1. Institutionernes retsakter – begrundelse – pligt – rækkevidde – Kommissionens beslutning vedrørende statsstøtte – domstolsprøvelse
(Art. 87 EF og 253 EF)
2. Fællesskabsret – fortolkning – institutionernes retsakter – begrundelse – hensyn taget hertil
3. Statsstøtte – begreb – en medlemsstats afståelse fra at opkræve skatter – afståelsen kan indebære en indirekte overførsel af statsmidler til fordel for en anden virksomhed end den, der var fritaget for skatten – omfattet
(Art. 87, stk. 1, EF)
4. Kommissionen – kollegialitetsprincip – rækkevidde – beslutningers begrundelse – ændring efter vedtagelsen – ulovlighed – virkning – ikke muligt at rette op på en utilstrækkelig begrundelse ved en argumentation fremført for Retten
(Art. 253 EF)
1. Begrundelsespligten udgør et væsentligt formkrav, som bør adskilles fra begrundelsens materielle indhold, der henhører under spørgsmålet om lovligheden af den anfægtede retsakt. Den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 253 EF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område.
Hvad angår spørgsmålet, om en beslutning er tilstrækkeligt begrundet henset til identifikationen af den støtte, der i beslutningen fastslås at være uforenelig med traktaten, må det således undersøges, om beslutningen gør det muligt for de berørte parter at få kendskab til den eller de statslige foranstaltninger, som Kommissionen betragter som udgørende en støtte, og for Retten at udøve sin prøvelsesret vedrørende vurderingen af disse foranstaltninger. Derimod er det ikke nødvendigt inden for rammerne af undersøgelsen af begrundelsen at afklare, om kvalifikationen af disse foranstaltninger som støtte er berettiget.
(jf. præmis 67-69)
2. Man kan ikke udskille en retsakts dispositive del fra dens betragtninger, hvorfor den om nødvendigt må fortolkes under hensyntagen til de betragtninger, som har ført til dens vedtagelse.
(jf. præmis 74)
3. Det er ikke er nødvendigt for at konstatere, at der er en indgriben med statsmidler til fordel for en virksomhed, at denne er den direkte modtager. En medlemsstats afståelse fra at opkræve skatter kan således indebære en indirekte overførsel af statsmidler, som kan kvalificeres som støtte til fordel for andre økonomiske operatører end dem, som skattefordelen var rettet direkte til.
(jf. præmis 95)
4. Den dispositive del af en beslutning, der skal begrundes i medfør af traktatens artikel 190, og dens begrundelse udgør et udeleligt hele, hvorfor det – når vedtagelsen hører under Kommissionen som kollegial enhed – i medfør af princippet om kollegiale organer udelukkende tilkommer Kommissionen at vedtage begge dele, og enhver ændring af begrundelsen ud over rent ortografiske eller grammatiske ændringer henhører under den kollegiale enheds enekompetence. Herefter kan den af Kommissionens befuldmægtigede for Retten fremførte argumentation ikke rette op på den utilstrækkelige begrundelse af den anfægtede beslutning.
(jf. præmis 124 og 126)