FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
DÁMASO RUIZ-JARABO COLOMER
fremsat den 9. september 2004 (1)
Sag C-104/03
St. Paul Dairy Industries NV
mod
Unibel Exser BVBA
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Gerechtshof te Amsterdam (Nederlandene))
»Bruxelles-konventionen – kompetence til at vedtage foreløbige, herunder sikrende retsmidler«
I – Indledning
I den foreliggende sag rejses spørgsmålet, hvorvidt optagelse af vidnebevis forud for et sagsanlæg, som der er mulighed for i nederlandsk ret, falder inden for Bruxelles-konventionens anvendelsesområde (2). Konkret drejer det sig om at fastslå, om foranstaltninger af denne art skal betragtes som »foreløbige, herunder sikrende retsmidler« i henhold til konventionens artikel 24.
II – Hovedsagen
1. De relevante omstændigheder i hovedsagen, der ligger til grund for dette præjudicielle spørgsmål, er gengivet i forelæggelseskendelsen.
2. Ved kendelse af 23. april 2002 anordnede Rechtbank te Haarlem (ret i første instans) en »forberedende afhøring« (voorlopig getuigenverhoor) af et vidne, der havde bopæl i Nederlandene. Foranstaltningen blev truffet på begæring af Unibel Exser BVBA (herefter »Unibel«), et selskab med hjemsted i Stekene (Belgien), under en sag anlagt mod St. Paul Dairy Industries NV (herefter »St. Paul«), beliggende i Lokeren (Belgien).
3. St. Paul Dairy påklagede afgørelsen til Gerechtshof te Amsterdam, idet selskabet gjorde gældende, at den nederlandske ret i første instans savnede kompetence, og nedlagde påstand om ophævelse, eller om, at den pågældende begæring om vidneafhøring blev afslået. Unibel har nedlagt påstand om, at Gerechtshof fastslår, at appellen må afvises, eller at der sker frifindelse ved en afgørelse, der er foreløbig eksigibel.
4. Forlæggelseskendelsen indeholder imidlertid ikke den mindste oplysning om tvistens underliggende karakter. I retsmødet forklarede St. Pauls repræsentant, at der var uenighed mellem parterne med hensyn til et erstatningsbeløb for skader forårsaget af funktionsfejl i en maskine, som Unibel havde installeret i et industrianlæg, som tilhører St. Paul.
III – De præjudicielle spørgsmål
5. Under disse omstændigheder besluttede Gerechtshof at udsætte sagen og i henhold til protokollen af 3. juni 1971 om Domstolens fortolkning af Bruxelles-konventionen at forelægge Domstolen disse to præjudicielle spørgsmål:
»1) Falder det i artikel 186 ff. i Nederlandse Wetboek van Burgerlijke Rechtsvordering (den nederlandske retsplejelov) regulerede retsinstitut, der benævnes »forberedende vidneafhøring forud for et sagsanlæg«, ind under Bruxelles-konventionens anvendelsesområde, også når henses til, at retsinstituttet, som fastsat i den nævnte lov, ikke kun skal gøre det muligt at afhøre vidner straks efter, at de faktiske omstændigheder har fundet sted, og dermed forhindre, at beviser går tabt, men også og især muliggøre, at interesserede under et eventuelt senere civilprocessøgsmål – de, der overvejer at anlægge sag, de, der forventer et sagsanlæg, samt tredjemand, der på anden måde har en interesse i sagen – får mulighed for at få afklaring over de faktiske omstændigheder (som de måske endnu ikke nøjagtig kender), således at de vil være i stand til bedre at vurdere deres stilling, navnlig med hensyn til spørgsmålet om, hvem sag skal anlægges mod?
2) Kan det i bekræftende fald antages at være et retsmiddel som omhandlet i Bruxelles-konventionens artikel 24?«
IV – Den forelæggende rets betragtninger
6. I forelæggelseskendelsen har Gerechtshof formuleret nogle betragtninger:
Det er ubestridt, at tvistens parter er etableret i Belgien, at det omtvistede retsforhold er omfattet af belgisk ret, at den kompetente ret i denne sag er retten i Dendermonde, St. Niklaas-afdeling (Belgien), at der ikke verserer en lignende sag i Nederlandene (eller for den sags skyld i Belgien eller andre steder), og at vidnet, A.C. Schipper, som Unibel ønsker at afhøre, har bopæl i Zaandam (Nederlandene).
Artikel 66, stk.1, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (3), der trådte i kraft den 1. marts 2002, begrænser forordningens anvendelsesområde til retssager, der er anlagt efter denne dato. Da Unibels oprindelige begæring ifølge forelæggelseskendelsen blev indleveret til Rechtbanks justitskontor den 5. februar 2002, finder den nævnte forordning ikke anvendelse i denne sag, såfremt en begæring om en vidneafhøring forud for et sagsanlæg skal betragtes som en retssag i den nævnte artikels forstand.
Parterne er uenige med hensyn til spørgsmålet, om en forberedende vidneafhøring inden sagen indledes, og i det tilfælde, hvor sagen endnu ikke er anlagt, i) henhører under Bruxelles-konventionens anvendelsesområde, og i bekræftende fald ii) om afhøringen kan betragtes som et retsmiddel i Bruxelles-konventionens artikel 24’s forstand. Unibel har besvaret disse spørgsmål bekræftende, og St. Paul har besvaret benægtende.
V – Relevante nationale bestemmelser
7. Artikel 186, stk. 1, i den nederlandske retsplejelov (Wetboek van Burgerlijke Rechtsvordering, herefter »WBR«) bestemmer, at såfremt loven giver adgang til at føre vidnebevis, kan en forberedende vidneafhøring efter begæring foretages forud for et sagsanlæg.
8. Ifølge samme lovs artikel 187 er det den ret i Nederlandene, inden for hvis retskreds den person, der skal afgive vidneudsagn, har sin bopæl eller opholdssted, som har den stedlige kompetence til at foretage en forberedende vidneafhøring. Modparten får i princippet indkaldelse til at deltage i afhøringen.
9. Hoge Raad der Nederlanden (den højeste nederlandske ret) har i en kendelse af 24. marts 1995 (4) præciseret de potentielle formål med det pågældende processuelle instrument. Det tjener ikke alene det formål, at vidneforklaring kan indhentes umiddelbart efter, at de omtvistede kendsgerninger har udspillet sig, hvorved det undgås, at beviser går tabt, men frem for alt også, at enhver, der deltager i et senere civilt søgsmål, som eventuel sagsøger eller sagsøgt, får mulighed for på forhånd at få en afklaring af de faktiske omstændigheder, således at de vil være i stand til bedre at vurdere deres processuelle stilling, f.eks. med hensyn til spørgsmålet om, hvem sagen skal anlægges mod.
VI – Sagen for Domstolen
10. Anmodningen om præjudiciel afgørelse blev indgivet til Domstolens Justitskontor den 6. marts 2003. Der er afgivet skriftlige indlæg af Unibel, Tysklands regering og Det Forenede Kongeriges regering samt af Kommissionen.
11. Sagen er blevet henvist til Domstolens Første Afdeling.
I retsmødet, der fandt sted den 14. juli 2004, deltog repræsentanter for St. Paul og Kommissionen.
VII – Procesdeltagernes påstande
12. Ifølge Unibel falder den forberedende vidneafhøring i WBR’s artikel 186 inden for anvendelsesområdet af konventionens artikel 24, idet det tilsigtes at sikre opretholdelsen af en bestemt faktisk eller retlig situation. Den foreløbige karakter fremgår af, at de således indhentede vidneforklaringer ikke nødvendigvis udgør et endeligt bevis i hovedsagen. Endvidere er WBR’s artikel 186 den eneste mulighed, en belgisk statsborger har for at opnå en vidneforklaring i Nederlandene, inden en retssag indledes.
13. Den tyske regering har anført, at det følger af en sproglig og teleologisk fortolkning, at konventionen ikke omfatter denne forberedende vidneafhøring, fordi den afgørelse, som træffes ved sagens afslutning, ikke kan anerkendes og fuldbyrdes i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i konventionens artikel 25. Den omtvistede procedure skal ikke regulere de retlige relationer mellem parterne, men skal ved hjælp af en sikrende foranstaltning yde en organisatorisk støtte.
14. Det Forenede Kongeriges regering er af den opfattelse, at konventionens artikel 24 skal fortolkes således, at den ikke udelukker foreløbige retsmidler, der meddeles forud for et sagsanlæg. Med hensyn til det andet spørgsmål, som regeringen tvivler på kan antages til realitetsbehandling, er det dens opfattelse, at artikel 24 ikke kan anvendes med henblik på at give en part mulighed for at udsætte modparten for begæringer om at føre bevis uden de fornødne processuelle garantier.
15. Kommissionen har anført, at artikel 24 kun finder anvendelse, hvis selve konventionen finder anvendelse. Den har desuden anført, at en forberedende vidneafhøring ikke opfylder betingelsen om at kunne gøres om, hvilket ifølge Domstolens retspraksis kendetegner de foreløbige retsmidler i henhold til artikel 24.
16. I retsmødet har St. Paul tillige anført, at den procedure, der er fastsat i WBR’s artikel 186, ikke falder ind under Bruxelles-konventionens anvendelsesområde.
VIII – Gennemgang af de præjudicielle spørgsmål
17. Med det første præjudicielle spørgsmål ønskes det oplyst, om den særlige procedure for forberedende vidneafhøring (5), der er hjemlet i den nederlandske borgerlige retspleje, er omfattet af Bruxelles-konventionen, mens det med det andet spørgsmål ønskes klarlagt, om proceduren kan klassificeres som et sikrende retsmiddel i henhold til nævnte konventions artikel 24.
18. Da det ikke forekommer sandsynligt, at en procedure som den her omhandlede, der ikke har til formål at afgøre en tvist i realiteten, falder ind under en anden bestemmelse i konventionen end artikel 24, skal disse to spørgsmål forenes i et enkelt med henblik på at tage stilling til, hvorvidt den forberedende vidneafhøring, der er fastsat i WBR’s artikel 186, udgør en af de foranstaltninger, der er fastsat i nævnte artikel 24. En anden måde at anskue problemet på ville være, at det første spørgsmål giver mulighed for at efterprøve, om konventionen abstrakt finder anvendelse på den forberedende vidneafhøring, mens det med det andet spørgsmål skal fastlægges, under nøjagtigt hvilken bestemmelse i konventionen denne foranstaltning henhører. Jeg er imidlertid af den opfattelse, at sidstnævnte løsning – ud over at være kunstig – ikke tilføjer den første løsning noget nyttigt.
19. Under alle omstændigheder skal andre betingelser være opfyldt, for at konventionen finder anvendelse. Selv om de formelt vedrører formaliteten, er de så tæt forbundet med realitetsprøvelsen, at jeg vil gennemgå dem samlet.
Formalitetenog realiteten
20. Der er flere aspekter ved den foreliggende sag, som indvirker på dens formalitet. For det første er tvisten kun omfattet af Bruxelles-konventionen, såfremt den vedrører borgerlige eller handelsmæssige forhold og har en international rækkevidde. Da de foreløbige, herunder sikrende, retsmidler beskytter rettigheder af meget forskellig karakter, er det ikke retsmidlernes art i sig selv, men karakteren af de rettigheder, der beskyttes, som er afgørende for, om de er omfattet af konventionens anvendelsesområde. Konventionen kan ikke påberåbes med hensyn til foreløbige, herunder sikrende retsmidler vedrørende forhold, der falder uden for dens område (6).
21. Uden nogen anden klassificering kan man endvidere gå ud fra, at den omhandlede vidneafhøring skal henføres under »foreløbige, herunder sikrende, retsmidler« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i konventionens artikel 24.
22. Konventionen finder ifølge artikel 1 anvendelse på borgerlige sager, herunder handelssager, uanset domsmyndighedens art, idet den fra sit anvendelsesområde udelukker fysiske personers retlige status samt deres rets- og handleevne, formueforholdet mellem ægtefæller samt arv efter loven eller testamente, konkurs, akkord og andre lignende ordninger, social sikring og voldgift.
23. Selv om forelæggelseskendelsen ikke indeholder nogen oplysninger om indholdet af tvisten i hovedsagen, gør de oplysninger, som St. Pauls befuldmægtigede afgav under retsmødet, samt gennemgangen af de dokumenter, der var vedlagt anmodningen om præjudiciel afgørelse, det muligt at konstatere, at det er en uoverensstemmelse vedrørende beregningen af et erstatningsbeløb for skader som følge af en funktionsfejl i et teknisk anlæg, der ligger til grund for tvisten. Hovedkravet udspringer tilsyneladende af en kontrakt indgået mellem de to virksomheder, eller af et lovbestemt civilretligt ansvar (7). Det drejer sig altså om en – i hvert fald potentiel – tvist i en borgerlig sag eller en handelssag. Det er under alle omstændigheder den nationale ret, der skal fastslå, om dette er tilfældet.
24. Vigtigere er indsigelsen vedrørende tvistens internationale karakter.
25. Denne betingelse defineres ikke udtrykkeligt i konventionen. Det fremgår dog af konventionens præambel, at det er nødvendigt at fastlægge den »internationale kompetence« for de kontraherende parters retter (8). Det fremgår endvidere af konventionens målsætning, set i lyset af den bestemmelse, der tjener som retsgrundlag, nemlig den daværende artikel 220 i EF-traktaten (nu artikel 293 EF), at konventionen forfølger det samme formål som det Fællesskab, den tjener (9), og hvis lovgivende virksomhed er rettet mod de retsforhold, der kan udgøre en hindring for den grænseoverskridende handel. Konventionen kan med andre ord ikke anvendes som en fælles lov om fastlæggelse af rette værneting i situationer uden interesse for gennemførelsen af det indre marked, dvs. i tilfælde, hvor alle de omstændigheder, der har ført til tvisten, kan henføres til en medlemsstats område.
26. Som det fremgår af forelæggelseskendelsen, er parterne i den foreliggende sag belgiere, og retsforholdet mellem parterne er undergivet belgisk ret. Desuden er sagen, som har givet anledning til denne præjudicielle forelæggelse, anlagt i Nederlandene ved en nederlandsk ret. Det er derfor ifølge den forelæggende ret ubestrideligt, at tvisten indeholder grænseoverskridende elementer.
27. Den omstændighed, at to belgiske virksomheder indleder en sag i Nederlandene, giver ikke nødvendigvis sagen en international karakter, idet det yderligere kræves, at der er en tilstrækkelig tilknytning til et grænseoverskridende element. Dette ville givet være tilfældet, hvis man antog, at det søgsmål, der er indledt i Nederlandene, udgjorde et mellemkommende spørgsmål i en anden sag, anlagt i f.eks. Belgien. Dette er imidlertid ikke tilfældet, hvis man tværtimod går ud fra, at den nederlandske procedure har sin egen autonomi og er uafhængig af et eventuelt senere belgisk søgsmål.
28. Domstolen råder ikke over oplysninger, der giver den mulighed for at vurdere, hvorvidt der foreligger en tilstrækkelig forbindelse mellem den forberedende vidneafhøring, der begæres, og en eventuel sag i en anden medlemsstat.
29. Som flere af procesdeltagerne har henvist til, har den såkaldte forberedende vidneafhøring ikke nødvendigvis en sådan foreløbig karakter. Der er ikke tvivl om, at en forklaring, der er opnået på denne måde, i almindelighed vil have størst betydning i forbindelse med en anden sag. Loven foreskriver imidlertid ikke, at afhøringens gennemførelse eller gyldighed er afhængig af, at begæringen om sagsanlæg er indgivet inden for en bestemt tidsfrist. Hoge Raad har fastslået, at eftersom dens væsentligste funktion består i at gøre det muligt at opnå nyttige oplysninger med henblik på at vurdere udfaldet af et senere sagsanlæg eller identificere personen, mod hvem søgsmålet rettes, kan det på ingen måde afvises, at afhøringen anvendes som en forløber til et andet søgsmål.
30. Hvis begæringen om forberedende vidneafhøring i det foreliggende tilfælde forfulgte et sådant formål, ville det volde vanskeligheder at skabe en forbindelse af tilstrækkelig betydning mellem denne foranstaltning og et senere søgsmål, hvorfor der ikke i det foreliggende tilfælde vil være tale om en tvist af international karakter.
31. De ovenfor anførte betragtninger tyder på, at den forberedende vidneafhøring i forhold til konventionen snarere er et selvstændigt retsmiddel end et sikrende retsmiddel. Som sådan kan den ikke give en anden sag, dvs. hovedsagen, til hvilken den ikke har tilstrækkelig tilknytning, en international dimension.
32. I komparativ europæisk ret er der også instrumenter, der giver mulighed for at gennemføre en bevisoptagelse, inden en retssag anlægges. Disse er sædvanligvis karakteriseret ved, at deres mål er en specifik processuel sikring af beviset (10), inden for rammerne af hvilken den pågældende ret kan vurdere, om den påståede risiko for, at beviserne går tabt, reelt består (11), om de faktiske omstændigheder, som skal sikres, er relevante for afgørelsen af tvisten (12), eller om det ved nogen form for bevis er sandsynliggjort, at et sagsanlæg er nødvendigt (13). Den ret, der har kompetence til at anordne disse foranstaltninger, er den ret, der skulle træffe afgørelse i tvisten i hovedsagen, og kun undtagelsesvist den ret, i hvis retskreds det pågældende vidne opholder sig (14).
33. Dansk og spansk retsorden giver desuden mulighed for at anvende en fremrykket bevisoptagelse, der tjener til at fastlægge de relevante faktiske omstændigheder med henblik på at bedømme tvisten.
34. I den foreliggende sag er det, som følge af manglende oplysninger vedrørende det konkrete formål med den omtvistede begæring om vidneafhøring, umuligt at udtale sig endeligt om tvistens internationale karakter.
35. Følgelig påhviler det den nationale ret at udtale sig om dette punkt. Overfører man Domstolens retspraksis om nødvendigheden af en grænseoverskridende faktor på området for fastlæggelsen af den retlige kompetence inden for Fællesskabet, kan det fastslås, at konventionens bestemmelser ikke kan finde anvendelse på virksomhed inden for en enkelt medlemsstat, og spørgsmålet om, hvorvidt det er tilfældet, afhænger af fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder, som det påhviler den national ret at foretage (15).
36. Denne synsvinkel er i overensstemmelse med Domstolens retspraksis, hvorefter det er den stedligt kompetente ret, der hvor det tilgodehavende, der er genstand for de begærede foranstaltninger, befinder sig, som skal bedømme de omstændigheder, der skal være afgørende for deres godkendelse eller afvisning (16).
37. Endelig skal der tages stilling til, hvorvidt – også når man anser de to ovennævnte betingelser for at være opfyldt – den i WBR’s artikel 186 regulerede procedure kan henføres under nogen anden af de i konventionen fastsatte bestemmelser. Da dens erklærede målsætning ikke består i at afgøre en tvist i realiteten, kan den ikke henføres under andre bestemmelser end konventionens artikel 24. Dette fremgår således af selve formuleringen af Gerechtshofs kendelse, der henviser til denne artikel i det andet præjudicielle spørgsmål. Det samme har procesdeltagerne desuden udtrykkeligt eller uudtalt givet udtryk for i deres bemærkninger.
38. For at undersøge, hvorvidt den forberedende vidneafhøring kan opfattes som et sikrende retsmiddel, må det først og fremmest præciseres, hvad man forstår ved et sådant retsmiddel.
39. Konventionens artikel 24 bestemmer:
»De foreløbige, herunder sikrende retsmidler, der er fastsat i en kontraherende stats lovgivning, kan kræves anvendt af den pågældende stats retslige myndigheder, selv om en ret i en anden kontraherende stat i medfør af denne konvention er kompetent til at påkende sagens realitet.«
40. Domstolen har ved flere lejligheder udtalt sig om dette spørgsmål og har antaget, at et retsmiddel med disse egenskaber meddeles, inden sagen vedrørende realiteten indledes (17).
41. Med hensyn til de karakteristiske kendetegn ved disse retsmidler har Domstolen henvist til, at de skal sikre en bestemt faktisk eller retlig situation med henblik på at beskytte rettigheder, der påstås anerkendt (eller som kan påstås anerkendt, som det fremgår af ovenstående) ved afgørelsen af sagens realitet (18).
42. Anordningen af den pågældende type retsmidler ved den kompetente ret kræver et særligt overblik og nøje kendskab til de konkrete omstændigheder, i hvilke retsmidlet skal udfolde sine virkninger. Efter omstændighederne, navnlig under hensyntagen til handelssædvane, må retten enten kunne tidsbegrænse sin tilladelse, eller – i betragtning af de tilgodehavender eller varer, der er genstanden for de begærede foranstaltninger – kræve bankgaranti eller udpege en forvalter og generelt kun give tilladelsen på betingelser, som garanterer den foreløbige, herunder sikrende karakter af det retsmiddel, den vil anordne (19).
43. Det følger heraf, at anordning af foreløbige, herunder sikrende retsmidler, i henhold til artikel 24 bl.a. er betinget af, at der består en faktisk tilknytning mellem genstanden for det retsmiddel, der anmodes om, og den stedlige kompetence i den kontraherende stat, i hvilken retten er beliggende.
44. Det kan ligeledes udledes af ovennævnte, at det påhviler den ret, der på grundlag af artikel 24 vedtager foreløbige retsmidler, at tage hensyn til nødvendigheden af at opstille betingelser, som sikrer retsmidlernes foreløbige karakter.
45. Som Hoge Raad har fastslået (20), består den potentielle begrundelse for den forberedende vidneafhøring deri, at vidneforklaringer kan indhentes umiddelbart efter, at kendsgerningerne i sagen har udspillet sig, hvorved det undgås, at beviser går tabt, og at der kan opnås en afklaring af de faktiske omstændigheder, der er relevante for indledning af en sag. Det sidstnævnte aspekt henviser til, at enhver, der deltager i et senere civilt søgsmål, som eventuel sagsøger eller sagsøgt, får mulighed for på forhånd at få afklaring over de faktiske omstændigheder, således at de vil være i stand til bedre at vurdere deres processuelle stilling, f.eks. med hensyn til spørgsmålet om, hvem sagen skal anlægges mod.
46. Den foreliggende praksis fra Hoge Raad gør det tydeligt, at betegnelsen »forberedende afhøring« er unøjagtig, idet vurderingen af beviset eller betydningen af de fremførte oplysninger ikke afhænger af indledningen af en sag eller udløbet af en frist, idet de har en værdi i sig selv, som er uafhængig af enhver anden sag.
47. Domstolens retspraksis, som anført ovenfor, gør det imidlertid muligt at fastslå, at såfremt en gennemførelse af de i WBR’s artikel 186 fastsatte foranstaltninger har til formål at sikre et bevismiddel, der skal anvendes i en senere hovedsag, er de omfattet af begrebet »foreløbige, herunder sikrende retsmidler« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i konventionens artikel 24. Dette er ikke tilfældet, når det drejer sig om instrumenter, der skal klarlægge aspekter af processuel interesse, hvis sammenhæng med en eventuel retssag kan vise sig at være ubetydelig og tilfældig.
48. Schlosser-rapporten om konventionen om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse af Bruxelles-konventionen samt af protokollen om Domstolens fortolkning af denne konvention (21) bekræfter denne betragtning, også selv om den udtaler sig om fuldbyrdelse af retsafgørelser:
»Dersom man også ville lade retternes mellemafgørelse om sagens videreførelse, specielt om bevisoptagelse, falde ind under artikel 25 [i konventionen], ville der også blive tale om afgørelser, som parterne ikke kan efterkomme uden rettens medvirken, og hvis udførelse ville berøre tredjemand, nemlig vidnerne. En »fuldbyrdelse« af sådanne afgørelser efter [konventionen] ville derfor ikke kunne gennemføres. Det må heraf sluttes, at en mellemafgørelse, der ikke tager sigte på afklaring af retsforholdet mellem parterne, men som danner grundlag for sagens videre behandling, skal være udelukket fra anvendelsesområdet af afsnit 3 i [konventionen].«
49. Hoge Raads definition gør det desuden klart, at den ret, for hvilken sagen er forelagt, i de fleste sager ikke behøver at foretage en vurdering af, hvorvidt der er risiko for, at et bevis går tabt, for at kunne anordne foranstaltninger, idet de i virkeligheden har til formål at indsamle oplysninger, som skal tjene til at udarbejde en strategi vedrørende det hensigtsmæssige i at anlægge en sag.
50. Denne type foranstaltninger er imidlertid ikke omfattet af konventionen, idet de som følge af deres særprægede natur – navnlig deres udprægede selvstændige karakter og manglende betingelse om foreløbighed – ikke kan sidestilles med de foreløbige, herunder sikrende retsmidler, i artikel 24.
51. Derfor er det efter min opfattelse umuligt at give den forelæggende ret et entydigt svar, da anvendeligheden af konventionen afhænger af det konkrete formål, der forfølges med den forberedende vidneafhøring.
52. I denne situation kunne man fastslå, at de forelagte spørgsmål må afvises, idet det følger af Domstolens faste praksis, at det for at opnå en fortolkning af fællesskabsretten, som den nationale ret kan bruge, er påkrævet, at denne giver en beskrivelse af de faktiske omstændigheder og de regler, som de forelagte spørgsmål hænger sammen med, eller i alt fald forklarer de faktiske forhold, der er baggrunden for dens spørgsmål (22).
53. Der skal herved tages hensyn til, at de oplysninger og de spørgsmål, der er formuleret i forelæggelseskendelserne, ikke kun skal give Domstolen mulighed for at give relevante besvarelser, men også at give medlemsstaternes regeringer samt andre interesserede mulighed for at afgive indlæg i henhold til artikel 20 i statutten for Domstolen. Det påhviler Domstolen at overvåge, at denne mulighed bevares, når henses til, at det i henhold til ovennævnte bestemmelse kun er forelæggelsesbeslutningerne, der meddeles de pågældende parter (23).
54. I lyset af de foregående betragtninger synes det imidlertid mere foreneligt med varetagelsen af retsplejehensynet at forsyne den forelæggende ret med nogle fortolkningskriterier, og herunder netop sådanne, som tjener til at klarlægge manglerne i fremstillingen af de faktiske omstændigheder i anmodningen om præjudiciel afgørelse.
55. Jeg er derfor af den opfattelse, at de præjudicielle spørgsmål, som Gerechtshof te Amsterdam har forelagt, skal besvares med, at en foranstaltning som den i WBR’s artikel 186 fastsatte falder ind under Bruxelles-konventionens anvendelsesområde, såfremt den udgør et »foreløbigt, herunder sikrende retsmiddel« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i konventionens artikel 24, for så vidt som det udgør et middel til at sikre bevismateriale med henblik på at anvende dette i en senere sag.
56. Kommissionen har anfægtet denne konklusion, idet den finder, at det strider mod retssikkerhedsprincippet.
57. Man er nødt til at anerkende de vanskeligheder, der kan opstå i en bestemt situation i forbindelse med bedømmelsen af, om formålet med at sikre beviset overskygger hensigten med at opnå en afklaring. Jeg tror imidlertid, at den nationale ret altid har ret til at anvende konventionens bestemmelser, forudsat at det godtgøres, at der er risiko for at et bevis går tabt.
58. En anden opfattelse ville desuden indebære, at man så bort fra, at begrebet »foreløbige, herunder sikrende retsmiddel« i konventionens artikel 24 må være selvstændigt i forhold til de nationale retsordener.
59. Under alle omstændigheder er det foreliggende spørgsmål, som det Forenede Kongeriges rigtigt har påpeget, af ren historisk interesse, eftersom Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 af 28. maj 2001 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område (24) trådte i kraft den 1. januar 2004, hvilket gør sådanne retslige skridt nemmere.
60. Den nævnte forordning tillader en ret i en medlemsstat at anmode den kompetente ret i en anden medlemsstat om at optage bevis, forudsat at det er bestemt til brug i en påbegyndt eller påtænkt retssag (25). Den anmodede ret skal udføre anmodningen i henhold til dens egne nationale retsforskrifter eller, medmindre en sådan procedure er uforenelig med disse retsforskrifter, under iagttagelse af de særlige formkrav, der gælder i den medlemsstat, hvor den anmodende ret er beliggende (26).
61. Forordning nr. 1206/2001 har desuden forrang for bestemmelser i andre bilaterale eller multilaterale aftaler eller arrangementer indgået af medlemsstaterne inden for området (27). Med hensyn til den eventuelt fortsatte resterende gyldighed af forordning nr. 44/2001 er den nye forordnings forrang baseret på princippet om, at en ny lov har forrang frem for en gammel (lex posterior derogat priori).
IX – Forslag til afgørelse
62. Af disse grunde foreslår jeg, at Domstolen besvarer Gerechtshof te Amsterdams spørgsmål med, at en foranstaltning, som den, der omhandles i artikel 186 i den nederlandske retsplejelov (Wetboek van Burgerlijke Rechtsvordering), skal betragtes som et retsmiddel i henhold til artikel 24 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, for så vidt som det udgør et middel til at sikre bevismateriale med henblik på at anvende dette i en senere sag.
1 – Originalsprog: spansk.
2 – Konvention af 27.9.1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1972, L 299, s. 32), som ændret ved konventionen af 9.10.1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse (EFT L 304, s. 1 og – den ændrede tekst – s. 77), ved konventionen af 25.10.1982 om Den Hellenske Republiks tiltrædelse (EFT L 388, s. 1), ved konventionen af 26.5.1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltrædelse (EFT L 285, s. 1) og ved konventionen af 29.11.1996 om Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse (EFT 1997 C 15, s. 1, herefter »Bruxelles-konventionen« eller »konventionen«). Den konsoliderede udgave er offentliggjort i EFT L 1998 C 27, s. 1.
3 – EFT 2001 L 12, s. 1.
4 – HR af 24.3.1995, NJ 1998, nr. 414.
5 – Af praktiske hensyn bruger jeg en bogstavelig oversættelse af det udtryk, der er anvendt af den nederlandske lovgiver.
6 – Dom af 27.3.1979, sag 143/78, De Cavel, Sml. s. 1055, præmis 8, og af 26.3.1992, sag C-261/90, Reichert og Kockler, Sml. I, s. 2149, præmis 32.
7 – Dom af 27.9.1988, sag 189/87, Kalfelis, Sml. s. 5565, præmis 18.
8 – Eneste betragtning.
9 – Dom af 10.2.1994, sag C-398/92, Mund & Fester, Sml. I, s. 467, præmis 11 og 12.
10 – Jf. §§ 485 ff. i den tyske civilproceslov (Zivilprozessordnung) (herefter ZPO), §§ 384 ff. i den østrigske civilproceslov (Zivilprozessordnung) (herefter ÖZPO), artikel 584 i den belgiske retsplejelov (Code judiciaire), § 343 i den danske retsplejelov, artikel 256 ff. i den spanske civilproceslov, artikel 10 i kapitel 17 i den finske proceslov, artikel 145 i den nye franske civilproceslov, artikel 692 ff. i den italienske civilproceslov (Codice di procedura civile) (herefter »CPC«), artikel 350 i den nye luxembourgske civilproceslov, artikel 520-522 a i den portugisiske civilproceslov og kapitel 41 i den svenske retsplejelov.
11 – Jf. § 485, første paragraf i ZPO.
12 – Jf. dom ved Oberlandesgericht Hamm, offentliggjort i NJW-RR 1998, s. 933, og § 387 i ÖZPO.
13 – § 487 i ZPO.
14 – § 486, stk. 3, i ZPO, § 343, stk. 3, i ÖZPO, artikel 693 i CPC.
15 – Jf. bl.a. dom af 23.4.1991, C-41/90, Hoefner og Elser, Sml. I, s. 1979, præmis 37.
16 – Dom af 21.5.1980, 125/79, Denilauler, Sml. s. 1553, præmis 16.
17 – Dom af 17.11.1998, sag C-391/95, Van Uden Maritime, Sml. I, s. 7091, præmis 29. Jf. også, Bischoff, J-M., og Huet, A.: »Chronique de jurisprudence de la Cour de Justice des Communautés européennes«, Journal du droit international, 1982, nr. 1, s. 942-947, navnlig s. 947.
18 – Jf. Reichert og Kockler-dommen, præmis 34.
19 – Jf. Denilauler-dommen, præmis 15.
20 – Jf. punkt 9 ovenfor.
21 – EFT 1979 C 59, s. 71 ff., navnlig punkt 187 (herefter »Schlosser-rapporten«).
22 – Jf. bl.a. dom af 26.1.1993, forenede sager C-320/90 – C-322/90, Telemarsicabruzzo m.fl., Sml. I, s. 393, præmis 6, og af 21.8.1999, sag C-67/96, Albany, Sml. I, s. 5751, præmis 39.
23 – Dom af 1.4.1982, forenede sager 141/81, 142/81 og 143/81, Holdijk, Sml. s. 1299, præmis 6, kendelse af 23.3.1995, sag C-458/93, Saddik, Sml. I, s. 511, præmis 13, og af 7.4.1995, sag C-167/94, Grau Gomis m.fl., Sml. I, s. 1023, præmis 10.
24 – EFT L 174, s. 1.
25 – Artikel 1, stk. 1 og 2.
26 – Artikel 10, stk. 2 og 3.
27 – Artikel 21, stk. 1.