RETTENS DOM (enedommer)

16. december 2004

Sag T-11/02

Spyridon de Athanassios Pappas

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Tjenestemænd – fritagelse fra stillingen – månedlig godtgørelse i henhold til vedtægtens artikel 50 – tjenesteperioder, der er taget hensyn til ved beregningen af godtgørelsen – stillinger forud for indtrædelsen i Fællesskabernes tjeneste – overførsel af pensionsrettigheder«

Fuldstændig gengivelse på fransk II - 0000

Angående:         Påstand om annullation af Kommissionens afgørelse om fastsættelse af varigheden for den månedlige godtgørelse, sagsøgeren i henhold til artikel 50 i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber oppebærer, efter at han af tjenstlige grunde er fritaget fra sin stilling.

Udfald:         Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes. Hver part betaler sine omkostninger.

Sammendrag

1.     Fællesskabsret – fortolkning – hensyntagen til sammenhængen og den normale mening – nødvendigheden af en ensartet fortolkning – hensyntagen til forskellige sproglige versioner

2.     Tjenestemænd – fritagelse fra stillingen af tjenstlige grunde – beregning af den i vedtægtens artikel 50 fastsatte godtgørelse – hensyntagen alene til tjenesteårene i institutionerne

(Tjenestemandsvedtægten, art. 50; bilag IV, eneste artikel)

1.     Fastlæggelsen af betydningen og rækkevidden af udtryk, som ikke er defineret i fællesskabsretten, skal ske under hensyn til den generelle sammenhæng, hvori de anvendes, og efter deres normale mening i sædvanlig sprogbrug.

I øvrigt udelukker nødvendigheden af en ensartet fortolkning af fællesskabsforordningerne, at en bestemmelses ordlyd i tvivlstilfælde betragtes isoleret, idet det nævnte hensyn tværtimod kræver, at ordlyden fortolkes og anvendes på baggrund af versionerne på de andre officielle sprog.

(jf. præmis 32 og 34)

Henvisning til: Domstolen, 12. juli 1979, sag 9/79, Koschniske, Sml. s. 2717, præmis 6; Domstolen, 27. januar 1988, sag 349/85, Danmark mod Kommissionen, Sml. s. 169, præmis 9; Domstolen, 27. januar 2000, sag C-164/98 P, DIR International Film m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 447, præmis 26; Retten, 29. september 1999, sag T-68/97, Neumann og Neumann-Schölles mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 193, og II, s. 1005, præmis 79 og 80; Retten, 26. september 2000, sag T-80/97, Starway mod Rådet, Sml. II, s. 3099, præmis 81.

2.     I henhold til vedtægtens artikel 50 får tjenestemænd i lønklasserne A1 og A2, som efter ansættelsesmyndighedens afgørelse er fritaget fra deres stilling af tjenstlige grunde, en godtgørelse udregnet i henhold til de i vedtægtens bilag IV fastsatte betingelser. Stk. 3 i bilag IV’s eneste artikel foreskriver, at der for at kunne bestemme den periode, i hvilken tjenestemanden modtager den i artikel 50 nævnte godtgørelse, skal anvendes en afhængig af tjenestemandens alder fastsat koefficient på den tid, han har været i tjenesten.

Henset til såvel fortolkningen af ordlyden »den tid, han har været i tjenesten« i den eneste artikel i vedtægtens bilag IV, som til formålet med den i vedtægtens artikel 50 fastsatte godtgørelse, og henset til forbindelsen mellem tjenesten i institutionerne og nævnte godtgørelse, bør der ved beregningen af den i vedtægtens artikel 50 fastsatte godtgørelse alene tages hensyn til tjenesteårene i institutionerne.

Formålet med godtgørelsen er nemlig at kompensere afgørelsen om fritagelse fra stillingen, som er overladt til ansættelsesmyndighedens skøn, og at sikre, at den tjenestemand, som har arbejdet i Fællesskabernes tjeneste, kan vende tilbage til arbejdet, ved i en fastsat periode at tildele ham en månedlig godtgørelse, der har til formål at beskytte hans økonomiske interesser. Eftersom denne fordel hænger nært sammen med tjenesten ved institutionerne som tjenestemand ved Fællesskaberne bør nævnte godtgørelse være proportionel med varigheden af tjenestemandens karriere i Fællesskaberne.

Eftersom de bestemmelser, som giver ret til økonomiske ydelser, skal fortolkes indskrænkende, kan det henset til den manglende henvisning i vedtægten til de tjenesteår, der lå forud for indtrædelsen i fællesskabsinstitutionernes tjeneste for så vidt angår anvendelsen af vedtægtens artikel 50, og henset til den i nævnte artikel fastsatte ordnings selvstændige karakter, endvidere ikke bestrides, at lovgivers ønske kun var at tage hensyn til tjenesteårene ved fællesskabsinstitutionerne med henblik på beregningen af størrelsen af den godtgørelse, der er fastsat i tilfælde af fritagelse fra stillingen af tjenstlige grunde.

(jf. præmis 30, 38, 40, 53 og 54)

Henvisning til: Retten, 18. september 2003, sag T-221/02, Lebedef m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 211, og II, s. 1037, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis.