RETTENS DOM (Tredje Afdeling)

15. juli 2004

Sag T-384/02

Fernando Valenzuela Marzo

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Tjenestemænd — vederlag — bosættelsesgodtgørelse — artikel 9, stk. 3, i vedtægtens bilag VII — frist på et år«

Fuldstændig gengivelse på fransk   II-1035

Angående:

Påstand dels om annullation af Kommissionens afgørelser af 16. november 2001 og 13. februar 2002 om afvisning af udbetaling af den anden halvdel af sagsøgerens bosættelsesgodtgørelse med den begrundelse, at sagsøgerens familie ikke flyttede til tjenestestedet inden for den i vedtægten fastsatte frist på et år efter tiltrædelsen, dels om, at Kommissionen tilpligtes at udbetale den anden halvdel af sagsøgerens bosættelsesgodtgørelse med tillæg af renter 8% p.a.

Udfald:

Kommissionen frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

  1. Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – rent bekræftende retsakt – ikke omfattet

    (Tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 1)

  2. Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – afgørelse om afvisning af en klage – ren afvisning – bekræftende retsakt – afvisning

    (Tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 1)

  3. Tjenestemænd – godtgørelse af udgifter – bosættelsespenge – betingelser – faktisk flytning af den varige bopæl – tjenestemandens families flytning af bopæl – begrebet varig bopæl – bevisbyrden for, at flytning faktisk har fundet sted, påhviler tjenestemanden

    (Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 5, stk. 1, art. 5, stk. 4, og art. 9, stk. 3)

  4. Tjenestemænd – søgsmål – vurdering af den anfægtede retsakts lovlighed efter de faktiske og retlige omstændigheder på det tidspunkt, da retsakten blev udstedt

    (Tjenestemandsvedtægten, art. 91)

  5. Tjenestemænd – godtgørelse af udgifter – bosættelsespenge – betingelser – tjenestemænd, der har forsørgerpligt over for familie – tjenestemandens families flytning til tjenestestedet – frist på et år efter udløbet af tjenestemandens prøvetid – forlængelse for tjenestemænd, der er fritaget for prøvetid – foreligger ikke

    (Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 5, stk. 1 og 4, og art. 9, stk. 3)

  1.  En afgørelse er af rent bekræftende art i forhold til en tidligere afgørelse og indeholder således ikke et klagepunkt som omhandlet i vedtægtens artikel 91, stk. 1, når den ikke indeholder noget nyt i forhold til den tidligere afgørelse og ikke er blevet truffet på grundlag af en fornyet undersøgelse af forholdene for adressaten for den tidligere afgørelse.

    (jf. præmis 32)

    Henvisning til: Retten, 18. september 2003, sag T-321/01, Internationaler Hilfsfonds mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 3225, præmis 23.

  2.  Når en afgørelse om afvisning af en klage — den være sig stiltiende eller udtrykkelig — indeholder et rent afslag på klagen, bekræfter den blot den akt eller den undladelse, som klageren gør indsigelse mod, og udgør ikke i sig selv en anfægtelig akt. Kun når afgørelsen helt eller delvis tager klagen til følge, udgør den i givet fald i sig selv en akt, som kan gøres til genstand for et søgsmål.

    (jf præmis 36)

    Henvisning til: Domstolen, 16. juni 1988, sag 371/87, Progoulis mod Kommissionen, Sml. s. 3081, præmis 17; Retten, 3. juni 1997, sag T-196/95, H mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 133, og II, s. 403, præmis 40.

  3.  Den varige bopæl er det sted, hvor den pågældende har villet oprette og stabilisere det varige midtpunkt for sine interesser, dog således, at der ved bestemmelsen af den sædvanlige bopæl skal tages hensyn til samtlige faktiske forhold, der udgør denne. Begrebet bopæl, der ikke er baseret på en rent kvantitativ udmåling af den tid, som personen har tilbragt på det ene eller andet lands område, forudsætter imidlertid ud over at være afhængig af det fysiske ophold på et bestemt sted også en hensigt om at give denne omstændighed den kontinuitet, som frembringes af livsstil og vedligeholdelse af normale sociale relationer.

    Det følger heraf, at vurderingen af, om der er sket oprettelse eller flytning af den varige bopæl, er et faktisk spørgsmål, som der kan føres bevis for ved alle passende bevismidler. Det tilkommer den tjenestemand, som hævder at have krav på bosættelsespenge svarende til to måneders grundløn, at bevise, enten ved et uigendriveligt bevis, eller ved flere omstændigheder, som udgør en række samstemmende, utvetydige og ikke modstridende indicier, at hans familie er flyttet til tjenestestedet inden for et år efter hans fastansættelse.

    Eftersom de bestemmelser, der giver ret til økonomiske ydelser, bør fortolkes indskrænkende, kan administrationen stille krav med hensyn til beviset for, at tjenestemandens familie er flyttet, og afvise at udbetale bosættelsespenge, såfremt den er i tvivl om, hvorvidt flytningen har rundet sted inden for den i vedtægten krævede frist.

    (jf. præmis 81-83 og 104)

    Henvisning til: Domstolen, 15. september 1994, sag C-452/93 P, Magdalena Fernandez mod Kommissionen, Sml. I, s. 4295, præmis 22; Retten, 24. april 2001, sag T-37/99, Miranda mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 87, og II, s. 413, præmis 32; Retten, 18. september 2003, sag T-221/02, Lebedef m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 211, og II, s. 1037, præmis 38.

  4.  Lovligheden af den anfægtede retsakt skal bedømmes efter de faktiske og retlige omstændigheder på det tidspunkt, da retsakten blev udstedt. Såfremt Retten skulle undersøge lovlighed på baggrund af faktiske omstændigheder, som ikke forelå på dette tidspunkt, ville den således sætte sig i stedet for den institution, som har udstedt den pågældende retsakt. Det tilkommer imidlertid ikke Retten at sætte sig i institutionernes sted.

    (jf. præmis 98)

    Henvisning til: Domstolen, 7. februar 1979, forenede sager 15/76 og 16/76, France mod Kommissionen, Sml. s. 321, præmis 7; Domstolen, 17. maj 2001, sag C-449/98 P, IECC mod Kommissionen, Sml. I, s. 3875, præmis 87; Retten, 11. juli 1991, sag T-19/90, Von Hoessle mod Revisionsretten, Sml. II, s. 615, præmis 30; Renen, 12. december 1996, forenede sager T-177/94 og T-377/94, Altmann m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2041, præmis 119.

  5.  Det fremgår af artikel 5, stk. 1, i vedtægtens bilag VII, at en fastansat tjenestemand har krav på bosættelsespenge, og at den frist, hvortil bestemmelsens stk. 4, henviser, i henhold til samme bilags artikel 9, stk. 3, er et år efter udløbet af prøvetiden. Bestemmelsernes klare affattelse er til hinder for, at denne frist forlænges med varigheden af en prøvetid, som tjenestemanden ikke har skullet gennemføre.

    Både for så vidt angår de tjenestemænd, som skal gennemføre en prøvetid, som for så vidt angår de tjenestemænd, der er fritaget for denne forpligtelse, udbetales den anden halvdel af de bosættelsespenge, der tildeles tjenestemænd med forsørgerpligt over for en familie, nemlig under forudsætning af, at den samme tidsmæssige betingelse overholdes, nemlig betingelsen om, at familiens flytning finder sted inden et år efter fastansættelsen.

    Situationen for de tjenestemænd, der er fritaget for prøvetid, er retligt og faktisk objektiv forskellig fra den situation, der gælder for tjenestemænd, der skal gennemgå en prøvetid, som følge af den usikre situation, som kun disse sidstnævnte er underlagt forud for fastansættelsen. Situationen for de to kategorier af tjenestemænd bliver først identisk ved udløbet af den prøvetid, der har afsluttet den usikre situation for de tjenestemænd, der er underlagt en prøvetid. Ligebehandlingsprincippet påbyder herefter for begge kategorier at lade den vedtægtsmæssige frist på et år løbe fra deres fastansættelse.

    (jf præmis 119, 120 og 122)