse, da den fastslog, at udnævnelsen af B. var gyldig, kan jeg ikke indse, hvorledes proceduren kan være behæftet med forskelsbehandling. Hvis det organ, som i henhold til de retlige bestemmelser er kompetent til at træffe afgørelse, korrekt udøver sine beføjelser og vælger den egnede person til den tilbudte stilling, er det klart, at det ikke har truffet afgørelse på grundlag af tvivlsomme kriterier i strid med ligebehandlingsprincippet.
56. Appellantens svangerskab, kendskabet hertil og placeringen af den foretrukne ansøger på egnethedslistens sidste plads, på hvilken liste han var den eneste mandlige ansøger, er ikke forhold, der kan indebære en forskelsbehandling på grundlag af køn, som Europa-Parlamentet skulle ændre (34).
V – Domstolens dom
57. Hvis der gives medhold i det andet appelanbringende må den anfægtede dom ophæves. Domstolen bør derefter i henhold artikel 54, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse.
58. Som Chantal Hectors flere gange har påstået under retsforhandlingerne, er det forhold, at de administrative trufne retsakter er utilstrækkeligt begrundet, til hinder for, at Fællesskabets retsinstanser kan udøve den kontrol, der påhviler dem, eftersom de på grund af den manglende begrundelse ikke er bekendt med de grunde, der har foranlediget ansættelsesmyndigheden til at fravige udvælgelseskomitéens udtalelse. Fællesskabets retsinstanser kan derfor ikke efterprøve, om ansættelsesvilkårenes artikel 12 er blevet tilsidesat, eller om ligebehandlingsprincippet mellem kønnene med henblik på adgang til Fællesskabets offentlige tjeneste er blevet tilsidesat.
59. Efter min mening må den endelige løsning bestå i annullation af B.’s udnævnelse samt af afgørelsen af 28. maj 2001, hvorved Chantal Hectors’ klage blev afvist. Det er imidlertid ikke nødvendigt at behandle meddelelsen fra udvælgelseskomitéens formand, som blev tilstillet Chantal Hectors den 31. januar 2001 som svar på hendes anmodning om oplysninger, idet denne meddelelse alene var en forsinket og utilstrækkelig forklaring af afgørelsen.
60. Appellanten har nedlagt påstand om erstatning på 1 EUR, for lidt økonomisk og ikke-økonomisk skade. Denne påstand er efter min mening uden grundlag og må forkastes, eftersom de retsakter, den er baseret på, nemlig de retsakter, som jeg foreslår Domstolen at annullere, ikke indeholdt nogen negativ vurdering af hendes kvalifikationer, som på nogen måde kan skade hende (35). Jeg mener desuden, at den omstændighed, at appellanten gives medhold i hendes annullationspåstand, må anses som en rimelig genoprettelse (36).
VI – Sagens omkostninger ved de to retsinstanser
61. Da Chantal Hectors kun har fået delvis medhold i appellen, bør sagens omkostninger fordeles i henhold til artikel 87, stk. 3, første afsnit, i Rettens procesreglement (37).
62. Appelsagens omkostninger må bæres af Europa-Parlamentet i henhold til bestemmelserne i artikel 122, første afsnit, og artikel 69, stk. 2, første afsnit i Domstolens procesreglement (38).
VII – Forslag til afgørelse
63. På grundlag af det anførte skal jeg foreslå Domstolen at træffe følgende afgørelse:
1) Chantal Hectors gives medhold i det andet anbringende i appellen til prøvelse af dom, afsagt af Retten i Første Instans (Femte Afdeling) den 23. januar 2003 i sagen Hectors mod Parlamentet (sag T-181/01).
2) Denne dom ophæves.
3) Chantal Hectors gives delvis medhold i sine påstande, hvorfor udnævnelsen af B. i stillingen som nederlandsksproget fuldmægtig i gruppen for Det Europæiske Folkeparti og De Europæiske Demokrater i henhold til ordningen for midlertidigt ansatte (meddelelse om udvælgelsesprøve nr. G-453), samt afgørelsen, hvorved formanden for gruppen den 28. maj 2001 afslog appellantens klage over udnævnelsen, må annulleres.
4) Appellens øvrige påstande forkastes.
5) Hver part bærer sine omkostninger ved førsteinstansen og Europa-Parlamentet betaler appelsagens omkostninger.
1 – Originalsprog: spansk.
2 – Dom i sag T-181/01, Hectors mod Parlamentet, Sml. Pers. II, s. 103.
3 – Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 af 29. februar 1968 om vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i disse fællesskaber samt om særlige midlertidige foranstaltninger for tjenestemænd i Kommissionen (EFT 1968 I, s. 30). Denne forordning, hvorved Rådets forordning nr. 31 (EØF), nr. 11 (Euratom) af 18. december 1961 (EFT 1959-1962, s. 126) blev ændret, er senere blevet ændret flere gange.
4 – Datoerne for offentliggørelse af disse bestemmelser er de samme som for vedtægten.
5 – Interne bestemmelser for ansættelse af tjenestemænd og øvrige ansatte og overgang fra en kategori eller til en tjenestegruppe (den konsoliderede version efter ændringerne heraf i 1989, 1992, 1994, 1995, 1996, 1997, 1998 og 2001).
6 – Han burde have henvist til artikel 8 og 9 i det interne regulativ eller til punkt 5 eller punkt 6 i gruppens »bestemmelser«.
7 – EF-traktatens artikel 212, som blev fraveget ved artikel 24, stk. 2, i traktat om oprettelse af et fælles Råd og en fælles Kommission for De Europæiske Fællesskaber af 9. april 1955 (og som artikel 186 i Euratom-traktaten også fraveg), overtager uændret ordlyden i artikel 24, stk. 1, andet afsnit. Denne lovgivningsforanstaltning blev gennemført ved Amsterdam-traktaten (artikel 6, nr. 71).
8 – Disse kan da ansætte personer, som henhører under den såkaldte kategori »eksternt personale«. Denne gruppe, hvorpå hverken vedtægten eller ansættelsesvilkårene finder anvendelse, består af to grupper. Den første omfatter nationale udsendte eksperter, korrespondenter, videnskabeligt personale og »stagiaires«, på hvilke hver enkelt institutions ordning finder anvendelse. Den anden gruppe er reguleret af privatretten og omfatter bl.a. personer, der ansættes i henhold til en arbejdskontrakt, ansatte i eksterne firmaer og midlertidig arbejdskraft, der ansættes i henhold til kontrakter indgået med vikarbureauer.
9 – Rådets forslag til en ny forordning om ændring om vedtægten og ansættelsesvilkårene [KOM (2002) 213 endelig udg.] tilføjer en undergruppe »kontraktansatte«.
10 – J.A. Fuentetaja Pastor, Función pública comunitaria, Marcial Pons, Ediciones Jurídicas y Sociales S.A., Madrid-Barcelona 2000, s. 50.
11 – Med henblik på definitionen af begrebet »tjenestemænd«, henvises i vedtægtens artikel 1 til faste stillinger. De midlertidigt ansatte eller hjælpeansatte kan også ansættes med henblik på midlertidigt at besætte sådanne stillinger, hvilket fremgår af artikel 2, litra b) og d) og artikel 3, litra b), i ansættelsesvilkårene. Jf. J. Penaud nævner i »La fonction publique des Communautés Européennes«, Problèmes politiques et sociaux. La Documentation Française, nr.º617, Paris, 13. oktober 1989, s. 11, at ansættelse af midlertidigt ansat ikke retfærdiggøres af, at vedkommende vil besætte en midlertidig stilling; selv om dette kan være tilfældet, kan vedkommende også ansættes med henblik på midlertidigt at besætte en fast stilling.
12 – J.A. Fuentetaja Pastor, nævnt i fodnote 11, s. 44.
13 – Vedtægtens artikel 1, stk. 1, bestemmer: »ved tjenestemænd i Fællesskaberne [...] enhver, der [...] er blevet ansat i en fast stilling i en af Fællesskabernes institutioner [...]«. Sammenholdt med bestemmelserne i ansættelsesvilkårene, som begrænser varigheden af kontrakter, der indgås med ansatte, bekræfter denne bestemmelse, at hovedtrækkene ved tjenestemandens situation består i ansættelsen i fast stilling og hans fastansættelse.
14 – Begrebet »Fællesskabernes offentlige tjeneste« omfatter dog alene styrings- eller rådgivningsopgaver, kontrol, fortolkning og gennemførelse af Den Europæiske Unions politik, der udføres af ansatte under vedtægten, enten varigt, eller på grund af hvervets karakter, midlertidigt, mens manuelt arbejde, hvis udførelse er af rent afhjælpende karakter, kan underlægges en særlig ordning, der ligger tættere på arbejdsretlige institutioner. Forslaget til den nye vedtægt, som nævnt ovenfor, ændrer vedtægten og ansættelsesvilkårene, og er delvis baseret på denne idé ved oprettelsen af begrebet »kontraktansat« med henblik på udførelse af manuelle opgaver (artikel 3, stk. 1, første led).
15 – EF-Kommissionen (GD IX, Personaledirektoratet, Ansættelsesafdelingen), Vejledning for medlemmer af udvælgelseskomitéer (oktober 1996, s. 9 og 10).
16 – Under alle omstændigheder finder ansættelsesprocedurerne for tjenestemænd som sådan ikke anvendelse på midlertidig ansatte, hvilket Retten i Første Instans har understreget i dens dom af 20.9.2001 i sag T-95/01, Coget m.fl. mod Revisionsretten, Sml. I-A, s. 1914 og II, s. 879, præmis 56, som angivet i præmis 94 i den dom, som nærværende appelsag vedrører.
17 – Jf. i denne retning dom af 21.4.1983, sag 282/81, Ragusa mod Kommissionen, Sml. s. 1245, præmis 18, om indførelse af en forudgående formalitet vedrørende høring af en ansættelseskomité, af 7.2.1990, sag C-343/97, Culin mod Kommissionen, Sml. I, s. 225, præmis 9, vedrørende adgangsbetingelse til en ledig stilling og af 17.1.1992, sag. C-107/90 P, Hochbaum mod Kommissionen, Sml. I, s. 157, præmis 9, vedrørende ansøgningsbetingelser.
18 – Dom af 7.1.2004, forenede sager C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser.
19 – Dom af 9.12.1993, sag C-115/92, Sml. I, s. 6549.
20 – Dom af 18.9.2003, sag T-73/01, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser.
21 – Dom af 21.1.2004, sag T. 328/01, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser.
22 – EFT 2000 C 234, s. 1.
23 – Dommen i sagen Parlamentet mod Volger, nævnt ovenfor, præmis 22 og 23.
24 – Jf. dom af 28.5.1980, forenede sager 33/79 og 75/79, Kuhner mod Kommissionen, Sml. s. 1677, præmis 15, af 14.7.1983, sag 176/82, Nebe mod Kommissionen, Sml. s. 2475, præmis 21, af 21.6.1984, sag 69/83, Lux mod Revisionsretten, Sml. s. 2447, præmis 36 og af 13.12.1989, sag C-169/88, Prelle mod Kommissionen, Sml. s. 4335, præmis 9.
25 – Jf. punkt 19 i mit forslag til afgørelse af 14.6.2001 i sag C-120/99, Italien mod Kommissionen, hvori Domstolen traf afgørelse den 25.10. samme år, Sml. I, s. 7997.
26 – I dommen i sagen Parlamentet mod Volger fastslog Retten, at selv om ansættelsesmyndigheden ikke generelt er forpligtet til at besvare en klage, gælder denne regel ikke, når den afgørelse, der er genstand for klagen, er behæftet med en begrundelsesmangel (præmis 23), hvis mest ekstreme form består i tien.
27 – Retten fastslog i sin dom af 17.11.1998 i sag T-217/96, Fabert-Goossens mod Kommissionen, Sml. pers. I-A, s. 607 og II, s. 1841, at institutionerne råder over et meget vidt skøn ved ansættelse af ansøgere, som er optaget på egnethedslisten, og at de, når ansættelsesproceduren først er påbegyndt, ikke er forpligtet til at afslutte denne ved at besætte den ledige stilling eller til at følge den nøjagtige rækkefølge af de ansøgere, der har bestået udvælgelsesprøven (præmis 28).
28 – Jf. dom af 9.7.1987, forenede sager 44/85, 77/85, 294/85 og 295/85, Hochbaum og Rawes mod Kommissionen, Sml. s. 3259, præmis 16.
29 – Rettens dom af 30.1.1992, sag T-25/90, Schönherr mod ØSU, Sml. II, s. 63, præmis 29.
30 – Dom af 26.1.1995, sag T-60/94, Sml. pers. I-A, s. 23 og II, s. 77, præmis 36 og 38.
31 – Som bekendt kan Domstolen alene ophæve den retlige fejl, som Retten har begået, men kan aldrig fastlægge de faktiske omstændigheder, men alene efterprøve deres retlige kvalificering (jf. dom af 21.6.2001, forenede sager C-280/99 P – C-282/99 P, Moccia Irme m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 4717, præmis 78, af 10.7.2001, sag C-315/99 P, Ismeri Europa mod Revisionsretten, Sml. I, s. 5281, præmis 19, og af 7.1.2004, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor, præmis 47-49).
32 – Jf. punkt 3 i forslag til afgørelse fremsat af generaladvokat Tesauro den 15.10.1991 i sagen Hochbaum og Rawes mod Kommissionen, som jeg allerede tidligere har nævnt.
33 – Dom i sagen Ragusa mod Kommissionen, nævnt ovenfor, præmis 13, og dom af 3.4.2003, sag C-277/01, Parlamentet mod Samper, Sml. I, s. 3019, præmis 35.
34 – Domstolen har siden dom af 7.6.1972, sag 20/71, Sabbatini mod Parlamentet, Sml. 1972, s. 95, org.ref.: Rec. 1972 s. 345, fastslået, at det er nødvendigt at sikre ligebehandlingen mellem Fællesskabets mandlige og kvindelige arbejdstagere, hvilket princip ikke alene indebærer en anvendelse af bestemmelserne i EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF – 143 EF), men også gennemførelsen af de principper, som indeholdes i fællesskabsdirektiver, der er udstedt på dette område, hvilket fremgår af dommen af 20.3.1984, forenede sager 75/82 og 117/82, Razzouk og Baydoun mod Kommissionen, Sml. s. 1509. Rådets direktiv 97/80/EF af 15. december 1997 om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grund af køn (EFT 1998 L 14, s. 6) og Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT L 303, s. 16), bestemmer henholdsvis i artikel 4, stk. 1 og artikel 10, stk. 1, at når en person fremfører faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det den anklagede at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat.
35 – Jf. i modsat retning præmis 27-29 i dommen i sagen Culin mod Kommissionen, nævnt ovenfor.
36 – Jf. dommen i sagen Hochbaum og Rawes mod Kommissionen, og i sagen Culin mod Kommissionen, nævnt ovenfor, henholdsvis præmis 22 og 26. Jeg skal desuden henvise til dom af 7.10.1985, sag 128/84, Van der Stijl mod Kommissionen, Sml. s. 3281, præmis 26.
37 – Kodificeret tekst offentliggjort i EFT 2003 C 193, s. 41.
38 – Kodificeret tekst offentliggjort i EFT 2003 C 193, s. 1.