KENDELSE AFSAGT AF RETTENS PRÆSIDENT

17. oktober 2002

Sag T-215/02 R

Santiago Gómez-Reino

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Særlige rettergangsformer — tjenestemænd — formaliteten — bebyrdende retsakt«

Fuldstændig gengivelse på fransk   II-1019

Angående:

En begæring om foreløbige forholdsregler vedrørende for det første fremlæggelse af visse dokumenter, for det andet suspension af en række trufne afgørelser eller forbud mod at træffe nye afgørelser angående interne undersøgelser foretaget af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), og for det tredje iværksættelse af foranstaltninger i henhold til artikel 24 i vedtægten for tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber.

Udfald:

Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge. Afgørelsen vedrørende sagens omkostninger udsættes.

Sammendrag

  1. Foreløbige forholdsregler – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – realitetsbehandling af hovedsagen – uden betydning – grænser

    (Art. 242 EF og 243 EF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 1)

  2. Foreløbige forholdsregler – udsættelse af gennemførelsen – foreløbige foranstaltninger – betingelser – uopsættelighed – »fumus boni juris« – kumulativ karakter

    (Art. 242 EF og 243 EF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

  3. Tjenestemænd – søgsmål – bebyrdende retsakt – begreb – afgørelser vedrørende interne undersøgelser foretaget af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) – ingen rapport, som indeholder konklusioner, der personligt implicerer en tjenestemand – ikke omfattet

    (Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2, og art. 91, stk. 1; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1073/1999, art. 9)

  4. Tjenestemænd – søgsmål – erstatningspåstand tilknyttet en annullationspåstand – afvisning af annullationspåstanden medfører afvisning af erstatningspåstanden

    (Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

  5. Foreløbige forholdsregler – begæring om, at det pålægges en institution at erklære, at der ikke foreligger nye omstændigheder, der kan berettige til genoptagelse af en discplinærsag – begæring, som ikke henhører under Rettens kompetence

    (Tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art. 11)

  1.  Spørgsmålet, om hovedsagen kan antages til realitetsbehandling, skal i princippet ikke behandles under en sag om foreløbige forholdsregler, men skal udskydes til behandlingen af hovedsagen, medmindre det umiddelbart fremgår, at denne åbenbart må afvises. Såfremt der blev truffet afgørelse om realitetsbehandlingen allerede under sagen om de foreløbige forholdsregler, når en realitetsbehandling ikke er helt udelukket ud fra en umiddelbar betragtning, ville Rettens afgørelse vedrørende hovedsagen reelt foregribes.

    (jf. præmis 26)

    Henvisning til: Retten, 4. februar 1999, sag T-196/98 R, Peña Abizanda m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 5, og II, s. 15, præmis 10 og den deri nævnte retspraksis; Retten, 12. oktober 2000, sag T-208/00 R, Barleycorn Mongolueo g Boixader Rivas mod Parlamentet og Rådet, Sml. Pers. IA, s. 209, og II, s. 941, præmis 13.

  2.  I henhold til artikel 104, stk. 2, skal en begæring om foreløbige forholdsregler angive de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, og de faktiske og retlige grunde til, at den begærede foreløbige forholdsregel umiddelbart forekommer berettiget (fumus bonis juris). Disse betingelser er kumulative, således at en begæring om udsættelse ikke kan tages til følge, når en af betingelserne ikke er opfyldt.

    (jf. præmis 27)

    Henvisning til: Retten, 10. februar 1999, sag T-211/98 R, Willeme mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 15, og II, s. 57, præmis 18.

  3.  Eksistensen af en retsakt, der indeholder et klagepunkt i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, og artikel 91, stk. 1, er en forudsætning for, at en sag anlagt af tjenestemænd mod den institution, i hvilken de er ansat, kan antages til realitetsbehandling. Kun foranstaltninger, der medfører bindende retsvirkninger, som direkte og umiddelbart berører sagsøgerens interesse i den forstand, at vedkommendes retsstilling derved væsentligt ændres, udgør retsakter eller beslutninger, som kan gøres til genstand for annullationssøgsmål.

    Der foreligger ikke en sådan retsakt med hensyn til en tjenestemand, som klager over, at Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) vil iværksætte efterforskning af uregelmæssigheder, som vil kunne tilskrives den pågældende, når der ikke i henhold til artikel 9 i forordning nr. 1073/1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) foreligger nogen rapport fra dette organ, udarbejdet under direktørens myndighed og tilsendt den pågældende institution, som indeholder konklusioner, der implicerer tjenestemanden personligt, og når der i øvrigt ikke er indledt nogen retlig eller disciplinær sag mod den pågældende som følge af en sådan rapport.

    (jf. præmis 42, 46, 47, 48 og 54)

    Henvisning til: Domstolen, 10. december 1969, sag 32/68, Grasselli mod Kommissionen, Sml. 1969, s. 141, org.ref.: Rec. s. 505, præmis 4-7; Domstolen, 1. februar 1979, sag 17/78, Deshormes mod Kommissionen, Sml. s. 189, præmis 10; Retten, 13. juli 1993, sag T-20/92, Moat mod Kommissionen, Sml. II, s. 799, præmis 39; Retten, 6. juni 1996, sag T-391/94, Baiwir mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 269, og II, s. 787, præmis 34; Retten, 18. juni 1996, sag T-293/94, Vela Palacios mod ØSU, Sml. Pers. IA, s. 305, og II, s. 893, præmis 22.

  4.  I tjenestemandssager skal påstanden om erstatning for et økonomisk eller ikke-økonomisk tab forkastes, når der er nær sammenhæng mellem denne og den annullationspåstand, som enten er blevet afvist fra påkendelse eller forkastet som ubegrundet.

    (jf. præmis 55)

    Henvisning til: Retten, 15. maj 1997, sag T-273/94, N mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 97, og II, s. 289, præmis 159; Retten, 23. januar 2002, sag T-386/00, Gonçalves mod Parlamentet, Sml. Pers. IA, s. 13, og II, s. 55, præmis 92.

  5.  En begæring om foreløbige forholdsregler, som er indgivet af en tjenestemand, og som tilsigter, at det i medfør af en institutions bistandspligt pålægges denne at afgive en erklæring, hvorefter der ikke foreligger nye omstændigheder, som kan føre til genoptagelse af en disciplinærsag, som tidligere blev indledt mod den pågældende, og som ikke førte til nogen sanktion, må forkastes. Det tilkommer nemlig ikke Retten at tage stilling til ikke beviste forhold, hvis indtræden endvidere er usikker, og det tilkommer heller ikke Retten at pålægge administrationen på forhånd at afstå fra at anvende de muligheder, som vedtægten udtrykkeligt indrømmer denne. Det tilkommer således ansættelsesmyndigheden at foretage sig det fornødne, når den får forelagt sådanne nye forhold, således som det fremgår af selve ordlyden af artikel 11 i bilag IX til vedtægten.

    (jf. præmis 58)