Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Tilnærmelse af lovgivningerne – fremstilling, præsentation og salg af tobaksvarer – direktiv 2001/37 – hjemmel – artikel 95 EF – forbedring af vilkårene for det indre markeds funktion – forbud mod markedsføring af tobaksvarer, som indtages oralt – omfattet

(Art. 95 EF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/37, art. 8)

2. Tilnærmelse af lovgivningerne – fremstilling, præsentation og salg af tobaksvarer – direktiv 2001/37 – harmoniseringsforanstaltninger – forbud mod markedsføring af tobaksvarer, som indtages oralt – tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet – foreligger ikke

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/37, art. 8)

3. Frie varebevægelser – kvantitative restriktioner – foranstaltninger med tilsvarende virkning – direktiv 2001/37 om fremstilling, præsentation og salg af tobaksvarer – forbud mod markedsføring af tobaksvarer, som indtages oralt – begrundelse – beskyttelse af den offentlige sundhed

(Art. 28 EF, 29 EF og 30 EF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/37, art. 8)

4. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – direktiv 2001/37 om fremstilling, præsentation og salg af tobaksvarer – bestemmelse, der forbyder markedsføring af tobaksvarer, som indtages oralt

(Art. 253 EF)

5. Tilnærmelse af lovgivningerne – fremstilling, præsentation og salg af tobaksvarer – direktiv 2001/37– harmoniseringsforanstaltninger – forbud mod markedsføring af tobaksvarer, som indtages oralt – tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling – foreligger ikke

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/37, art. 8)

Sammendrag

1. Forbuddet mod markedsføring af tobaksvarer, som indtages oralt, i artikel 8 i direktiv 2001/37 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og salg af tobaksvarer kunne vedtages med hjemmel i artikel 95 EF. Denne bestemmelse indeholder således en bemyndigelse for fællesskabslovgiver til at gribe ind og vedtage de nødvendige foranstaltninger under overholdelse af dels artikel 95, stk. 3, dels af de retlige principper, der er nævnt i traktaten eller opstillet i retspraksis, bl.a. proportionalitetsprincippet. Når der i denne forbindelse henses til borgernes øgede bevidsthed om tobaksvarers skadelige virkning på helbredet, er det desuden sandsynligt, at der vil opstå hindringer for disse varers frie bevægelighed som følge af medlemsstaternes vedtagelse af nye regler, der genspejler denne udvikling, og som har til formål at hæmme forbruget af disse varer.

(jf. præmis 34, 40 og 43)

2. Med henblik på at overholde sin forpligtelse i medfør af artikel 95, stk. 3, EF til at tage udgangspunkt i et højt beskyttelsesniveau inden for sundhed kunne fællesskabslovgiver – uden at overskride grænserne for det skøn, denne havde på området – således med rette antage, at det var nødvendigt med et forbud mod markedsføring af tobaksvarer, som indtages oralt, som det, der er fastsat i artikel 8 i direktiv 2001/37 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og salg af tobaksvarer. Alle andre foranstaltninger med det formål at pålægge producenterne tekniske standarder for at nedbringe varens skadelige virkninger, eller at regulere mærkningen af varens emballage og betingelserne for salg heraf, navnlig til mindreårige, ville således ikke have den samme forebyggende sundhedsbeskyttende virkning, for så vidt som disse foranstaltninger ikke ville forhindre, at en vare, der under alle omstændigheder er skadelig, blev sat på markedet.

(jf. præmis 54 og 55)

3. Selv om forbuddet mod markedsføring af tobaksvarer, som indtages oralt, i artikel 8 i direktiv 2001/37 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og salg af tobaksvarer, er en restriktion som omhandlet i artikel 28 EF og 29 EF, kan den dog begrundes i hensynet til beskyttelse af menneskers sundhed og kan herefter under ingen omstændigheder anses for at tilsidesætte bestemmelserne i nævnte artikler.

(jf. præmis 59)

4. Eftersom det præciseres i betragtning 28 til direktiv 2001/37 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og salg af tobaksvarer, at direktiv 89/622 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om mærkning af tobaksvarer forbød markedsføring i medlemsstaterne af visse typer tobak, som indtages oralt, samt at Sverige ifølge artikel 151, stk. 1, i akten vedrørende vilkårene for Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union, er undtaget fra sidstnævnte direktivs bestemmelser herom, fremgår det ikke, at bekræftelsen af dette forbud i artikel 8 i direktiv 2001/37 kræver, at der i direktivet nærmere angives andre relevante retlige eller faktiske omstændigheder for at anse begrundelsespligten i artikel 253 EF for overholdt.

(jf. præmis 66)

5. Selv om tobaksvarer, der indtages oralt, som defineret i artikel 2 i direktiv 2001/37 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og salg af tobaksvarer, ikke er grundlæggende forskellige fra tobaksvarer bestemt til at tygges med hensyn til indhold og endog målgruppe, befandt de sig ikke i samme situation som sidstnævnte varer, da direktivet blev vedtaget. De tobaksvarer, som indtages oralt, var nye varer på det marked i medlemsstaterne, som var omfattet af forbuddet mod markedsføring i direktivets artikel 8. Følgelig bevirkede denne særlige situation, at disse varer kunne behandles forskelligt, uden at man dog herved med føje kan påberåbe sig, at princippet om forbud mod forskelsbehandling er blevet tilsidesat.

(jf. præmis 69)